Advokaten 5 - Retsbistand i terrorens tid

Print Print
25-06-2007
Når der i terrorens tegn sker en nedprioritering af århundredegamle retssikkerhedsgarantier, har det globale konsekvenser i forhold til den internationale retsbistand.

Af Christian Åhlund, direktør i organisationen International Legal Assistance Consortium (ILAC)

”Der er ingen lovfæstet grænse for, hvor længe en fange kan frihedsberøves uden mulighed for kontakt til omverdenen eller en retslig prøvelse af grundene til frihedsberøvelsen. I tiden efter pågribelsen holdes mange fanger isolerede uden mulighed for kontakt med advokat eller pårørende.”

Dette er et citat fra det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport om menneskerettighederne i 2006. Citatet er taget fra afsnittet om Iran, men gælder også USA selv. I oktober 2006 vedtog den amerikanske kongres den såkaldte Military Commissions Act, som blandt andet afskaffer habeas corpus, dvs. retten til af få prøvet en frihedsberøvelse ved en domstol. Bliver man pågrebet på baggrund af en mistanke om, at man er en såkaldt ”unlawful enemy combatant”, har man i følge den nye lov ikke længere nogen mulighed for en retslig prøvning af grundene til pågribelsen. Man ved heller ikke hvornår – eller om – man nogensinde bliver tiltalt og stillet for en domstol. Og nogen grænse for hvor længe, man kan tilbageholdes, findes der ikke.
2000-tallets terrorisme – og kampen mod den – har allerede fået ødelæggende juridiske konsekvenser. Århundredgamle retssikkerhedsgarantier, som princippet om habeas corpus, der siges at gå tilbage til Magna Carta i 1215, er ikke længere selvindlysende. I kampen mod terrorismen har man indledt en gradvis nedprioritering af retsstaten. Og konsekvenserne bliver globale.

Rule of law og velstand hænger sammen
Efter den kolde krigs afslutning har såkaldt retsbistand udgjort en større og større del af den almene internationale udviklingsbistand. Udgangspunktet har været ideen om, at en varig udvikling ikke kan ske uden en demokratisk institution, et nogenlunde velfungerende retsvæsen og love, som regulerer samfundsfunktioner og erhvervslivet.
Målet for denne type af udviklingsbistand har været at skabe the rule of law. Bistandsgivere har i en større og større udstrækning stillet ressourcer til rådighed for at stifte love, bygge domstole og uddanne dommere, anklagere og advokater. I mange tilfælde har traditionel bestand til og med været betinget af fremskridt inden for demokratiske reformer og respekten for menneskerettighederne.
De normer, som har styret indholdet af denne form for bistand, har hovedsageligt været FN’s regler om menneskelige og politiske rettigheder og dels den liberale markedsøkonomis principper. Tanken bag har været, at hvis vi kan hjælpe med at løfte standarden på udviklingslandenes retslige system tættere på vores eget niveau – og hvis vores bistand kan hjælpe med at stimulere fremvæksten af demokratiske, åbne samfund med en markedsøkonomi – så kommer det både til at forbedre menneskers livskvalitet og fremme den globale økonomiske tilvækst. Markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder er blevet håndteret som dele af samme system, og hele systemet er blevet solgt hovedsageligt ved hjælp af det gode eksempels magt, så det for modtagerlandene er tydeligt, at der er en sammenhæng mellem rule of law og velstanden i de rige bidragslande.
I årene omkring århundredskiftet nåede denne tiltro til de gode effekter af demokratiske og retslige reformer sit højdepunkt hos både givere og modtagere.

Guantanamo er et symbol
Den 11. september 2001 blev denne trend imidlertid brudt. Reaktionen på terrorangrebene i New York og Washington har både i USA og mange andre lande ført til alvorlige indskrænkninger i menneskerettigheder og rule of law.
Når man i USA har ligestillet kampen mod terrorisme med en krigstilstand, har man i realiteten underkendt det regulære retssystem som et anvendeligt værktøj mod denne type af særlig alvorlig kriminalitet. I stedet har man indført en summarisk prøvning som helt og holdent håndteres af militæret, og, som det fremgår af indledningen, på opsigtsvækkende vis tilsidesætter grundlæggende retssikkerhedskrav.
USA’s kombinerede militærbase og fængsel på Guantanamo-basen på Cuba er blevet et symbol for dette system, som også er kommet til at blive forbundet med tortur og ydmygende behandling af de indsatte.
Af de vestlige demokratier er USA hidtil det land, hvor kampen mod terrorismen har medført de alvorligste indskrænkninger i rule of law, men omfattende begrænsninger er også allerede gennemført eller på vej til at blive gennemført i mange andre lande. For eksempel har Sverige en immigrations- og terroristlovgivning, som ikke opfylder grundlæggende krav til retssikkerhed og due process. Stærke kræfter i den svenske rigsdag arbejder nu for at give militæret ret til at overvåge al tele- og e-mail-trafik. Et andet lovforslag i samme retning går ud på, at det svenske politi skal have ret til at udføre aflytning af individer, som ikke er mistænkt for nogen lovovertrædelse.

