Advokaten 3 Befolkningens dommere

Print Print
18-04-2007
Den seneste undersøgelse af befolkningens retsfølelse bekræfter i høj grad det, man som juridisk dommer oplever i samarbejdet med domsmænd. Når de skal dømme i en konkret straffesag, vil de gerne gøre gavn og forsøge at holde den tiltalte væk fra yderligere kriminalitet.

Af Anette Maarbjerg, juridisk sekretariatschef ved retten i Helsingør

Som domstolsjurist er det interessant at læse resultatet af undersøgelsen om befolkningens forestillinger om – og ønsker til – strafniveauet i almindelige straffesager. Det er altid gavnligt med sådanne øjenåbnere, som erstatter tro med viden, og det er dejligt at konstatere, at vi er en befolkning, hvor det store flertal har et nuanceret og afbalanceret syn på straf.
Når man som dommer i byretten skal dømme i en straffesag, har man to domsmænd med i de sager, hvor tiltalte nægter sig skyldig og anklagemyndigheden påstår fængselsstraf. Retten består derfor i disse sager af tre dommere, som stemmer på lige fod både ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet og straffens art og længde.
Domsmænd er almindelige borgere, der for en fireårig periode udvælges til at bistå byretterne og landsretterne i straffesagerne. Det er kommunerne, der via grundlisteudvalgene afgør, hvem der kan komme i betragtning som domsmænd, og langt de fleste domsmænd er politisk aktive borgere. Disse udpeges, fordi deres politiske aktivitet tages som udtryk for en interesse og et engagement i samfundsmæssige forhold. Man kan ikke søge om at blive domsmand og kan heller ikke slippe for det, når man først er udpeget, bortset fra i helt særlige tilfælde.
Mange tusinde borgere vil i kraft af vores regler om domsmænd i løbet af deres voksenliv prøve at være dommer i en straffesag. Det er et fantastisk godt system, som er med til at sikre, at et bredt udsnit af befolkningen tager del i det store ansvar, det er at vurdere skyld og pålægge straf – herunder fratage medborgere deres frihed.
Domsmændene bidrager til sagernes afgørelse med deres livserfaring, deres viden fra tidligere sager, deres holdninger og ikke mindst deres sunde fornuft. Den juridiske dommer bidrager med sit kendskab til retsreglerne, bevisvurderinger, strafniveauet i lignende sager, sin arbejdsmæssige erfaring og som domsmændene også med sine holdninger, meninger og fornuft. Den juridiske dommer vil altid sørge for at orientere domsmændene om relevante lovændringer. Er der kommet en strafskærpelse på området, vil dommeren kort redegøre for dens indhold, baggrund og formål.
I straffesagerne er det hemmeligt, hvad den juridiske dommer og domsmændene taler om, når de i enrum afgør skyld og straf. Når dommen efterfølgende afsiges, vil den juridiske dommer dog i korte træk redegøre for, hvad dommerne har lagt vægt på ved deres afgørelse og også fortælle, hvis dommerne ikke er enige.

Ingen fordomme og letkøbte holdninger
Som juridisk dommer kommer man gennem årene i kontakt med et meget stort antal domsmænd og får derfor lejlighed til at høre mange almindelige borgeres holdning til straf i konkrete sager. Ikke overraskende er den gennemgående holdning helt i overensstemmelse med resultatet af den nu foretagne undersøgelse.
Når man som menneske skal dømme i en konkret straffesag og sidder ansigt til ansigt med den tiltalte, så bevirker situationens alvor og det store ansvar, der er forbundet med rollen som dommer, at vi er meget lydhøre og gør os umage for at være rimelige og retfærdige. Når der kommer ansigter, navne og livshistorier på de implicerede, så er der ikke megen plads til fordomme og letkøbte holdninger. Og sådan skal det være.
Har vi at gøre med almindelige mindre straffesager som eksemplerne brugt i undersøgelsen, er det min erfaring, at ønsket om at få den tiltalte væk fra yderligere kriminalitet er det, der vejer tungest hos langt de fleste domsmænd, når der skal træffes afgørelse om straffen. Domsmændene er på det rene med, at retsfølelsen kræver, at den tiltalte skal straffes, men de er også helt på det rene med, at tiltalte ikke bliver mindre kriminel af at komme i fængsel, og de gør, hvad de kan for at tilgodese alle hensyn. Det er sund fornuft i sin smukkeste form, at de mennesker, der skal træffe afgørelsen, primært er drevet af ønsket om at hindre yderligere kriminalitet – både for offerets, den tiltaltes og vores alle sammens skyld.

