Advokaten 5 - Advokater på orlov

Print Print
25-06-2007
Hos Plesner tager flere og flere af medarbejderne orlov for at uddanne sig eller for at rejse med familien. Barsel til mændene er også en klar trend hos advokatfirmaet, hvor balancen mellem arbejds- og familieliv for øjeblikket er til diskussion. Hos Bech-Bruun oplever man samme behov for at få et åndehul i et presset arbejdsliv.

Tekst: Hanne Hauerslev, Komplot Kommunikation

Hvad enten du overvejer at bruge tre måneder på at rejse jorden rundt med familien, tage en periode hjemme på fædreorlov eller et års uddannelse i udlandet, så deler du drømmen med mange andre.
Det mener Allan Hurup Petersen. Han er HR-chef hos advokatfirmaet Plesner, og er overbevist om, at trenden går i retning af, at flere og flere advokater ønsker at tage orlov i en periode. Denne trend ser han nemlig allerede.
- Sådan er det generelt i samfundet, og det oplever vi også hos os. Når man arbejder meget, opstår der et behov for at kunne trække stikket ud i en periode. Det er rigtig godt, for du kommer tilbage på jobbet fyldt med ny energi, siger Allan Hurup Petersen.
De sidste par år har han oplevet, at flere mandlige medarbejdere for eksempel ønsker at tage mere end de obligatoriske to ugers barsel umiddelbart efter fødslen.
- For et par år siden fik vi en diskussion om barselsorlov for mandlige ansatte på et af vores informationsmøder, hvor medarbejderne spurgte direkte til ledelsens holdning. Det er klart, at vi gerne vil bakke op om, at mændene tager barselsorlov, og da de har ret til ti uger med fuld løn i forlængelse af moderens barsel, kom der ligesom hul igennem til denne mulighed. Siden har mændene i stigende grad taget barsel i et varierende antal uger som en helt naturlig ting, siger Allan Hurup Petersen, der selv har haft længere barselsorlov med to af sine tre børn.

Et år i Brasilien

Han ser også en stor interesse for at læse en LLM eller MBA i udlandet.
- En af vores medarbejdere er for eksempel på vej til Brasilien for at læse et år, og den orlov støtter vi fuldt ud, hvis det passer ind i planlægningen, blandt andet ved at give et økonomisk tilskud til opholdet.
Men også orlov uden andet indhold end blot at se verden sammen med familien har opbakning fra Plesners ledelse. Når man har været partner i syv år, kan man få denne orlov, og det er der flere og flere, der planlægger at benytte sig af.
- Her i 2007 har fire af partnerne tre måneders orlov med løn, og sådan har det også været i de foregående år. Det svarer til, at ti procent af partnerne hvert år tager orlov – typisk hen over sommeren, hvor det har mindst indvirkning på forretningen.
- Egentlig startede det med, at partnerne kunne få fri til at skrive faglige artikler, en afhandling eller en bog. Men efterhånden har det vist sig, at der er behov for at få en pause efter at have arbejdet hårdt i en lang periode. Og vi har partnere, der i bogstaveligste forstand har rejst jorden rundt sammen med familien på tre måneder. Vi oplever, at det er rigtig godt at tage en orlov, og at du kommer tilbage fyldt med ny inspiration, siger Allan Hurup Petersen, der sammen med ledelsen for øjeblikket arbejder på at afklare Plesners holdninger og politikker til arbejds- og familielivet.
- Balancen mellem det private og jobbet diskuterer vi rigtig meget. Vi vil gerne have afklaret vores værdier på det område, sådan at medarbejderne føler, at de to ting hænger sammen på den gode måde, siger han.

Videreuddannelse i udlandet

Hos Bech-Bruun oplever partner og advokat Lars Svenning Andersen samme interesse for at få et afbræk fra et presset arbejdsliv.
- Flere partnere har ytret ønske om at tage tre måneders orlov, og det har vist sig at fungere fint siden 2001, hvor vi besluttede os for at give denne mulighed. Partnerne har taget orlov for at rejse med familien, mens advokaterne typisk tager uddannelsesorlov eller følger med ægtefællen til udlandet i en periode, siger Lars Svenning Andersen, der i det hele taget ser en stigende internationalisering i videreuddannelsen.
Uddannelse uden for Danmarks grænser er noget, som Bech-Bruun giver både økonomisk og moralsk opbakning.
- Mange af vores medarbejdere har lyst til at tage til udlandet for at studere i et år, og det støtter vi på alle måder i håb om, at medarbejderne kommer tilbage til os fyldt med ny viden. På samme måde som en rejse ud i det blå, kan uddannelse jo også opleves som et åndehul i et travlt arbejdsliv.

Jorden rundt på 90 dage

Advokat Troels Tuxen trængte til at smide sko og slips for en periode, og tog tre måneders orlov for at opleve verden sammen med sin kone og fire børn.

