Advokaten 3 God advokatskik – Advokatetiske regler

Print Print
18-04-2007
Det er en udbredt misforståelse, at Advokatrådet fastlægger indholdet af “god advokatskik”. De etiske regler er i vid udstrækning blot en kodificering af Ad-vokatnævnets praksis og en vejledning til advokaterne om, hvordan den skal forstås.

Af Jesper Lett, advokat

Indledningsvis vil jeg gerne takke professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen for hans opfordring i Advokaten nr. 2 – 2007, til at advokater bidrager til bladet med advokat-faglige eller advokatpolitiske artikler og dermed bidrager til, at Advokaten bliver det naturlige forum for de tanker, der rører sig i advokatverdenen.

Navnlig vil jeg gerne takke Mads Bryde Andersen for hans bemærkninger i artiklen om Advokatrådets vejledende regler: “Advokatetiske regler”.

Artiklen giver nemlig anledning til at rette en desværre udbredt misforståelse af, hvem der bestemmer indholdet af “god advokatskik” og dermed fastlægger indholdet af de advokatetiske regler om bl. a. interessekonflikter.

Indholdet af god advokatskik fastlægges af Advokatnævnet, og i næste instans dom-stolene.

Reglerne om god advokatskik står i retsplejelovens § 126: “En advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.”

Med velberådet hu er bestemmelsen en retlig standard, således at Advokatnævnet og domstolene kan tilpasse indholdet efter udviklingen i samfundet.

Kodificering og vejledning
De af Advokatrådet vedtagne regler er dels en kodificering af Advokatnævnets og domstolenes praksis, dels naturligvis i et vist omfang udtryk for en vejledning til ad-vokater om, hvorledes de bør forholde sig for at undgå at komme i konflikt med rets-plejelovens § 126.

Det er navnlig ikke sådan, at Advokatnævnet føler sig bundet af Advokatrådets regler. Men det siger sig selv, at Advokatnævnet naturligvis kender reglerne og tager hensyn til dem i det omfang, de finder, at de er dækkende for nævnets opfattelse af begrebet “god advokatskik”. Som medlem af Advokatnævnet i sin tid, var jeg for eksempel med til at statuere, at der ikke forelå overtrædelser af god advokatskik, selvom Advo-katrådets regler sagde noget andet.

En indgang til forståelsen af reglerne om god advokatskik kan være, at advokaten ud-øver sit erhverv på baggrund af en beskikkelse fra det offentlige, og at reglerne om god advokatskik ikke alene er et forhold mellem advokaten og hans klient, men at der også skal tages hensyn til modparter, domstole, offentligheden, myndigheder, ligesom god advokatskik også er et spørgsmål om offentlighedens tillid og advokatstandens omdømme.

I sin artikel kritiserer Mads Bryde Andersen, at Advokatrådets seneste udgave af “Advokatetiske regler” ikke er “udtryk for den konsensus – regulering, AER ideelt set bør være.”
De “Advokatetiske regler” hverken kan eller skal være udtryk for konsensus.

Regler om interessekonflikter
Mads Bryde Andersen anfører, at de nye “Advokatetiske regler” har ”vakt modstand blandt mange. Der lyder hyppigt kritiske bemærkninger, navnlig om det ret firkantede forbud mod aftaleregulering, der nu er indført.” Bemærkningen er rettet mod interes-sekonflikter.

Denne lidt brede og ubestemte udtalelse er det svært at forholde sig til. Men personlig har jeg svært ved at forestille mig et seriøst advokatkontor, der udadtil vil reklamere med, at de har en lempelig politik hvad angår interessekonflikter, og at de i øvrigt mener, at det er et problem, de i mange tilfælde kan aftale sig ud af med klienten.

Tværtimod er det min erfaring, at klienterne i høj grad interesserer sig for spørgsmål om interessekonflikt, og at klienterne ikke ønsker, at der på kontoret behandles sager for andre klienter, hvis der er en interessekonflikt eller en risiko herfor. Enkelte klien-ter stiller endog krav om, at man ikke på kontoret har sager for nogen virksomhed inden for samme branche.

