Advokaten 6 - Man kan altid blive syg

Print Print
27-08-2007
Vi lever i en tid, hvor det i stigende grad belønnes at være et offer. Det er skidt for både de syge og skadelidte og for os andre. Sådan lyder påstanden fra sociolog Henrik Dahl, der fik sat gang i debatten blandt erstatningsadvokaterne i Kolding.

Af pressechef Pia Møller

En tsunami af offergørelse er skyllet ind over vores samfund i det 20. århundrede. Der er en stigende accept af, at mennesker gør sig selv til ofre og finder identitet i f.eks. deres sygdom, arbejdsskade, trafikskade. Det er en dårlig udvikling både for de mennesker, der er kommet ud for sygdom og ulykke, og alle os andre, mener sociologen Henrik Dahl, der sammen med professor og filosof Ole Thyssen har skrevet den provokerende debatbog “Krigeren, borgeren og taberen”.
- I velfærdssamfundet skal man jo bare have en attest, hvor der står “jeg kan ikke”, så åbner de offentlige kasser sig. At være taber eller offer er en moralsk position, som flere og flere indtager, sagde Henrik Dahl, da han talte ved erstatningsadvokaternes arrangement under Advokatdagene i Kolding.
- Som undervisere oplever vi, at flere og flere studerende klager over deres karakter. Man vil roses for selv middelmådige præstationer. Senest har jeg oplevet en gruppe studerende, der har klaget over et 11-tal.
Han nævner også Ungdomshuset som et eksempel på bølgen af offergørelse i samfundet.
- Her er der nogle unge, der synes, det er synd for dem, at de er tvunget til at smide lokummer i hovedet på politiet.
Nogle politikere har spurgt mig, hvad gør vi ved det her problem. Mit svar er: Start med at bekæmpe offermentaliteten blandt de stærke, f.eks. landbruget, hvor der er en udpræget offer- og tabermoral. Så kan alle se, at det ikke er de svage i samfundet, I er efter, men at I er ude efter et moralsk standpunkt.

Et futurum exactum samfund
Henrik Dahls relevante indspark til advokaterne på mødet var, at alt for mange mennesker søger tilflugt i deres skade, sygdom, diagnose osv. Og det kan ende med at arbejde direkte imod helbredelsen.
- Undersøgelser viser, at hvis man har dårlig ryg, bliver man hurtigere rask, hvis man bruger sin ryg så meget, man kan. Man hvis man har en diagnose, så tænker man typisk: “Jeg har jo en diagnose, så jeg kan ingenting.”
- Det kan godt være, at man med diagnosen får sin erstatning, men man får måske ikke sin helbredelse. Der er ingen tvivl om, at mange i vore dage flygter ind i sygdommen og bliver deres diagnose, sagde han og slog fast, at advokater har et ansvar i forhold til at påpege alvoren og faren ved det.
Forklaringen skal ifølge sociologen findes i det moderne samfunds grundvilkår. Det er fremtidsorienteret, mennesket skal skabe sig selv, og man orienterer sig efter, hvad man kan blive til i livet.
- På den måde lever vi et futurum exactum samfund, hvor der er stor risiko for ikke at blive til det, vi ønsker. Når det tingene ikke lykkes, så er der brug for nogle tilbagefaldspositioner. Og i vores moralske klima er det i dag legitimt at sige, at det var de andres skyld, at jeg ikke fik møderet for Højesteret eller blev højesteretsdommer, sagde Henrik Dahl.

Man har altid et valg
Sygdom er ifølge sociologen en af de mere og mere almindelige tilbagefaldspositioner.
- Hvis man ikke kan blive andet, kan man altid blive syg. Selvfølgelig skal vi have et system, hvor mennesker, der rammes af en arbejdsskade eller en trafikulykke, kan få udbetalt en erstatning. Og der skal være nogle objektive kriterier som f.eks. en diagnose. Men set fra psykologens, socialrådgiverens og nogle gange lægens synspunkt, kan det nogle gange være et problem med diagnosen, fordi det bliver en tilflugt.
Henrik Dahl mener, at der er en tendens til, at det er de relativt ressourcesvage i samfundet, der søger tilflugt og identitet i sygdom, men det handler også om psykologisk konstitution og selvværd, og det går på tværs af alle samfundslag.
- Du har altid et valg. Hvis du mister din hørelse, får et skitzofrent familiemedlem eller bliver ramt af alvorlig sygdom, så bestemmer du selv, om du vil flygte ind i diagnosen eller bare har diagnosen som en tilfældig egenskab. Vil du sige som det første sige til folk: “Jeg er hørehæmmet,” eller vil du sige: “Jeg er advokat – og vil I tale en ad gangen, så kan jeg bedre høre jer.”
Da Henrik Dahl og Ole Thyssen udgav deres debatbog i 2006, var der mange reaktioner på bogens skarpe synspunkter. Også blandt de advokater, der hørte Dahl i Kolding var der stor lyst til at debattere. Mange kunne genkende offergørelsen i samfundet, men samtidig var der også reaktioner imod sociologens meget håndfaste opgør med det. Som formanden for Faggruppen for Erstatnings- og Forsikringsret, Karsten Høj, sagde: “Der er måske nogle mennesker, som har bedre forudsætninger for at vælge end andre.”
- Der har været modstand mod bogen. Jeg forstår det egentlig ikke. Vi er jo helt nede og tale om menneskets grundlæggende syn på livet, og det synes jeg er værdifuldt at diskutere. Jeg vil gerne høre juristerne i den debat.
- Vores juridiske og politiske verden bygger på, at mennesket har et valg. Ellers ville det, I beskæftiger jer med være meningsløst. Hvis vi ikke havde et valg, hvad skulle vi så med et juridisk system, sagde Henrik Dahl.


Krigeren, borgeren og taberen
Ole Thyssen og Henrik Dahl opererer i deres bog med tre typer af moralske positioner i livet.

Krigeren: Sagsorienteret og meget saglig. Er villig til at sætte livet ind på noget, han eller hun tror på. Selvoptagethedens diametrale modsætning. Et produkt af det aristokratiske samfunds principper for anerkendelse af mod og dødsforagt.
Borgeren: Ekstremt sikkerhedsorienteret. Typen, der aldrig spiller for mere, end han eller hun har råd til at tabe. Bygger på det borgerlige samfunds principper for anerkendelse af kompetence og kalkulation.
Taberen: Ekstremt selvoptaget. Det er de andres skyld. Et produkt af velfærdssamfundets anerkendelse af inkompetence.

Bogen er udgivet på forlaget Gyldendal.