Advokaten 7 - Nye regler om udeblivelse

Print Print
24-09-2007

I forbindelse med politi- og domstolsreformen er der kommet nye regler i den civile proces om udeblivelse, som gennemgås her.

 
Af advokat (H) Christian Dahlager, ekstern lektor i civilproces
 
Politi- og domstolsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2007, har medført en række æn­dringer i for­be­redelsen af civile sager ikke mindst hvad angår præklusions- og ude­bliv­­elses­reglerne. Emnet for denne artikel er en gennemgang af de nye udebliv­elses­regler. Præ­klu­sionsreglerne blev gen­nem­gået i Advokaten nr. 4/2007.
Udeblivelse og præklusion har det til fælles, at de angår den sanktion, som retten kan bringe i an­vendelse, hvis en part undlader at foretage nødvendige processkridt, eksempelvis ikke indleverer et processkrift rettidigt. Efter reformen er den al­mindelige reaktion præklusion. Udeblivelses­virkning indtræder fremover derimod kun i særlige tilfælde og al­mindeligvis kun, hvis retten har advaret herom.
 
Udeblivelse med svarskrift (inkassosager)
Alle sager forberedes nu skriftligt. Indleverer sagsøgte ikke rettidigt svarskrift til retten, eller er svar­skriftet mangelfuldt smh. med § 351, af­siges der dom efter sagsøgerens påstand. Denne regel har stor praktisk betydning, idet der i langt hovedparten af sager ikke indleveres svarskrift (inkas­so­sagerne). I forbindelse med afsigelse af udeblivelsesdomme sikrer retten sig, at sagsøgers påstand er begrun­det i sagsfremstillingen. Sagsfremstillingen i inkassosager kan efter § 348 være kort, men den må ik­ke desto mindre være udformet med en sådan kvalitet, at den er egnet til at danne grundlag for en ude­blivelsesdom. Er der ikke basis for at følge sagsøgerens påstand, må sagsøgte frifindes helt eller delvis, eller sagen kan afvises af retten.
Retten kan – i de tilfælde, hvor sagsøgte har indleveret et svarskrift, der dog er mangelfuldt – ind­rømme sagsøgte en frist til at afhjælpe manglerne i svarskriftet. Retten kan endvidere, når sagsøgte ikke er repræsenteret af advokat, i medfør af § 352, stk. 3, indkalde parterne til et møde med henblik på at give sagsøgte lejlighed til at supplere svarskriftet med en mundtlig udtalelse. Undlader parterne at møde, medfører dette udeblivelsesvirkning.
 
Udeblivelse efter indlevering af svarskrift
Efter indlevering af svarskrift indtræder udeblivelsesvirkning, ved udeblivelse med dokumenter, hvis en af par­ter­ne ikke fremkommer med et processkrift om et særligt spørgsmål, jfr. § 355, stk. 2 og § 360, stk. 5, eller et af retten pålagt på­stands­dokument, jfr. § 357, stk. 1 og § 360, stk. 5 ikke indleveres rettidigt, el­ler hvis parten ikke rettidigt ind­leverer kopier af udvekslede processkrifter og dokumenter, jfr. § 357, stk. 3 og § 360, stk. 6. I det følgende er virkningerne af udeblivelse med dokumenter i de almindeligt forekommende situationer listet op, jfr. i øvrigt tidligere artikel i Advokaten 4/2007 om præklusion
 
 
 
Svarskrift
 
 
 
U-dom § 352
 
Processkrift efter rettens
tidsplan, jfr. § 353
 
 
Præklusion,
jfr. § 356, stk. 2
 
 
Processkrift om særlige
spørgsmål, jfr. § 355, stk. 2.
 
 
 
Præklusion,
§ 358, stk. 4
 
Udeblivelsesvirkning
§ 360, stk. 5
 
Begæringer om tidskrævende bevis, jfr. § 353, stk. 4
 
 
 
Præklusion,
jfr. § 358, stk. 3
 
 
 
Endeligt påstandsdokument,
§ 357, stk. 1
 
 
 
Præklusion
§ 358, stk. 5
 
Udeblivelsesvirkning
§ 360, stk. 5
 
Sammenfattende processkrift
§ 357, stk. 2.
 
