Advokaten 5 - Bekendtgørelse begrænser retshjælpen

Print Print
25-06-2007
Den nye bekendtgørelse om retshjælp har ført til markante stramninger, så det er blevet sværere at få offentlig retshjælp ved advokat

Af afdelingschef Rasmus Møller Madsen, sekretariatet

Den 1. januar 2007 trådte en ny bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokat i kraft. Advokatsamfundet har siden modtaget en del henvendelser fra advokater, der oplever, at retterne har skærpet betingelserne for retshjælp ganske betydeligt.

Anvendelsesområdet indsnævret
Efter de hidtidige regler kunne der ydes retshjælp i alle sager undtagen de sagstyper, der udtømmende var opregnet i bekendtgørelsen. Efter bekendtgørelsen faldt straffesager, erhvervssager og gældssaneringssager uden for retshjælpsordningen. Endvidere fremgik det, at følgende sager faldt udenfor, (§ 6, stk. 3, nr. 4 i bekendtgørelse nr. 1140 af 13. december 2002 med senere ændringer):
”4) sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed, såfremt det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden.”
I det nye regelsæt, der fremgår direkte af retsplejelovens § 323, stk. 4, nr. 4, er denne undtagelse formuleret sådan:

”4) sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender.”

Som det fremgår, er skønsbeføjelsen i den hidtidige regel nu fjernet, og der gives nu ikke retshjælp til sager, der “angår” eller er “under behandling” ved et privat klage- eller ankenævn.
Flere retter fortolker ændringen sådan, at sager der angår eller behandles ved en offentlig myndighed ikke kan udløse retshjælp, medmindre der er tale om retshjælp til at klage over en forvaltningsafgørelse. Dette er en væsentlig ændring, der betyder, at der ikke kan ydes retshjælp til udfyldelse af ansøgninger til offentlige myndigheder, formulering af breve til offentlige myndigheder mv. F.eks. kan der ikke ydes retshjælp til indsendelse af separationsanmodning, anmodning om sociale ydelser mv.
Endvidere fortolkes de nye regler sådan, at sager, der vil kunne indbringes for et godkendt klagenævn falder helt uden for ordningen. En sag om mangler ved en brugsgenstand vil typisk kunne indbringes for Forbrugerklagenævnet. Dermed falder sagen efter flere retters fortolkning uden for ordningen.
Denne fortolkning er imidlertid ikke i overensstemmelse med Retsplejerådets intention og lovens forarbejder. Retsplejerådet ønskede præciseret, at der ikke kan ydes retshjælp til sager, der verserer ved et godkendt klagenævn. Retsplejerådet anfører således på side 344 i betænkningen, at der fortsat bør kunne ydes advokatretshjælp til at indgive en klage til f.eks. Forbrugerklagenævnet, men at der ikke skal kunne ydes advokatretshjælp, når sagen er indbragt og verserer ved Forbrugerklagenævnet.
Imidlertid formulerede Retsplejerådet denne ændring på en sådan måde, at det nu rent sprogligt fremtræder sådan, at sager, der angår et privat klage- eller ankenævn ikke kan udløse retshjælp. Det har i praksis betydet, at nogle retter nu afviser anmodninger om retshjælp til indgivelse af klager til diverse godkendte klagenævn, f.eks. klager over mangler i et forbrugerkøb mv.
Denne praksis er ikke i overensstemmelse med lovens forarbejder. Det fremgår således af Justitsministeriets svar på spørgsmål 16 til lovforslaget bag de nye regler, at “der efter lovforslaget fortsat gives advokatretshjælp til indbringelse af en klage for et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender,” hvorimod der ikke gives retshjælp til selve sagsførelsen for det pågældende nævn.

