Advokaten 6 - Efter Ungdomshuset -en foreløbig status

Print Print
27-08-2007
Højesterets afgørelse i seks sager i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset er en sejr for retssikkerheden. Højesteret har slået fast, at domstolene som led i kontrollen med varetægtsfængslinger skal se på sagerne konkret og individuelt, når de vurderer mistankegrundlaget og faren for gentagelse.

Af Hanne Rahbæk, advokat og medlem af Advokatrådet

Rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej den 1. marts 2007 satte retssystemet under et usædvanligt pres. Fra den 1. til den 11. marts 2007 blev der anholdt knapt 800 personer. I perioden fra den 1. til den 4. marts 2007 blev der i dommervagten i København fremstillet 225 personer med tilknytning til urolighederne i grundlovsforhør. Af de fremstillede blev ca. 200 varetægtsfængslet enten af byretten eller af Østre Landsret.
Sagerne bestod dels af en række enkeltsager, som – bortset fra deres antal – ikke afveg væsentligt fra det, som kendes ved vanlige fremstillinger i grundlovsforhør. Som noget usædvanligt blev retten tillige præsenteret for masseanholdelser, hvor en række personer var blevet anholdt samlet. I disse sager blev de anholdte typisk fremstillet for dommeren fire ad gangen. Anholdelsesgrundlaget bestod i forhold til hele gruppen af det samme rapportmateriale. Der var typisk ikke i rapportmaterialet gjort individualiserede iagttagelser vedrørende den enkelte anholdte.
Når dommeren havde konstateret et mistankegrundlag, blev langt de fleste fængslinger begrundet med faren for gentagelse. Denne begrundelse blev anført enslydende, uanset om den anholdte var en 35-årig bibliotekar med fast arbejde eller en 15-årig kernebruger af Ungdomshuset.
Der var blandt mange af de deltagende forsvarere en frustration over, at der skete fængsling på baggrund af de summariske politirapporter, ligesom også gentagelsesfaren i flere tilfælde syntes til at overskue. Procesbevillingsnævnet blev derfor flittigt ansøgt om tilladelse til at indbringe grundlaget for iværksættelse af varetægtsfængsling for Højesteret som tredjeinstans. Der blev meddelt tilladelse i seks af disse sager.

