Advokaten 3 - Tema: FN's domstole for krigsforbrydere

Print Print
14-04-2008

Advokaten giver her et overblik over krigsforbrydertribunalernes historie.

Af Tine Lehmann, juridisk konsulent, Advokatsamfundet

- De bliver løsladt på onsdag, sagde Innocent lavmælt på det månedlige besøg på mit kontor hos FN’s udviklingsprogram, UNDP i Rwanda. Innocent arbejdede som opkræver for det sikkerhedsselskab, jeg havde hyret til at varetage sikkerheden på min bopæl i hovedstaden Kigali. Jeg glemmer aldrig frygten, der stod malet i hans ansigt, da han lænede sig lidt ind over mit skrivebord og fortalte, at de mordere, der havde udryddet hele hans familie ti år tidligere, ville komme ud af fængslet et par dage senere, fordi de havde tilstået deres forbrydelser og offentligt angret dem. Frygten for, at de skulle komme ud af fængslet og gøre det af med ham, som de havde gjort det med hele hans øvrige familie i 1994.
Rwanda er ét af en række lande, som har haft en konflikt, der har resulteret i internationale bestræbelser på at retsforfølge og dømme de ansvarlige for de mest alvorlige forbrydelser. Artiklen her vil søge at skabe et overblik over de internationale tribunaler og nogle af de udfordringer, som bestræbelserne på at skabe international retsforfølgning møder.
Jeg ankom til Rwanda i 2002, otte år efter folkedrabet. På det tidspunkt var der stadig 120.000 fanger i landets overfyldte fængsler. Nogle var anklaget, mens andre stadig afventede, om der ville blive rejst tiltale mod dem. Otte år tidligere havde der været 250.000 fanger i fængslerne, unødvendigt at nævne, at det var en uoverskuelig opgave for retssystemet at give dem alle en retfærdig rettergang. Der var beregninger, der lød på, at det ville tage 250 år at gennemføre retsforfølgning af alle de fængslede. Det hjalp ikke på udsigterne for retsforfølgning, at stort set hele dommerstanden, advokaterne og juristerne, var blevet udryddet eller var flygtet under folkedrabet. Eller at kontorer, retslokaler og arkiver overalt i landet var blevet plyndret og ødelagt i løbet af de 100 dage, folkedrabet stod på.

Forsoning gennem retsopgør
Det kunne dog ikke komme på tale at give amnesti eller oprette en sandhedskommission, som man kendte det fra Sydafrika. Forbrydelserne under folkedrabet var så alvorlige, at man anså det for nødvendigt at sikre, at de skyldige blev straffet for at kunne opnå en national forsoning. Man ville sætte en stopper for menneskerettighedskrænkelserne ved at vise, at man ikke ustraffet kan planlægge et folkedrab med det formål at udrydde, sætte ild på, pine, plage og torturere sine medmennesker. Man ville gøre ende på det, der blev kaldt “a culture of impunity” (en kultur af straffrihed, hvormed der menes, at de skyldige i alvorlige forbrydelser går fri for straf). Retsopgøret skulle være et led i processen hen mod en national forsoning.
Rwanda gik til FN med sine problemer, og et ad hoc tribunal blev nedsat ved Sikkerhedsrådsresolution 955 i november 1994. Resolutionen er vedtaget efter FN-pagtens kapitel VIII og er derfor bindende for Rwanda, såvel som for alle andre nationer, selv om Rwanda endte med at stemme imod den, blandt andet fordi tribunalet ikke kunne anvende dødsstraf. Da FN desuden besluttede at placere domstolen i Arusha i Tanzania, og ikke i Rwanda, var grunden lagt for nogle år med kølig luft mellem tribunalet og Rwanda-regeringen.
Netop spørgsmålet om dødsstraf har været den største forhindring i de forhandlinger mellem den rwandesiske regering og tribunalet, der skulle resultere i en overførsel af nogle af de anklagede og dømte, når tribunalet i 2008 afslutter sine første instanssager, og appelsagerne i 2010, når domstolen lukkes. Rwanda har dog i mellemtiden afskaffet dødsstraffen, og en aftale ser ud til at være tæt på. Kritikere mener dog stadig, at man ikke kan overføre fangerne, så længe de rwandesiske fængselsforhold kan beskyldes for at byde på torturlignende forhold. Særlige fængselsafdelinger til de overførte fanger har været på tale og ville måske kunne løse dilemmaet for det internationale samfund. Det indebærer dog en risiko for, at man i bestræbelserne på at yde international retfærdighed kommer til at indføre et retssystem i flere klasser.

