Advokaten 3 Har De været straffet før? Nej, hr. dommer – altid bagefter…

Print Print
18-04-2007
Humorens og komikkens historie indeholder en sand kavalkade over retssalssituationer. Det er der flere gode grunde til.

Af Peter Borberg, mag. art., journalist og foredragsholder

I filmen “Liar, Liar” fra 1997 spiller den amerikanske komiker Jim Carrey en erklæret mytoman, Fletcher Reede, der gennem sit job som en løgnagtig og manipulerende advokat tjener styrtende med penge. Da hans søns ønske om, at faderen ikke længere må lyve, går i opfyldelse, kommer Fletcher Reede i store problemer. Hans troværdighed som advokat lider et knæk, fordi han kun har sandheden at holde sig til. Men som det går i størstedelen af alle Hollywood-film, ender filmen lykkeligt, og moralen er klar: Man kommer længst med sandhed.
Dybest set er “Liar, Liar” en banal b-film — sine steder grænsende til det tåbelige — men den indeholder dog enkelte særdeles morsomme scener, hvor det er retssalen, der er det absolutte omdrejningspunkt. Det er således stor satire, når Jim Carrey viser en advokat, der balancerer på randen af vanvid, når han ikke længere har løgnen at basere sit erhverv på. Blandt andet er der i filmen en sekvens, hvor Fletcher Reede ender med at protestere imod sig selv, fordi han er ved at bevæge sig ud i en løgn.
Såkaldte retssalssituationer fylder ganske betragteligt i humorens og komikkens historie. Der findes utallige vittigheder, der udspiller sig i retssalen. For eksempel er der denne, hvor dommeren efter retssagen henvender sig til nævningenes formand:
- Jeg fatter ikke, hvad der var juryens bevæggrund for at frifinde denne mand?
- Sindssyge, hr. dommer!
- Virkelig? Alle tolv nævninge?
Man kan ligefrem hævde, at mange humorister har spekuleret i retssalen som en anledning til udfoldelsen af den store komik. Det gælder for eksempel Danmarks vel nok største humorist gennem tiderne Robert Storm Petersen (1882-1949) — bedre kendt som Storm P. — hvis enorme produktion (deriblandt cirka 60.000 tegninger) indeholder en hel afdeling for retssalskomik. På en tegning henvender dommeren sig til den sigtede:
- Skammer De Dem ikke for at komme her igen?
Svaret falder prompte:
- Næh, hr. dommer – når De kan være her – så kan jeg vel også!
- Sandheden er altid uforskammet, sagde digteren August Strindberg engang. Ordene er en meget præcis karakteristik af adskillige af Storm P.’s figurer, der har en vidunderlig evne til at sige det rigtige. Men på det forkerte tidspunkt.
Det er også Storm P., der med vanlig sans for sprogfilosofisk eftertanke lader en af sine figurer sige følgende til en dommer:
- Jeg håber, at De vil betragte det som en formildende omstændighed — at jeg er uskyldig…
Skuespilleren Ebbe Rode, der var en god bekendt af Storm P., har fortalt, at han engang oplevede Storm P. i rollen som en tohundredårig dommer i en retssalssketch. Storm P. sad krumbøjet med et meterlangt skæg og bladede i en gigantisk lovbog. På et tidspunkt henvender han sig til en betjent:
- Det har jeg aldrig vidst, Pedersen!
- Hvilket, hr. dommer?
- At der skal så meget sukker i klejner…

