Advokaten 4 Nye regler om præklusion i civilprocessen

Print Print
16-05-2011

I forbindelse med domstolsreformen er reglerne om præklusion i civile sager blevet ændret.

Af Christian Dahlager, advokat (H), ekstern lektor i civilproces

Den 1. januar 2007 trådte en af de største samlede reformer i nyere tid af domstolenes behandling af civile rets­­sager i kraft. Med reformen er ikke mindst reglerne om behandling af sagerne i første instans ændret med henblik på at rationalisere og fremme processen. Emnet er her at gen­nem­gå to væsent­lige ændringer i sagsbehandlingsreglerne, nemlig de nye regler om præklusion og ude­blivelse. Præ­klu­sions­reglerne gennemgås i det følgende, mens udeblivelses­reglerne gennemgås i en kommende artikel.
Civilprocessen er domineret af parternes ret til selv at disponere i sagen. Det er forhandlings­prin­cippet, som gælder. Undlader en part imidlertid at foretage de processuelle retsskridt, der skal til for at drive sagen fremad, da må retten tage stilling til, hvilke konsekvenser dette skal have for sagens be­hand­ling ved retten. Hidtil har den almindelige sanktion her været udeblivelsesvirkning. Efter reformen er reglerne ændret derhen, at den primære sanktion er, at der i stedet automatisk indtræder præ­klu­sion. Det betyder, at den part, der ikke rettidigt har foretaget det nødvendige processkridt, nu afskæres fra det. Overholder en part således ikke en frist for indlevering af et processkrift om stillingtagen til nogle svar i en syns- og skønserklæring, da indtræder der præklusionsvirkning, og parten afskærer sig fra på et senere tidspunkt – under hovedforhandlingen – at komme med sine bemærkninger til de omhandlede svar, eksempelvis procedere på, at svarene ikke har sandsynlig­heden for sig.
Ved siden af præklusionsvirkningen åbner retsplejeloven stadig mulighed for, at der kan indtræde udeblivelsesvirkning (afvisning af sagen, udeblivelsesdom eller ophævelse af sagen). Udeblivelses­virk­ning indtræder imidlertid almindeligvis nu kun, hvis retten har advaret herom, og retten i øvrigt har fundet særlig anledning dertil. De tidligere noget uhensigtsmæssige regler om udeblivelse – der ofte indebar, at sagen trak yderligere i langdrag, eftersom sagsøgte havde mulighed for at få gen­op­taget sagen, eller at sagsøger kunne anlægge sagen på ny – er herefter vendt til et mere praktisk og effektivt system, hvor præklusion er den foretrukne sanktion ved manglende eller ikke rettidig indlevering af procesdokumenter. I inkassosager er sanktionen af indlysende årsager stadig en udeblivelsesdom.
 
DEN ALMINDELIGE PRÆKLUSIONSREGEL
Retsplejelovens grundlæggende system omkring præklusion er, at præklusion altid indtræder, når for­­beredelsen er afsluttet. Parterne kan indtil forberedelsens afslutning frit komme med påstande, anbringender og beviser, se dog nedenfor afsnittet om undtagelser. Efter forberedelsens afslut­ning kræver det rettens tilladelse at fremkomme med yderligere processtof, og betingelserne for at give en sådan tilladelse er ganske restriktive og indsnævres, jo tættere processen kommer hoved­for­­handlingen.
Vigtigt bliver det derfor at fastlægge tidspunktet for forberedelsens afslutning. Med reformen er der indført en (hoved)regel om, at der allerede, når sagsøgte har indleveret svar­skrift, skal afholdes et møde i retten (et § 353-møde). På dette møde skal der tages stilling til, hvornår sagens forberedelse afsluttes (selv om det givetvis ikke er uden problemer i de mere om­fangs­rige og komplicerede sager på et så tidligt tidspunkt at tage stilling til dette). Retten kan  efterfølgende – undtagelsesvis – ændre tids­rammerne, hvis det er påkrævet af hensyn til en forsvarlig behandling af sagen. Er der ikke truffet anden bestemmelse, anses forberedelsen under alle omstændigheder for afsluttet fire uger før det af retten fastsatte tids­punkt for hovedforhandlingens begyndelse, jfr. § 356, stk. 2. Er hoved­for­handlingen således fastsat fra mandag d. 29. til onsdag d. 31., anses forberedelsen for sluttet ved rettens kontortids ophør mandag d. 1. eller – hvis rettens kontor er lukket denne dag – ved rettens kontortids ophør den nærmeste forudgående dag, hvor rettens kontor er åbent. Retten kan endvidere genoptage forberedelsen blandt andet med henblik på at afgøre konkrete spørgsmål. Dette indebærer imidlertid ikke, at den oprindelige præklusionsfrist bortfalder.
 