Det gode eksempels magt forsvinder
Nedprioriteringen af rule of law er også mærkbar internationalt. Både FN og EU bidrager. Et af de tydeligste eksempler på dette er, hvordan EU-Kommissionen i en forordning 12. november 2001 besluttede at spærre al økonomisk adgang for 46 juridiske personer og 16 individer, som blev anført i en liste i forordningen. Spærrelisten var hentet fra en liste, som FN’s Taliban Sanctions Committee havde oprettet 9. november 2001. Sanktionskomitéen havde til gengæld fået denne liste af USA’s regering, som oprettede listen – ikke på grund af mistanke om lovovertrædelser, men udelukkende med forebyggende sigte.
En forordning fra EU-Kommissionen bliver til bindende og direkte virkende lov i alle medlemslande, når den er blevet publiceret i Official Journal of the European Communities. For den her nævnte forordning skete det den 13. november 2001. Personerne på listen blev frataget rådigheden over deres aktiver og blev udpeget som associerede med al-Qaeda uden at få mulighed for juridisk prøvning. Gennem de snart seks år, som siden er gået, er visse individer og organisationer blevet fjernet fra listen igen, mens andre er kommet til. Principielt juridisk er situationen uforandret.
Med den udvikling, som er i gang, risikerer vi at berøve os selv for grundlæggende rettigheder, som det har taget generationer at opbygge, og som kan være meget svære at genskabe. Men konsekvenserne kommer ikke bare til at ramme os. Udsatte grupper i udviklingslandene kommer også til at bære følgerne af, at vi afhænder de grundlæggende retssikkerhedsgarantier. Det gode eksempels magt, som hidtil har været den måske mest effektive faktor ved eksporten af rule of law, er allerede i stor udstrækning ødelagt, når behandlingen af fangerne på Guantanamo er den samme som i Iran.

Vigtig rolle for Skandinavien
De, der arbejder med international retsbistand, kan allerede se de negative konsekvenser af den påbegyndte ophævelse af retsstatens principper. Og det er naturligvis helt logisk: Hvorfor skulle regimer, som også oplever at blive truet fra forskellige sider, pålægge sig selv mere vidtgående legale restriktioner og give sine medborgere mere vidtstrakte juridiske rettigheder end de rige og udviklede lande? Hvorfor skulle de bruge ressourcer på komplicerede og dyre juridiske systemer, når de har et politikorps og hær, som allerede har effektive og billige metoder til at tage hånd om dem, som truer samfundets stabilitet?
Det mest opsigtsvækkende eksempel på denne udvikling er Rusland, som taknemmeligt har opfanget signalerne fra vesten og i terrorbekæmpelsens navn anvendt stadig hårdere metoder mod det nationalistiske oprør i Tjetjenien.
For de i Skandinavien, som arbejder med retsbistand, ser det trods alt ikke helt sort ud: I en situation, hvor de store og ressourcekraftige aktører i stor udstrækning har tabt deres legitimitet og lederrolle, kan Skandinaviens rolle blive vigtigere. Vores synder mod rule of law på hjemmeplan er ikke irreversible og vores rygte er stadig godt. Vi har desuden fordelen af ikke at blive forbundet med nogen skjult dagsorden og få sat spørgsmålstegn ved vores motiver.
Inden for rammerne af International Legal Assistance Consortium (ILAC), der har base i Stockholm, samarbejder de finske, norske og svenske advokatsamfund allerede i forskellige internationale retsbistandsprojekter med andre advokat- og juristorganisationer rundt omkring i verden. I takt med at andre aktører abdicerer, moralsk eller faktisk, øges efterspørgslen på vores tjenester.
Hvis også danskerne deltog, kunne vi forstærke vores skandinaviske identitet og professionelle kompetence yderligere og dermed øge vores muligheder for at fremme retsstatens principper i fattige og konfliktramte lande.

Faktaboks

ILAC
International Legal Assistance Constortium – ILAC – opstod i kølvandet på en række internationale konferencer om udviklingsbistand inden for retsvæsenet i årene 1997-2000. I 2001 blev ILAC registereret som en non-profit organisation under svensk lov, og i 2002 åbnede den sit hovedkvarter i Stockholm.
Formålet med ILAC er at gøre den internationale retsbistand mere effektiv og nyttig igennem globalt samarbejde.
Blandt medlemmerne er en lang række landes advokatorganisationer, bl.a. American Bar Association, Law Society of England and Wales, Arab Lawyers Union, Pan African Lawyers Union og de norske, svenske og finske advokatsamfund. Advokatsamfundet i Danmark er indtil videre ikke medlem af organisationen.