Tribunalernes historie
Det dilemma kendte man ikke til på tribunalets forgængers tid, i 1945, da Nürnberg tribunalet blev nedsat efter 2. verdenskrig, da både tribunalet og Tyskland dengang havde dødsstraf (det samme var tilfældet med The International Military Tribunal for the Far East (Tokyo tribunalet), der blev nedsat af USA’s øverstkommanderende året efter. Selv om Nürnberg fungerede med alle retsgarantier i relation til de rejste anklager, blev det kritiseret for at være et udslag af “victors’ justice”, sejrherrernes retfærdighed. Et argument, der kunne siges at have nogen berettigelse i og med, at allierede eventuelle forbrydelser ikke blev prøvet tilsvarende, for eksempel måtte Japan ikke tiltale amerikanerne for atombomberne, der blev nedkastet over Hiroshima og Nagasaki, eller anklage Sovjet for at krænke neutralitetsaftalen af den 13. april 1941. Bombardementerne af Dresden, Hamburg og Berlin blev heller aldrig prøvet ved en international domstol.
Herefter skete der ikke meget inden for international retsforfølgning indtil 1993, hvor tribunalet for det tidligere Jugoslavien blev til ved resolution 808 fra FN’s sikkerhedsråd. Resolutionen blev inspiration for den, der blev vedtaget for Rwanda i 1994, og de to statutter ligner hinanden en del. Begge har mandat til at retsforfølge personer ansvarlige for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. De rwandesiske og jugoslaviske tribunaler har begge oplevet uenighed med – og modstand – fra regeringerne under deres arbejde, men fælles for begge er, at de dog har arbejdet sammen med regeringerne i perioder, og at uenigheden for det meste ikke har forhindret deres arbejde.
Det er til gengæld ikke lykkedes FN at skabe international retsforfølgning efter begivenhederne omkring uafhængigheden i 1999 i Timor-Leste (tidligere Østtimor). FN’s overgangsadministration oprettede en særlig undersøgelsesenhed for alvorlige forbrydelser i Østtimor med hjemmel i en sikkerhedsresolution. Sideløbende gennemførte det indonesiske parlament amnestilove, og en ad hoc domstol i Jakarta frifandt alle anklagede indonesere, hvilket er blevet stærkt kritiseret af blandt andet FN. Det har således indtil videre ikke været muligt at retsforfølge højtstående indonesiske militærfolk.
Den særlige domstol for Sierra Leone har til gengæld fået fat på en af de store fisk, præsident Charles Taylor fra Liberia, som er anklaget for at have begået krigsforbrydelser i Sierra Leone. Charles Taylor mødte op den første dag til sin retssag og fyrede sine beskikkede advokater, hvilket resulterede i, at retssagen blev et halvt år forsinket fra starten. Han mente ikke, at de advokater, domstolen havde beskikket, ville yde ham en ordentlig service. Han hyrede til gengæld et internationalt hold af sine egne advokater, som nu arbejder på hans forsvar ved den verserende sag. Milosevic gjorde det samme, da han stod anklaget ved krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien, men han valgte til gengæld at repræsentere sig selv under en lang retssag, indtil han døde, inden sagen blev afgjort.
Tiden er også ved at være knap for den internationale domstol i Cambodja. Khmer Rouge og Pol Pots forbrydelser blev begået i 1970’erne og 80’erne, og mange af de anklagede har nu en fremskreden alder, flere af dem er oppe i 70’erne. Det er afgørende, at domstolen når til en afgørelse, inden de anklagede går hen og dør, som det skete for Jugoslavien tribunalet med Milosevic. Først i 2003 sluttede fem års forhandlinger om et Special Tribunal for Cambodja. Tribunalet har, som domstolen i Sierra Leone, både internationale og cambodjanske dommere, med et flertal af sidstnævnte, hvilket har rejst kritik om, hvorvidt domstolen vil være i stand til at dømme upartisk, og uafhængigt af den cambodjanske regering.

