Advokaten 4 Videregivelse af fortrolige oplysninger

Print Print
16-05-2011

Hvis advokater videregiver fortrolige oplysninger uretmæssigt, kan det være strafbart. Det er heller ikke i klienternes eller advokatstandens interesse.

Af Jakob Lund Poulsen, medlem af Advokatrådet og formand for Advokatrådets Retsudvalg

Peter Hjørne har i en artikel i Advokaten nr. 02/07 omtalt et bl.a. for advokater væsentligt emne – hvad er fortrolige oplysninger. I artiklen anfører Peter Hjørne, at begrebet “fortrolige oplysninger” ikke er defineret i straffeloven, at der har udviklet sig et “gråzoneområde”, som påkalder sig en nøjere definition, at det er uholdbart, at anklagemyndigheden “jagter advokater rundt i gråzoneområdet”, og at disse nyopdukkede problemer burde interessere Advokatsamfundets ledelse med henblik på at få begrebet klart defineret.

For advokater og særligt for forsvarere, er det et privilegium ikke kun at have adgang til fortrolige oplysninger, men navnlig at have retten til ikke at blive afkrævet forklaring om den viden, man som forsvarer har opnået. Retsplejelovens § 170, stk. 1 sammenholdt med stk. 2 bestemmer, at “der mod dens ønske som har krav på hemmeligholdelse ikke kan afkræves forsvarere i straffesager forklaring om fortrolige eller tavshedsbelagte oplysninger.” Forsvarerens privilegium udstrækkes til medarbejdere, det være sig ansatte advokater, fuldmægtige og sekretærer, jf. § 170, stk. 4.

Forsvarerens privilegium er et privilegium, som Advokatsamfundet og alle advokater bør værne om og iagttage. Peter Hjørnes artikel beskæftiger sig ikke så meget med dette men tager afsæt i videregivelse af oplysninger, som en forsvarer har adgang til under en straffesags behandling. Det vil sige ikke oplysninger fra klienten men oplysninger, som det offentlige eller tredjemænd har en interesse i at hemmeligholde som fortrolige oplysninger. Det er her Peter Hjørne mener at kunne påpege en gråzone.

Det følger af straffelovens § 152, stk. 1, at “den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel, indtil 6 måneder.” Det fremgår endvidere af straffelovens § 152, stk. 3, at “en oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse betegnes som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.” Foreligger der uberettiget vindingshensigt eller i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 2 år, jf. straffelovens § 152, stk. 2.

Hvad er fortrolige oplysninger?
Af bestemmelsen fremgår, at fortrolige oplysninger er oplysninger, der ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådanne. At bestemmelsen finder direkte anvendelse på advokater, herunder forsvarere i straffesager, følger af retsplejelovens § 129, hvor bestemmelserne bl.a. i straffelovens § 152 finder tilsvarende anvendelse på advokater og deres autoriserede fuldmægtige. Straffelovens §§ 152 b, 152 c og 152 d indeholder øvrige strafbestemmelser, der også finder anvendelse på advokaters videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger.

Objektivitetsprincippet, der gælder for politiet og anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2, gælder ikke tilsvarende for en forsvarer. Men denne må dog ikke aktivt modarbejde sagens oplysning, jf. retsplejelovens § 739. Heri hedder det: “Misbruger en advokat eller nogen til forsvaret beskikket mand sin stilling til at modarbejde sagens oplysning, eller gør han sig skyldig i tilsidesættelse af de ham påhvilende pligter til behørigt at fremme sagen bliver han at anse efter straffelovens kap. 16.” De oven for anførte bestemmelser i straffelovens § 152 er netop omhandlet i straffelovens kap. 16.

Der foreligger således en klar straffehjemmel for det tilfælde, hvor en forsvarer misbruger sin stilling til at modarbejde sagens oplysning, tilsidesætter de ham påhvilende pligter til behørigt at fremme sagen eller videregiver fortrolige oplysninger, forsvareren har fået adgang til under sagen. Anklagemyndigheden skal føre bevis for såvel de objektive gerningsmomenter – altså at der forelå f.eks. fortrolige oplysninger – samt for, at forsvareren har haft det fornødne forsæt til videregivelsen.