MANGLENDE OVERHOLDELSE AF TIDSPLAN
På § 353-mødet fastsættes der tillige en tidsplan for sagens forberedelse og dermed de enkelte pro­ces­­skridt, eksempelvis terminer for indlevering af processkrifter, syn og skøn og forelæggelse af spørgs­mål for administrative myndigheder. Parternes manglende overholdelse af fristerne i tids­planen er ikke generelt tillagt præklusionsvirkning (eller udeblivelsesvirkning). En række af de ter­miner, som planen indeholder, kan imidlertid have en selvstændig præklusionsvirkning. Dette kan være tilfældet, hvor retten har pålagt en part at indlevere et processkrift om et specifikt emne, jfr. nedenfor under undtagelser. Herudover gælder generelt, at hvis en part overskrider en frist i tids­planen, kan retten vælge at slutte forberedelsen på et tidligere tidspunkt end oprindeligt fastsat i hen­hold til tids­planen. Af hensyn til modparten bør retten dog i tilfælde af den ene parts frist­overskridelse normalt ikke umiddelbart slutte forberedelsen, men i stedet tilkendegive, at retten påtænker at slutte forberedelsen inden for en vis kortere frist. Dermed kan modparten nå at frem­komme med eventuelt nyt processtof, medens adgangen hertil endnu er fri.
 
UNDTAGELSER
I § 358, stk. 2-4 opregnes tre tilfælde, hvor præklusionen kan indtræde på et tidligere tidspunkt end ved forberedelsens slutning. Efter stk. 2 indtræder præklusionen med hensyn til formalitetsind­sigelser allerede ved indleveringen af svarskriftet, eksempelvis indsigelser om værneting eller vold­giftsklausuler. Bestemmelsen i stk. 3 angår anmodningen om bevisførelse, der forlænger sagsbe­handlingen væsentligt. Anmodning om syn og skøn og væsentlige editionsbegæringer, skal derfor fremsættes i det forberedende møde efter § 353, idet præklusion indtræder allerede ved afslutningen af det forberedende møde. I stk. 4 er der givet en særskilt regel omkring anmodninger om ind­dragelse af nye påstande, anbringender og beviser, der vedrører et spørgsmål med hensyn til, hvilket retten har pålagt en part at indlevere et specifikt processkrift om. Ved en sådan anmodning indtræder præklusionen ved udløbet af fristen for indlevering af det pågældende processkrift.
 
TILLADELSE TIL NYT PROCESSTOF
En part, der ønsker at fremkomme med nyt processtof, skal give retten og modparten meddelelse her­om. Modparten kan inden en uge efter at have modtaget meddelelsen give retten og den anden part underretning om sine bemærkninger, hvorefter retten træffer afgørelse. Det forhold, at mod­par­ten ikke giver meddelelse, indebærer ikke et stiltiende samtykke. Rettens tilladelse til at frem­komme med det nye processtof efter indtrådt præklusion fremgår af § 358, stk. 6 og for så vidt an­går hovedforhandlingen af § 363. Betingelserne for at give tilladelse er:
 
(i)            at det af særlige grunde må anses som undskyldeligt, at anmodningen ikke er fremkommet tidligere og
 
(ii)           modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hoved­forhandlingen, eller
 
(iii)          nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten.
 
Motiverne forudsætter, at reglerne praktiseres mere restriktivt, jo tættere man kommer på hoved­for­handlingen. Det må derfor navnlig forventes, at adgangen til at fremkomme med nyt processtof, efter at der er ind­leveret et endeligt påstandsdokument eller sammenfattende processkrift, kun kan ske helt und­tagelsesvis. Er ingen af betingelserne opfyldt, skal retten under alle omstændigheder afslå begæringen om inddragelse af nyt processtof.
Det følger endelig af bestemmelserne, at såfremt parterne er enige om at inddrage nyt processtof, så kan retten kun afslå en sådan anmodning, hvis en imødekommelse af anmodningen må antages at nød­vendiggøre en udsættelse af hovedforhandlingen.