Advokaten 7 - Ny EU-dom om hvidvaskregler

Print Print
24-09-2007
I en ny dom fra juli 2007 fastslår EF-domstolen, at EU-reglerne om advokaters anmeldelsespligt ved mistanke om klienters hvidvask af penge ikke er i strid med retten til en fair rettergang.

Af Thomas Elholm, lektor, ph.d. Syddansk Universitet. Medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg.

Da Kommissionen i 1999 fremsatte forslag til nye regler om hvidvask af penge, gav det anledning til en hel del kritik fra adskillige advokatforeninger i EU. Forslaget gik ud på, at en række nye erhverv, herunder advokater og revisorer (dvs. ikke kun pengeinstitutter), skulle anmelde mistanke om hvidvask til myndighederne. Advokatrådet gjorde dengang opmærksom på, at reglerne truede fortrolighedsforholdet mellem klient og advokat og dermed de beskyttelsesværdige hensyn, som ligger bag denne fortrolighed. Kommissionens forslag blev modificeret på visse punkter, men regler om advokaters anmeldelsespligt – i hvert fald i visse typer af sager om hvidvask – blev alligevel vedtaget i et direktiv fra 2001.

Sagens baggrund
Herefter skulle de nye regler implementeres i medlemslandene. Det skete i Belgien ved en lov fra 2004. Det var denne lov, som gav anledning til den netop afsagte dom ved EF-domstolen. Flere sammenslutninger af advokater med base i Belgien mente, at loven var i strid med en række grundlæggende retsstatsprincipper. De anlagde sag ved en belgisk domstol med påstand om, at dele af loven, som vedrørte advokaters forhold, skulle annulleres.
Den belgiske domstol ønskede sagen forelagt for EF-domstolen, fordi den belgiske lov jo implementerede EU-reglerne og lå tæt op ad disse. Den belgiske domstol ønskede oplyst, om EU-reglerne i hvidvaskdirektivet var i strid med art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK, (retten til en fair rettergang) og med art. 6 i EU-traktaten. Af sidstnævnte bestemmelse fremgår, at EU-samarbejdet bygger på grundlæggende frihedsrettigheder, og at EU respekterer de rettigheder, som fremgår af EMRK.
EF-domstolen satte det store kammer på sagen (13 dommere), og afsagde dom den 26. juni 2007. I sagen intervenerede i øvrigt – til fordel for advokaternes synspunkt – bl.a. ”Council of the Bars and Law Societies of the European Union”.

Lovgivers dilemma
EU-reglerne om hvidvask går tilbage til et direktiv fra 1991. Siden dengang har der været en overbevisning i EU-systemet om, 1) at hvidvask af penge er et stigende problem, 2) at hvidvask befordrer den organiserede kriminalitet, navnlig narkotikahandel, og 3) at hvidvask truer det finansielle system. Efter terroranslagene i USA i 2001 er hvidvask tillige blevet sat i forbindelse med terrorfinansiering. EU har derfor længe ment, at der er al mulig grund til at intensivere bekæmpelsen af hvidvask.
Det viste sig imidlertid hurtigt, at en effektiv bekæmpelse af hvidvask krævede mere end en anmeldelsespligt for pengeinstitutter. Anmeldelsespligten burde udvides til at omfatte andre aktører, der er indblandet i pengetransaktioner m.m. Kommissionen fremsatte derfor i 1999 forslag om, at advokater og revisorer skulle være omfattet af anmeldelsespligten. Problemet var naturligvis, at en anmeldelsespligt for advokater ved mistanke om deres klienters hvidvask af penge kunne stride mod retsstatslige principper, herunder retten til en fair rettergang.
Det danske advokatråd afgav et høringssvar i 2000 i forbindelse med Kommissionens forslag. Heraf fremgår, at hvis advokaterne som erhvervsgruppe skulle omfattes af direktivet (hvilket Advokatrådet generelt var imod), så burde anmeldelsespligten i det mindste begrænses til at angå ”køb og salg af fast ejendom samt transaktioner i forbindelse med forvaltning af klientmidler.” Dermed ville det ikke gå ud over klienternes ret til en fair rettergang.
Også EU-lovgiver så dengang det retsstatslige dilemma i reglerne om advokaters anmeldelsespligt. Ifølge præamblen til direktivet fra 2001 er det ikke ”hensigtsmæssigt” at pålægge en advokat anmeldelsespligt i forbindelse med, at denne ”undersøger en klients retsstilling eller repræsenterer en klient i retssager.” Reglerne blev derfor indrettet således, at advokater er omfattet af anmeldelsespligten, men kun når de deltager i finansielle eller selskabsretlige transaktioner. Disse transaktioner er nærmere defineret i direktivet. De omfatter bl.a. køb og salg af fast ejendom, forvaltning af værdipapirer og bankkonti m.m.

