Advokaten 3 Anklagemyndigheden i en globaliseret verden

Print Print
18-04-2007
I en verden, hvor også de kriminelle udnytter den frihed, som globaliseringen giver, er det nødvendigt for anklagemyndigheden at samarbejde globalt.

Af Henning Fode, rigsadvokat og siden 2005 præsident for den internationale sammenslutning af anklagere, IAP

Anklagere fører konkrete straffesager. Sådan har det været siden anklagemyndighe¬den blev etableret i forrige århundrede, og sådan vil det også være i fremtiden efter gennemførelsen af politi- og domstolsreformen og den reform af anklagemyndighe¬den, som netop er igangsat. Anklagemyndigheden må imidlertid forholde sig til det samfund, som den er sat til at tjene. Ændrer den omgivende virkelighed sig, kan det medføre betydelige ændringer for den måde, anklagemyndigheden arbejder på. For¬hold, der i dag ofte betegnes som internationalisering eller globalisering, er blevet en del af den virkelighed, som anklagemyndigheden fremover skal tage højde for i for¬bindelse med løsningen af sin opgave, der består i sammen med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i retsplejeloven.

Udfordringen for anklagemyndigheden
Ord som f.eks. globalisering dækker over, at verden populært sagt er blevet mindre. Det er ikke længere noget problem at holde ferie eller lave forretninger på den anden side af jordkloden. Kommunikation i form af f.eks. mail og internetforbindelser gør at Sydamerika og Australien kun er et par klik borte ved hjælp af et tastatur og en mus knyttet til en pc. Det gælder set fra Danmark, men det gælder også den anden vej. Danmark kan og skal naturligvis ikke lukkes af for de muligheder og påvirkninger, som globaliseringen medfører.
Denne udvikling påvirker kriminalitetsbilledet. De ønskværdige frihedsgrader for alle kan misbruges af kriminelle. Omfanget af den grænseoverskridende kriminalitet er uden tvivl steget i de senere år, men heldigvis er også det internationale samarbejde til bekæmpelse heraf blevet intensiveret. Traditionelt har navnlig politiet i mange lande været hurtige til at etablere både generelt og mere praktisk samarbejde. Man kan blot tænke på en så “gammel” institution som Interpol, der fortsat er overordentlig funkti¬onsdygtig. I de senere år har vi så i Europa fået bl.a. Europol og en række andre sam¬arbejdstiltag inden for EU-samarbejdet.
Anklagemyndigheden var lidt længere om at komme i gang med internationalt samar¬bejde. Men der er i de senere år sket meget, som jeg i det følgende vil prøve at ridse op i hovedtræk. Udfordringen er grundlæggende den samme som for politiet: at for¬holde sig til en ny virkelighed og ikke at tillade, at den stærkt forøgede bevægelses¬frihed misbruges, hvad enten det er til udbredelse af børneporno gennem internettet, kvindehandel fra Østeuropa eller forøget indsmugling af narkotika i forbindelse med den stærkt forøgede bevægelighed af varer og personer.

Helt konkrete problemer
De problemer, globalisering/internationalisering stiller anklagemyndigheden (og poli¬tiet) overfor, er helt konkrete. Tidligere kunne man i næsten alle sager – også ved alvorlig kriminalitet – se at alle væsentlige led i den strafbare handling var gennemført på dansk territorium, og at handlingen typisk var begået af danske statsborgere eller af i Danmark fastboende personer. Ofrene for forbrydelserne, vidnerne og konse¬kvensen af handlingerne mere generelt var normalt også tæt knyttet til Danmark. Ef¬terforskningen og en eventuel gennemførelse af en straffesag ville derfor hele vejen igennem sagsforløbet kunne varetages af danske myndigheder og domstole.
Dette er ikke længere tilfældet i en lang række sager, herunder ofte sager om alvorlig organiseret kriminalitet. I en sag om f.eks. bordeldrift og menneskehandel kan de prostituerede – typisk vigtige vidner i sagen – være fra f.eks. de baltiske lande, Afrika eller Thailand og uden lovligt opholdsgrundlag i Danmark, hvis da ikke nogle alle¬rede er rejst videre til et andet land, når sagen starter. Bagmændene – de potentielt sigtede og tiltalte – kan tænkes at være et organiseret netværk af herboende personer og personer fra f.eks. Balkanområdet.
Samarbejde med udenlandske myndigheder er altså i stigende grad en nødvendighed, hvis straffesager skal kunne efterforskes og domsforhandles. Der skal afhøres, ransa¬ges og beslaglægges i udlandet. Vidner skal til Danmark for at afgive forklaring, og det skal eventuelt afklares, hvor sagen skal gennemføres: i Danmark eller et helt andet sted?
Desværre har det ikke været, og det er fortsat ikke, lige så enkelt for anklagemyndig¬heden at få et samarbejde i gang med en udenlandsk myndighed, som det er at få kol¬leger i en anden del af Danmark til at hjælpe sig. Landegrænser og national suveræ¬nitet medfører, at særlige retsgrundlag og samarbejdsmekanismer må etableres for at kunne samarbejde. Hvor landegrænser og afstande i betydeligt omfang har mistet betydning for os alle som borgere og desværre altså også for de kriminelle, udgør landegrænser og fremmede og indbyrdes ganske forskellige retssystemer fortsat et pro¬blem, der er helt konkret og relevant for anklagemyndigheden.

