Advokaten 9 - Når advokaten bliver syg

Print Print
12-11-2007
Tema: Når kollegaen bliver syg

Se krisen i øjnene

Karin Absalonsen er lige blevet partner og har fuld fart på livet, da hun opdager en knude i sit højre bryst. Kort tid efter blev en kollega involveret i et alvorligt trafikuheld og senere på året dør en kollega. I dag har advokatvirksomheden lært at rumme de kriser, der opstår i livet.

Tekst: Hanne Hauerslev, Komplot Kommunikation

Brystkræft er en sygdom, du læser om i damebladene og kun noget, der vedrører andre kvinder.
Sådan tænker 39-årige Karin Absalonsen, indtil hun for to år siden tog et bad en aften efter sport og mærkede en knude i højre bryst.
- Det sker nærmest helt tilfældigt. Men jeg ved med det samme, at jeg skal ringe til lægen næste morgen, siger Karin Absalonsen, der er advokat og partner i Advokatfirmaet Nyborg og Rørdam.
Lægen mærker på brystet og fortæller, at det kan være alvorligt, og at hun vil sørge for, at Karin får en henvisning til Privathospitalet Hamlet, hvis Rigshospitalet ikke har tid med det samme.
- Jeg får en rigtig bange anelse, som ikke vil give slip. Jeg kan næsten ikke koncentrere mig, da jeg senere på dagen skal holde en telefonkonference på engelsk i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse, som jeg har ansvaret for. Og konferencen går da også rigtig dårligt. Jeg er ufokuseret og føler, at klienten er ærgerlig over det.

Det her er ikke mig!
Kort efter ringer hendes læge og siger, at Karin skal til undersøgelse på Hamlet.
- Jeg husker det hele klart. Jeg kommer på hospitalet en fantastisk forårsmorgen i april. Indeni er jeg fuldstændig angst. Pludselig forstår jeg, at det her er alvorligt. Mammografien gør skrigende ondt. Bagefter skal jeg skannes. I starten småsnakker jeg med den læge, der skanner mig. Men han bliver mere og mere tavs, og jeg mærker, at det tager den helt forkerte drejning. Jeg spørger, hvordan det ser ud. Han svarer, at han ikke må sige noget, men hvis jeg presser ham, bliver han nødt til at fortælle mig, at det ikke ser godt ud.
- Jeg tænker bare: Det her er ikke mig! Jeg er lige trådt ind i firmaet som partner. Jeg har fuld fart på livet med spændende og udfordrende sager. Jeg er gift og har to dejlige piger på ni og elleve år. Jeg kan slet ikke forholde mig til livstruende sygdom – og da slet ikke i min alder.
Her bagefter forstår Karin Absalonsen ikke, at hun er taget alene på Hamlet. - Jeg kan næsten ikke holde på mig selv efter undersøgelsen. Jeg sætter mig ned i bilen. Tudbrøler. Men kan jo slet ikke køre. Det gør jeg så alligevel, men må holde ind på Frederiksberg, hvor jeg får ringet til min mor.

Fra hospitalet direkte på job
Set i bakspejlet forstår Karin heller ikke, at hun valgte at køre ind på sit arbejde. Men det gør hun. For der venter endnu en telefonkonference. En samtale, som hun bagefter slet ikke husker et ord af.
- Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle aflyse det, og hvem jeg skulle bede om at hjælpe mig. Jeg er jo sådan en, som altid bare har gjort tingene.
Der er to uger til en samtale med overlægen på Rigshospitalet. Den tid er kun en tåge i erindringen. Men Karin ved “at den er helt gal”, og da hun og hendes mand endelig sidder over for overlægen, er chokket mindst for hende selv, da lægen fortæller, at hun har en kræftknude i brystet, og at kræftformen er af den aggressive slags.
Den nyudnævnte partner går hjem og ringer til en af sine nærmeste kolleger, Lars Kjeldsen, som er seniorpartner. Privat er de to venner, og det gør det naturligt at tage den svære samtale med ham.
- Jeg vælger at tale med ham, fordi jeg fornemmer, at han er stærk i kriser. Han bliver selvfølgelig chokeret, men siger, at jeg skal tænke på mig selv. Kontoret skal nok klare opgaverne. Samtalen kommer til at handle om mig i stedet for opgaverne, og det er rigtig godt, siger Karin Absalonsen, der insisterer på at komme på arbejde igen allerede dagen efter.
- Jeg vil ind og have styr på tingene, og det føles meget nemmere at komme ind i sin hverdag end at gå hjemme. Jeg føler mig jo overhovedet ikke syg på det tidspunkt.

