Advokaten 2 - Brixtoftes forsvarer gør sig skyldig i inhabilitet

Print Print
18-02-2008
En journalist kan godt både afdække kritisable forhold og følge den efterfølgende retssag, mener Jyllands-Postens, som kritiserer advokat Vibeke Borberg for selv at være inhabil.

Af John Hansen, redaktionschef, Morgenavisen Jyllands-Posten

Jeg læste med interesse (Advokaten 10/2007) om Vibeke Borbergs ph.d.-projekt om pressen og domstolene. Jeg kan dog ønske mig, at Vibeke Borberg i sin forskning vil inddrage overvejelser om såvel pressens frihed som habilitet i højere grad, end hun gjorde det i interviewet.
Vibeke Borberg henter bl.a. sin argumentation i journalist Morten Pihls dækning af retssagen mod Peter Brixtofte m.fl. i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Borberg spørger om Morten Pihl var habil. Han var, noterer hun, en af de to reportere, som afslørede Farum-skandalen i B.T., og fik Cavling-prisen for indsatsen.
“Havde han ikke efterhånden fået en så personlig interesse i sagen, at han var interesseret i en domfældelse,” spurgte Vibeke Borberg. Hun besvarede ikke sit eget spørgsmål direkte, men læseren må af sammenhængen forstå, at Morten Pihls dækning af Brixtofte-sagen har bidraget til at svække Borbergs tillid til medierne.
Jyllands-Postens ledelse stillede – sammen med Morten Pihl – det samme spørgsmål før domsforhandlingen: Var Brixtoftesagen blevet personlig for ham, så han ville betragte en frifindelse af Brixtofte som et nederlag, og en domfældelse som en sejr?

Efterspil
Problemstillingen dukker jævnligt op hos medierne: En journalist afdækker kritisable forhold efter omfattende research i et kompliceret emne; artiklerne fører til et efterspil, f.eks. i form af en undersøgelse eller en retssag. Den, som har de bedste forudsætninger for at følge dette efterspil på en kompetent måde, er oftest den journalist, som fra begyndelsen har sat sig grundigt ind i sagen. Det kræver, at journalisten skal opretholde en professionel distance til en sag, en personkreds og et emne, som han har engageret sig i gennem længere tid. En velkendt, professionel udfordring, som den enkelte journalist har erfaring med, og ikke står alene med: Redaktører og redaktionssekretærer udgør et filter som skal reagere ved tegn på, at journalisten er farvet og ikke fair i sin dækning.
Der var ingen tvivl på Jyllands-Posten: Morten Pihl er i særklasse den danske journalist, som kender Brixtofte-sagen bedst – derfor er han også den, der kan give avisens læsere den bedste dækning af sagen.

Forsøg på chikane
Der blev gjort mange forsøg på at hindre den beslutning. Jyllands-Posten fik en række henvendelser med en argumentation som Vibeke Borbergs, endnu før det første retsmøde i sagen fandt sted i marts 2004, og dermed før nogen havde haft lejlighed til at læse en linje af Morten Pihls retsreportager. Henvendelserne kom både fra hovedpersonen, Peter Brixtofte, og fra kendte Brixtofte-støtter i Farum. Hensigten var klart at sværte Morten Pihls troværdighed som journalist.
Henvendelserne havde ingen virkning. Det er en umistelig del af pressens frihed, at redaktionen selv suverænt beslutter, hvilken medarbejder der skal beskæftige sig med en bestemt sag, uden at lade sig påvirke af de forsøg på pression fra omverdenen, som ikke helt sjældent forekommer.
Også under domsforhandlingen blev der gjort forsøg på at forhindre Morten Pihls arbejde, da forsvarerne Rene Offersen og Vibeke Borberg satte Morten Pihl på vidnelisten og plæderede for, at han skulle udelukkes fra retsmøderne indtil han – meget sent i forløbet – havde været afhørt som vidne. Forsvarerne fik ikke medhold i synspunktet.
Rene Offersen brugte senere sin bog om sagen til at genfremsætte påstanden om Morten Pihls manglende habilitet. Men skønt Offersen havde 216 bogsider til sin rådighed, dokumenterede han ingen eksempler på farvet eller unfair retsreportage i Jyllands-Posten fra Pihls hånd, ligesom Vibeke Borberg i interviewet heller ikke bidrog med konkrete eksempler.
Morten Pihl har siden 2003 skrevet hundreder af artikler om Brixtofte-sagen i Jyllands-Posten. Bortset fra angivelsen af en forkert ugedag for et retsmødes afholdelse, har artiklerne fra retssagen ikke afstedkommet en eneste faktuel indvending til avisen – heller ikke fra Vibeke Borberg.
Vibeke Borberg har som betalt forsvarer for Peter Brixtofte fremført præcis de argumenter, som nu udgør en del af afsættet for hendes forskning. Det fører uundgåeligt til spørgsmålet: Er Vibeke Borberg den rette til opgaven? Eller gør hun sig som forsker skyldig i netop den inhabilitet, som hun og det øvrige Brixtofte-hold har forsøgt at beklikke Morten Pihl og Jyllands-Posten med?