Andre former for straf
Der er ikke så meget positivt at sige om korte ubetingede fængselsstraffe. De er på den ene side meget indgribende for den dømte, fordi de ødelægger igangværende uddannelse og arbejde og belaster familien. De er på den anden side hurtigt afsonet, hvorefter den dømte er tilbage i lokalsamfundet uden nogen til at kontrollere og samle op. Den dømte har været inde i fængselssystemet længe nok til at blive negativt påvirket af de andre indsatte, men ikke længe nok til at modtage uddannelse og behandling. De ubetingede straffe er dyre for samfundet, og de kan ikke umiddelbart kombineres med vilkår om misbrugsbehandling og tilsyn af Kriminalforsorgen.
Gøres fængselsstraffen betinget, åbner straffeloven en lang række muligheder for at skubbe tiltalte i en ny retning. Til den betingede dom kan der fastsættes vilkår om en længerevarende misbrugsbehandling, tilsyn af Kriminalforsorgen med pligt til at deltage i jævnlige møder, vilkår om at tage ophold et bestemt sted, samfundstjeneste mv. Alt sammen foranstaltninger der gør, at der er nogen, der holder snor i den dømte og forsøger at hjælpe vedkommende fri af problemer og dårlige vaner. Straffen vil samtidig stå i “sparekassen” og blive udløst, hvis den dømte på ny begår kriminalitet.
Reglerne bevirker, at der hos hovedparten af domsmændene er en meget stor åbenhed over for brugen af betingede straffe, netop ud fra ønsket om at forbedre tiltalte – om nødvendigt med tvang.
Både domsmændene og den juridiske dommer er bundet af loven og skal derfor også rette sig efter Folketingets beslutninger om strafskærpelser. Som juridisk dommer er det i de almindelige straffesager ofte meget vanskeligt at vinde forståelse hos domsmændene for, at det er nødvendigt med hårdere straffe – herunder i form af ubetingede straffe. Det er en surrealistisk situation at sidde og forsøge at overbevise domsmændene om, at strafskærpelsen i voldssager skyldes befolkningens krav om hårdere straffe, når domsmændene – som jo er befolkningen – tydeligvis ikke kan identificere sig med kravet i den konkrete situation. De kan godt nikke genkendende til udsagnene, men de synes som regel, at den konkrete situation er anderledes. Det er den bare sjældent – den er almindelig.
Som juridisk dommer er man jo også en slags menneske, og står de to domsmænd fast på deres som regel meget fornuftige og fuldt forståelige beslutning om, at ubetinget fængsel ikke vil gavne nogen, så vælger man ofte som juridisk dommer at tilslutte sig domsmændenes afgørelse. Så må man leve med udsigten til beskyldningerne om, at domstolene ikke retter sig efter befolkningens krav om hårdere straffe.

Strafniveauet for højt
Et andet aspekt af modviljen mod ubetingede domme og hårdere straffe møder man hos en del domsmænd i form af deres store krav til bevisbyrden. I de almindelige straffesager støder man på synspunktet om, at ikke kun den rimelige tvivl skal komme den tiltalte til gode, men ofte enhver tvivl. De vægrer sig mod at anse forbrydelsen for bevist – og deres udtalelser afslører ofte, at det er, fordi de ved, hvad konsekvensen er – nemlig at den tiltalte skal i fængsel. Udtalelser som “det kan godt være, han er skyldig, men jeg synes i hvert fald ikke, han skal i fængsel” afslører, at vurderingen af skyldsspørgsmålet bliver blandet sammen med fastsættelsen af straffen. Som juridisk dommer skal vi selvfølgelig forsøge at få domsmændene til at holde de to ting adskilt – men man efterlades nogle gange med fornemmelsen af, at rester af tvivl i domsmændenes sind er med til for dem at retfærdiggøre deres indstilling om, at straffen ikke skal være så hård som foreskrevet.
Det er min klare opfattelse, at domsmændene har en meget stor del af æren for, at et stort antal sager, som efter bogen skulle have givet ubetinget fængsel, i byretterne ender med betingede domme med vilkår. Som juridisk dommer hviler det professionelle åg og forpligtelsen til at følge strafskærpelser og afgørelser i lignende sager tungere. Men er man holdningsmæssigt i den milde ende, opleves det positivt, at domsmændene ikke altid er så nemme at “flytte”. Der er selvfølgelig også en del domsmænd, som accepterer Folketingets beslutninger om strafskærpelser, men mange af dem kommer med tilkendegivelser, som viser, at de hellere havde set en mildere afgørelse.
Der er for mig ingen tvivl om, at de seneste års strafskærpelser har hevet strafniveauet op på et plan, som stemmer dårligt overens med flertallet af domsmændenes vurdering af, hvad der er påkrævet i den enkelte sag.