Da Troels Tuxen fortalte sine klienter, at han ville tage fri i tre måneder for at rejse jorden rundt, sagde de: Det lyder skønt, må vi tage med!
- Det blev modtaget meget mere positivt, end jeg havde forventet, siger Troels Tuxen, der er advokat og partner hos Bech-Bruun igennem snart ti år.
Han har en presset hverdag, og da Bech-Bruun giver mulighed for at klippe tre måneder ud af arbejdskalenderen, greb han chancen.
- Når du har tre ugers ferie, bruger du den sidste uge til at stille ind på dit arbejde. Når du er væk i tre måneder, slipper du det fuldstændigt. Samtidig ville jeg gerne rejse med mine børn, inden det ville blive et problem for dem at være væk i længere tid fra skolen. Derfor valgte vi at rejse i februar, marts og april sidste år, hvor børnene var fire, syv, elleve og tolv år, siger Troels Tuxen.
Familien købte flybilletter til en jordomrejse – fra Danmark til Vietnam og videre herfra til Australien, New Zealand, Fiji, USA for endelig at lande i Københavns lufthavn. Med sig havde de to store tasker med tøj til alle seks og hvert barn blev udstyret med en rygsæk til personlige ting.
- Ideen var at gøre det hele så nemt og praktisk som muligt. Det var ikke vigtigt for os at have en masse ting med, for det har du slet ikke brug for derude, hvor der er 30 grader i skyggen. Og det fungerede fint.

Tryg i Hanoi

- Det egentlige mål var Australien, men for at få en forholdsvis kort flyvetur stoppede vi første gang i Hanoi, og rejste rundt i Vietnam i tre uger med bil og indenrigsfly. Vi havde valgt det rejsemål, fordi det er mindre turistet end Thailand. Og her er virkelig meget anderledes, siger Troels Tuxen, der synes, at specielt Hanoi var fantastisk.
- Byen er større end København med sparsom gadebelysning. Så når du lander med flyet om natten, ser det ud, som når du lander langt ude på landet. Men når du kommer ud i gaderne, er der et enormt mylder af mennesker. Og du føler dig fuldkommen tryg, når du går rundt i byen om aftenen.
- Senere tog vi til Halong Bay, der også var en utrolig oplevelse. Her er 3.000 små kalkstensøer formet af havet og begroet med det grønneste mos. Når du kommer sejlende, er det et fantastisk sceneri med farverne, formerne og flydende byer langs kysten – det er meget, meget smukt.

Styrker familien

Også Australien var en særlig oplevelse.
- Det har nok været et af de mest interessante steder på grund af den ekstreme naturoplevelse, du får her. Vi startede med at bo i regnskoven i Cairns, som ligger i den nordlige del. Her havde vi lejet en hytte midt i junglen. På vejen derop var der skilte med advarsler mod casovaren, som er en urfugl på størrelse med en struds. Den har levet i 65 millioner år, og er kendt for at være meget aggressiv. Og selvfølgelig stod der sådan en uden for vores vindue den første morgen, da vi vågnede op i hytten. Derude i junglen er der naturligvis ingen gardiner for vinduerne, så den stod udenfor og havde fået øje på sig selv i spejlet på badeværelset, siger Troels Tuxen, der også en morgen vågnede op til den tallerkenstore ulveedderkop, der havde suget sig fast til samme vindue.
Efter tre uger i Australien fløj familien til New Zealand, hvor de lejede en autocamper for at køre rundt i de storslåede scenerier. Efter nogle dasedage på bountyøen Fiji og en tur op ad Highway One på USA’s vestkyst, landede de i Københavns lufthavn. Men selvom turen er overstået, lever oplevelserne videre hos familien Tuxen.
- Det styrker familien at have alle de her fantastiske oplevelser sammen. Det er hårdt at kapere alle oplevelserne på én gang, og når du kommer hjem, fylder de stadig meget i bevidstheden. Det giver os en fælles referenceramme og et nyt perspektiv på livet, fordi vi har oplevet så meget og set så mange kontraster – stor fattigdom og ekstrem rigdom, siger Troels Tuxen, der ikke skænkede sit arbejde mange tanker på sin vej rundt i verden.
- Det har været rigtig sundt for mig at give slip i en periode. Det har også givet hele familien mod på at rejse mere. Vi vil se verden, tage længere væk og gerne også i længere tid, når lejligheden byder sig på ny.

Advokater vil have balance i livet

Der skal være balance mellem fritid og arbejdsliv, mener formanden for Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige i DJØF, Morten Schwartz-Nielsen.
Derfor vil både mandlige og kvindelige advokater gerne have fritid i dagligdagen og mulighed for en gang imellem at tage orlov i en længere periode.
- For bare få år siden var det et 24-timers job at være advokat. Hele ens identitet var bundet op på jobbet, og det var utænkeligt at holde fri i tre måneder for at rejse ud i verden. I dag vil alle gerne have mulighed for at dyrke deres interesser i fritiden, tage en ordentlig barsel og for at få et længere afbræk fra jobbet. Det gælder også advokater, siger Morten Schwartz Nielsen, der tror, at trenden er kommet for at blive.
- Trenden er stille og roligt kommet over de sidste tre, fire år. Det dokumenterer både lønstatistikkerne og FAAF’s vandringsundersøgelse fra 2006. De ansatte får forhandlet sig frem til fleksible arbejdsvilkår. Det er også nødvendigt, hvis arbejdsgiverne vil holde på medarbejderne. Og det er faktisk gået op for rigtig mange, kan man se af jobannoncerne, hvor arbejdsgiverne skriver, at de søger ansatte, der prioriterer at have et liv ved siden af arbejdet, forklarer Morten Schwartz Nielsen, der også ser en tendens mod at bruge tid på at rejse ud af landet for at tage supplerende uddannelse.
- Advokaterne har indset, at globaliseringen er kommet for at blive, og at det er en god idé at tænke internationalt, når vi skal videreuddanne os. Derfor vil flere også i fremtiden tage fri for at uddanne sig i udlandet, siger Morten Schwartz Nielsen, der selv er ansat i et internationalt advokatfirma og løbende tager kurser i udlandet.