Advokaten 1 - Fuldblods-advokat uden at have sat fod i retten

Print Print
29-01-2008
Kan man gennem et kvalificeret skuespil blive fuldgyldig advokat? Ja, mener Pernille Backhausen, og forklarer her, hvordan det kan lade sig gøre.

Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet

Pernille Backhausen griner flere gange undervejs i det her interview.
Hun er selv dét, man kunne kalde en procedure-freak – hun elsker simpelt hen det at stå i en retssal og procedere en sag. Passioneret taler hun om, hvor meget man kan lære af at stå på gulvet i en retssal og få tæsk, når ens materiale ikke holder eller modparten bare har en bedre sag.
Alligevel har Pernille Backhausen haft til opgave at være med til på advokaternes vegne at udforme den nye retssagsprøve, der er en af betingelserne for, at fuldmægtige kan kalde sig for advokater.
Det har været en proces, hvor netop prøven i fiktive sager har været ét af de store diskussionsemner. Allerede her er det vigtigt at holde tungen lige i munden som advokat: Husk nu ikke at tale om den fiktive retssagsprøve – men retssagsprøven i en fiktiv sag. Forskellen på at sige det ene eller det andet er vel bedst at sammenligne med udenrigsdiplomatiets brug af Kosovo eller Kosova – alene ordet afslører fuldstændig, hvordan afsenderen mener, at verden skal opdeles.
- Historisk set og i borgernes øjne så fylder retssagsbehandlingen meget. Man skal kunne mestre det. Jeg holder meget af procedure, og jeg mener, at man bliver bedre af at advokere en sag i retten. Du bliver bedre til at forhandle, hvis du ved, hvad problemstillingerne er, når du står i retten. Derfor har både lovgivere og branchen sagt, at retssagsprøven er en del af det at blive advokat, siger Pernille Backhausen.
I arbejdet med den nye retssagsprøve har balancen derfor været at tage hensyn til de store advokatkontorer, der har mange fuldmægtige, som skal gennem en retssagsprøve.
- I virkeligheden er udfordringen for branchen at fastholde en prøve, som ikke bliver erhvervshindrende for de advokater, som vil lave noget andet. Og så fokusere på, at de der møder i retten, gør det på en kvalificeret måde. Der er mange, der vil aflægge prøven i den fiktive sag, som ikke vil dyrke håndværket at gå i retten, siger Pernille Backhausen.

Din sag går til den fuldmægtige
Sagt helt banalt er det ikke lige til at finde en model for en retssagsprøve, der tilfredsstiller alle – fra dommere og advokater over politikere og befolkningen. For hvad ville kunderne tænke, hvis nye advokater aldrig havde mødt i retten, før de kunne kalde sig advokat? Mange borgere ville nok vælge at drage en parallel til det at tage kørekort: Kan man sende nye trafikanter ud i trafikken, hvis de kun har kørt rundt inde på køreanlægget?
- Det er meget vanskeligt at genskabe stemningen af en almindelig sag uden for de ordinære domstole. Det, at du har en klient med, at du har en modpart, der føler lige så meget for sagen, som du selv gør, det, at du har vidner, som du ikke ved, hvad forklarer, og dommere, som kan have forskellige former for retsledelse. Det gør, at der er mange ubekendte. Der er noget håndværk i at kunne møde i en sag. Og det gør, at lovgiver har gjort det til udgangspunktet, at du skal møde i en almindelig sag, forklarer Pernille Backhausen.
Men problemet for de store advokatkontorer er ofte, at de har meget store sager, som drejer sig om anselige beløb. Og hvad vil kunden tænke, hvis en principiel sag, som han har overgivet til en højt respekteret specialist liige bliver henlagt til den uprøvede fuldmægtig, som skal op til eksamen. Så kan det godt være, at kunden liige vil vælge sig et andet advokatfirma til at føre sagen.
- Man har lyttet til, at de store kontorer har sagt, at de har vanskeligt ved at tilbyde så mange fuldmægtige en ordinær sag, for så mange små sager har man ikke. Det ville man selvfølgelig kunne få ved at gå ud og tage de små sager, men er det nu det mest hensigtsmæssige, spørger Pernille Backhausen.
Et andet aspekt af problemet er, at mange advokater simpelt hen ikke har et job, som gør, at de skal møde i retten. Det kan være advokater, som forhandler på vegne af virksomheder eller som har specialiseret sig i at udfærdige kontrakter. For dem er det måske mindre relevant at tage en retssagsprøve i en ordinær sag.
- Vi kan sagtens have fuldgode advokater, som aldrig sætter deres ben i retten, fordi de beskæftiger sig med andre dele af advokatgerningen, siger Pernille Backhausen.