Ikke den psykopatiske øksemorder
Strafskærpelser opstår ofte i kølvandet på enkeltstående forbrydelser, der i kraft af en særlig grovhed, kynisme, skadevirkning mv. får en stor pressebevågenhed og skræmmer mange mennesker. Konfronteret med en psykopatisk øksemorder vil langt de fleste udtrykke ønske om meget hårde straffe, også fordi forbrydere af den karakter betragtes som uden for enhver behandlingsmulighed og derfor bare skal holdes væk fra gaden.
Men i det daglige arbejde i byretterne er det ikke den psykopatiske øksemorder, men en ung mand, der ligner naboens søn, der sidder anklaget for vold. Vi kan som domsmænd og dommere identificere os med både den tiltalte og offeret og langt hen ad vejen med den situation, der var optakten til volden. Under retssagen er sceneriet ofte, at alle er blevet ædru, er kommet til fornuft, og skaderne er næsten helede. Livet er gået videre, men sagen er anmeldt, og vi skal derfor dømme i den.
Den tiltalte unge mand har med en ubetinget fængselsstraf ikke mulighed for at beholde den læreplads, han lige har fået eller gennemføre det handelsskoleforløb, han er tæt på at afslutte. Måske er hans hash- og alkoholforbrug for stort, og han har selv taget initiativ til at komme i behandling. I disse situationer vil vi som dommere meget gerne begrænse skadevirkningen af straffen. Det kan vi kun gøre ved at gøre straffen betinget med vilkår om tilsyn, misbrugsbehandling eller samfundstjeneste. Der skal ikke megen menneskelig indsigt til for at vide, at netop det at gennemføre en uddannelse, fastholde et arbejde og undgå et misbrug er nogle af de væsentligste faktorer for at komme ud af kriminalitet. Straffeloven giver os mulighed for at gøre det – men strafskærpelser og afgørelser i lignende sager trækker den anden vej.

Retsfølelsen kræver ikke højere straframmer
I disse mange almindelige voldssager sidder vi derfor som dommere og kæmper med på den ene side at følge “samfundets” krav om hårdere og ubetingede fængselsstraffe og på den anden side at følge vores sunde fornuft og ønsket om at forebygge yderligere kriminalitet hos den enkelte gerningsmand. Da der er god mulighed for at skrive en fyldig begrundelse for, hvorfor der i den enkelte sag “undtagelsesvis” er givet en betinget dom, så afsiges der som sagt mange betingede domme – men sjældent uden snert af følelsen af, at vi bøjer reglerne og gør noget, vi egentlig ikke må. Sådan bør det ikke være.
Lad os med den nu gennemførte undersøgelse med sindsro og lettelse konstatere, at den almindelige retsfølelse, når det kommer til 2/3 af vores straffesager, ikke kræver – og sandsynligvis aldrig har krævet – hårdere og ubetingede straffe. Undersøgelsen bekræfter, at befolkningen i denne store gruppe sager går ind for mildere straffe og alternativer til fængselsstraf. Lad os være fremsynede og innovative og tænke i nye muligheder at kombinere straf og behandling på, så vi kan støtte mere op om det oprigtige og fornuftige ønske, vi møder hos domsmændene – befolkningens dommere – om at mindske skadevirkningerne og omfanget af kriminaliteten i samfundet.
Lad os samtidig være rolige i visheden om, at når det kommer til enkeltstående meget grove forbrydelser, så er vores domsmænd og nævninge også i stand til at varetage befolkningens retsfølelse, som sagtens kan rummes inden for de høje strafferammer, vi har i dag.