Advokaten 2 - Kaptajn Giersings søforklaring

Print Print
05-03-2007
Han fik hyre på et skib som 15-årig. Inden han fyldte tyve, havde han sejlet verden rundt, rullet rommen i ganen på de dansk-vestindiske øer, spejdet ud over indlandsisen i Grønland og fået personlig propaganda om Mao i Shanghai. Som 36-årig gik han i land. I dag er han advokat og arbejder blandt andet med søret.

Tekst: Hanne Hauerslev, Komplot Kommunikation Foto: Henning Hjorth

Hvordan stabiliserer man egentlig et fragtskib eller en fisketrawler? Dét er der i hvert fald én advokat i kongeriget, der kan svare rigtigt på.
Advokat Peter Giersing havde netop stået for handlen af en serie trawlere, der skulle leveres fra et skibsværft. Tilfældigvis var han på værftet en dag, hvor en flok skibsværftsarbejdere var i færd med at fylde bunden af en trawler op med gammelt jern for at stabilisere den.
- Jeg fik det jo stoppet med det samme, for den eneste rigtige ballast er beton, som er dyrere end jern. Og som værftslederen sagde: Det er da også irriterende, at advokaten ved, hvordan man bygger skibe!
Peter Giersing klukker ved tanken. Han har nemlig stået lige så lang tid til søs, som han har haft fast grund under fødderne som advokat, og han kender alt til, hvordan et skib er skruet sammen.
Tilværelsen på de syv verdenshave startede en dag, hvor den skoletrætte teenager lod længslerne få overtaget over de kedsommelige skolebøger.
- I efteråret 1966 fik jeg min første hyre som messedreng. Jeg var 15 år og havde siden min barndom hørt om livet på søen, for både min bedste- og oldefar havde sejlet. Så jeg troppede op hos Den Kongelige Grønlandske Handel, der dengang lå på Christianshavn for enden af Strandgade.
- Jeg har stadig et billede af mig selv, der blev taget der på pladsen, hvor det hele startede. Det var ikke særlig romantisk. Jeg var konstant søsyg det første år. Men efterhånden vænner du dig til søen, og du mærker kun søsygen de første dage, efter du har skiftet hyre, fortæller Peter Giersing, der som 15-årig drømte om at komme på navigationsskole for at blive skibsfører – eller kaptajn, som det hedder inden for militæret. Adgangsbilletten til navigationsskolen var dengang fire år på søen: et år som dreng, et år som ungmand, et år som letmatros og endelig et år som matros.

Shanghai under kulturrevolutionen
- Når du skulle have hyre, gik du ned til Sømændenes Forbund i Herluf Trollesgade. Her du fik et stempel i din bog hver dag. To gange dagligt – klokken ti og klokken to – var der auktion over de hyrer, der kom i udbud. Det kunne være, at ØK skulle bruge ti folk til en tur på seks måneder. Så kunne du byde ind. Den med flest stempler i sin bog fik hyren. Sådan fik jeg alle mine hyrer, bortset fra et halvt år med skoleskibet Danmark, hvor turen gik til Caribien i 1967.
- Da vi ankom til De Vestindiske Øer, var der stor fest, for man fejrede 50-året for, at amerikanerne havde overtaget øerne i 1917. Vi syntes jo, at det var vældig eksotisk at komme herud, hvor alt var så anderledes. Senere kom jeg til Østen med ØK. Her var det asiaterne, der syntes, at jeg var helt vildt eksotisk, hvilket jeg også muligvis har været her i 1960’erne, hvor vi alle sammen havde langt hår og gik i jeans med svaj i benene. Når vi gik på gaden, rev mødrene de små børn i armene, fordi de skulle se os.
Det gjorde et kæmpe indtryk på Peter Giersing at komme til Shanghai i 1968 under kulturrevolutionen. Det var en millionby, men der var næsten ingen biler, og alle kineserne myldrede i gaderne og havde ens blå dragter på.
- Vi lå der i tre uger, fordi al last var stykgods, der skulle lastes manuelt. I ventetiden måtte vi kun komme i den internationale sømandsklub. I sømandsklubben kunne vi handle – det var forbudt at købe ind andre steder. Her blev der også vist propagandafilm om Maos fortræffeligheder.
- Men inden vi kom så langt, lå vi på reden, hvor vi skulle undersøges for tyfus af en kinesisk læge. Jeg kan huske, at en af mine kolleger sagde: “Jeg gav en lort og fik til gengæld en rød bog!” Vi fik nemlig alle Maos lille røde, som var oversat til de nordiske sprog, siger Peter Giersing og klukker igen ved tanken om den fri tone, der var om bord.
Efter også at have sat sine ben i Sydamerika, Afrika, Malaysia, Thailand, Japan og på Navigationsskolen i København, blev Peter Giersing reserveofficer i Søværnet, og skulle gøre tjeneste i 24 måneder. De første 11 måneder var han på officersskole og blev herefter næstkommanderende i en patruljebåd.