Både sværere og lettere
Og hvad er så blevet indholdet af den omtalte retssagsprøve, når det gælder de fiktive sager? Den gruppe, der har arbejdet med udformningen af prøven, har gjort meget ud af, at kravene bliver ens. Målet er at få testet de samme kvalifikationer hos den fuldmægtige.
- Det er bl.a. at vise en stor grad af selvstændighed, en stor grad af evne til at skære processtof til, en evne til at håndtere uforudsete problemer, fortæller Pernille Backhausen. Hun vurderer, ar prøven i en fiktiv sag på nogle måder vil være lettere, end hvis prøven havde været en ordinær sag – og på andre måder vil sagen være sværere:
- I det fiktive miljø prøver vi at sætte nogle målsætninger op, som på nogle måder er lettere – du har jo ikke en modpart, som er ude på at vinde over dig. Og det er lettere på den måde, at du ikke har en klient, som efterfølgende – med rette eller urette – kan bebrejde dig, hvad der er foregået. Der er også nogle ting, der er sværere. F.eks. at vi vil lægge et større tidspres ind, der er et større behov for tilskæring af sagen, vi vil lægge ind, at du ikke ved, hvilken part, du repræsenterer. Og du får ikke på forhånd mulighed for at tale med vidner. Vi forsøger at opnå den samme sværhedsgrad ved at gøre noget lidt sværere, fordi noget andet er lidt lettere, konstaterer hun.
Generelt – uansat om prøven er en virkelig sag eller en fiktiv sag – vil der være en række “byggeblokke” som skal udgøre det nødvendige fundament for, at en fuldmægtig kan blive advokat. De byggeblokke peger frem mod det ansvar, som advokatstanden har for at sikre retssikkerheden:
- Man skal kunne beherske faktum og jus. Man skal målrettet kunne gennemføre afhøringer. Man skal udvise selvstændighed og robusthed i håndteringen af en hovedforhandling. Alt det støtter op om, at man er i stand til at varetage to roller: begge er helt afgørende for, om man er en god advokat. Det ene er at føre sin klients sag, og det andet er at være domstolenes hjælper. Advokatens rolle er også, at domstolen bliver bibragt det bedste billede af den sag, der skal afgøres. Som stand skal vi være med til at højne kvaliteten af de afgørelser, der afsiges, siger Pernille Backhausen.

Dumpet – kan jeg klage?
Selv om der er lagt op til, at retssagsprøven kan gennemføres ved brug af en fiktiv sag, så skal advokatstanden dog være varsom med, hvor stor en andel af retssagsprøverne som med tiden bliver med fiktive sager, mener Advokatrådets repræsentant i udvalgsarbejdet:
- Man må henholde sig til, at loven angiver, at den fiktive prøve skal være et alternativ, konstaterer Pernille Backhausen.
Sagernes art kan til gengæld variere meget. Feltet af sager til retssagsprøven vil være bredere, end det spektrum af sager, der findes til landsretsprøven.
- Den gængse sag vil være en almindelig civilretlig sag med bevisførelse og procedure under en hovedforhandling. Men det afgørende må være, om man kan dokumentere sine kvalifikationer inden for de områder, der bliver bedømt. Men enkelte delforhandlinger eller straffesager vil også kunne godkendes, hvis retten kan anerkende, at sagen er tilstrækkelig vanskelig, siger hun.
Og endelig – skulle det gå galt og bedømmelsen lyder på ikke bestået – så er der mulighed for at klage til Justitsministeriets Kursusudvalg.
Netop muligheden for at klage har været diskuteret ivrigt i udvalget, og resultatet er blevet, at udfaldet af bedømmelsen ikke kan ændres ved at klage til kursusudvalget.
Kursusudvalget har i stedet mulighed for at bestemme, at den aflagte retssagsprøve ikke tæller som et forsøg. Dermed kan den fuldmægtige bruge endnu et forsøg på at blive rigtig advokat.