Advokaten 8 - Rådgivning under lup

Print Print
16-10-2007
Rådgivning under lup
- om rådtyper og konflikter i klientmødet
 
Advokater kan med fordel være bevidste om, hvilken type råd, de anvender i forskellige rådgivningssituationer. Valg af rådtype har nemlig betydning for, hvordan en eventuel konflikt håndteres.
 
Af Anette Dahl, lingvist, Århus
 
Levering af råd er den måske mest centrale aktivitet i advokatens arbejde. Samtidig er rådlevering også en aktivitet, som er yderst vanskelig. Når man leverer et råd, hævder man at besidde en viden, som rådets modtager mangler. Advokaten, som leverer et råd til sin klient, påtager sig således automatisk rollen som den kyndige” og placerer klienten i rollen som “den ukyndige” i forhold til det, der rådgives om – en rollefordeling, der er forventelig i klientmødet, men som alligevel kan give anledning til konflikt.
I sin respons på rådet, afslører klienten sin holdning til rollefordelingen: Accepteres advokatens råd, anerkender klienten samtidig advokatens rolle som “den kyndige”. Afvises advokatens råd derimod, afviser klienten advokatens kyndighed. En sådan afvisning indleder en underliggende konflikt om rådets berettigelse og dermed om deltagernes individuelle kyndighed, som hurtigt kan eskalere til en åbenlys konflikt. Konsekvensen af konflikten kan være, at rådsformidlingen mislykkes. 
Internationale undersøgelser af autentiske samtaler har vist, at parterne i en samtale tilstræber at skabe og bevare en “god tone”, og at den gode tone forstyrres selv af underliggende konflikter. Forstyrrelsen kommer typisk til udtryk ved, at udviklingen i samtalen sættes på “stand by”, indtil parterne har fået den opståede konflikt ryddet af vejen. Konflikter i klientmødet optager således dyrebar tid og kan i værste fald efterlade klienten tvivlende i forhold til advokatens kyndighed som rådgiver i klientens sag. Det kan derfor være fordelagtigt for rådgivende advokater at kende de mekanismer i rådgivning, der henholdsvis øger og minimerer risikoen for konflikt. 
I min specialeafhandling har jeg detailanalyseret levering og modtagelse af råd i lydoptagelser af autentiske samtaler mellem danske advokater og deres klienter. Herved har det været muligt at kortlægge nogle af de typer af råd, advokater ubevidst anvender i klientmødet. Jeg har fundet, at de deltagende advokater overordnet benytter sig af to rådtyper, som jeg betegner direkte rådog indirekte råd. De to rådtyper er designet forskelligt og baner vejen for forskellige responser fra klienterne. Som konsekvens af rådenes forskelligartethed er de ikke lige velegnede til håndtering af konflikter. 
 
Direkte råd
Direkte råd anbefaler en bestemt fremtidig handlemåde specifikt rettet mod klienten. Direkte råd gør to responser relevante for klienterne, som enten kan acceptere eller afvise anbefalingen i rådet. Enhver respons, der ikke udgør en klar accept af rådets indhold, behandles som modvilje mod rådet og indleder en underliggende konflikt om rådets berettigelse og deltagernes kyndighed. I langt de fleste tilfælde er det advokaten, som forsøger at forhindre en åbenlys konflikt og få genskabt den gode tone. De virkemidler, advokaten typisk gør brug af, er at argumentere for sit råd eller svække det, med henblik på at få klienten til at acceptere rådet. Andre gange vælger advokaten dog helt at trække sit råd tilbage. 
Nedenstående samtaleuddrag indeholder et autentisk eksempel på et direkte råd
 
Situationen i samtalen:
Forberedelse til retssag mod klientens eksmand om forældremyndigheden over parrets børn:
 
1 Advokaten: Jo mindre af den slags ting med hensyn til (lang pause) turbulens og vold og
2               seksuelle krænkelser og sådan noget, der behøver at komme frem, jo bedre er
3                                                                            det for jeres fremtidige samarbejde.
4                                                                                 Pause:                 (0.6 sekund)
5 Advokat:                                                  Tro mig. Det er noget, jeg har lang erfaring i.
6 Klient:                                                                                                               Mm
               
