Advokaten 4 - Bog om civile retssager – med en praktisk vinkel

Print Print
15-05-2008

Det kan ikke betale sig at dække over de ømme punkter i en dårlig sag, lyder ét af rådene i Christian Dahlagers nye bog, der kan anbefales også til erfarne advokater.

Af Tomas Ilsøe Andersen, advokat og partner, Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith

Advokat Christian Dahlager har begået et fantastisk godt produkt med bogen “Civile retssager”.
Over kun 200 sider formår forfatteren at give et grundlæggende indblik i de væsentligste principper af betydning for førelsen af civile retssager. Det sker på forbilledlig vis med lige dele teoretisk gennemgang af bestemmelser med tilhørende praksis og meget anvendelige eksempler, hvoraf flere er langt mere udførlige end det ellers ses i lærebøger om emnet. I enkelte tilfælde udgøres eksemplerne af en tænkt dialog, hvor læseren for alvor kan lade sig inspirere af forfatterens pædagogik og erfaring.
Et konkret eksempel på forfatterens meget fine måde at forklare sig på, findes i afsnittet om bevisvurdering. Formentlig i erkendelse af, at bevisbyrde-regler kun vanskeligt kan illustreres i generelle vendinger, har forfatteren over fire sider givet et eksempel med tilhørende forklaringer, som viser, hvordan beviser kan vurderes forskelligt, og hvordan en bevisbyrde kan skifte fra den ene part til den anden undervejs gennem en sag. Det er meget nærværende beskrevet – især for den procedør, som endnu ikke i praksis har oplevet bevisbyrdens utro natur.

Er voldgift udgiften værd?
Bogen er inddelt i 21 kapitler og behandler grundlæggende emner på såvel det principielle plan (f.eks. forhandlings- og kontradiktionsprincipperne), og det mere traditionelle dogmatiske plan, herunder reglerne om domstolenes saglige/stedlige kompetence, kravene til indholdet af processkrifter, reglerne for kumulation, appel osv.
Bogen adskiller sig fra andre fremstillinger om emnet ved, at den herudover også har hele kapitler, der udelukkende anlægger en praktisk synsvinkel på et emne. For eksempel er kapitlet om ”Overvejelser før sagens anlæg” rigtig god læsning for såvel den part, der overvejer at anlægge sag, som den advokat, der skal bistå parten med at føre sagen. Før man selvsikkert forlader et mødelokale med et ”vi ses i retten” bør man i hvert fald som minimum have overvejet de i kapitlet nævnte aspekter – både de håndfaste, såsom de samlede (maksimale) omkostninger ved sagens førelse, sagens tidsmæssige perspektiver, hvor retssagen i givet fald skal føres mv., og de knap så håndfaste, herunder procesrisikoen set i relation til et muligt forligsresultat, modpartens evne til at opfylde en eventuel dom, samt – ikke mindst – de mere personlige omkostninger ved at føre proces i måske lang tid.
I afsnittet om voldgift beskriver forfatteren de traditionelt fremhævede fordele ved voldgiftsbehandling, nemlig hastigheden hvormed en afgørelse kan opnås, sagkundskaben hos dem, der pådømmer tvisten, diskretion og omkostningsbesparelser. Forfatteren konkluderer imidlertid (og i mange voldgiftssagers tilfælde med rette), at der med den nye retsplejelovs mulighed for forhåndsafkald af anke i erhvervsforhold samt muligheden for udvidelse af retten med sagkyndige meddommere, i kombination med bestemmelserne om dørlukning og den seneste revision af retsafgifterne, ikke bør være nogen automatik i valget af voldgift, i hvert fald ikke i rent nationale tvister.
Dette er et synspunkt som også erfarne praktikere bør tage til sig. Som forfatteren skriver, nytter det ikke noget, at en part har ret, hvis kravet som følge af omkostningerne og besværet må opgives, fordi der ikke er valgt et hensigtsmæssigt forum. Det er trods alt ikke alle tvister i erhvervsforhold, der ud over de sædvanlige advokatsalærer og andre procesomkostninger tillige kan bære tre voldgiftsdommeres honorarer. Afsnittet indeholder ingen omtale af de tilfælde, hvor retsplejelovsbestemmelser kunne tænkes at finde analog anvendelse i voldgiftssager (enten i ad hoc-voldgift eller hvor der ikke gælder udtrykkelige institutregler).