Sympatien for den sigtede
Hvorfor indeholder retssalen dette komiske incitament? For at kunne svare på dét spørgsmål, må vi for en kort bemærkning se nærmere på en vigtig — og i disse år yderst fremherskende — teori inden for humor- og komikforskningen. Teorien er fremsat af den russiske tænker og litteraturforsker Michail Bachtin (1895-1975), der i sin tid foretog nogle indgående studier af middelalderens karneval og latterkulturer. Bachtin mente grundlæggende, at alle kulturer indeholder et officielt enhedssprog, der er kendetegnet ved at være seriøst, dogmatisk og undertrykkende.
Et sådant officielt enhedssprog findes for eksempel i retssalen, hvor sprogets ritualiserede karakter er med til at opretholde og legitimere en vis magtbalance. Heldigvis, hævdede Bachtin, findes der også et andet sprog, nemlig det humoristiske sprog, der med latter og symboler bryder ind og skaber en midlertidig forløsning, der opleves som en form for ligeværdighed. I retssalsvittigheden sker der meget tit det, at den sigtede fremkommer med et svar, der på forunderlig vis peger tilbage på den spørgende, for eksempel dommeren, og dennes stereotype måde at spørge på.
- Er det rigtigt, at De så anklagede slå løs på sin svigermor?
- Ja, hr. dommer.
- Hvorfor greb De så ikke ind?
- Det så ud til, at han godt selv kunne klare hende!
Bachtin har med sine tanker om det officielle og det humoristiske sprog fat i noget meget væsentligt, der handler om, at det stort set altid er den, der er undertrykt, der siger eller gør det morsomme. Oftest sker det i form af undsigelser og degraderinger af det ophøjede — eller måske snarere: det indbildsk ophøjede.
Degraderingen er et centralt aspekt i størstedelen af al komik. Tilbage i middelalderen var det narren, som latterliggjorde hoffet. I børnelitteraturen er det barnet, der driller og belærer den voksne. Og i retssalskomikken er det den sigtede, som direkte eller indirekte latterliggør dommeren og retssystemet med svar eller handlinger, som ingen havde forudset. Dette beror på en blanding af mod og intellekt, som de færreste kan stå for, og som for en kort bemærkning lader den sigtede fremstå overlegent.
Den sigtede siger til dommeren:
- Om jeg tidligere er straffet? Det tør siges – jeg er gift!
Naturligvis findes der også vittigheder, hvor det er advokaten eller dommeren, der skaber komikken. Disse vittigheder spiller tit på nogle lidet sympatiske fordomme og karaktertræk, der karikeres ganske betragteligt. Der findes for eksempel en del vittigheder, der handler om advokatens salær.
En klient siger til sin advokat:
- Kan jeg ikke få lov til at betale Deres regning over nogle gange?
- Jo, stik mig bare 10.000 kr. nu og så 1000 kr. om måneden de næste to år.
- Det lyder mere som afbetalingen på en bil!
- Det er det også!

En omvendt Kafka
Charles Chaplin (1889-1977) sagde engang, at det er komik, hvis en vagabond sparker en politibetjent bagi. Men det er tragik, hvis en politibetjent sparker en vagabond bagi. I dette ligger, at megen humor og komik spiller på den nærmest indbyggede sympati, de fleste har for den, der er undertrykt, eller som bare er kommet i klemme i systemet.
Det er på sin vis en tilsvarende medfølelse og sympati, der eksempelvis udfolder sig i Franz Kafkas (1883-1925) klassiker “Processen” (1925). Romanen handler om Josef K, der arresteres uden grund, og som tvinges gennem en ydmygende retssag, hvor han mister sin selvrespekt og modstandskraft. Kafka, der i øvrigt var uddannet jurist (!), lader derved romanens hovedperson fremstå som det forsvarsløse offer for systemets ubønhørlige opfattelse af, hvad der er retfærdighed.
Det overordnede udgangspunkt for megen retssalskomik er det samme. Den typiske retssalsvittighed handler om en ensom repræsentant fra samfundets nederste lag — oftest er der tale om en mand — der er blevet arresteret på baggrund af en forholdsvis ubetydelig forseelse, og som mødes af et system, der stiller spørgsmål, der ikke altid forekommer lige logiske. Forskellen på et værk som Kafkas “Processen” og den typiske retssalsvittighed ligger i den sigtedes syn på sagen. Hos Kafka er der tale om resignation og fortvivlelse, i retssalsvittigheden er der tale om opposition og fornøjelse — en omvendt Kafka, kunne man kalde det.
Dommeren siger til den sigtede:
- Har De en advokat til at hjælpe Dem med forsvaret?
- Nej, hr. dommer, jeg har besluttet mig for at sige sandheden. Det er både nemmere og billigere.
Det er imidlertid langtfra altid selve det, der bliver sagt, som får os til at le. Det er nærmere den uligeværdige relation mellem den sigtede og systemet, som med ét ophæves, der fremkalder komikken. Et par eksempler fra Storm P.:
Dommeren til den pjaltede vagabond:
- Hvor kunne det falde Dem ind at stjæle en høne?
- Jeg havde fundet en kogebog, og deri stod: Man tager en høne…
Og én mere, der må formodes at stamme fra samme skuffe:
- Hvor kunne det falde Dem ind at stjæle et pengeskab?
- Jo, min læge har sagt, at jeg skal tage noget jern!
Retssalskomik er berigende for vores sans for ligeværdighed. Det lige lovligt latterlige minder os helt grundlæggende om, at der kun kan fældes én dom over latteren: den er alles ret.