En permanent straffedomstol
I juni 2002 skete der et historisk gennembrud for international retsforfølgning, da statutten for den internationale strafferetsdomstol, ICC, blev ratificeret af den 60. stat og dermed trådte i kraft. Den første retssag, der handler om rekruttering af børnesoldater i Congo, er startet i slutningen af marts dette år efter en indledende “confirmation hearing”. Sagen har allerede været undervejs i flere år.
Domstolen har mandat til at retsforfølge de samme forbrydelser som Rwanda- og Jugoslavientribunalet, men til forskel fra de to ad hoc tribunaler er domstolen permanent, og skal kunne retsforfølge fremtidige forbrydelser begået overalt i verden. Domstolens kompetence er dog sekundær, da man foretrækker, at landene selv sørger for at foretage retsforfølgning i kølvandet på deres konflikter. ICC kommer derfor først på banen, når et land ikke kan eller vil retsforfølge sine forbrydere. Det kan ske med landets medvirken, men også ved, at FN’s sikkerhedsråd henviser en sag til domstolen. FN henviste i 2005 situationen i Darfur i Sudan til domstolen ved sikkerhedsresolution 1593, og den sag er nu under forberedelse ved domstolen. Desuden har regeringerne i Congo, Uganda og Den Centralafrikanske Republik selv anmodet domstolen om at indlede nogle sager omkring konflikterne i de lande. Til forskel fra ad hoc domstolene, der blev nedsat efter konflikternes afslutning, handler alle domstolens sager om konflikter, der endnu ikke har fundet deres afslutning. Et retsopgør i en verserende konflikt er en nyskabelse i forhold til alle tidligere tribunaler, og der er en risiko for, at sagen kan blive brugt politisk som et led i konflikten. Desuden adskiller sagerne, med undtagelse af Sudan, sig fra tidligere international retsforfølgning, ved at handle om forbrydelser begået af rebelledere, altså ikke-statslige aktører. Tornen i øjet på straffedomstolen er stadig USA, der oprindelig undertegnede traktaten, men som efter et regeringsskifte direkte har modarbejdet domstolen og ikke vil acceptere, at amerikanske statsborgere skal kunne blive anklaget for den internationale domstol.

Forebygges forbrydelser?
International retsforfølgning har de seneste 15 år taget fart, og mange forskellige modeller er efterhånden blevet afprøvet. Der er stadig mange udfordringer, og måden, de vil blive løst på, vil være med til at forme, hvordan international retsforfølgning vil komme til at fungere i fremtiden. Skal der f.eks. fortsat oprettes ad hoc tribunaler, sideløbende med den internationale straffedomstol? Hvordan vil man afbalancere hensynet til, at retsgarantier skal overholdes over for hensynet til et rimeligt tids- og ressourceforbrug?
Uanset om det bliver ICC alene eller i kombination med ad hoc domstole, der kommer til at tegne fremtiden, vil forholdet til national ret formentlig i højere grad blive aktuelt fremover. En opretholdelse af international retsforfølgning over for de ansvarlige for de alvorligste internationale forbrydelser, sideløbende med de nationale processer, kommer formentlig til at forholde sig til, hvordan det nationale retsopgør foregår. Man kan forestille sig en indsats kombineret med samtidig øget udviklingsmæssig fokus på det nationale retssystem.
Kun tiden vil vise, i hvilket omfang den internationale straffedomstol vil fungere efter sin hensigt, det vil sige at forholde sig til forbrydelser overalt i verden og ikke som i øjeblikket, alene i forhold til Afrika. Eller om den også i fremtiden vil komme til at beskæftige sig med verserende konflikter. I det omfang den kommer til at beskæftige sig med verserende konflikter, vil der blive behov for at afklare, hvordan international retsforfølgning tænkes sammen med bestræbelser på at skabe fred.
International retsforfølgning kan ikke løse alle problemer i en post-konflikt situation, særligt ikke ofrenes. Men det kan være med til at sikre, at folk, der begår krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden ikke går fri for straf. Forhåbentlig vil visheden om, at man vil kunne blive retsforfulgt overalt i verden for at begå disse forbrydelser, også en dag kunne virke præventivt.

