Advokaten 9 - Henvisning til Sø- og Handelsretten

Print Print
12-11-2007
Af vicepræsident Michael B. Elmer og dommerfuldmægtig Diane Svanholm Kvist, Sø- og Handelsretten

Sø- og Handelsretten blev ved retsplejereformen gjort til en landsdækkende specialdom-stol direkte under Højesteret til behandling navnlig af internationale erhvervssager, im-materialretlige og konkurrenceretlige sager samt af principielle erhvervssager, som hen-vises til Sø- og Handelsretten af byretterne.

De nærmere regler om Sø- og Handelsrettens saglige kompetence findes i retsplejelovens §§ 15, 225 og 227 og i bestemmelser i varemærkeloven, patentloven, designloven, loven om brugsmodeller, loven om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) og lo-ven om klagenævnet for udbud og søloven.

Internationale erhvervssager
Efter retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 1, kan internationale sager, hvor fagkundskab til inter-nationale erhvervsforhold har væsentlig betydning, anlægges ved Sø- og Handelsretten.
Erhvervslivet og advokaterne havde forud for Retsplejerådets betænkning nr. 1401 peget på, at en specialiseret domstol for erhvervslivets tvister placeret direkte under Høje-steret er betingelsen for, at det i erhvervsretlige sager med international tilknytning er prak-tisk muligt for danske virksomheder at få deres kontraktparter i andre lande til at gå med til at vedtage dansk værneting og lovvalg.
Der er to krav, der skal være opfyldt, for at en sag kan anlægges ved Sø- og Handels-retten efter denne bestemmelse om internationale erhvervssager. For det første skal sagen være international. For det andet skal fagkundskab til internationale erhvervsforhold have væsentlig betydning for sagens afgørelse. De to betingelser kan dog i praksis næppe helt ad-skilles.
En erhvervssag er efter forarbejderne ikke kun international, hvis den vedrører en tvist mellem erhvervsvirksomheder i forskellige lande. Også sager mellem virksomheder i samme land kan ifølge bemærkningerne til lovforslaget være internationale, f.eks. hvis tvi-sten udspringer af en
international transport.

Selv visse sager mellem danske erhvervsvirksomheder, som primært har virkning i Danmark, er ifølge lovforslagets bemærkninger internationale. De konkurrenceretlige regler i EF-traktatens artikel 81 og 82 og retsakter udstedt med henblik på administrationen heraf (f.eks. gruppefritagelsesforordninger) forudsætter, at samhandelen mellem medlemsstater kan påvirkes. Ifølge lovforslagets bemærkninger er sådanne sager internationale og omfattet af § 225, stk. 2, nr. 1, uanset at parterne er danske, og uanset at f.eks. en konkurrencebe-grænsning umiddelbart har sin primære virkning i Danmark.
Efter lovforslagets bemærkninger er det ikke i sig selv tilstrækkeligt til at gøre en er-hvervssag international, at der under sagen skal anvendes dansk lovgivning, der er udfor-met på baggrund af internationale konventioner og fællesnordisk lovsam¬¬arbejde. Efter ud-formningen af den pågældende motivbemærkning, jf. navnlig ordene ”i sig selv”, er det imidlertid ikke uden betydning for bedømmelsen af, om en erhvervssag er international, at retsgrundlaget hviler på internationale konventioner eller internationalt retligt samarbejde.
Justitsministeren udtalte i et svar på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg, at en sag må anses for international, hvis f.eks. anvendelse af internationale standardkontrakter indgår som et væsentligt element i sagen, og nævnte samtidig som andre eksempler på, at sagens genstand i væsentlig grad er international, at der er anvendt et udenlandsk skib ved en national søtransport, eller at danske skibe er kollideret i fremmed farvand.
Som det fremgår heraf, kan en erhvervssag meget vel være international, selv om alle sagens parter er danske. I erhvervssager mellem danske parter må der således foretages en helhedsbedømmelse af, om sagen er international, i lyset af de ovenfor nævnte reale hensyn bag reglen i § 225, stk. 2, nr. 1. En sådan helhedsbedømmelse vil formentlig ofte kunne føre til, at søsager og andre transportsager er internationale. Men også andre typer af sager vil kunne være internationale, selv om sagens umiddelbare parter er danske.

Forarbejderne lægger således ikke op til nogen snæver fortolkning af udtrykket ”in-ternationale sager” i § 225, stk. 2, nr. 1. Det er dog ikke enhver international sag, der kan an-lægges ved Sø- og Handelsretten efter denne bestemmelse. Det kræves tillige, at ”fagkund-skab til internationale erhvervsforhold har væsentlig betydning” for sagens afgørelse. Den-ne fagkundskab findes ved Sø- og Handelsretten. Lovforarbejderne indeholder ikke særlige fortolkningsbidrag vedrørende denne betingelse.

