Advokaten 10 - Ny højesteretspraksis om sagsomkostninger

Print Print
15-12-2008

En gennemgang af principielle højesteretsafgørelser om sagsomkostninger fra de seneste år om bl.a. adcitation, fast ejendom og kæreforbehold.

Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret

Om 14 dage træder landsretspræsidenternes reviderede takster for sagsomkostninger i civile sager i kraft. Revisionen indebærer bl.a., at udgifter ved fremstilling af ekstrakt og materialesamling fremover indregnes i det samlede beløb, der tilkendes til dækning af udgifterne til advokatbistand. De nye takster vil kunne læses på landsretternes hjemmesider.
De hidtil gældende takster blev udsendt i forbindelse med sagsomkostningsreformen i 2005. Om den praktiske håndtering af de nye regler fra 2005 kan i øvrigt henvises til landsretspræsident Bjarne Christensens artikel i Advokaten 11/2005. Set med dommerbriller er det glædeligt at konstatere, at advokaterne i meget vidt omfang følger henstillingen heri om at overlevere retten en specificeret oversigt over de konkrete udgifter, som parten mener at skulle have dækket som sagsomkostninger.
Revisionen af sagsomkostningstaksterne kan i øvrigt give anledning til at sætte fokus på nyere praksis om sagsomkostninger. Advokater er – som dommere – travle mennesker, der ikke har tid til at dvæle ved alle juraens discipliner, men må koncentrere deres faglige ajourføring til de emner, som erfaringsmæssigt presser sig mest på. Og sagsomkostningsafgørelser i Ugeskrift for Retsvæsen er formentlig ikke et af de emner, der får højst prioritet i gennemgangen af aktuel retspraksis.
Men ingen advokat, der skal rådgive klienter i forbindelse med sagsanlæg, kan undgå at skulle besvare spørgsmål om udgifterne ved at føre sagen. Procesadvokater vil have en ret sikker fornemmelse af de fundamentale principper, men ændringer forekommer løbende. I det følgende gennemgås en række principielle afgørelser fra Højesteret fra de seneste år, som reviderer og justerer praksis.

Delvist vundne sager
• Sagsomkostninger i delvist vundne sager, når der er tvist både om grundlaget for kravet og om dets opgørelse:
Ingen, der interesserer sig for sagsomkostninger, bør snyde sig for den glæde at læse Højesterets pædagogiske kendelse i sagen om Blue Willi’s – U 2004.1313 H. Blue Willi’s, som er en tøjproducent, havde ophævet sit samarbejde med sin eneforhandler, der svarede igen med et sagsanlæg med påstand om 1,5 mio. kroner i erstatning for tabt fortjeneste i opsigelsesperioden og 2,8 mio. kroner i godtgørelse for tabt goodwill. Sagen blev efter tilkendegivelse fra Sø- og Handelsretten forligt således, at eneforhandleren fik 500.000 kroner for mistet fortjeneste, men intet for tabt goodwill. Sagsomkostningsmæssigt anså Sø- og Handelsretten Blue Willi’s for den tabende part.
Højesteret ændrede sagsomkostningsafgørelsen og pålagde eneforhandleren at betale sagsomkostninger. Det centrale i Højesterets præmis er kursiveret i følgende citat fra præmisserne:
”Højesteret finder, at der i medfør af retsplejelovens § 312, stk. 4, jf. § 316, stk. 1 [i dag § 314, jf. § 313, stk. 1], som udgangspunkt skal gives den part, der er nærmest ved at have vundet, delvise sagsomkostninger hos modparten, og at bedømmelsen af, hvem der er nærmest ved at have vundet, må ske med udgangspunkt i de nedlagte påstande. Hvis der gives delvist medhold i et krav i tilfælde, hvor der har været tvist både om grundlaget for kravet og om dets opgørelse, må der imidlertid tages hensyn ikke blot til resultatet i forhold til det omtvistede beløb, men også til at der er givet medhold i, at der var grundlag for at rejse kravet.”
Højesteret konstaterer herefter videre, at eneforhandlerens krav om erstatning for indtægtstab og godtgørelse for tabt goodwill er så forskellige, at de sagsomkostningsmæssigt som udgangspunkt må behandles hver for sig.
Uagtet at eneforhandleren ved forliget kun opnåede en tredjedel af det krævede beløb for indtægts-tab – 500.000 kroner ud af 1,5 mio. kroner – anså Højesteret ham herefter for ”nærmest ved at have vundet” denne del af sagen. Men da Blue Willi’s havde vundet sagens anden meget store del om godtgørelse for mistet goodwill, endte eneforhandleren som anført med at skulle betale sagsomkostninger til Blue Willi’s.
I Ugeskrift for Retsvæsen for 2008 ses princippet fra Blue Willi’s sagen videreført i UfR 2008.830 V om godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b og UfR 2008.2252 H om erhvervsevnetab. I begge sager fik sagsøgerne kun medhold for en mindre del (knap 45 procent og knap 30 procent), men fik tilkendt sagsomkostninger. Henholdsvis Vestre Landsret og Højesteret fremhævede, at de videregående påstande ikke kunne antages at have påført de sagsøgte merudgifter ved sagernes førelse.