Direkte besked til klienterne
Dagen efter, da Karin kommer på arbejde, har alle kollegerne fået den overvældende besked.
- Jeg vælger også at sige det ligeud til klienterne efter først at have talt det igennem med to erfarne partnere. Vi taler om, at det her kan ske for alle, du kan ikke gøre for, at du får kræft, og vi ved ikke, hvor længe jeg vil være væk. Jeg har et tæt forhold til mange af mine klienter og tror på, at det er en fordel at være ærlig over for dem.
- Jeg ringer til de klienter, som jeg har sager for på det tidspunkt. Resten må blive orienteret undervejs. Selvfølgelig er det forfærdelig ubehageligt at ringe, for det er jo ikke nogen rar besked at give. Jeg er normalt pligtopfyldende og ansvarsbevidst. Når jeg har påtaget mig en sag, regner folk med mig. De fleste giver dog fuld sympati og forståelse.

Ingen krav om at komme hurtigt tilbage
Få uger efter har Karin fået fjernet sit højre bryst. Da operationen falder lige før sommerferien, bruger hun den til at rekreere sig i sommerhuset.
– Aftalen med kontoret er, at jeg bliver hjemme i to-tre måneder. Der er ingen krav om at komme hurtigt tilbage, men jeg er jo alligevel urolig over mit arbejde. Sygdommen har ødelagt alle mine planer om at bygge en forretning op og forøge min omsætning. I stedet er jeg nødt til at sygemelde mig og bede andre tage mine sager. Hvis jeg ikke havde været partner, havde det været noget andet, og andre kunne bedre tage over. Nu oplever jeg alt som kaos. Mig selv, min familie, mit job – på trods af at mine kolleger er hjælpsomme og imødekommende. Jeg modtager et hav af blomster og søde ord. Men indeni har jeg følelsen af at have løbet, og pludselig er jeg kommet til at løbe ud over en kant.
Karin Absalonsen beslutter sig for, at hun ikke vil lade kræften få overtaget.
- Jeg bekæmper sygdommen mentalt og fysisk. Jeg tager på rekreation og gør alt for at styrke mit immunforsvar med sund kost og motion. Og da kemobehandlingen i starten ikke føltes så slem, bliver jeg kæk og tager ind på kontoret igen for ikke at miste kontakten. Men pludselig bider kemoen virkelig på, og jeg bliver banket helt ned. Og i januar er jeg helt færdig. Jeg vil bare ikke indrømme det.

Kære ven, du skal jo hjem
- Jeg husker, at jeg sidder inde på kontoret. Jeg kan ikke slæbe mig rundt. Har alle symptomer på akut stress, men er for udmattet til at tage beslutningen om at lægge mig syg indtil et par kollegeer hjælper mig. Jeg spørger en læge: Er jeg blevet dum af al den kemo, for jeg kan ikke huske noget mere. Og lægen svarer: Kære ven, du skal jo hjem. Du er helt udmattet. Og så kommer jeg hjem og bruger dagene på at løbe lange ture i Dyrehaven.
Motionen bliver vejen igennem kræftsygdommen for Karin Absalonsen.
- Jeg er med i et forskningsprojekt på Rigshospitalet, som handler om at mindske bivirkningerne ved behandlingen med fysisk aktivitet. Folkene bag har ideen om at lade kræftpatienter udføre ekstrem sport. Jeg er en af de 12, som bliver spurgt, om jeg vil være med. Da jeg på det tidspunkt befinder mig i et sort hul rent mentalt og desuden lige har afsluttet strålebehandlingen og er startet på en ny medicinsk behandling, som varer næsten et helt år frem, så tænker jeg: Ja, hvorfor ikke.
- Der er ingen struktur på projektet, ingen penge og første møde finder sted i en dykkerbutik. Men stille og roligt tager det form, og i takt med at projektet skrider frem, kommer jeg langsomt ovenpå igen. Vi træner, finder sponsorer til projektet og tager endelig til Afrika i marts i år for at deltage i ”Kilimanjaro Adventure Challenge 2007”, som består i at bestige Kilimanjaro, cykle rundt om bjerget på mountainbike og til sidst løbe en maraton, alt sammen inden for ni dage. Og da jeg står oppe på Kilimanjaro, lukker jeg døren til sygdommen.