Immaterialretlige sager
Under Sø- og Handelsrettens umiddelbare kompetence hører efter retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 3, sager, hvor anvendelsen af varemærkeloven, fællesmærkeloven, designloven, pa-tentloven, lov om brugsmodeller eller lov om beskyttelse af halvlederprodukters udform-ning (topografi) har væsentlig betydning. Det er nyt, men særdeles hensigtsmæssigt, at sa-ger om patenter mv. hører under Sø- og Handelsrettens umiddelbare kompetence, idet så-danne sager har naturlig sammenhæng med de øvrige immaterialretlige sager, som i mange år har hørt under Sø- og Handelsretten som den danske specialdomstol på immaterialret-tens område.
Sager om ophavsretsloven og markedsføringsloven er ikke medtaget i angivelsen af immaterialretlige love, der henhører under Sø- og Handelsrettens umiddelbare kompetence.

Det betyder dog ikke, at Sø- og Handelsretten ikke kan komme til at behandle sager efter disse love. Det er således ganske almindeligt, at markedsføringsloven påberåbes som subsi-diært retsgrundlag for en påstået kendetegnsret i sager, der primært anlægges efter f.eks. varemærkeloven. På tilsvarende måde kan man i dag forestille sig, at sagsøgeren i en sag om anerkendelse af sagsøgerens rettigheder efter designloven eller designforordningen – som hører under Sø- og Handelsrettens umiddelbare kompetence – nedlægger påstand om anerkendelse af sagsøgerens rettigheder efter ophavsretsloven eller markedsføringsloven.
Sager efter ophavsretsloven eller markedsføringsloven skal således anlægges ved by-ret, medmindre de er internationale erhvervssager, eller de tillige er anlagt under påberå-belse af love (eller EF-forordninger), som er undergivet Sø- og Handelsrettens umiddelbare kompetence, f.eks. designloven (designforordningen) eller varemærkeloven (varemærkefor-ordningen). Sager efter ophavsretsloven eller markedsføringsloven, som anlægges ved by-ret, kan af byretten henvises til Sø- og Handelsretten, hvis de er principielle erhvervssager, jf. nedenfor om § 227.

I forbindelse med retsplejereformen, der bl.a. skulle aflaste Højesteret for sager, der ikke er principielle, ville det da også have været for vidtgående at give Sø- og Handelsretten umiddelbar kompetence til at behandle alle sager efter markedsføringsloven og ophavsrets-loven. Det er mere hensigtsmæssigt, at det er byretterne og ikke Sø- og Handelsretten, der behandler sager om, hvorvidt f.eks. A’s nystartede rengøringsvirksomhed har handlet i strid med god markedsføringsskik ved at sende reklamer til kunder hos A’s tidligere ar-bejdsgiver, rengøringsvirksomhed B, eller om, hvorvidt f.eks. en lokal landboforening skal betale vederlag efter ophavsretsloven for krænkelse af komponistrettigheder ved at spille musik under det årlige høstbal.

Omvendt er der også sager efter ophavsretsloven og markedsføringsloven, som mere naturligt hører hjemme ved Sø- og Handelsretten. Det er således formentlig en udbredt op-fattelse blandt advokater og andre jurister, som har beskæftiget sig indgående med sager om produktefterligning, at sager om industriel ejendomsret efter ophavsretsloven og mar-kedsføringsloven i den grad er en specialistopgave, at sager herom egner sig bedre til be-handling ved Sø- og Handelsretten end ved byretterne. Det har imidlertid med det beståen-de lovgrundlag næppe været muligt på en enkel måde i en lovbestemmelse at opregne disse sager, idet man ikke blot kan henvise til nærmere angivne bestemmelser i markedsførings-loven og ophavsretsloven.
En sag, hvor ophavsmanden ønsker fastslået sin ophavsret til det originale produkt, vil alt efter de omstændigheder, der foreligger i sagen, kunne være en international er-hvervssag, som kan anlægges ved Sø- og Handelsretten, jf. § 225, stk. 2, nr. 1, eller en princi-piel erhvervssag, som kan henvises til Sø- og Handelsretten, jf. § 227. Advokaterne, Sø- og Handelsretten og byretterne må således bidrage til at få udskilt de sager, der naturligt hører hjemme i Sø- og Handelsretten, fra de sager, der bør behandles af byretterne, gennem an-vendelse af disse regler om internationale, henholdsvis principielle erhvervssager.