  Nürnberg Tokyo ICTY ICTR Special Court of Sierra Leone           Investigation unit of Timor Leste Cambodia Tribunal (Extraordinary chambers in the courts of Cambodia)                     ICC
Oprettet 1945  1946 1993  1994 2002 2000 2004 2002
Juridisk grundlag Nürnberg Charteret udstedt med baggrund i Tysklands betingelsesløse kapitulation Tokyo Charteret udstedt med baggrund i Japans betingelsesløse
kapitulation
FN sikkerhedsråds resolution
808 + 827
FN sikkerhedsråds resolution
955
Aftale mellem FN og Sierra Leone (2002) baseret på
FN sikkerhedsrådsresolution 1315 (2000)
FN administration, oprettet ved sikkerhedsresolution 1272 (2000) Cambodjansk lov om oprettelse af extraordinære ”chambers” i de cambodjanske domstole 2004) baseret på aftale mellem FN og Cambodia (2003) og FN Generalforsamlingsresolution A/RES/57 228 B (2003) International traktat    
Dødsstraf Ja Ja Nej Nej Nej Nej Nej Nej
Geografisk placering Nürnberg, Tyskland Japan Haag, Nederlandende Arusha,Tanzania Haag/Sierra Leone Timor Leste Cambodia Haag, Nederlandende

Nürnberg
Oprettet: 1945.
Juridisk grundlag: Nürnberg Charteret udstedt med baggrund i Tysklands betingelsesløse kapitulation.
Dødsstraf: Ja.
Geografisk placering: Nürnberg, Tyskland.

Tokyo
Oprettet 1946.
Juridisk grundlag: Tokyo Charteret udstedt med baggrund i Japans betingelsesløse
kapitulation.
Dødsstraf: Ja.
Geografisk placering: Japan.

International Criminal Tribunal for the former Youguslavia
Oprettet: 1993.
Juridisk grundlag: FN-sikkerhedsråds resolution 808 + 827.
Dødsstraf: nej.
Geografisk placering: Haag, Holland.

International Criminal Tribunal for Rwanda
Oprettet: 1994.
Juridisk grundlag: FN-sikkerhedsrådsresolution 955.
Dødsstraf: Nej.
Geografisk placering: Arusha, Tanzania.

Special Court of Sierra Leone
Oprettet 2002:
Juridisk grundlag: Aftale mellem FN og Sierra Leone (2002) baseret på FN-sikkerhedsrådsresolution 1315 (2000)
Dødsstraf: Bej.
Geografisk placering: Haag/Sierra Leone.

Investigation unit of Timor Leste
Oprettet: 2000.
Juridisk grundlag: FN-administration, oprettet ved sikkerhedsresolution 1272 (2000).
Dødsstraf: Nej.
Geografisk placering: Timor Leste

Cambodja Tribunal
Oprettet: 2004.
Juridisk grundlag: Cambodjansk lov om oprettelse af extraordinære ”chambers” i de cambodjanske domstole 2004) baseret på aftale mellem FN og Cambodia (2003) og FN-generalforsamlingsresolution A/RES/57 228 B (2003).
Dødsstraf: Nej.
Geografisk placering: Cambodja.

International Criminal Court
Oprettet: 2002.
Juridisk grundlag: FN-sikkerhedsråds resolution 955.
Dødsstraf: Nej.
Geografisk placering: Haag, Holland.