Retshjælp er ikke starthjælp
Efter de hidtidige regler var der usikkerhed om, hvorvidt det var en betingelse for at opnå tilskud efter retshjælpsreglerne, at det samlede advokathonorar for den ydede retshjælp kunne holdes inden for bekendtgørelsens maksimumsdækning. Det var således usikkert, om der kunne opnås et tilskud på 800 kr. i almindelig retshjælp (nu trin 2) i en sag, hvor advokaten på forhånd kunne se, at den samlede regning væsentligt ville overstige 800 kr.
Med de nye regler er det nu fastslået, at retshjælp ikke er starthjælp. Det betyder, at advokaten på forhånd må vurdere, om den nødvendige rådgivning kan holdes inden for beløbsrammerne. Såfremt dette ikke er tilfældet, skal advokaten afslå at yde retshjælp. Det betyder, at klienter, der har brug for rådgivning til f.eks. 3.000 kr. ikke kan få tilskud, hvorimod klienter, der har brug for rådgivning til 840 kr. kan opnå et tilskud på 630 kr.
Ved en række embeder har man hidtil administreret ordningen sådan, at der var tale om starthjælp, så der kunne ydes retshjælp også til klienter, der havde behov for mere omfattende rådgivning. Fra et praktisk synspunkt har denne ændring navnlig betydning i sager, der beløbsmæssigt ligger lige uden for retshjælpens anvendelsesområde. Det gør formentlig ikke nogen væsentlig forskel i relation til “access to justice”, om en person modtager offentlig retshjælp med indtil 1.590 kr. (det samlede offentlige nettotilskud på trin 2 og 3) i en sag, hvor advokatens honorar udgør 10-15.000 kr., idet det under alle omstændigheder vil være vanskeligt at betale et sådant beløb for en person, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. Derimod vil det muligvis kunne have en væsentlig betydning at modtage 1.590 kr. hvis den samlede regning udgør f.eks. 3.500 kr.
Advokatrådet påpegede under høringsfasen, at reglen burde fastsættes som en regel om starthjælp. Endvidere påpegede rådet, at regeringen burde følge Retsplejerådets forslag om at forhøje retshjælpsbeløbene fra 800 kr. (trin 1) til 1.500 kr. og fra 1.830 kr. til 3.000 kr. (trin 2). De nævnte beløb havde ikke været forhøjet siden 1995, henholdsvis 1988. Havde regeringen fulgt Retsplejerådets forslag om forhøjelse og i øvrigt accepteret, at der kunne retshjælp som starthjælp, ville ordningens betydning for de laveste indkomstgrupper formentlig have været væsentlig større end tilfældet er i dag.
Advokatrådet påpegede desuden, at der ikke er hjemmel til at stille krav om, at retshjælp ikke må være starthjælp. Efter retsplejelovens § 323 har personer, der opfylder betingelserne for fri proces, krav på advokatretshjælp. Lovforslaget indeholder hjemmel til, at der kan udstedes en bekendtgørelse, der nærmere regulerer ordningen med retshjælp ved advokat, men der ses ikke i lovforslaget at være sikker hjemmel til yderligere at begrænse anvendelsesområdet udover de krav, der fremgår direkte af § 323.
I praksis har den nye afgrænsning betydet væsentlige ændringer i nogle retskredse. Tidligere blev ordningen nemlig administreret, så der kunne ydes retshjælp som starthjælp. Der var således ikke enighed mellem retterne om, hvordan de hidtidige regler skulle administreres. Derfor vil de nye regler nogle steder betyde mærkbare praksisændringer.

Ensartet praksis efterlyses
Advokatrådet har forelagt de nævnte problemer for Domstolsstyrelsen med henblik på om muligt at opnå en ensartet praksis på området. Advokatrådet har bl.a. foreslået, at der udarbejdes en vejledning til retterne, som nærmere beskriver reglerne. Afgørelser efter bekendtgørelsen kan hverken indbringes for andre administrative organer eller appelleres til landsretten. Derfor ville det være en væsentlig forbedring, hvis domstolene kunne sikre ensartet praksis ved retterne. Domstolsstyrelsen har foreløbig meddelt, at man er opmærksom på problemstillingen, men der er ikke konkrete initiativer, der kan sikre ensartet praksis. Spørgsmålet vil muligvis senere blive genstand for en nærmere drøftelse.