Advokaten 2 - Advokater skal tage ansvar for planlægningen

Print Print
18-02-2008
Advokater være må mere bevidste om, at de bærer et medansvar for, at domstolene fungerer – både som serviceorgan, men også som arbejdsplads. Det mener en advokat på baggrund af erfaringer fra Østre Landsret.

Af Asger Bagge-Jørgensen, advokat, Advokatfirmaet Jon Palle Buhl

Efter en inspirerende advokatkonstitution i Østre Landsret vil jeg supplere Torben Steffensens indlæg “Opsang til procesadvokater” i Advokaten 7/2006 (som kan læses på www.advokatsamfundet.dk) med enkelte bemærkninger vedrørende den tidsmæssige tilrettelæggelse af hovedforhandlingen. Den er jo kronen på værket, hvor måske flere års arbejde med en sag når sin kulmination.
En tidsplan for hovedforhandlingens afvikling (og overholdelse heraf) er måske af mindre betydning for advokaten, der (selvfølgelig) har klientens interesser i fokus og ikke har noget mod at springe en pause over, holde kort frokostpause eller procedere efter kl. 15.00. Som central aktør i processen bør man som advokat imidlertid være opmærksom på, at retsarbejdet indgår i en almindelig hverdag for dommerne, der ofte sidder fire ud af ugens fem dage i retten og i øvrigt har andre gøremål end at deltage i hovedforhandlingen, f.eks. forberedelse af kommende sager, votering og koncipering (nedskrivning af domme, red.), litteraturstudier og behandling af kæresager. Tilmed har selv dommere et privatliv med trivielle forpligtelser, når arbejdsdagen rinder ud.
Mit ærinde med dette indlæg er at gøre opmærksom på, at det ikke er tilfældigt, når der stilles krav om en gennemtænkt tidsplan for hovedforhandlingens forløb, jf. pkt. D.5. i Vejledning om behandling af civile sager ved landsretterne.

Det kollegiale aspekt
Tidsplaner, der ikke er realistiske eller ikke overholdes, får indflydelse på rettens øvrige arbejde, og der er derfor – om end mere indirekte – også et kollegialt aspekt i at udarbejde realistiske tidsplaner. Dette kommer vel tydeligst til udtryk, hvis en berammet eftermiddagssag påvirkes af formiddagssagen, eller hvis en planlagt drøftelse af en kæresag, som parter og advokater tørster efter at få afgjort, må udskydes.
Dertil kommer, at vidner har en berettiget forventning om ikke at tilbringe timer med at vente – i værste fald blot for at få at vide, at deres forklaring skal afgives en helt anden dag.

Faldgruber
Dommere går til sagerne på forskellige måder. De fleste advokater vil nikke genkendende til, at retsledelsens form og stil varierer. Formelle spørgsmål kan tillægges forskellig vægt, og spørgelysten kan være vidt forskellig. Det kan vanskeliggøre selv den bedste planlægning.
Men jeg kan pege på i hvert fald fire faldgruber, som vi på “advokat-siden” har indflydelse på.

1) Undervurdering af forelæggelsens tidsmæssige udstrækning.
I ankesager oplæses den indankede dom typisk ikke, men eftersom en del byretsdomme er affattet uden fuldstændig sagsfremstilling, vil der ofte være et vist behov for indføring i sagens centrale dokumenter.

2) Undervurdering af vidneforklaringers varighed.
Erfaringsmæssigt tager selv få spørgsmål tid. Tidligere afgivne forklaringer dokumenteres typisk, og der skal tages højde herfor ved planlægningen, da den samlede genafhøring efter min vurdering ofte er ligeså tidskrævende som afhøringen for byretten.

3) Manglende koordination.
I nogle sager har jeg oplevet, at der ikke er en fælles forståelse af, hvor meget af ekstrakten, der skal dokumenteres. Et andet problem har været, at den ene advokat forventer at stille et enkelt spørgsmål til et vidne, mens den anden advokat vil stille tyve spørgsmål. Eller der er tale om nye vidner, hvor afhøringstemaet er helt ukendt for den advokat, der konciperer tidsplanen. I disse situationer kan tidsplanen skride ganske meget.

4) Manglende forståelse for eller kendskab til dommernes arbejdsdag.
Sæt tid af til korte pauser. De er nødvendige for bl.a. mentalt at kapere det ofte komplekse materiale, der præsenteres. Respekter frokostpausens længde på ca. en time. Den bruges ikke alene til frokost, men også til at løse andre opgaver eller indhente en forsinket tidsplan. Min rekord i “kort frokost” er på fem minutter, da en langstrakt formiddagssag ikke skulle gå ud over parterne i eftermiddagssagen. Landsretten skulle også gerne af disse parter opleves som en seriøs og serviceminded institution. Til gengæld blev en kæresag ikke behandlet…
Hovedforhandlingen slutter ca. kl. 15.00. Sagen slutter jo ikke for dommerne, når udmattede advokater folder papirerne sammen. Der skal voteres, og i nogle tilfælde kan retten komme med en mundtlig tilkendegivelse. Hvis tidsplanen skrider, risikerer man, at voteringen ikke kan gennemføres med det samme. Nuancer i vidneforklaringer og procedurer risikerer at fortone sig, hvis voteringen sker længe efter hovedforhandlingens afslutning.

Vores ansvar
De fleste sager berammes telefonisk af rettens kontorpersonale. De tider, hvor en retsformand på ordinær ret kunne stille spørgsmål til advokaterne og efter sagens tykkelse bogstavelig talt danne sig et førstehåndsindtryk af tidsforbruget, er generelt forbi. Grundlaget er advokaternes skøn over tidsforbruget. Ansvaret påhviler begge parters advokater.

Domstolene er og skal være serviceorganer, men vi har som advokater et medansvar for, at domstolene fungerer, og for at personalets hverdag hænger sammen. En realistisk tidsplan kan være vanskelig at lave, men den er et helt nødvendigt redskab i denne sammenhæng. Vejledningen findes. Brug den.