Løsninger
Allerede siden 1950erne har man i Europa gennem Europarådet og konventioner om f.eks. udlevering af lovovertrædere og retshjælp i straffesager forsøgt at finde gene¬relle løsninger. Inden for de senere år er der ligeledes i Den Europæiske Union gen¬nemført en række generelle retlige instrumenter på området. For tiden er det princip¬pet om gensidig anerkendelse af såvel domme som andre afgørelser truffet af retlige myndigheder i medlemsstaterne, der udgør hjørnestenen i både det civilretlige og strafferetlige samarbejde. I FN-regi er der også i de senere år gennemført betydnings¬fulde konventioner om bekæmpelse af organiseret kriminalitet og korruption. Repræ¬sentanter fra anklagemyndigheden har i de senere år deltaget i dele af dette arbejde, der grundlæggende handler om at tilvejebringe et brugbart og dækkende regelgrund¬lag for samarbejdet i konkrete straffesager. Det er typisk staternes justitsministerier, der leder forhandlingerne om disse spørgsmål.
Fra tid til anden hører man kritiske røster om tempoet i forhandlingerne og om den praktiske rækkevidde af de resultater, der opnås, ofte efter indgåelse af mange kom¬promisser. Kritikken kan uden tvivl være på sin plads – i hvert fald til tider. Det er dog samtidig værd at bemærke, at uden disse generelle regler i konventioner, ramme¬afgørelser o.l. ville anklagemyndigheden være ganske dårligt stillet. En videreudvik¬ling af det generelle regelsæt for internationalt samarbejde er derfor stadig en nød¬vendighed.

Netværk og samarbejdsfora for anklagere
Selvom de generelle regler for et samarbejde er på plads og løbende opdateres, er det ikke givet at samarbejdet i konkrete sager fungerer gnidningsløst. De indbyrdes gan¬ske forskellige retssystemer kan give problemer. Der er hele problemstillingen, om at man ikke uden videre forstår hinandens sprog. Og der er tit det problem, at man ikke kender nogen hos det andet lands myndigheder, der måske endda er meget længe om at svare i en sag, der er hastende. Når det så er nævnt, er det imidlertid mit generelle indtryk, at samarbejdet i konkrete straffesager i væsentligt omfang fungerer tilfreds¬stillende.
De fleste anklagere vil dog formentlig kunne give mig ret i, at personlige kontakter hos andre landes myndigheder er overordentlig nyttige for at få en konkret retsan¬modning til at blive efterkommet hurtigt og effektivt.
Der er derfor inden for EU etableret Det Europæiske Retlige Netværk, som yder bi¬stand til at lette og fremskynde det retlige samarbejde ved at levere juridiske og praktiske oplysninger til stedlige retlige myndigheder og ved at yde bistand i forbin¬delse med retsanmodninger. Blandt de danske kontaktpunkter er anklagere i rigsad¬vokaturen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og Københavns Politi, Advokaturen for organiseret kriminalitet.
Med etableringen i 2002 af Eurojust i Haag, hvor samtlige EU-landes retshåndhæ¬vende myndigheder er repræsenteret, er der også taget et vigtigt praktisk skridt i kam¬pen mod den alvorlige grænseoverskridende kriminalitet, som kan gøre det væsentlig lettere for anklagere at samarbejde hen over Europas grænser. En statsadvokat er den danske nationale repræsentant i Eurojust.

IAP
Drejer det sig om etablering af netværk for anklagere i en global sammenhæng, kommer man ikke uden om den internationale anklagerorganisation, IAP, (Internatio¬nal Association of Prosecutors). Organisationen, der blev etableret for over ti år si¬den, har nu 120 organisationer (anklagemyndigheder og faglige organisationer) som medlemmer og hertil skal lægges et antal individuelle medlemmer. Tilsammen er mere end 130 stater repræsenteret.

Jeg har været præsident for organisationen siden 2005, da IAP holdt sin årlige konference og generalforsamling i København. Gennem konferencer, der også afholdes regionalt, og gennem andre tiltag, herunder IAP’s hjemmeside, udgør IAP et globalt netværk for anklagere. Fra dansk side har bl.a. Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager gjort brug af sine kontakter gennem netværket i forbindelse med behandlingen af konkrete straffesager.

Bistand til andre landes anklagemyndigheder
For at fuldende billedet af anklagemyndigheden i en globaliseret verden vil jeg nævne, at den danske anklagemyndighed i de senere år alene eller sammen med andre danske, udenlandske eller internationale institutioner har ydet forskellige former for generel bistand til andre landes anklagemyndigheder.
Det kan være bistand til ud¬formning af generelle regler, organisationsudvikling eller til projekter om menneske¬rettighedsspørgsmål. Der har navnlig været tale om samarbejde med lande, der gen¬nemgår omfattende reformprocesser, der også inkluderer retsvæsenet.
Denne bistand sker som et led i den generelle danske bistandsindsats, men også ud fra et element af egeninteresse. Ved at opbygge velfungerende retssystemer i andre lande og ved at være aktiv i IAP muliggøres det, at der også ganske langt fra Danmark kan findes retssystemer, der kan samarbejdes med på et grundlag, der bygger på internationalt anerkendte standarder og værdier. I en globaliseret verden ved man aldrig, hvem man for brug for at samarbejde med før eller siden.