 
Advokaten leverer sit direkte råd fra linje 1 til 3. Med rådet anbefaler advokaten, at klienten tilbageholder informationer om eksmandens overgreb under det forestående retsmøde af hensyn til det fremtidige samarbejde omkring parrets børn. Rådet bliver ikke accepteret men mødes af tavshed (linje 4), der viser klientens modvilje mod at følge rådet. En underliggende konflikt er opstået.
Advokaten viser sin opfattelse af klientens tavshed som modvilje mod rådet ved, med reference til sin egen kyndighed (linje 5), at forsøge at overbevise klienten om rådets berettigelse. Klienten modtager advokatens overtalelsesforsøg med Mm (linje 6). En sådan respons viser, at advokaten er blevet hørt, men også at klienten undlader at tage stilling til det sagte.
Efter endnu en pause svækker advokaten sit råd; til trods for at advokaten oprindelig anbefalede klienten at tilbageholde informationer om eksmandens overgreb, oplyser hun nu, at de af informationerne, der vil gavne klientens sag, skal fremstilles ved retsmødet (linje 8 til 9). For at forhindre den underliggende konflikt i at eskalere til en åbenlys konflikt eksempelvis i form af en diskussion, svækker advokaten sit oprindelige råd i overensstemmelse med klientens modvilje mod at følge det.
 
Indirekte råd
Indirekte råd er designet til at have et dobbelttydigt indhold rettet mod en udefineret modtager. Designet gør det muligt for klienten at modtage rådets indhold både som et personligt råd og som information om de råd, advokaten generelt giver klienter, der befinder sig i lignende situationer. Indirekte råd kan være formet som hypotetiske råd, der består af en del indledt med hvis og en del indledt med . Hypotetiske råd får deres informative karakter ved at være baseret på et foreslået hypotetisk scenario. Hvis klienten kan relatere sig til det foreslåede scenario i hvis-delen, kan rådet i -delen tages som et personligt råd. Hvis klienten derimod ikke finder det hypotetiske scenario relevant, kan rådet betragtes som information om, hvad folk, der er eller kommer i den hypotetiske situation, kan eller bør gøre.
Den valgfrihed, som indirekte råd skaber, bevirker at disse råd lægger op til flere reaktioner end de to, som direkte råd gør relevante. Relevante reaktioner på et indirekte råd kan være alt fra accept eller afvisning af rådets indhold, over tilkendegivelse af informationen i rådets væsentlighed, til udebleven respons. Med undtagelse af tydelige afvisninger, betragtes ingen af de øvrige reaktioner som modvilje mod rådets indhold og giver således ikke anledning til konflikt.
Følgende samtaleuddrag indeholder et autentisk eksempel på et indirekte hypotetisk råd.
 
Situationen i samtalen:
Klienterne har opsøgt deres advokat i forbindelse med et huskøb. Klienterne har oplyst, at de har planlagt at få deres egen bygningssagkyndige til at gennemgå ejendommen inden et eventuelt køb.
 
1                    Advokat:         Hvis man skal lave om[1] på ejendommen, hvis man gerne vil have vurderet de   2                                       ting, som er angivet i tilstandsrapporten, om priserne holder og så videre, hvad 3                                     det koster, så er det en god idé at bruge sin egen bygnings[sagkyn][2]dige
4                    Klient:                                                                                                         [Ja       ]   
5                    Advokat:         Men ellers har man altså sikkerheden i, at man får dækning for det, som ikke er
6                                          angivet i tilstandsrapporten.                                                                                          
Advokaten baserer sit indirekte råd på et hypotetisk scenario, som kan have relevans for potentielle boligkøbere (linje 1 til 3). Herefter leveres rådet i -delen (linje 3). Rådet er betinget af, at klienterne kan relatere sig til det foreslåede hypotetiske scenario; hvis klienterne ønsker at ændre på den ejendom, de er ved at købe eller ønsker vurderinger i stil med de af advokaten foreslåede, kan de med fordel inddrage deres bygningssagkyndige. Hvis ikke, kan de modtage rådets indhold som information om, i hvilke tilfælde advokaten vil anbefale boligkøbere at gøre brug af en bygningssagkyndig. Bemærk at advokaten understreger klienternes valgfrihed ved at rette rådet mod en udefineret modtager jf. man i linje 1.
Advokatens råd lægger egentlig op til konflikt. Med rådet forsøger han at tale klienterne fra at få deres egen bygningssagkyndige til at gennemgå ejendommen, medmindre de ønsker nogle af de nævnte vurderinger. Når konflikten ikke opstår, skyldes det, at klienterne ikke behøver at give deres holdning til advokatens anbefaling til kende, som hvis advokaten havde valgt at anvende den direkte rådtype. I fald klienterne ikke ønsker at følge advokatens råd, kan de nøjes med at modtage indholdet som information og på den måde undgå at forstyrre den gode tone i samtalen med en afvisning af rådet. 
 