Dernæst har jeg svært ved at se, at interessekonflikter er noget, man kan aftale sig ud af med klienten. Interessekonflikten forsvinder jo ikke, blot fordi man aftaler det. Og hvem rådgiver i øvrigt klienten om, at han sagtens kan leve med en interessekonflikt med en anden klient på kontoret? Advokatnævnet synes ikke i deres seneste praksis at have forståelse for, at man kan aftale sig ud af en interessekonflikt, tværtimod.

Det afgørende spørgsmål er, om der foreligger en interessekonflikt, og her skal man huske på, at det også er i strid med god advokatskik at påtage sig sagen, såfremt der er en nærliggende risiko for en interessekonflikt.

Højesterets afgørelse
Ved fastlæggelsen af god advokatskik kan det være en udmærket øvelse at se på, om den anden advokat på kontoret, der er advokat for den klient, der eventuelt er en inte-ressekonflikt med, kan varetage den anden klients interesser i den aktuelle sag.

I Højesteretsdom fra 1998 (UfR U.1998.1105/2H), der drejer sig om kontorfælles-skab, anføres det i Højesterets flertals (4-1) præmisser blandt andet:

“Som anført af Advokatnævnet ville advokat A. have været afskåret fra at påtage sig sagen for de sagsøgte læger, og advokater i et kontorfællesskab vil udadtil fremtræde som samarbejdende. Selv om det i det enkelte tilfælde kan godtgøres, at advokaterne i kontorfællesskabet driver helt adskilte advokatvirksomheder, kan det efter vores op-fattelse ikke afvises, at der hos en nuværende eller tidligere klient kan opstå frygt for, at oplysninger, der i en tidligere sag er erhvervet om vedkommendes forhold af en advokat i fællesskabet, benyttes af en anden advokat i en sag, som har forbindelse med den tidligere sag. Der må derfor som led i fastlæggelsen af begrebet “god advo-katskik”, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, kunne fastlægges sådanne generelle be-grænsninger i advokaters adgang til at påtage sig sager, at man herved modvirker en risiko for uberettiget benyttelse af oplysninger. At det frie advokatvalg som følge her-af i et vist omfang indskrænkes, kan ikke føre til et andet resultat.”
En enkelt dommer tillægger det vægt, at der kun var tale om et kontorfællesskab, og at en tilegnelse af oplysninger fra den tidligere sag ville forudsætte en overtrædelse af advokat A.’s tavshedspligt, eller at advokat B. uberettiget tilegnede sig fortrolige op-lysninger hos advokat A., hvorfor klienten, efter hans opfattelse, nærmere burde have undersøgt disse forhold, og at han for så vidt ikke mener, at der er tale om en over-trædelse af retsplejelovens § 126, stk. 1. Men da han ikke finder at kunne rette afgø-rende indvendinger mod den norm for “god advokatskik”, som nævnets afgørelse in-debærer, stemmer han sammen med flertallet for at statuere, at der foreligger over-trædelse af god advokatskik ved at advokat B. ikke frasagde sig sagen, da han blev opmærksom på advokat A.’s tidligere sag.

Det siger sig selv, at bedømmelsen ikke var blevet mildere, hvis der havde været tale om f.eks. et advokatinteressentskab.

Højesterets dom henviser alene til retsplejelovens § 126. I en vistnok utrykt afgørelse fra Vestre Landsret fra 2001 henviser nævnet i sin afgørelse til Advokatrådets regler om god advokatskik, mens landsretten alene henviser til retsplejelovens § 126, stk. 1, i sine præmisser, til støtte for at advokaten på grund af den nærliggende risiko for in-teressekonflikt fra starten burde have afstået fra at repræsentere begge.

I betragtning af at habilitetsreglerne for revisorer gennem en periode har gennemgået flere stramninger, er det vanskeligt at forestille sig, at Advokatnævnet og domstole, eller for den sags skyld de seriøse advokater, skulle gå den modsatte vej.

Ingen fremtid i kinesiske mure
Man må nok se i øjnene, at “kinesiske mure”, som nogle har forsøgt at markedsføre, når to klienter på et kontor er i interessekonflikt, i realiteten er papirtynde. En profes-sionel drift af en advokatvirksomhed bygger blandt andet på vidensdeling og samar-bejde og ikke på opbygning af celler, der ikke har noget samarbejde – og selv da går den ikke. Synspunktet har navnlig ikke Advokatnævnets eller domstolenes øre.