De seks sager
Højesteret behandlede de seks sager sammen og afsagde den 13. juni 2007 en kendelse, der udtalte sig principielt om mistankegrundlaget ved masseanholdelser, om gentagelsesfare og om begrundelser. Jeg vil gennemgå disse punkter nedenfor, men her følger dog først en kort præsentation af de enkelte sager.
Tre af de sigtede blev anholdt på Nørrebrogade den 1. marts 2007. To unge havde deltaget forrest i en demonstration. Den tredje var en italiensk forskningsingeniør, som af nysgerrighed var taget til Nørrebrogade, hvor han ifølge sin forklaring havde iagttaget begivenhederne fra fortovet. Efter opløsning af demonstrationen gik den i stå overfor politiets opstilling. Der blev kastet sten mod politiet fra den forreste del af demonstrationen. Politiet trak sig herefter lidt tilbage for at gennemføre en knibtangsmanøvre med anholdelse af ca. 45 personer til følge.
De to unge blev varetægtsfængslet både i Københavns Byret og Østre Landsret. Disse afgørelser blev stadfæstet af Højesteret. Sagen vil blive omtalt nærmere i forbindelse med spørgsmålet om gentagelsesfare.
Den italienske forsker blev løsladt af byretten, men fængslet af Østre Landsret. Højesteret fandt, at der ikke burde være truffet beslutning om varetægtsfængsling af italieneren. Højesteret udtalte sig i sagen om mistankegrundlaget ved generelt udformede politirapporter samt om begrundelse af afgørelser.
To af de resterende sager vedrørte en masseanholdelse den 3. marts 2007, hvor 30 – 50 personer var forsamlet omkring en antændt barrikade i Prinsesse Charlottes Gade ved Fyensgade. Der blev ligeledes kastet med sten mod politiet. Politiet ville omringe de pågældende, som undløb i alle retninger. Politipersonale eftersatte de flygtende og ni personer blev anholdt i Fyensgade. Tre personer blev anholdt i porte/gårde ud til Fyensgade. Sagerne for Højesteret omhandlede en mand anholdt i Fyensgade og en kvinde anholdt i en port ud til Fyensgade.
Manden forklarede ved fremstillingen i dommervagten, at han sammen med en kammerat fra Nørrebro var på bar. De var ude for at købe cigaretter og havde spist en shawarma, inden de på cykel var på vej tilbage til baren. De blev anholdt i Fyensgade, hvor de havde stillet cyklerne for at se på et bål. For landsretten var der skaffet dokumentation for, at manden ca. en halv time før anholdelsen havde anvendt sit dankort i en shawarmabar på Nørrebrogade.
Kvinden forklarede, at hun gik på Nørrebrogade, da der pludselig kom meget politi. Hun gemte sig i mere end 20 minutter i den port, hvor hun blev anholdt.
Både kvinden og manden blev varetægtsfængslet i by- og landsret. Afgørelsen blev med dissens i Højesteret omgjort for mandens vedkommende. Denne sag vil blive omtalt nærmere i forbindelse med mistankegrundlag og gentagelsesfare.
Den sidste sag omhandlede en faglært håndværker, som efter en middag var på vej videre i byen i beruset tilstand. På Nørrebrogade kastede han en afmærkningspæl mod et i forvejen anlagt bål. Han blev anholdt umiddelbart efter. Han erkendte at have kastet pælen.
I byretten blev den pågældende løsladt. Han blev tre dage efter fængslet, da Østre Landsret havde omgjort byrettens afgørelse. Sagen omhandlede for Højesteret alene spørgsmålet om gentagelsesfare.

Mistankegrundlag og masseanholdelser
I sagerne med masseanholdelser – altså i fem af de seks sager – tog Højesteret nøje stilling til de oplysninger, som blev tilvejebragt til brug for grundlovsfremstillingen. Dette gav i tre af sagerne anledning til særlige bemærkninger.
Ved fremstillingen af den italienske forsker blev dokumenteret en politirapport, hvorefter anholdelsen vedrørte ”ca. 45-50 personer, der alle havde deltaget aktivt i at kaste sten mod politiet.” Højesteret konstaterede imidlertid, at det af en videooptagelse fremgik, at der på fortovet passerede fodgængere forbi politiets køretøjer, og at der under politiets tilbagetrækning stod en række personer passivt op mod muren ind mod kirkegården.
Højesteret afvejede den summariske politirapport mod italienerens detaljerede forklaring, som blev understøttet af kendte oplysninger om de faktiske forhold på stedet. Højesteret tiltrådte på den baggrund, at der ikke forelå en begrundet mistanke i forhold til den pågældende.
I forhold til de to sigtede, som blev anholdt i Fyensgade blev dokumenteret tre politirapporter, som gengav forskellige lederes beskrivelse af masseanholdelserne. Rapporterne var relativt summariske, idet der blev beskrevet en større gruppe uromagere på ca. 50 mennesker (i en anden rapport 20 – 30 personer) omkring det område, hvor den brændende barrikade befandt sig. Beskrivelserne af anholdelserne efterlod ikke nogen tvivl om, at de 12 anholdte udgjorde en del af den oprindelige gruppe af uromagere. En del af de dokumenterede afhøringer var foretaget telefonisk, ligesom en del af dem hverken var gennemlæst eller underskrevet.
I anden halvdel af marts måned blev der foretaget genafhøring af de pågældende ledere, ligesom der blev foretaget afhøring af yderlige polititjenestemænd, som havde deltaget i anholdelsen. Det fremgik på dette tidspunkt, at ingen af de afhørte nu med sikkerhed kunne sig, at de 12 anholdte havde deltaget i urolighederne.
Højesteret udtalte samlet om mistankegrundlaget, at de oprindeligt udformede politirapporter ville udgøre et fornødent mistankegrundlag for de personer, som indgik i den gruppe, der havde bemandet den brændende barrikade i Prinsesse Charlottesgade.
Højesteret fastslog herefter, at det ved domstolenes kontrol i en sag, hvor sondringen mellem deltager og tilskuere er af afgørende betydning, må haves for øje, om en tilskuer fejlagtigt er anset som eller forvekslet med en deltager. I forhold til den unge mand fandt et flertal på fire af Højesterets dommere, at der var en sådan mulighed for, at hans forklaring var rigtig, at en nærmere belysning af politiets observationer måtte anses for påkrævet for afgørelse af spørgsmålet om varetægtsfængsling. Dette flertal fandt herefter ikke, at der havde været grundlag for at varetægtsfængsle.
Relativt usædvanligt benytter Højesterets flertal lejligheden til at understrege betydningen af kontrol fra domstolenes side, da de senere politirapporter viste, at de pågældende betjente ikke kunne sige, at det var netop de anholdte, som deltog i de pågældende ulovligheder.
Da betjentene blev genafhørt i marts var de fleste arrestanter løsladt af politiet. Oplysningerne om, at de ikke kunne udpeges som uromagere, blev derfor ikke til glæde for de arrestanter, som kom til at tilbringe godt en uge som varetægtsarrestanter.
Højesterets kendelse foreskriver, at domstolene som led i kontrollen med varetægtsfængslinger skal forholde sig konkret og individuelt til det forelagte rapportmateriale, og foretage en nøje prøvelse af dette ved vurderingen af mistankegrundlaget. Kendelsen har på dette punkt betydning generelt for domstolenes kontrol med fængslinger, navnlig når det anvendte rapportmateriale ikke indeholder en individuel beskrivelse af de foretagne observationer.
Det bør nævnes, at Københavns Politi allerede har noteret sig dette, og har lovet at politirapporter vedrørende voldelige begivenheder fremover skal være mere præcise.