Konkurrenceretlige sager
Som nævnt ovenfor har Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 1, om in-ternationale erhvervssager umiddelbar kompetence til at behandle sager efter de konkur-renceretlige regler i EF-traktatens artikel 81 og 82 og retsakter udstedt med henblik på ad-ministrationen heraf, herunder gruppefritagelsesforordningerne og forordning 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i EF-Traktatens artikel 81 og 82.
Med henblik på tilfælde, hvor der ikke er sket påvirkning af samhandlen mellem med-lemsstaterne, og hvor de EF-retlige regler ikke kan anvendes, indeholder den danske kon-kurrencelov regler om konkurrencebegrænsende aftaler og samordnet praksis mv., hen-holdsvis udnyttelse af dominerende stilling, som i vidt omfang svarer til de nævnte EF-retlige regler. Da sager om f.eks. erstatning på grund af overtrædelse af de danske konkur-renceregler ikke er internationale, har det været nødvendigt i § 225, stk. 2, nr. 4 særskilt at give Sø- og Handelsretten umiddelbar kompetence til at behandle sager, hvor anvendelse af konkurrenceloven har væsentlig betydning.

Antallet af civilretlige sager om overtrædelse af konkurrencelovgivningen har indtil nu være meget beskedent herhjemme, når der sammenlignes med udlandet. Efterhånden som også virksomheder og advokater får øjnene åbnet for den ”privatisering” af EF-konkurrence¬lovgivningen, som forordning nr. 1/2003 er udtryk for, vil antallet af civile sa-ger om overtrædelse af de konkurrenceretlige regler stige betydeligt. Sø- og Handelsretten har rustet sig til denne udvikling og har bl.a. været med til at stifte Association of European Competition Law Judges, som bl.a. er et forum for udveksling af erfaringer mellem nationa-le domstole om anvendelsen af konkurrenceretlige regler.

Principielle erhvervssager
De hidtidige regler i retsplejeloven om henvisning af principielle erhvervssager til Sø- og Handelsretten var begrænset til ansættelsessager, hvor de til gengæld har vist sig yderst nyttige. De hidtidige henvisningsregler har således f.eks. gjort det muligt relativt hurtigt at få Sø- og Handelsrettens og Højesterets endelige stillingtagen til forskellige nye aflønnings-former, som er blevet almindelige i de senere år med henblik på at fastholde medarbejdere, f.eks. med optioner. Den afklaring af retstilstanden, som disse domme har medført, har også givet lovgiver et grundlag for lovgivning på dette område.
Retsplejelovens § 227, stk. 1, giver nu byretterne mulighed for at henvise også andre sager, hvor fagkundskab til erhvervsforhold er af væsentlig betydning, til Sø- og Handels-retten, hvis sagen enten er af principiel karakter eller (efter indhentet udtalelse fra Sø- og Handelsretten) mest hensigtsmæssigt behandles i forbindelse med en anden sag, der verse-rer ved Sø- og

Handelsretten.
Henvisningsadgangen er sagligt begrænset til sager, hvor fagkundskab til erhvervs-forhold er af væsentlig betydning, herunder vedrørende ansættelsesforhold mellem ar-bejdsgivere og deres ansatte. Erhvervsforhold omfatter efter lovforslagets bemærkninger navnlig formueretlige tvister i erhvervsmæssige forhold, herunder søsager.
Sager af principiel karakter er særligt sager, som vedrører lovfortolkning eller i øvrigt et principielt retligt spørgsmål, herunder sager vedrørende fortolkning af EU-lovgivning el-ler i øvrigt principielle EU-retlige spørgsmål. Tilsvarende gælder sager, der rejser spørgsmål om fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – som også har be-tydning for behandlingen af erhvervssager – eller i øvrigt af internationale retsregler, såle-des som det f.eks. kan være tilfældet med danske love mv., der gennemfører internationale konventioner, f.eks. på det køberetlige og det transportretlige område. Selv om en sag ikke indebærer lovfortolkning, men retsanvendelse inden for et område med skøn, kan sagen al-ligevel være principiel, hvis afgørelsen af den konkrete sag kan blive retningsgivende for domstolenes afvejning af konkrete momenter i andre sager.
Henvisning af principielle sager bør efter bemærkningerne til lovforslaget undlades, hvis en sag ikke kan siges at have en sådan betydning for retsanvendelsen og retsudviklin-gen eller en sådan væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, at sagen bør kunne ind-bringes for

Højesteret som anden instans uden særlig tilladelse.
Også sager, der ikke er principielle, kan (efter indhentet udtalelse fra Sø- og Handels-retten) henvises til behandling i forbindelse med en anden sag ved Sø- og Handelsretten, jf. § 227, stk. 2..
Grundbetingelsen for henvisning er i alle tilfælde, at en af parterne anmoder om hen-visning. Anmodningen skal i almindelighed fremsættes senest i det forberedende møde, jf. nærmere om fremgangsmåden i § 227, stk. 3, smh. m. § 226, stk. 3-5.
Retten kan ikke henvise en sag efter § 227 af egen drift, men det vil på den anden side være naturligt, at byretten i overensstemmelse med de almindelige regler i retsplejelovens § 339 udøver aktiv procesledelse og henleder parternes opmærksomhed på muligheden for henvisning i sager, hvor byretten bliver opmærksom på, at sagen er principiel, og at det er hensigtsmæssigt, at den behandles af Sø- og Handelsretten.