Advokaten 4 - Offentlig retshjælp drukner i administration

Print Print
16-05-2007

Retshjælpsbeløbene i ordningen med offentlig retshjælp ved advokat er latterligt lave, og derfor er domstolene nødt til at administrere ordningen, så den bliver mindst mulig byrdefuld for advokaterne. Ellers vil flere og flere advokater holde op med at tage disse sager.

Af Jens Frederik Hansen, advokat

Ordningen med offentlig retshjælp ved advokater har eksisteret i en del år. Hensigten med ordningen synes at være, at fattigfolk også kan have brug for kvalificeret bistand, og at kvalificerede råd måske kan bringe nogle sager til afslutning, førend de sluger for mange kræfter.

Men hvis ordningen skal virke, så kan det ikke nytte noget, at den er forbundet med for meget bureaukrati.

I min praksis er det sådan, at hvis sagen kun omfatter sædvanlig retshjælp (efter ny terminologi trin 2), så udfylder jeg aldrig en retshjælpsblanket, fordi jeg anser det administrative besvær for såvel mig som for byretterne for mere omfangsrigt end det økonomiske udbytte.

Maksimumbeløbet for retshjælp er de pæne afrundede beløb på 840 kr. og 1.920,00 kr. inkl. moms for henholdsvis sædvanlig og udvidet retshjælp (nu trin 2 og trin 3), eller kr. 672,00 og 1536,00 ekskl. moms.

Til sammenligning anerkender byretterne selv, at straffesager, der sluttes uden nogen form for retsmøde eller anden ekspedition, skal give et honorar på mindst kr. 760,00 ekskl. moms. Det svarer jo til mere end hele trin 2, og så har man endda ikke lavet ret meget for klienten. Også til sammenligning er byretternes egen timetakst for beskikkede forsvarerer 1.697,50 kr. inkl. moms. Hvis man skal bruge dette parameter, så betyder det, at en sag, som er omfattet af udvidet retshjælp (trin 3), højst må give et tidsforbrug på ca. 1,6 time.

Bureaukrati
Når man kun bruger ordningen et fåtal af gange, så er alene indhentelse af skatteoplysninger om såvel retshjælpssøgende som eventuelle samlevere noget, som tager en ikke ringe del af tiden. Navnlig må man undres over, at reglerne for eksempel tager højde for det lidt usandsynlige, at de retshjælpssøgende har CFC-indtægt – altså indtægt fra deres kontrollerede udenlandske selskaber.

En del af bureaukratiet skyldes også, at advokaten skal opkræve en del af retshjælpsbeløbet hos klienten, hvilket betyder, at de to ovennævnte retshjælpsbeløb så skal fordeles mellem klienten og staten med de momsudregninger, der følger med.

Der er intet at sige til, at ethvert menneske med normal intelligens altid debiterer det maksimale beløb, som man skriver ned på en huskeseddel først på året, så man ikke behøver foretage regnestykket hver gang. Blanketten lever i øvrigt ikke op til Skats krav om en faktura, idet den ikke er forsynet med nummer, så principielt burde retten vel ikke kunne udbetale på grundlag af den!

Når jeg endelig benytter mig af retshjælpsordningen, så er det i de sager, hvor jeg søger om fri proces, og hvor der er forbundet et vist arbejde dermed. Og i disse tilfælde omfatter arbejdet næsten altid følgende:

1. Indhentelse af indtægts- og husstandsoplysninger og sammenholdelse med betingelserne for fri proces. Det har klienterne typisk ikke med ved deres første henvendelse, herunder har navnlig meget få klienter forståelse for, at man skal bruge en ældre årsopgørelse.
2. Gennemgang af sagens faktum og udarbejdelse af udkast til stævning eller svarskrift,
3. Journalisering af sagen, fakturering og bogføring.
4. Henvendelse til fri proces myndighederne.
5. Henvendelse til retshjælpsforsikring (bortfaldet fra 1. januar).
6. Korrespondance med byretten om retshjælp.

Med alle disse arbejdsgange kan man vanskeligt holde sig inden for det oven for udregnede tidsforbrug. Især ikke hvis man medregner en første indledende telefonsamtale med klienten, et møde med gennemgang af klientens materiale, eventuel anmodning om yderligere materiale og endelig udarbejdelse af de fire ovennævnte breve.

Inderlig kontrol
At foregøgle landets borgere, at retshjælpsordningens trin 2 reelt kan bruges til det, som bekendtgørelsen beskriver, nemlig “rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, herunder ansøgning om fri proces, processkrifter i “retssager, udfærdigelse af bodelingsoverenskomster, enkle testamenter og ægtepagter samt deltagelse i møder” er næsten at føje spot til skade.

Men det hele var måske til at leve med, hvis bare byretterne ikke samtidig troede, at de skal drive en inderlig kontrol af begæringerne. Hvis først byretten kræver kopier af de pågældende stævninger mm., så fjernes grundlaget for ordningen fuldstændig.

Rent politisk kan man diskutere, om ordningen overhovedet bør findes. Men at lave en ordning som i praksis er ubrugelig, og som det store flertal af advokater vil afvise, det kan man i hvert fald ikke være bekendt.

I 2006 benyttede jeg ordningen henved 10 gange, det bliver færre i 2007.