 
 
Præklusion
§ 358, stk. 5
 
 
Indlevering af kopier,
§ 357, stk. 3
 
 
 
 
Udeblivelsesvirkning
§ 360, stk. 6
 
Processkridt efter rettens
tidsplan
 
 
Præklusion
§ 356, stk. 2
 
 
 
I det tilfælde, hvor der er mulighed både for præklusionsvirkning og udeblivelsesvirkning, ind­træ­der udeblivelse, når dommeren (forinden) har skønnet, at der er en særlig anledning hertil, ek­sem­pelvis i tilfælde af en parts forhaling af sagen.
 
Herudover indtræder udeblivelsesvirkning også ved ude­blivelse fra retsmøder. Dette er navnlig praktisk relevant at erindre i relation til § 353-mødet.
 
Udeblivelsesvirkningen skal efter reformen i visse tilfælde være udtrykkeligt tilkendegivet af retten. Dette gælder for så vidt an­går processkrifter om særlige spørgsmål, et endeligt påstandsdokument  samt retsmøder under genoptagelsen af forberedelsen, jfr. § 360, stk. 4-7.  I de øvrige situationer, hvor en part ude­bli­ver, kan der ifølge lovens ordlyd indtræde udeblivelsesvirkning uden for­ud­gå­en­de tilkendegivelse. Mo­tiverne til de nugældende bestemmelser kan imidlertid dårligt antages at have taget afstand til den før ændringen gældende praksis, der antog, at udeblivelsesvirkninger kun ind­tråd­te, hvis ude­bliv­elses­virk­ningen var udtrykkeligt angivet. Der bør derfor fastholdes et krav om, at udeblivelsesvirkning i alle tilfælde bør være udtrykkeligt tilkendegivet.
 
Udeblivelsesvirkning
Udeblivelsesvirkning har forskellig virkning alt efter, om det er sagsøger eller sagsøgte, der ude­bli­ver, eller om det er begge parter, der udebliver. Udebliver sagsøger, afviser retten sagen ved be­slut­ning, der meddeles parterne, jfr. § 360, stk. 1. Har sagsøgte forinden i et retsmøde, hvor sagsøgeren var repræsenteret, eller i et processkrift der er blevet forkyndt for sagsøgeren, fremsat modkrav til selv­stændig dom, kan sagsøgte forlange, at der afsiges dom om modkravet. Sagsøgte kan tilkendes sagsomkostninger, når sagsøgeren udebliver, jfr. § 312.
Udebliver sagsøgte, afsiger retten udeblivelsesdom efter samme retningslinier, som gælder om ude­bliv­else med svarskrift, jfr. ovenfor. Her får det imidlertid betydning, at udeblivelsen først sker på et senere stadium af sagen, hvor retten har fået et større kendskab til sagen, idet realitets­ind­sig­el­ser, som sagsøgte har fremsat under skriftvekslingen, har betydning for rettens prøvelse af sag­søgerens sagsfremstilling. Det fremgår af loven, at retten skal tage hensyn til ”det i øvrigt frem­kom­ne”.
 
Udsættelse
Udeblivelsesvirkning (og præklusionsvirkning) tager navnlig sigte på den part, der ikke ønsker at mø­de eller foretage de nødvendige retsskridt og dermed hindrer en yderligere oplysning af sagen, eller at sagen fremmes behørigt. Er det rimeligt at antage, at sagsøger eller sagsøgte – efter en kortere udsættelse – vil fremkomme med sin hold­ning til sagen, kan det have god mening at give en udsættelse. I tråd med dette åbner § 360, stk. 7 mu­lighed for, at retten undtagelsesvis kan undlade at afvise eller afsige udeblivelsesdom og i stedet udsætte sagen. Frister skal overholdes, men i sær­lige tilfælde, når udeblivelse må antages at skyldes lovligt forfald, når der må antages at foreligge und­skyldelige omstændigheder, eller når modparten ønsker sagen udsat, kan sagen udsættes. Der kan endvidere i vurderingen indgå et friere skøn fra rettens side.
Fristoverskridelser på to dage har normalt medført udeblivelsesvirkning uanset årsag. Det må for­ven­tes, at denne restriktive praksis efter lovændringen med rette opretholdes under hensyntagen til, at ude­bliv­elsesvirkning nu ikke længere er den normale virkning af forsinket indlevering af dokumenter, men kun pålægges, såfremt udeblivelsesvirkning er tilkendegivet i de særlige tilfælde, hvor dette må anses som nødvendigt.