Blue West One
Han var tiltrukket af at arbejde i Grønland og blev som 25-årig tilbudt et job som styrmand i Kongelige Grønlandske Handel.
- Efter blot et par år blev jeg overstyrmand. Det er et rigtig godt job, hvor du har ansvaret for folkene på skibet, losning, og du deltager i vagterne, når skibet er på søen. Men jeg ville gerne læse jura og var faktisk klar til at gøre det i 1979. Jeg blev dog tilbudt et job på Statens Iscentral i Narssarssuaq. Det var svært at takke nej til, for Grønland er fantastisk, og det var tiltrækkende at bo i Narssarssuaq på den gamle amerikanske flybase Blue West One. I de to år jeg arbejdede her, lodsede jeg skibe igennem storisen fra helikopter og fløj rundt om Grønland med fastvinget fly, for at tegne de iskort, som Meteorologisk Institut udsender, og som blandt andet bliver brugt til udarbejdelse af vejrprognoser. I dag foregår det mest ved brug af satellit.
- Naturen i Grønland slår alt. Når du flyver, får du det, man i fagsprog kalder CAVU – ceiling and visibility unlimited. Luften kan være så tør og ren, at du i princippet kan se klart uendelig langt. Det er helt fantastisk at opleve i en uberørt natur, hvor der ikke er et menneske, så langt øjet rækker.
- Jeg holdt meget af at være i Grønland, hvor jeg blandt andet brugte min fritid på at male akvareller, læse og fiske. Og så spillede jeg badminton i en af de gamle amerikanske flyhaller, hvilket krævede en hel del ekstra ketsjere. Strengene springer nemlig hele tiden i kulden, så vi måtte have ekstra forsyninger sendt ud med fly.

Sager om søfart
I 1982 – 31 år gammel – søgte Peter Giersing ind på Aarhus Universitet for at læse jura.
- Jeg havde haft kurser i søret på navigationsskolen og syntes juraen var spændende. Så da Den Kongelige Grønlandske Handel i starten af 1980’erne skulle overgå til Grønlands Hjemmestyre, og rederiet ville blive splittet op i flere mindre enheder, syntes jeg, at der skulle ske noget nyt for mig, og jeg besluttede mig for at starte på jurastudiet. Men jeg fortsatte med at sejle om sommeren som overstyrmand på passagerskibe i Grønland.
- Efter min juridiske kandidateksamen i januar 1987 startede jeg som dommerfuldmægtig ved retten i Maribo og havde lyst til at gå den vej. Men det ville også betyde, at jeg kunne risikere at blive flyttet rundt i landet. Og pludselig var jeg bare træt af at rakke rundt. Jeg ville have et hus og vide, hvor jeg skulle bo de næste år.
Peter Giersing landede i København, hvor han blev fuldmægtig hos Advokatfirmaet Bjørst.
- Efter et par år flyttede jeg til Kønig & Homann. Det var vigtigt for mig at få en så bred uddannelse som muligt. Det gav mig også mulighed for at arbejde en periode på deres kontor i Nuuk.
- Senere fik jeg tilbud om at komme tilbage som partner i Advokatfirmaet Bjørst, hvor jeg siden blandt andet har beskæftiget mig med sager, som er relateret til søfart. Det kan være køb og salg af skibe eller sager om forlis eller søulykker, hvor det er vigtigt at vide, hvordan det kan lade sig gøre at komme galt af sted. Det ved du kun, hvis du selv har været der.

Blå Bog
Peter Giersing er 55 år, advokat (H). Oprindelig uddannet skibsfører i København 1972/73, reserveofficer i Søværnet, og har desuden arbejdet som overstyrmand for Kongelige Grønlandske Handel og for Statens Iscentral i Narssarssuaq. Cand. jur. fra Aarhus Universitet i 1987. Dommerfuldmægtig ved retten i Maribo. Advokatfuldmægtig i Advokatfirmaet Bjørst. Kom i 1989 til Kønig og Homann og var blandt andet udstationeret i Nuuk i to år. I dag er han partner hos Advokatfirmaet Bjørst, hvor han har flere specialer, blandt andet i sager om forlis og søulykker. Han er desuden beneficeret advokat.