Advokaten 3 - Regler om varetægtsfængsling og isolation er under forandring

Print Print
14-04-2008

Hvor længe må en person sidde fængslet i varetægt eller i isolation? Folketinget rykker ved grænserne.

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og isolation ændres løbende. Både sidste år og i år er der gennemført – og må der forventes gennemført – flere ændringer i det regelsæt, som indeholdes i retsplejelovens kapitel 70 om varetægtsfængsling.
Status på området er:

  • Nye regler om isolation fra 1. januar 2007.
  • Lovforslag om bl.a. begrænsning af langvarige varetægtsfængslinger. 
  • Planlagte lovforslag om retshåndhævelsesarrest i visse sædelighedssager og våbenlovssager.   

Nye isolationsregler
Med virkning fra den 1. januar 2007 blev der indført nye bestemmelser om varetægtsfængsling i isolation. Lovændringen havde til formål at fastholde den nedgang i antallet af isolationsfængslinger, som var opnået ved ændringen i 2000 af retsplejelovens regler om isolation. Med henblik på at opnå en helt generel begrænsning i den tidsmæssige udstrækning af isolation blev de hidtidige tidsgrænser for isolation nedsat. De tidsmæssige grænser for isolation er knyttet til strafferammen for den påsigtede forbrydelse, og tidsbegrænsningerne blev nedsat inden for de tre relevante strafferammeniveauer. Det samme gjaldt den øvre grænse for isolation af unge under 18 år.

Også de processuelle regler blev ændret. Således skete der en justering af bestemmelsen om domstolenes begrundelsespligt ved afgørelser om isolation eller fortsat isolation. Sigtet var at få bedre begrundelser for isolation og at opnå en begrænsning af varetægtsfængslinger i isolation.

Herudover blev det et krav, at politiets anmodning om fortsat isolation skal fremsættes skriftligt over for retten, og at anmodningen skal være begrundet. Særligt for længerevarende isolation blev det bestemt, at Rigsadvokatens godkendelse skal indhentes, inden politiet fremsætter anmodning om forlængelse ud over otte uger (ud over fire uger, når arrestanten er under 18 år). Isolation kan således ikke ske, hvis Rigsadvokatens godkendelse ikke er indhentet.

Adgangen til mundtlig behandling af kæremål om isolation blev også udvidet.

Disse regler har nu virket i et over ét år og har blandt andet givet anledning til bemærkninger fra Østre Landsret i en konkret sag, hvor det ikke var blevet oplyst for byretten, at Rigsadvokaten havde godkendt politiets anmodninger om fortsat isolation ud over otte uger, men hvor det under kæremålsbehandlingen blev oplyst, at en sådan godkendelse forelå. Landsretten udtalte herom, at Rigsadvokatens godkendelser skulle have været fremført for byretten, og byretten skulle have påset dette. Henset til det oplyste om, at Rigsadvokatens godkendelse havde foreligget, fandt landsretten imidlertid ikke at være afskåret fra at træffe afgørelse om forlængelse af isolationen. Med en nærmere angivet begrundelse blev kendelsen om fortsat isolation stadfæstet.

Begrænsning af varetægtsfængsling
Den 27. februar 2008 har justitsministeren fremsat et lovforslag med henblik på begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger. Lovforslaget indeholder forskellige tiltag med henblik på generelt at bidrage til en hurtigere behandling af straffesager.

Med henblik på at opnå en begrænsning i varigheden af varetægtsfængslinger foreslås det som noget nyt, at der indføres – fravigelige – overgrænser for, hvor længe varetægtsfængsling kan opretholdes. På samme måde som for isolation er strafferammerne afgørende. Det foreslås således, at varetægtsfængsling i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i seks år, som udgangspunkt ikke kan finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end seks måneder. Det foreslås endvidere, at i sager, hvor sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i seks år eller derover, kan varetægtsfængsling som udgangspunkt ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end et år. Hvis den sigtede er under 18 år, foreslås det, at disse frister fastsættes til henholdsvis fire og otte måneder. Varetægtsfængsling ud over disse frister kan alene ske, hvis der foreligger særlige omstændigheder, eller – hvis sigtede er under 18 år – helt særlige omstændigheder.

Desuden foreslås der indført krav om skriftlighed ved anklagemyndighedens anmodning om fortsat varetægtsfængsling. Anmodningen skal angive den eller de fængslingsbestemmelser, som anklagemyndigheden påberåber sig, de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes, og de væsentligste efterforskningsskridt mv., som forventes foretaget. Bestemmelsen har dels til formål at betone vigtigheden af politiets og anklagemyndighedens overvejelser om at anvende fortsat varetægtsfængsling i den enkelte sag, dels at give domstolene et bedre grundlag for i den enkelte sag at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for fortsat varetægtsfængsling er opfyldt.