Uklar sondring
Nu skulle man måske tro, at de retsstatslige principper dermed var sikret. Anmeldelsespligten gælder jo kun ved visse typer af finansielle transaktioner og ikke i forbindelse med juridisk rådgivning i retssager. Men de belgiske advokater gjorde gældende, at der er tale om en uklar sondring mellem de tilfælde, som ligger inden for anmeldelsespligten, og de tilfælde, som ligger udenfor. Advokaterne anså reglerne for at udgøre ”a serious lack of legal certainty”, hvilket ikke blot var et problem i sig selv, men også i strid med retten til en fair rettergang og til skade for fortrolighedsforholdet mellem klient og advokat.
EF-domstolen fastslog, at EU-reglernes anvendelse på advokater er begrænset i to henseender. For det første skal anmeldelsespligten kun finde anvendelse i forbindelse med visse typer af advokatarbejde. Disse er eksplicit opregnet i direktivets art. 2a, stk. 5, og er bl.a. finansielle og selskabsretlige transaktioner. For det andet fremgår det af direktivets art. 6, stk. 3, at medlemslandene ikke er forpligtede til at kræve anmeldelsespligt ved oplysninger om hvidvask, som fremkommer i forbindelse med retssager og vurdering af en klients retsstilling. Dette gælder efter art. 6, stk. 3, uanset, om oplysningerne er fremkommet ”før, under eller efter retssagen”.
Denne sidstnævnte bestemmelse i art. 6, stk. 3, kan fortolkes på flere måder, siger EF-domstolen, og det følger af Domstolens faste praksis, at medlemslandene i sådanne tilfælde har pligt til at fortolke i overensstemmelse med EU-traktaten, herunder de grundlæggende menneskerettigheder.
Domstolen siger videre, at hvis medlemslandene fortolker bestemmelsen på en sådan måde, at advokater pålægges anmeldelsespligt i forbindelse med rådgivning om klienters retsstilling og i forbindelse med retssager, så vil det være i strid med menneskerettighederne. Men det kræver EU-reglerne netop ikke. Tværtimod, siger EF-domstolen. Reglerne i art. 6, stk. 3, lægger op til, at så snart en advokat bedes om assistance i forbindelse med en retssag, så skal hun/han undtages fra anmeldelsespligten. Denne fortolkning støttes af bemærkningen i direktivets præambel om, at det ikke er ”hensigtsmæssigt” at pålægge advokater anmeldelsespligt i sådanne tilfælde.
Dermed kan EF-domstolen konkludere, at hvis direktivets forskellige bestemmelser fortolkes i lyset af hinanden og i lyset af præamblen, så er det ikke i strid med retten til fair rettergang, således som denne rettighed kommer til udtryk i EMRK art. 6.

Manglende stillingtagen
EF-domstolens afgørelse er klar og vel på mange måder rimelig. Men det er værd at bide mærke i, at det i høj grad overlades til de nationale domstole at sikre menneskerettighederne, og at de belgiske advokater fortsat står tilbage med en række uløste spørgsmål og problemer.
For det første kan de belgiske advokater hævde, at der efter belgisk ret fortsat er tale om en ganske uklar sondring mellem tilfælde, hvor anmeldelsespligten gælder, og hvor den ikke gælder. De kan måske håbe på, at den belgiske domstol vil afhjælpe det problem.
For det andet bemærkes, at EF-domstolen ikke har taget stilling til, hvorvidt EU-reglerne om anmeldelsespligt generelt ødelægger fortrolighedsforholdet mellem klient og advokat. EF-domstolen siger blot, at reglerne ikke er i strid med retten til en fair rettergang.
For det tredje bemærkes, at EF-domstolens afgørelse er begrænset til at angå en bestemt rettighed, nemlig retten til en fair rettergang (EMRK’s art. 6). EF-domstolen indleder faktisk sin afgørelse med nogle bemærkninger om, at den alene skal vurdere de spørgsmål, som den nationale domstol har stillet. Og – siger EF-domstolen – den nationale domstol spørger alene om foreneligheden af direktivet med retten til fair rettergang, dvs. kun EMRK art. 6.
EF-domstolen tilføjer, at den dermed ikke skal vurdere, om reglerne er i overensstemmelse med f.eks. EMRK art. 8 om respekten for privatlivet. Det fremgår af generaladvokatens forslag, at denne bemærkning formentlig skyldes et ønske fra flere parter i sagen om, at EF-domstolen generelt tager stilling til, om EU-reglerne er i overensstemmelse med menneskerettighederne. Men det gør EF-domstolen altså ikke.

EF-domstolens afgørelse har nr. C-305/05.