Ikke et ord mere om sygdom
Imens hun træner begynder Karins hår at vokse ud igen. Som ugerne går, ligner hun mere og mere sig selv.
- Folk er jo så søde. Men de vil også gerne have, at du bliver normal igen. Folk siger: Hvor ser du godt ud. Men det er jo også en måde at få folk til at svare: Tak, jeg har det også fint. Det er meget svært at svare: Tak, men jeg har det helt forfærdeligt.
- Der er jo ikke noget at sige til, at folk kommer med de her ledende spørgsmål. For de er mætte. De orker simpelthen ikke at høre et ord mere om sygdom. Det betyder, at du bliver meget ensom. Du har ingen steder at gå hen med al den sorg og angst, der sidder tilbage, når du rent fysisk er ovre sygdommen.
- Så jeg har det forfærdeligt i den periode. Jeg kan ikke koncentrere mig, jeg kan ikke arbejde rigtigt, selv om jeg prøver, og jeg har denne her angst for, at jeg ikke kan blive normal igen. Så sporten er fantastisk. Selvom jeg ikke kan behandle en sag, kan jeg overskue en maraton og bestige et bjerg som er 5.985 meter højt.

Den nye Karin er stærk
I dag er det to år siden, at Karin Absalonsen opdagede knuden i brystet. Og først nu er hun fuldt oppe på niveau med arbejdstempoet før sygdommen.
- Men mit liv bliver aldrig det samme. Det skal jeg nu bearbejde og forholde mig til. Du kan ikke bare tage det gamle liv på dig igen.
Den nye Karin er med hendes egne ord rolig og stærk.
- Jeg har fået en indre styrke. Der skal virkelig noget til at slå mig ud. Jeg har fået en masse redskaber til at klare kriser – blandt andet på grund af det hårde sportsprojekt. Jeg er blevet fysisk stærk og psykisk sej. Og så har jeg lært at fokusere på det positive i livet.
- Jeg har også lært, at åbenhed er helt essentiel i forløbet. Jeg har talt rigtig meget med mine kolleger. Især i starten af forløbet og især med kvinderne. Når du selv viser åbenhed, bliver det svært at spørge om noget forkert. Jeg følte, at mine kolleger kunne spørge mig om næsten alt. Men nogle gange orkede jeg ikke at gå ind i en samtale om sygdommen. Så svarede jeg bare kort, og de fleste kolleger forstod, at i dag skulle vi tale om noget andet.

Vi har fået fokus på krisestyring
I det hele taget har medarbejderne på advokatkontoret fået et stærkere sammenhold og en mere klar holdning til sygdom og stress, efter at Karin Absalonsen fik kræft samme år som en anden 54-årig partner døde af en blodprop i hjertet, og en sekretær blev involveret i en alvorlig trafikulykke.
- Vi har et fantastisk sammenhold og en social profil, som er blevet styrket, netop fordi vi har stået de her ting igennem sammen. Vi har lært at rumme det sammen. Og vi har fået fokus på krisestyring – både den kollektive og den individuelle. Vi har haft en stressekspert inde og fortælle, hvordan man opdager kollegernes stress, og hvordan vi kan håndtere den.
Kontoret har fået en sygdomsforsikring, som betyder, at medarbejderne kan blive behandlet på privathospital ved alvorlig sygdom.
- Og så bliver der taget hånd om praktiske ting, som du selv ikke har øje for, når du er i krise. Midt i sygdommen kunne jeg ikke overskue ret meget, og det var en anden, som huskede mig på, at jeg faktisk havde en forsikring for kritisk sygdom. Jeg glemte for eksempel også, at jeg havde tegnet en forsikring, som dækkede tab af arbejdsevne. Da jeg opdagede det efter et år, var fristen sprunget, og det betød, at jeg ikke fik dækning med tilbagevirkende kraft. Det sker for mig, som er advokat!
Karin Absalonsen råder andre til at få en politik, så arbejdspladsen er forberedt på den krise, som alvorlig sygdom er.
- Forhold jer til krisen, inden den kommer. Tænk det hele igennem – både i forhold til kolleger og klienter. Find ud af, hvordan I vil hjælpe og støtte jeres kollega, der har alt for travlt med at blive rask til at tage sig af de praktiske ting.

Læs mere om kræft og ekstrem sport hos foreningen Proof of Life, som blandt andre Karin Absalonsen, har været med til at etablere. Foreningen arbejder for øjeblikket på at hjælpe andre unge kræftpatienter og fohåbentlig sende endnu et hold af tidligere kræftpatienter på et lignende adventure race projekt. www.proofoflife.dk

Tal om tabet

Det er svært at komme tilbage på jobbet med en alvorlig krise i bagagen. Enten tier kollegerne, eller også svælger de i detaljerne i en grad, så den kriseramte bliver et offer.