Adcitation
• Den, der adciterer, bærer selv omkostningsrisikoen:
Den klassiske lære om sagsomkostninger ved adcitation har været, at sagsøgeren ikke skal kompensere den sagsøgte, der frifindes, for sagsøgtes omkostninger til adcitation af tredjemand.
Højesteretsafgørelser fra 1980’erne og 1990’erne har kunnet give anledning til overvejelser om, hvorvidt dette udgangspunkt skulle være ændret til, at den sagsøgte, der blev frifundet, skulle kunne få sine udgifter til at adcitere dækket som sagsomkostninger hos sagsøgeren, hvis adcitationen fore-kom ”rimeligt begrundet”.
Svaret synes at fremgå af Højesterets dom UfR 2006.2052 H om det vækstretarderende sprøjtemiddel Limit 5C, som havde skabt misvækst i produktionen af pottenelliker hos en gartner. I sagen stadfæstede Højesteret frifindelsen af forhandleren, og som følge heraf blev også den adciterede importør og den af importøren adciterede engelske producent frifundet. Om sagsomkostningerne udtalte Højesteret:
”I tilfælde, hvor en sagsøgt frifindes efter at have adciteret en tredjemand med påstand om friholdelse, må udgangspunktet være, at sagsøgte selv må bære de sagsomkostninger, som han pålægges at betale til adciterede. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor en adciteret frifindes efter selv ved adcitation at have inddraget en yderligere part med påstand om friholdelse.”
Højesteret fandt i sagen ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om ”egenbetaling”.
Princippet om sagsøgtes ”egenbetaling” ved adcitation er blevet fulgt op i landsretspraksis og i Hø-jesterets dom i UfR 2008.1861, hvor en producent af drivhuse havde sagsøgt en jernvareproducent, som så havde adciteret Dansk Erhvervsgartnerforening. Jernvareproducenten blev frifundet og blev ikke tilkendt forhøjede sagsomkostninger som følge af adcitationen.

Sager om fast ejendom
• Sagsomkostninger i sager om retten til en fast ejendom:
I sager om retten til en fast ejendom er sagsomkostninger hidtil blevet fastsat med udgangspunkt i ejendommens værdi. Dette kan ikke opretholdes efter retsafgifts- og sagsomkostningsreformerne med virkning fra henholdsvis 1. januar og 1. juli 2005. I dag beregnes retsafgiften af påstandens nettoværdi. Til illustration kan nævnes en aftale om køb af en fast ejendom til 1 mio. kroner, hvor sælgeren ikke vil vedstå købsaftalen. Hvis ejendommens værdi på tidspunktet for sagens anlæg kan anslås til 1,2 mio. kroner, vil der skulle betales retsafgift af en sagsværdi på 200.000 kroner, hvad enten køberen nedlægger påstand om tilskødning af ejendommen mod betaling af 1 mio. kroner eller om betaling af en erstatning på 200.000 kroner.
Konsekvenserne for sagsomkostninger illustreres på bedste vis af dommen i UfR 2008.1848 H, hvor Højesteret skulle tage stilling til størrelsen af sagsomkostningerne i en landsretssag om tilskødning af en ejendom mod betaling af 11,4 mio. kroner. Højesteret konstaterer indledningsvist, at retsafgift i overensstemmelse med retsafgiftsloven var beregnet ud fra en værdi på nul kroner, idet det var lagt til grund, at de ydelser, der var påstået udvekslet, havde samme værdi. Højesteret be-mærker videre bl.a., at det i lovforarbejderne er forudsat, at der skal anvendes samme sagsværdi ved sagsomkostningsfastsættelsen som ved beregning af retsafgift.
På baggrund af en videre gennemgang af forarbejderne konkluderer Højesteret, at der i en sag som den forelagte med påstand om udveksling af ydelser af samme værdi - i kraft af en sådan sags karakter - ved sagsomkostningsfastsættelsen skal tages udgangspunkt i det opnåede resultat og den økonomiske betydning heraf samt advokatarbejdets omfang. Højesteret anfører herefter, at der der-for også skal tillægges værdien af den ejendom, der påstås tilskødet, ”en vis betydning”, idet denne værdi i almindelighed vil være af betydning for parternes interesse i sagen, advokatarbejdets omfang og det med sagsførelsen forbundne ansvar. Højesteret forhøjede herefter sagsomkostningerne fra knap 50.000 kroner til 125.000 kroner.
Selv om ejendommens værdi således fortsat skal tillægges en vis betydning ved sagsomkostningsfastsættelsen, vil disse sager givetvis ofte skulle vurderes ”lavere” omkostningsmæssigt end hidtil.

Kæreforbehold
• Du skal ikke længere tage kæreforbehold:
Når parterne indgår forlig om sagens realitet, træffer retten en sædvanlig afgørelse om sagsomkost-ninger, medmindre parterne som led i forliget selv træffer bestemmelse herom. Mere end 50 års højesteretspraksis har krævet, at der i denne situation skulle være taget et udtrykkeligt kæreforbe-hold, for at kære kunne ske. Denne praksis er nu forladt i lyset af forarbejderne til sagsomkostnings-reformen i 2005, jf. Højesterets kendelse i UfR 2008.926 H, som er nærmere gennemgået i Advokaten 4/2008 af juridisk konsulent Sussie Sandra Suhr.