Advokaten 7 - Advokat og EU-lobbyismens “Godfather”

Print Print
24-09-2007
Både EU-Kommissionen og advokaterne har fået EU’s kommende lobbyistregister galt i halsen, mener advokat og EU-lobbyist Stanley Crossick.

Af journalist Rikke Albrechtsen Foto: Lisa Marker

300-700 milliarder kroner. Det er sådan cirka, hvad Stanley Crossick sparede forsikringsbranchen for, hvis man skal tro det betydningsfulde ugemagasin The Economist, der har kåret det til den måske største lobby-bedrift i EU’s historie.
Den nu 72-årige brite, som går under navnet EU-lobbyismens Godfather, førte pennen bag en enkelt artikel i tillægsprotokollen til Maastricht-traktaten. Den artikel modificerer en artikel i Rom-traktaten, som efter en afsigelse ved EF-domstolen stod til at kunne tvinge EU’s forsikringsselskaber til at udligne forskellene i mænds og kvinders pensioner. Siden 1957.
Da Stanley Crossick sammen med to partnere åbnede sit pan-europæiske, multi-disciplinære advokatkontor i Bruxelles tilbage i 1978, blev det set som totalt halsløs gerning at ville fusionere almindelig advokatvirksomhed med lobbyarbejde. Især på et tidspunkt hvor lobbygerningen for mange europæere havde en bismag af fedtede pengesedler og lyssky virksomhed.
- Den første slags lobbyisme, jeg overhovedet bedrev, gik ud på at få Kommissionen til at bruge ordet lobbyisme. Jeg sagde til dem, at hvis I ikke bruger ordet, så er det det samme som at indrømme, at der er noget galt med det, siger Crossick.
I dag ses han som en af de absolutte pionerer for Bruxelles’ nu cirka 15.000 mand høje lobbyiststyrke. Og selv om han senere solgte sin advokatvirksomhed, blev han hængende i påvirkningsbranchen og grundlagde den succesfulde tænketank European Policy Centre (EPC), der prøver at forene business med politik ved først at skabe debat mellem de forskellige interesser i Europa og derpå formidle resultaterne til lovmagerne.
- Jeg er lobbyist af hjertet. Jeg vil have en indflydelse på, hvad der foregår, betalt eller ej, siger Crossick, der nu krydrer sit otium med en aktiv tilværelse som kommentator og analytiker.

Afgørende at være advokat
Det erklærede mål, han havde med i bagagen, da han flyttede fra London til Bruxelles, var at gøre advokaterne fra Washington D.C., lobbyismens hovedstad par excellence, kunsten efter og skabe en virksomhed, der både kunne levere advokatassistance ved virksomhedsfusioneringer og dumpingsager, kunne føre sager ved EF-domstolen og samtidig være påvirker og vagthund over for lovgiverne på kundernes vegne.
Få år efter havde han over halvdelen af virksomheder fra top-20 på Forbes’ Fortune 500-liste i kundekartoteket.
- Da jeg kom til Bruxelles, så de britiske advokatkontorer ned på os. Der var en holdning om, at advokater var advokater, og lobbyisme var under vores værdighed, siger Stanley Crossick.
Et standpunkt, som han selv er lodret uenig i.
- Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det at være en del af advokatstanden var fuldstændig afgørende for min egen karriere. For det første betød det meget for min anerkendelse i byen. For det andet er måden, en advokats hjerne er sat sammen på, ekstremt nyttig i lobbyismen, blandt andet fordi vi er vant til at skære et problem helt ind til benet, siger han.
- Gode advokater er per definition jo også gode fortalere for en sag. De har evnen til at føre en argumentation hele vejen igennem. Og så bruger advokater jo det meste af deres tid på at beskæftige sig med loven, hvilket gør, at de ved præcis, hvor vigtigt hvert enkelt ord er, siger Crossick, der dog understreger, at advokater til gengæld ofte ikke har samme politiske tæft som lobbyister med rod i andre professioner, netop fordi de har hovedet helt nede i paragrafferne og derfor måske ikke har det samme overblik og udsyn.
Men han mener, at det etiske regelsæt, der hører til gerningen, i høj grad udruster advokater til at bevæge sig i magtens korridorer.
- Advokater bliver partout nødt til at opføre sig etisk korrekt, ikke fordi de er moralsk overlegne, men fordi det kan koste dem deres levebrød, hvis de ikke er det. De to absolut vigtigste regler for en lobbyist er at kunne forvalte en tavshedspligt og samtidig undgå interessekonflikter. Det er det, advokater bliver betalt for til hverdag, siger Stanley Crossick.