Det sker hver dag. Vi bliver syge, mister vores børn eller ægtefæller. Alligevel er det svært at håndtere for de fleste, mener Marianne Davidsen-Nielsen.
Hun er psykoterapeut og medforfatter til bogen ”Den nødvendige smerte”, som handler om, hvordan vi klarer os igennem sorg.
Efter et dødsfald, skilsmisse eller alvorlig sygdom er intet som før. Heller ikke forholdet til kollegerne, jobbet eller chefen. Og omgivelserne reagerer ofte med tavshed, når den kriseramte kollega kommer tilbage på job.
- Det er altid lettere at gå over på den anden side af gaden, når du ikke ved, hvad du skal sige. Men det giver det menneske, som er i sorg, en enorm følelse af ensomhed, siger Marianne Davidsen-Nielsen.
Men den modsatte reaktion er lige så ubehagelig.
- Nogle kolleger er for påtrængende. De piller i sorgen. Og det er fuldstændig lige så slemt som at tie, fordi det at føle sig som offer også er ensomt. Du får ikke frihed til at sige: I dag orker jeg ikke at snakke om det. Den valgmulighed er væsentlig, for offerrollen er også ensom. Du bliver “hende der havde kræft!” Offerrollen lindrer i starten, men bliver svær med tiden, fordi den kræver ekstra opmærksomhed fra omgivelserne.
Der findes ingen perfekt løsning på, hvordan kollegerne møder den medarbejder, der kommer tilbage på jobbet efter alvorlig sygdom.
- Det kan jeg ikke give nogen færdig opskrift på. Vi er jo forskellige, og det er sværere for nogle end for andre at tale om tilværelsens meningsløshed. Men der skal ord på – nogle gange kan det være nok at sige: Jeg kan ikke finde ord for det, du har været igennem – fortæl mig, hvad jeg kan gøre.
Åbenheden er vigtig, for begivenhederne smitter af på såvel familien som kollegerne, mener Marianne Davidsen-Nielsen.
- En gruppe af kolleger kan blive det, vi i psykologien kalder ”sekundært traumatiseret”, når en kollega bliver ramt. Alle bliver påvirket af virkeligheden på en anden måde, end når de læser om døden i aviserne, og de vil tænke: Det kan også ske for mig. Krisen minder dig om, at du ikke kan kontrollere livet. I en vis grad får alle de tætte kolleger et traume – på samme måde som hele familien bliver ramt af krisen.
- Den gode leder vil forsøge at samle sine medarbejdere, når kollegaen er tilbage. Lad hende fortælle, hvad der er sket, og kollegerne spørge. Find ud af sammen, hvordan I fremover taler og tier sammen.

Fakta:
Bogen “Den nødvendig smerte” er skrevet af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick og udgivet første gang i 1987. Bogen er udkommet i en revideret udgave i 2001. Marianne Davidsen-Nielsen har også skrevet bogen “Blandt løver” om forskellen på at leve eller overleve med livstruende sygdom. 

Det kan du gøre:
Især ledelsen og kollegerne kan gøre det nemmere for hele gruppen at rumme den medarbejder, der kommer tilbage på jobbet efter at have oplevet en krise, som eksempelvis alvorlig sygdom.

Ledelsen
Tag åbent imod kollegaen, som kommer tilbage på jobbet. Spørg om vedkommende har mod til at mødes med hele gruppen for at fortælle om den svære forandring og for at aftale, hvordan I fremover taler sammen om det, der er sket.
Aftal at det er i orden både at spørge og sige fra over for spørgsmål. Det kan være en god idé at have en psykolog eller socialrådgiver med til mødet, hvis det gør den kriseramte mere tryg.
Sørg for at medarbejdere er indstillet på at modtage kollegaen åbent. Det kan være sværere for nogle end for andre, men gør det klart, at det ikke er tilladt at undgå de “farlige” emner.
Tjek med mellemrum, hvordan det går.

Kolleger
Find en god balance mellem at tale og tie, på den måde viser du respekt.
Hvis det er svært at tale om krisen, så forklar det. Du kan sige, at du ikke kan sætte ord på.
Husk, at du selv kan opleve, at gamle følelser kommer op til overfladen, og at det ikke er nogen skam at tale om det.

Den kriseramte
Vis åbenhed – det har betydning for hele gruppen af kolleger.
Husk, at du har ret til at sige fra, når du føler, at åbenheden bliver til drama og underholdning i stedet for omsorg.
Bed om hjælp hos ledelsen eller kolleger, når du har brug for det.