Det er angivet i forarbejderne til lovforslaget, at anmodningen ikke nødvendigvis kræver en særskilt skrivelse, men kan indeholdes i en rapport, herunder eventuelt i en såkaldt “forlængerrapport”, og at anmodningen og begrundelsen herfor kan udformes helt kortfattet, oftest i nogle få linjer. Den skal ifølge forarbejderne alene indeholde den eller de påberåbte fængslingsbestemmelser ved angivelse af den eller de relevante paragraffer og en kort angivelse af de hovedomstændigheder, der udgør grundlaget for anmodningen om fortsat fængsling. Ifølge forarbejderne skal den begrundede anmodning ikke udformes som et processkrift, og den skal ikke indeholde nærmere argumentation eller dokumentation for det påberåbte, herunder mistankegrundlaget, og som hidtil vil dokumentationen kunne bestå i det tilvejebragte rapportmateriale mv., mens den nærmere argumentation for fortsat varetægtsfængsling sker i retsmødet om forlængelse.

Den foreslåede bestemmelse må anses som en klar forbedring af grundlaget for behandling af spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling, og forarbejdernes anvisning af indholdet af forlængerrapporten må også være udtryk for den velgennemtænkte afvejning af, hvad der er brug for ved byretsbehandlingen. Set fra landsretternes synsvinkel – og landsretterne behandler et betydeligt antal sager om fortsat varetægtsfængsling – skal det dog nævnes, at intet kan glæde en landsdommer så meget, som når han under den skriftlige kærebehandling af et større sagskompleks med flere sigtede og mange ringbind finder den gode forlængerrapport, der opsummerer hele sagens faktum, således at indgangen til sagens øvrige materiale lettes.

Endvidere foreslås indført skærpede krav til rettens begrundelse i kendelser om varetægtsfængsling. Væsentligst er forslaget til en skærpelse af begrundelseskravet ved kollusionsarrest (fængsling, hvor der er grund til at antage, at sigtede f.eks. vil fjerne spor eller påvirke vidner), idet der efter lovforslaget i rettens begrundelse indtil efterforskningens afslutning skal anføres de væsentligste efterforskningsskridt mv., som forventes foretaget inden for fristen for varetægtsfængslingen.

Kravene til begrundelse foreslås også skærpet, hvis retten finder grundlag for varetægtsfængsling ud over de frister, der er nævnt ovenfor.

Som en praktisk lettelse foreslås indført en ny bestemmelse, hvorefter retten allerede på tidspunktet for berammelse af hovedforhandlingen efter modtagelse af anklageskrift skal kunne bestemme, at en varetægtsfængsling skal fortsætte uden yderligere forlængelser indtil domsafsigelsen. Den tiltalte kan dog løbende anmode om rettens afgørelse af, om der skal ske fortsat fængsling.

Det foreslås endelig at udvide mulighederne for at afholde retsmøde før hovedforhandlingen med henblik på såkaldt anteciperet bevisførelse (bevisførelse før selve hovedforhandlingen), således at det også kan ske med henblik på at begrænse varigheden af en varetægtsfængsling. Forslaget er en udvidelse af den regel, som blev indført pr. 1. januar 2007, hvorefter indenretlig afhøring under nærmere angivne betingelser kan finde sted, hvor sigtede er isolationsfængslet.

De nye regler om isolation fra 2007 og lovforslaget om bl.a. begrænsning af langvarige varetægtsfængslinger må anses som væsentlige fremskridt med henblik på at sikre, at varetægtsfængsling og isolation ikke udstrækkes længere end påkrævet. Lovændringerne vil forhåbentlig også anspore alle straffesagens aktører til at sikre, at disse sager fremmes mest muligt.

Sædeligheds og våbensager
Justitsministeren har bebudet også i indeværende folketingssamling, at foreslå reglerne om retshåndhævelsesarrest i visse sager om seksualforbrydelser og våbenlovsovertrædelser ændret. Strafferetsplejeudvalgets betænkning 1496 om retshåndhævelsesarrest i sædelighedssager og et lovudkast indeholdende bl.a. en bestemmelse om retshåndhævelsesarrest i visse våbenlovssager har netop været sendt i høring.

Afslutningsvis kan der være anledning til at nævne, at en konkret sag, som Østre Landsret behandlede i 2. halvår af 2007, syntes at tydeliggøre, at ikke alle sagens aktører for byretten havde været fuldt opmærksomme på de nye regler om isolation, som var trådt i kraft pr. 1. januar 2007. Det skete gav ikke anledning til retstab eller andet for de involverede, men må være en påmindelse til os alle om, at der er grund til at være særligt opmærksomme, hvis vi som anklagere, forsvarere og dommere om tre måneder – fra tirsdag den 1. juli 2008 – skal behandle varetægtsfængslingssager efter nye regler!