Billige point til modstander
Bogen gennemgår også det i praksis vanskelige emne, afhøringer. Forfatteren sætter fingeren på et ømt punkt, når han beskriver den typiske faldgrube, at man som led i sin forberedelse skriver alle spørgsmål til et vidne ned på forhånd, hvorefter man bliver så bundet af dette manifest, at man ikke er i stand til at navigere gennem afhøringen i forhold til vidnets svar, men derimod gennemfører afhøringen i forhold til de svar, man troede man ville få, da man udformede spørgsmålene. Herefter giver forfatteren det råd, at man alene forbereder de temaer, som afhøringen skal angå – et råd, som det nok kræver mod at følge første gang, men som utvivlsomt er gevinstgivende.
Forfatteren giver også det – sjældent fulgte råd – at lade et vidne forklare sig uden afbrydelser i tilfælde af tænkepauser, tøven og famlen efter ordene. Som forfatteren konkluderer: ”Horror vacui må man styre!”
Endelig gives det gode råd,som også gælder under skriftvekslingen, at man lige så godt fra starten kan indse, hvor ens sag er svag og forholde sig hertil, i stedet for at lade som om sagen er anderledes, end den er. Konkret anbefaler forfatteren derfor, at man ikke overlader belysningen af ømme punkter til kontraafhøringen, idet modparten derved får skabt en stemning af “afsløring”, som kan give unødige point.
I tilknytning hertil nævner forfatteren i et petitafsnit, at det er tilladt at tale med egne vidner forud for hovedforhandlingen, men at dette ikke er tilfældet med modpartens vidner, medmindre der forinden er opnået samtykke hertil. I den forbindelse kan man med fordel læse Lars Økjær Jørgensens artikel i Advokaten, bragt 19. september 2005, “Dine vidner og mine vidner”, idet disciplinen, der består i at finde ud af, om et vidne hører til den ene eller den anden part, ikke altid er helt let.

Kritik af gældende ret
Forfatteren er hele vejen igennem bogen meget stringent og fokuseret på beskrivelsen af gældende ret. Kun enkelte gange skinner forfatterens mere retspolitiske holdninger igennem, f.eks. i forbindelse med omtalen af den særlige type ensidigt indhentede erklæring, der består i et juridisk responsum, som en part ønsker at fremlægge under sagens forberedelse. Forfatteren omtaler den ledende højesteretsdom, gengivet i UfR 1998, side 276 (hvor et sådant responsum ikke blev tilladt fremlagt) og bemærker i tillæg hertil, at begrundelsen for den nævnte praksis ikke er åbenbar, idet retten trods alt på dette punkt selv besidder “sagkundskab”, ligesom det i mange tilfælde kan være en fordel, såfremt retten selv kan læse og forholde sig til et indhentet responsum om sagen på linje med den fremlæggende parts øvrige juridiske argumentation i processkrifter mv.
Flere af den slags kritiske bemærkninger til en gældende retstilstand havde ikke skadet bogen efter min mening. For eksempel kunne man i forbindelse med omtalen af reglerne for afgivelse af påstandsdokumenter have nævnt, at det som praktiker kan være ganske frustrerende, at retterne altid meddeler parterne den samme frist for indleveringen. Det er ikke sjældent, at en god portion af sagsøgtes tid med udarbejdelsen af et påstandsdokument viser sig at være skønne spildte kræfter, når man dagen efter den fælles frist modtager sagsøgerens skrift, hvori påstande, anbringender og bevisligheder som led i sagens “tilskæring” er indskrænket i forhold til tidligere. Måske det kunne være en idé, at der generelt var nogle dage imellem sagsøgers og sagsøgtes påstandsdokumenter?
Christian Dahlager skriver selv på bogens omslag, at fremstillingen retter sig mod bl.a. yngre advokater. Det er nu min fornemmelse, at også mere erfarne kolleger kan have gavn af at bladre gennem f.eks. bogens afsnit om EU-domsforordningen og bogens afsnit om gruppesøgsmål. Begge dele er meget fint beskrevet for den, der har brug for en kort genopfriskning af de forholdsvis nye regler.
Blandt andet er den tidligere regel i EU-domskonventionens artikel 5, stk. 1, nr. 1 om opfyldelsesværneting ændret med den deklaratoriske regel i forordningens artikel 5, stk. 1, nr. 1, litra b, således at de forskellige regler i EU-landene om, hvor der er opfyldelsessted for en pengeforpligtelse, nu ikke længere spiller den store rolle. Det er en lettelse allerede af den grund, at det særegne fænomen “foregrebet lovvalg” i forbindelse med fastlæggelsen af værneting herefter kan gå på en længe ventet pension.
Sammenfattende er der tale om en særdeles velskrevet, praktisk anvendelig og meget let læst bog, og Christian Dahlager er for beskeden, når han målretter bogen til et yngre segment. Forfatterens gode pædagogik gør selv svære emner let forståelige og derfor bør bogen være en naturlig del af alle procesadvokaters bagage – og man kan i givet fald stadig “rejse let”, bogens kun 200 sider taget i betragtning.

Christian Dahlager, “Civile retssager”, Christian Ejlers Forlag, 1. udg. 2007.


Udskrift fra: http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere artikler/2008/Advokaten 4/Bog om civile retssager med en praktisk vinkel.aspx - d. 22-11-2017.
Ophavsretten tilhører Advokatsamfundet.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.