Advokaten 8 - Leder - When in Rome…

Print Print
16-10-2007
Danmark er afgrænset i forhold til andre lande på mange måder. Og på nogle områder rykker man faktisk jævnligt på grænserne. Det gælder for straffeloven, som trækker den vanskelige grænse for dansk straffemyndighed. Denne grænse er flyttet nogle gange inden for de sidste fire år. Men nu lægger Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalg op til nogle ret store skridt i retning af at gøre Danmark større på den måde, at flere og flere handlinger uden for Danmark skal kunne straffes her i landet.
Jurisdiktionsudvalget har for eksempel foreslået, at handlinger, som en dansker har begået mod en anden dansker i udlandet, skal kunne straffes i Danmark, selv om handlingen ikke er strafbar i udlandet. For os, der ikke arbejder med strafferet til daglig, er det svært stof, som kræver et eksempel:
En dansker går en tur på havnen i Malmø og ser en person, der er ved at drukne. Men danskeren undlader at reagere på det. Sådan en undladelse er strafbar efter dansk ret, men ikke efter svensk ret. Det vil sige, at under de gældende regler kan danskeren ikke straffes for sin undladelse. Danmark straffer nemlig som udgangspunkt kun danskeres handlinger i udlandet, hvis de også er strafbare i udlandet (princippet om dobbelt strafbarhed). Men efter Jurisdiktionsudvalgets forslag kan danskeren fremover straffes i Danmark – hvis altså vel at mærke det var en anden dansker, der var ved at drukne!
Umiddelbart kan man spørge, om ikke det er et meget rimeligt forslag. Danskere bør vel følge danske standarder for opførsel over for andre danskere, uanset hvor i verden de befinder sig?
Problemet med det spørgsmål er efter Advokatrådets opfattelse, at det er alt for generelt. På nogle områder har Advokatrådet sagt ja til, at danskere altid skal overholde danske regler over for andre danskere – det gælder for kvindelig omskæring og seksuel udnyttelse af børn. Men hvad er det lige for handlinger, man rammer, hvis man gør reglen helt generel? Ja, det er der ingen, der kan svare på, for det kræver en oversigt over, hvad der er strafbart i Danmark, men ikke strafbart i udlandet – og vel at mærke en sammenligning land for land mellem Danmark og udlandet.
Når man ikke kan overskue konsekvenserne af et forslag, skal man ikke støtte det. Og det er en af grundene til, at Advokatrådet ikke støtter forslaget. Fortalerne for en generel regel vil måske sige, at reglen selvfølgelig skal administreres på den måde, at man ikke skal rejse de sager, der vil føre til et urimeligt resultat. Anklagemyndigheden kan jo bare lade være med at rejse sag mod den dansker, som i vores eksempel var så uheldig, at den mand, der var ved at drukne i Malmø, tilfældigvis også var dansker.
Men hvis valget står mellem på den ene side at indfange revl og krat og så lade anklagemyndigheden sortere i sagerne og på den anden side at lade Folketinget fastsætte nogle klare grænser direkte i loven – ja, så vil Advokatrådet vælge den sidste løsning. Af hensyn til retssikkerheden og respekten for lovgivningsmagten. Man skal ikke skyde med spredehagl i loven. Heller ikke selvom en snævrere afgrænsning betyder, at man i nogle situationer måske ikke rammer det, man gerne ville.
Ud over uoverskueligheden er der også det problem, at forslaget (som eksemplet viser) kan ramme tilfældigt. Og dertil kommer, at jo længere man bevæger sig væk fra udgangspunktet om, at man skal følge reglerne i det land, man nu engang befinder sig i, jo sværere får borgerne ved at overskue, hvad der gælder for dem. Det er ikke nogen tilfældighed, at ordsproget ”When in Rome (do as the Romans do)” har overlevet i folks bevidsthed mere end 1600 år.
Sidst, men ikke mindst, ønsker Advokatrådet at værne om Danmarks ret til selv at regulere det, der foregår på dansk territorium – selvfølgelig i overensstemmelse med vores forpligtelser over for EU, Europarådet, FN og så videre.
Hvis Danmark griber ind over for handlinger i udlandet, er det jo svært for os at protestere, hvis udenlandske myndigheder griber ind over for ting, der er foregået i Danmark, og som her i landet er fuldt lovlige og beskyttet af for eksempel ytringsfriheden.
Så kort sagt har Advokatrådet holdt godt fast i udgangspunktet om, at den mest naturlige måde at afgrænse Danmark på er det danske territorium – også når det kommer til dansk straffemyndighed.
 
Advokatrådets høringssvar til Jurisdiktionsudvalgets betænkning 1488/2007 om dansk straffemyndighed findes på advokatsamfundet.dk.