Vurdering af gentagelsesfare
Både Københavns Byret og Østre Landsret anvendte i et meget stort antal sager følgende begrundelse for, at betingelsen om gentagelsesfare var opfyldt.
”Under hensyn til den nuværende anspændte situation efter rydningen af Ungdomshuset og forventede demonstrationer, findes der bestemte grunde til at frygte, at anholdte på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet”.
By- og landsret statuerede således gentagelsesfare ud fra en vurdering af, at der var forventede demonstrationer, men uden at inddrage individuelle forhold, som kunne henføres til den enkelte, f.eks. ved henvisning til forstraffe, verserende sigtelser eller måske en nærmere tilknytning til Ungdomshuset. Vurderingen var begrundet i ydre omstændigheder og ikke den enkeltes forhold.
Bestemmelsen er tidligere tolket i stil med dette i forbindelse med aktivist-uroligheder i København. Advokat Elsebeth Rasmussen har levende beskrevet varetægtsfængslingerne i 1980 i forbindelse med nedlæggelse af byggelegepladsen ”Byggeren” samt fængslingerne efter uroligheder i forbindelse med EU-afstemningen i 1993, hvor der på Skt. Hans Torv på Nørrebro blev afgivet skud mod demonstranterne (U1980B.220 og Medd. 97/1993).
Højesteret fastslog, at det ikke er udelukket at statuere gentagelsesfare, selv om den pågældende ikke tidligere er straffet. Højesteret konstaterede, at bestemmelsen giver hjemmel til varetægtsfængsling, hvis mistankegrundlaget er i orden, hvis urolighederne ikke kan anses for ophørt og hvis ”den sigtedes forhold gør det nærliggende at antage, at den pågældende fortsat vil deltage i urolighederne.”
Højesteret fandt, at de to unge fra demonstrationen på Nørrebrogade havde deltaget på grund af sympati for Ungdomshuset. Da de øvrige opregnede betingelser var opfyldt, fandt Højesteret, at der var bestemte grunde til at frygte, at de pågældende på fri fod ville begå ny ligeartet kriminalitet.
Højesteret mente derimod ikke betingelsen var opfyldt for den faglærte håndværker, idet der ikke var fremkommet oplysninger, som forbandt ham til Ungdomshuset. Hans handlinger indskrænkede sig til en tilfældig, enkeltstående handling begået under omstændigheder, som han afgav forklaring om.
Om den unge mand fra Fyensgade udtalte en af de tre dommere, som havde fundet mistankegrundlaget opfyldt, at der ikke efter oplysningerne om den pågældendes færden forud for urolighederne, samt i oplysningerne om hans person i øvrigt var bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod ville begå ny kriminalitet.
Denne dissens understreger, at Højesterets dommere også i forhold til spørgsmålet om gentagelsesfare har foretaget en konkret og individuel vurdering af den enkeltes deltagelse i det samlede forløb og forhold i øvrigt.
Højesterets afgørelse er på dette punkt et brud med den hidtidige praksis, hvor aktivistprægede uroligheder i flere tilfælde har ført til såkaldt ”afkølingsarrest”, indtil der atter var ro i byen, uden at tage hensyn til de pågældendes personlige forhold. Det kan næppe antages, at Højesterets afgørelse vil ændre på praksis for varetægtsfængsling i andre situationer, f.eks. uroligheder efter fodboldkampe og lignende. Der er her typisk tale om enkeltstående begivenheder, hvor anledningen til urolighederne forsvinder efter det pågældende arrangement.