Regulér aktiviteten – ikke personen
Netop frygten for at sætte tavshedspligten på spil har skabt skepsis i advokatkredse over for et nyt frivilligt lobbyistregister, som EU-Kommissionen er på vej med for at gøre det mere gennemsigtigt, hvem der forsøger at påvirke hvem i Bruxelles. Advokater frygter, at det kan sætte denne allerhelligste af advokatdyder under pres, hvis advokat-lobbyister tvinges til at afsløre, hvem de lobbyer for.
- Problemet er, at det er lobbyisten og ikke funktionen, der skal redegøres for, og det er der rigtig mange advokater, der kører op i en spids over. Men hvis det gik op for dem, at det kun er, når de lobbyer, at det vil gælde, så ville de indse, at det slet ikke er noget problem, forklarer Stanley Crossick. Han understreger, at advokater også må forstå, at de ikke kan regne med at kunne komme valsende ind i EU’s institutioner og øve indflydelse uden at nævne, på hvis vegne de taler.
- Gennemsigtighed er det allervigtigste for at lobbye på en etisk korrekt måde, så selvfølgelig skal den person, du taler med, vide, at du er i gang med at lobbye. Og selvfølgelig skal man også afsløre, hvem det er, man lobbyer for. Det bliver en advokat nødt til at sige til sin klient. Hvis man ikke kan sige det, når man bliver spurgt, så er man alligevel en nytteløs lobbyist, for så er der ingen, der vil lytte til én, siger han.
Men Stanley Crossick mener også, at Kommissionen har taget helt galt fat på problematikken ved at insistere på, at det er lobbyisterne, der skal reguleres, og ikke den dåd, de udfører.
- Der findes gode og dårlige lobbyister, ligesom der kan være ærlige og uærlige advokater. Og det er en grundlæggende fejl at prøve på at regulere dem. Det, Kommissionen burde gøre, var at regulere selve aktiviteten. Se på, om det arbejde, lobbyisten udfører, sker inden for lovens rammer, siger han.

De bedste argumenter vinder
Crossick mener for eksempel, at Kommissionen skyder langt over målet, når de beder lobbyister, der indskriver sig i det frivillige register, om at gøre rede for, ikke bare hvem der betaler lønnen for det lobbyarbejde, de udfører, men også hvor meget de tager sig betalt.
- Det er naivt, fordi lige netop dem, som man vil forsøge at fange med det, selvfølgelig ikke opgiver den information. Og det er snydelet at omgås reglerne. De kan jo bare vælge at skrive noget andet end lobbyvirksomhed på den regning, de sender til kunden, siger advokaten.
Han er godt klar over, at bilindustrien selvfølgelig har flere penge at kaste efter sine lobbyister, end “Kaninens Venner” eller andre perifere interesseorganisationer, der også ønsker at øve indflydelse. Men han mener ikke, at man kan bruge pengestrømme til at aflæse egentlige resultater.
- Et olieselskab kan jo poste lige så mange penge i en sag, som de vil, men hvis en organisation som Greenpeace har bedre argumenter, så er det dem, der bliver hørt, siger han.
- I stedet må man blive enige om et kodeks med de nødvendige etiske regler for lobbyisme, som at man ikke må bestikke nogen, og at man skal være ærlig – alle de indlysende ting. Men det kræver også en uafhængig klageinstans, så det kan blive håndhævet. Så har man ikke brug for love på området. Det skal det rene gruppepres og presset fra klienterne nok tage sig af. For hvis et advokatfirma eller en af dets advokater opfører sig uærligt, vil han ret hurtigt stå uden et job, og så vil han jo heller ikke kunne øve nogen indflydelse længere, siger Stanley Crossick.
Han mener, at Kommissionen har ladet sig skræmme af den ballade, der har rystet amerikansk politik, kronet af skandalen vedrørende superlobbyisten Jack Abramoff, der i øjeblikket afsoner fem år bag tremmer for underslæb og bestikkelse. Men der er nogle grundlæggende forskelle mellem lobby-scenen i EU-hovedkvarteret og “overthere”, påpeger Crossick. Nemlig at politikerne i USA er afhængige af at indsamle enorme summer sammen for at blive genvalgt. Dollars, der nogle gange kanaliseres gennem brodne kar blandt lobbyisterne.
- Pengene flyder ikke rundt i systemet på samme måde her, siger han.

Blå bog
Stanley Crossick er født i 1935. Begyndte sin advokatkarriere i London i 1959, hvor han praktiserede de næste 20 år med afstikkere til blandt andet Iran. Slog sig ned som advokat og lobbyist i Bruxelles i 1978 og ledede Belmont European Community Law Office sammen med David Edwards og Nicholas Ford, der begge senere rykkede til Luxembourg som dommere ved EF-Domstolen. Grundlagde senere European Policy Centre, en af Bruxelles’ førende EU-tænketanke.
Han er gift og har to børn.

Faktaboks:

EU-lobbyismen og åbenheden
Kommissionen har bebudet et nyt frivilligt lobbyistregister, hvor de opfordrer alle, der ønsker at påvirke lovgivningsprocessen, til at indskrive sig. Det sker som en del af et initiativ, der skal sikre gennemsigtighed i den måde, Kommissionen bliver påvirket på. Det har skabt store indvendinger både fra dem, der mener, at et frivilligt register ikke går langt nok, og fra dem, der mener, at Kommissionen går alt for langt, når de blandt andet beder lobbyisterne opgive, både hvor meget de tjener, og hvem der aflønner dem.
Et lignende register eksisterer allerede i EU-parlamentet, hvor lobbyister, der for eksempel ønsker at få et permanent adgangskort til bygningen, skal indskrive sig. Men det har vist sig, at kun en forsvindende lille del af de virksomheder, konsulenter, advokater, interesseorganisationer med flere, der plejer omgang med parlamentarikerne, benytter sig af dette.