Advokaten 3 - Nye eu-afgørelser kan påvirke det danske arbejdsmarked

Print Print
14-04-2008
Må en fagforening forsøge at forhindre, at job flyttes til et andet EU-land? Og hvor går grænsen, når en fagforening vil blokere for østarbejdere? To afgørelser fra EF-domstolen viser vej.

Af Morten Broberg, lektor på Københavns Universitet og projektforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Kort før jul afsagde EF-domstolen med blot en uges mellemrum to domme med vidtrækkende betydning for den nordiske arbejdsmarkedsmodel i almindelighed – og for fagbevægelsens adgang til at bruge kollektive kampskridt i særdeleshed. Den første dom faldt den 11. december i den såkaldte Viking Line sag (sag C-438/05). Den anden faldt den 18. december i den meget omtalte Laval-sag (sag C-341/05).

Sagen om Viking Line
Viking Lines gode skib Rosella sejlede med tab mellem Finland og Estland. Derfor ønskede rederiet at udflage skibet fra Finland til Estland, så det kunne bemandes med estisk besætning til en lavere løn. Med henblik på at forhindre etableringen i Estland iværksatte de finske søfolks fagforening FSU og International Transport Workers’ Federation (ITF) forskellige tiltag. Efter Estlands optagelse i EU i 2004 anlagde Viking Line sag mod ITF, idet rederiet var af den opfattelse, at det uretmæssigt var blevet hindret i at udøve sin etableringsret.
Viking Line-sagen handlede således om en finsk virksomheds ønske om at etablere sig i en anden medlemsstat og om fagforeningernes forsøg på at hindre det. Med henblik på at afgøre sagen, bad den nationale retsinstans EF-domstolen om at afklare, om fagforeningernes kollektive kampskridt var omfattet af EF-traktatens regler om etableringsfrihed, og, hvis svaret var bekræftende, hvorledes den skulle vurdere, om de pågældende kampskridt var lovlige.
EF-domstolen svarede for det første, at EF-traktatens regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, om den fri udveksling af tjenesteydelser og om retten til etablering ikke alene gælder for offentlige myndigheders retsakter, men tillige for andre former for regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde og tjenesteydelser. Heraf fulgte, at en fagforenings kollektive kampskridt i princippet er omfattet af anvendelsesområdet for den fri etableringsret. Domstolen fastslog dog samtidig, at retten til at iværksætte kollektive kampskridt – herunder strejkeretten – er en grundlæggende rettighed, der er en integreret del af de generelle fællesskabsretlige principper.
Selve formålet med de kollektive kampskridt var jo at hindre Viking Lines udflytning af virksomhed fra Finland til Estland, og eftersom EF-domstolen fandt, at kampskridtene var omfattet af EF-traktatens regler om etableringsfrihed, var det forholdsvis klart, at disse skridt udgjorde en restriktion for den frihed. Konsekvenserne var, at de kollektive kampskridt kun ville være lovlige, hvis de kunne retfærdiggøres. EF-domstolen bemærkede, at kampskridt, der tilsigtede at beskytte arbejdstagere, forfulgte et alment hensyn, som i princippet kunne begrunde en restriktion. Kampskridtene var dog kun lovlige, såfremt de overholdt proportionalitetsprincippet. Det indebar særligt, at hvis det kunne godtgøres, at de finske arbejdspladser og arbejdsvilkår ikke ville blive bragt i fare eller alvorligt truet, ville kampskridtene stride mod etableringsretten. Selv hvis det måtte lægges til grund, at arbejdspladserne eller arbejdsvilkårene ville blive bragt i fare eller alvorligt truet, ville kampskridtene kun være i overensstemmelse med fællesskabsretten, såfremt de var egnede til at nå det forfulgte mål, og såfremt de var den mindst indgribende måde at nå det mål på.
Med dommen i Viking Line-sagen fastslår EF-domstolen, at kollektive kampskridt er en grundlæggende rettighed, som må tillægges særlig vægt i fællesskabsretten, men at fagbevægelsens udøvelse af den rettighed må ske under iagttagelse af bl.a. EF-traktatens bestemmelser om den fri etableringsret. Det indebærer, at fagforeningerne ved iværksættelse af kollektive kampskridt skal tage højde for de krav, fællesskabsretten stiller i den henseende.
Laval-sagen
I Laval-sagen skulle det svensk indregistrerede selskab Baltic forestå nogle byggearbejder på en skole i Sverige. Arbejdet blev udført af lettiske arbejdstagere, som var udstationeret af det lettiske firma Laval. Den relevante svenske fagforening indledte forhandlinger med Baltic og Laval om tiltrædelse af den kollektive overenskomst på byggeområdet. Der blev imidlertid ikke indgået nogen aftale mellem parterne, hvorimod Laval underskrev en kollektiv overenskomst i Letland med den relevante lettiske fagforening. Parternes forhandlinger om en overenskomst i Sverige fortsatte dog efterfølgende, men strandede til slut. Herefter indledte den svenske fagforening en blokade af byggepladsen. Laval fastholdt sin modstand mod at indgå en kollektiv overenskomst med den svenske fagforening, hvorefter de kollektive kampskridt blev intensiveret – bl.a. i form af solidaritetsaktioner fra andre fagforeningers side. Som følge af disse kampskridt kunne Baltic ikke gennemføre sine byggeopgaver, og selskabet blev til slut erklæret konkurs.
Under forløbet anlagde Laval sag mod de relevante fagforeninger bl.a. med påstand om, at de kollektive kampskridt blev erklæret ulovlige. Den svenske retsinstans valgte at stille EF-domstolen to præjudicielle spørgsmål, herunder spurgte den om, hvorvidt brugen af kollektive kampskridt over for en udenlandsk virksomhed var foreneligt med reglerne om den fri udveksling af tjenesteydelser samt med udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71).
Det følger bl.a. af udstationeringsdirektivet, at værtsstater skal sikre, at arbejdstagere, der er udstationeret på deres territorium, er sikret nogle minimumsvilkår på syv nærmere bestemte områder. Af disse syv minimumsbeskyttelsesområder, var de seks dækket af svensk lovgivning, mens det syvende – mindsteløn – hverken var dækket af svensk lovgivning, af administrativ bestemmelse eller af kollektiv overenskomst. I Sverige var løn nemlig fastsat ved kollektive overenskomster, men disse fandt ikke generel anvendelse, hvilket indebar, at direktivets mulighed for at fastsætte en mindsteløn ikke var udnyttet.
EF-domstolen fastslog, at når der i Sverige ikke var fastsat en mindsteløn, kunne det ikke kræves, at virksomheder med hjemsted i andre medlemsstater i forbindelse med grænseoverskridende levering af tjenesteydelser skulle forhandle løn fra sag til sag, sådan som det ellers var kutyme på byggeområdet i Sverige. Det kunne med andre ord ikke kræves, at udstationerede arbejdstagere skulle have en given mindsteløn.
Spørgsmålet var herefter, om de kollektive kampskridt, som den svenske fagbevægelse havde iværksat over for Laval som led i forhandlingerne om de udstationerede arbejdstageres løn, stred mod reglerne om den frie udveksling af tjenesteydelser. EF-domstolen havde jo allerede i Viking Line-sagen fastslået, at de kollektive kampskridt var omfattet af EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed. Det var endvidere klart, at kampskridtene besværliggjorde – eller snarere ganske hindrede – Lavals levering af tjenesteydelser. De kollektive kampskridt udgjorde således en restriktion og kunne kun være lovlige, såfremt de forfulgte et legitimt formål eller var begrundet i et tvingende alment hensyn, og såfremt de var proportionale. EF-domstolen fandt, at beskyttelse af arbejdstagere i værtsmedlemsstaten mod social dumping principielt kunne udgøre et tvingende alment hensyn. Ligeledes fandt EF-domstolen, at også bestræbelserne på at sikre de udstationerede arbejdstagere arbejds- og ansættelsesvilkår på et bestemt niveau principielt var omfattet af formålet om beskyttelse af arbejdstagere.
Selv om fagforeningernes brug af kollektive kampskridt således i princippet forfulgte legitime formål, kunne de anførte formål ikke begrunde hindringen. Særligt pegede EF-domstolen på, at udstationeringsdirektivet havde etableret en minimumsbeskyttelse, som arbejdsgiveren for de udstationerede arbejdstagere var pligtig at iagttage. Hertil kom, at de kollektive kampskridt ikke kunne retfærdiggøres, når den lønforhandling, som skulle gennemføres, indgik i en national kontekst, der var kendetegnet ved, at det i praksis ikke var muligt for den udstationerende virksomhed at få klarhed over, hvilke forpligtelser den skulle overholde med hensyn til mindstelønnen. På den baggrund konstaterede EF-domstolen, at kollektive kampskridt som de, der var anvendt over for Laval i Sverige, stred mod EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser.