Krav om begrundelse
I forhold til den italienske forskningsingeniør bemærkede Højesteret, at landsrettens konklusion om gentagelsesfare burde have indeholdt en begrundelse som foreskrevet i retsplejeloven. Højesteret har tidligere fastslået, at en manglende overholdelse af begrundelseskravet ikke betyder, at den pågældende afgørelse er ugyldig.
En udførlig begrundelse for den trufne afgørelse anses imidlertid traditionelt som en retssikkerhedsgaranti, idet kravet om begrundelse er med til at sikre rigtigheden af den trufne afgørelse. Et skærpet begrundelseskrav er blandt andet anvendt i de seneste bestræbelser på at begrænse brugen af varetægtsfængsling i isolation. Kravet om begrundelse er da også fastslået i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Manglende begrundelse kan medføre krav om kompensation.

Generelt har Højesterets afgørelse bidraget til klarhed over betingelserne for varetægtsfængsling, herunder domstolenes kontrol med varetægtsgrundlaget, ligesom afgørelsen på sigt kan være med til at sikre udarbejdelsen af gode politirapporter. Jeg kan derfor kun tilslutte mig den kollega, som udtalte, at Højesterets kendelse er en sejr for retssikkerheden.


Fakta

Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2
”§ 762. En sigtet kan varetægtsfængsles, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og
1) ……
2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den forannævnte beskaffenhed, eller
3)…..”


Retsplejelovens § 764, stk. 4
”Stk. 4. ….
Varetægtsfængsles sigtede, anføres i kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt. ……”


Højesterets dom af 2. februar 1996 – UfR 1996.639)
Højesteret fastslog i ovennævnte afgørelse, at det var et krav for domfældelse efter straffelovens § 134 a, ” at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet.”

Højesteret om gentagelsesrisiko
Bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr, 2, om gentagelsesfare må efter sin ordlyd, formål og forarbejder forstås således, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse ikke er udelukket, selvom den sigtede ikke er tidligere straffet. Når der er begrundet mistanke om overtrædelse af straffelovens § 134 a ved deltagelse i uroligheder og optøjer, som udspringer af, at en gruppe af bestemte personer har et fælles aktionsformål, som der er villige til at fremme gennem ulovlige midler, er der således i nr. 2 hjemmel til varetægtsfængsling af personer, som er en del af gruppen, eller som ved deres deltagelse i ulovlighederne må anses at have solidariseret som med den, hvis urolighederne ikke kan anses for ophørt, og den sigtedes forhold gør det nærliggende at antage, at den pågældende fortsat vil deltage i urolighederne.”