De to rådtyper og konflikter
Med hver af de to rådtyper følger nogle fordele og ulemper. Den overordnede fordel ved direkte råd er, at budskabet i dem er klart og rettet mod en defineret modtager. Direkte råd bliver endvidere enten accepteret eller afvist, hvorved advokaten sikrer sig indblik i klientens holdning til anbefalingen i rådet. En klar udmelding fra klienten er en fordel i tilfælde, hvor det er af afgørende betydning for sagen, at klienten følger advokatens råd.
Ulempen ved direkte råd er, at deres entydige indhold tydeliggør parternes roller som henholdsvis den “kyndige” og “ukyndige”. Direkte råd placerer således advokaten i den påtrængende rolle som bedrevidende rådgiver, der gør advokaten sårbar over for klientens afvisning. Afviser klienten rådets berettigelse og dermed advokatens kyndighed, indledes en konflikt, som skal løses inden advokaten kan fortsætte sin dagsorden. Det kan være problematisk for den tidspressede advokat. I de undersøgte samtaler ses da også en tendens til, at advokaterne typisk leverer direkte råd, når de har en begrundet formodning om, at klienten vil finde rådet relevant. Herved er risikoen for afvisning og konflikt minimeret, og rådet mere risikofrit at levere.
Indirekte råd har fordele og ulemper, der står i et modsætningsforhold til direkte råd. Med indirekte råd frasiger advokaten sig rollen som bedrevidende rådgiver i og med, at det er op til klienten at vælge, om rådet er relevant i forhold til klientens situation, eller om rådets indhold blot skal betragtes som information. Der er derfor ingen samtalemæssige forventninger om, at klienten forholder sig til anbefalingen i det indirekte råd. Advokaten behøver således ikke opfatte en manglende accept som en afvisning af rådet og kan ufortrødent fortsætte sin dagsorden.
Udviser klienten modvilje mod et indirekte råd, har rådet en indbygget fortrydelsesret, der består i, at advokaten kan hævde, at rådet blot var ment som generel information. Risikoen for konflikt, der efterfølgende skal behandles, er således formindsket, når advokaten vælger at levere et indirekte råd. Af den grund er indirekte råd velegnede til at rådgive om følsomme emner, hvis advokaten har behov for at levere mange råd eller informationer på kort tid, eller hvis advokat og klient er indforståede med, at rådet ikke er relevant på nuværende tidspunkt, men kan blive det, hvis bestemte eller ubekendte faktorer opstår eller falder på plads. Ulempen ved indirekte råd er deres dobbelttydige budskab, der ikke indeholder en klar anbefaling til klienten, og som derfor ikke nødvendigvis giver advokaten indsigt i klientens holdning til rådet.
Bevidstheden om de to rådtyper og de mekanismer, de hver især udløser, kan hjælpe advokaten til at undgå unødig konflikt i klientmødet og derved øge advokatens chancer for at få succes med sin rådgivning.
 
 
Fakta
  • Artiklen er skrevet med baggrund i specialeafhandlingen “Direkte Råd og Indirekte Råd: Rådgivningsstrategier i advokat-klientinteraktion”af Anette Dahl.
  • Et råd er en ytring, hvormed en person beskriver, anbefaler eller på anden måde fremsætter et foretrukket fremtidigt handlingsforløb, som modtageren af rådet kan eller bør følge.
  • Specialeafhandlingen er en empirisk, kvalitativ, kollektionsbaseret analyse af fænomenet rådgivning i lydoptagelser af seks autentiske samtaler mellem advokater og deres klienter af 350 minutters varighed, optaget på advokaternes kontorer. I disse samtaler leverer advokaterne 132 råd: 70 direkte råd og 62 indirekte råd. Alle rådene og klienternes modtagelse af dem er udskrevet og detailanalyseret ved hjælp af den konversationsanalytiske metode.
  • Konversationsanalyse er en metode, som kan påvise, hvordan samtaledeltagere i naturligt forekommende tale i fællesskab organiserer og leder hinanden igennem samtale.  
  • Forfatteren kan kontaktes på: speciale@dahl-lawaetz.dk
 
 
 
 


[1] Understregningen viser, at ordet udtales med høj lydstyrke.
[2] Klammerne viser, at advokaten og klienten taler samtidigt.