Advokaten 6 - Leder - Kvalitetsreform – også for retshjælpen

Print Print
27-08-2007
Af Advokatrådets formand Sys Rovsing

Er det værre at stå på venteliste til en hofteoperation end at føle sig retsløs? Det spørgsmål kunne man stille i lyset af regeringens initiativer til at sikre kvaliteten i den offentlige sektor. Det første har stor politisk bevågenhed og bliver inddraget i regeringens store kvalitetsreform. Men også de mennesker, der løber ind i konflikter, de ikke selv har ressourcer til at løse, har behov for sikker og kvalificeret hjælp.
Sæsonen for folketingsvalg nærmer sig, og samtidig hermed stiger den politiske vilje til at sikre kortere behandlingstider i sundhedssektoren og flere midler til ældreplejen. Senest er der med trepartsforhandlingerne afsat betydelige midler til at forbedre arbejdsvilkårene for de lavtlønnede i den offentlige sektor, som udfører et både hårdt og samfundsnyttigt arbejde. Det er alt sammen initiativer, som kalder på sympati hos brede vælgergrupper, og som de færreste kan have noget imod. Den politiske prioritering er forståelig nok, for vi kan alle blive ramt af sygdom, og gamle bliver mange af os.
Men også på andre områder kan livet blive svært, og vi kan få brug for hjælp fra det offentlige. Vi kan løbe panden imod en mur i en konflikt med f.eks. vores ægtefælle eller en offentlig myndighed og i den forbindelse har brug for hjælp til at få løst konflikten. Vi kan opleve, at en offentlig myndighed ikke lever op til de forestillinger, vi har om, at det offentlige skal hjælpe os, og måske endda i vores øjne forvandler sig fra en hjælper til en ressourcestærk modstander.
Nogle borgere har ikke selv ressourcer til at løse disse konflikter, og her skal den offentlige retshjælp træde til. Her kunne man godt ønske sig samme fokus på kvalitet og sikkerhed. som der er på andre højprofilerede områder. De advokater, som hjælper samfundets økonomisk svageste grupper med at få løst konflikter, oplever nemlig ikke, at retssikkerheden forbedres. Tværtimod bliver de borgere, der kan få offentlig retshjælp færre, og de områder, hvor ordningen kan anvendes, mere begrænsede. Dette skyldes både, at den nye bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokat i sig selv er udtryk for en stramning af praksis, men også at retterne udøver en betydelig nidkærhed i administrationen af retshjælpsordningerne.
Et eksempel fra det virkelige liv. En borger på Frederiksberg havde problemer med samværsretten med sit barn og gik derfor til advokat. Advokaten holdt et møde med sin klient og rettede på dette grundlag henvendelse til statsforvaltningen. Da klienten opfyldte de økonomiske betingelser, søgte advokaten sit honorar delvist dækket af den offentlige retshjælp, men fik afslag, idet retten lagde til grund, at vejledning om samvær kan søges hos statsforvaltningen. På papiret er det rigtigt nok. Problemet er dog, at ikke alle borgere vil finde det naturligt, eller for den sags skyld betryggende, at skulle søge bistand og vejledning hos den selv samme myndighed, som har kompetencen til at træffe afgørelse i sagen. I situationer som denne har man behov for at have sin egen fortrolige rådgiver.
Måske tror nogle, at advokaten høster guld og grønne skove på retshjælpsordninger. Det er helt forkert. De allerfleste advokater, der påtager sig disse sager, opfatter det som en samfundspligt og ikke et forretningsområde – og det er fuldt forståeligt, når man ser på de honorarer, der betales.
Kvalitet i den offentlige sektor omfatter også let adgang til juridisk bistand. Det er væsentligt, at man husker så vigtigt et område som retshjælp til de borgere, der ikke selv har ressourcerne til at løse problemer og konflikter af juridisk karakter. Og når borgerens konflikt er med det offentlige selv, bør forpligtelsen til at yde hjælp være endnu større.
Hvor meget ville det mon koste at sikre de borgere, som ikke selv har råd til at betale for uafhængig advokatbistand, når de skal have en væsentlig tvist afgjort af en forvaltningsmyndighed? Det er et område, hvor man med relativt små midler kan forbedre kvaliteten for en gruppe borgere i samfundet, der virkelig har brug for det.