Hvornår kan en forsvarer modtage fortrolige oplysninger?
Som så mange andre steder i juraen, skal der sondres – her imellem hvorvidt de fortrolige oplysninger, forsvareren modtager, skal holdes hemmelige af hensyn til det offentliges interesser, f.eks. sagens opklaring eller i forhold til tredjemænd, eller hvorvidt oplysningerne tillige skal holdes hemmelige for den sigtede af hensyn til sagens opklaring.
Retsplejeloven indeholder bestemmelser om, i hvilke tilfælde en forsvarer kan pålægges tavshedspligt, med hensyn til de oplysninger denne modtager, og i hvilke tilfælde denne tavshedspligt også kan udstrækkes til at gælde over for klienten. Det følger af retsplejelovens § 729 a, der vedrører forsvarerens aktindsigt, at forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår, jf. § 729 a, stk. 3, 1. pkt. Det følger af samme bestemmelse, at politiet kan træffe beslutning om – hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskningen af en anden verserende sag om alvorlig kriminalitet – at give forsvareren pålæg om ikke at videregive oplysningerne. Et sådant “forsvarerpålæg” kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 4. Et forsvarerpålæg kan af forsvareren indbringes for retten i henhold til retsplejelovens § 746.

De oplysninger, der hermed bliver klausuleret med et forsvarerpålæg, er oplysninger, der herefter er fortrolige i henhold til straffelovens § 152, stk. 3, og en videregivelse vil således være strafbar efter bestemmelsen i straffelovens § 152, stk. 1, jf. stk. 2 og retsplejelovens § 129.

Under retsmøder, der afholdes under efterforskningen med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om f.eks. anholdelse af sigtede, varetægtsfængsling, indgreb i meddelelseshemmeligheden, legemsindgreb, ransagning eller beslaglæggelse og edition, jf. retsplejelovens kap. 69-74, kan retten bestemme, at forsvareren kun med rettens samtykke må videregive oplysninger fra retsmødet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1, jf. stk. 2, 5. pkt. Afholdes retsmødet med henblik på at afsige anholdelsesbeslutning over en person, der befinder sig i udlandet, eller for at træffe beslutning om aflytning af en sigtets telefon, og forsvareren deltager i retsmødet, kan forsvareren selvfølgelig ikke videregive disse oplysninger til den sigtede eller tredjemand med den virkning, at indgrebets formål forspildes.
Såfremt indgrebet retter sig mod den sigtede, antages det, at tavshedspligten bortfalder, når indgrebet er iværksat og afsluttet, medmindre skadevirkningen ved videregivelse af oplysningerne fortsat måtte foreligge. Hvis sigtede har været udelukket fra retsmødet, og retsmødet ikke har vedrørt et af de i retsplejelovens § 748, stk. 1, 2. pkt. omtalte tvangsindgreb, kan retten, hvis de særlige hensyn som har begrundet udelukkelsen af sigtede fra retsmødet fortsat er til stede, pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Dette pålæg kan udstrækkes, indtil sigtede har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 6. Et eksempel på et sådant forsvarerpålæg kunne være en hemmeligholdelse af medsigtedes indenretlige forklaring, jf. retsplejelovens § 747.

Lukkede døre
Retsmøder, der afholdes i henhold til retsplejelovens § 748, vil som oftest tillige blive afholdt for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, jf. stk. 3 og § 29 a. Det følger af retsplejelovens § 29 d, at “offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket under hensyn til ro og orden i retslokalet.” Heraf følger, at forsvarerens videregivelse af oplysninger fra et lukket retsmøde til andre end den sigtede som klient er forbudt, og at forsvareren i øvrigt, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2 og stk. 6, vil kunne være undergivet et pålæg om ikke at videregive oplysningerne til den sigtede.

Det må medgives, at det er beklageligt, at anklagemyndigheden har fundet grundlag for at rejse et antal sager mod forsvarere for brud på tavshedspligt og videregivelse af fortrolige oplysninger. Det er dog på ingen måde min eller advokatmyndighedernes opfattelse, at disse sager er rejst for at “jagte advokater rundt i gråzoneområdet”, som Peter Hjørne skriver. Sagerne er blevet rejst af anklagemyndigheden, efter at nødvendig efterforskning har klarlagt omstændighederne.
Forsvarere, der overtræder bestemmelserne, skader ikke kun sig selv og risikerer straf og frakendelse af bestalling, men skader advokaternes samlede renommé. Hertil kommer, at det medvirker til stramninger af lovgivningen og indskrænkninger i de rettigheder og privilegier, som forsvarere skal have for at kunne varetage de sigtedes interesser bedst muligt. Udover at det kan være strafbart, er det heller ikke at varetage sigtedes interesser bedst muligt at lække oplysninger, der skal hemmeligholdes, til klienten eller til tredjemand.