Hvad kan vi lære?
Afgørelserne i Viking Line og Laval er særdeles markante. Det må forventes, at de vil have vidtrækkende virkning i de nordiske lande. Af de to domme er Laval-dommen ikke blot den mest vidtgående, men også den sværeste at læse. Det er langtfra åbenlyst, hvad denne dom mere præcist indebærer. Det er dog muligt at udlede i hvert tilfælde tre overordnede konklusioner på grundlag af dommene.
For det første er det klart fastslået, at kollektive kampskridt dels udgør en vægtig grundlæggende rettighed inden for fællesskabsretten, dels falder inden for anvendelsesområdet for EF-traktatens regler om fri bevægelighed. Det indebærer, at bl.a. den danske fagbevægelse som udgangspunkt fortsat kan bruge kollektive kampskridt som hidtil, hvor disse kampskridt ikke er rettet mod ydelser med et grænseoverskridende element. Blokader over for gule danske fagforeninger kan således fortsat anvendes, i det omfang de i øvrigt er lovlige efter dansk ret. Er der til gengæld et grænseoverskridende element involveret, følger det af dommene, at den danske fagbevægelse skal tage højde for, om brugen af kollektive kampskridt vil kunne stride mod EF-traktatens regler om fri bevægelighed.
For det andet er det nærliggende at udlægge Laval-dommen sådan, at hvor udstationeringsdirektivets krav om minimumsbeskyttelse ikke er indført i værtsstatens nationale ret (hvorved direktivet som anført – under nærmere angivne betingelser – også giver mulighed for at fastlægge mindstelønnen ved kollektiv overenskomst), da kan værtsstaten (og værtsstatens fagforeninger) formentlig ikke kræve, at disse krav opfyldes af den virksomhed, som udstationerer arbejdstagere. Dette synes i hvert tilfælde at gælde i relation til mindsteløn.
Endelig for det tredje viser de to domme, at den nordiske model baseret på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter har svært ved at harmonere med reglerne om fri bevægelighed, hvilket står i modsætning til den mere statsstyrede – eller interventionsbaserede – model, som dominerer i de fleste andre EU-lande. Det er vel i sig selv tankevækkende, at i EU’s bestræbelser på at fremme et frit indre marked støder den mere liberalt funderede nordiske model ind i problemer, mens den lidet liberale interventionsbaserede model derimod ikke møder samme problemer.