Advokaten 2 - Ok, lad os være klarere i spyttet...

Print Print
05-03-2007
Af Lisbet Larsen, journalist

I de store retssager om økonomisk kriminalitet sidder forsvarer og anklager længe og lurer på hinanden. Hvad består forbrydelsen egentlig i, og hvilken linie vil både forsvar og anklagemyndighed køre? Det er en ægte tidsrøver. Et par af aktørerne forsøger at komme med bud på at gøre retsprocessen mere effektiv.

En dommer, en anklager og en forsvarer satte sig for et stykke tid siden ned omkring et bord. De blev bedt om at komme med bud på, hvordan især de meget lange SØK-sager kan forkortes – til gavn for de tiltalte, såvel som for skatteyderne.
De kendte hinanden godt i forvejen. Anklager og nuværende vicepolitidirektør Finn Borch Andersen, dommer i Københavns Byret Ulrik Stage-Nielsen og forsvarer Jakob Lund Poulsen. De har alle mødt hinanden på kryds og tværs i danske retssale i sager om økonomisk kriminalitet. Finn Borch Andersen og Jakob Lund Poulsen senest på hver sin side i Tvind-sagen. Ulrik Stage-Nielsen og Lund Poulsen i for eksempel Guld 2 sagen tilbage i 1990-erne.
Her skulle de ikke snakke gamle sager, men kigge frem. Er det muligt at forkorte sagerne og især domsforhandlingen? Hver især var de forinden blevet bedt om at tænke over, hvad man kan effektivisere inden for egne rækker.

Kritik af svære sager
I de seneste år har enormt lange retssager været genstand for kritik i pressen. Senest Tvind-sagen, der løb op i retssagsomkostninger på 100 millioner kroner. Men også andre sager har fået offentligheden til at rynke brynene, blandt andet Midtbank-sagen, hash-sagen fra Christiania og en række bedrageri- og skattesvigsager. Ikke alene pga. retssagens pris, men også fordi tiltalte har måttet vente i årevis på en afklaring. For eksempel har det givet kritik fra anklagerside, når en populær forsvarer har haft meget svært ved at finde dage, hvor han havde tid til at møde i retten. Derudover har forhold lige fra efterforskningssjusk til lidt for tålmodige dommere været behandlet.
I modsætning til andre straffesager er der i de store sager om økonomisk kriminalitet generelt ikke megen uenighed om, hvad der rent faktisk er sket. Stridspunktet mellem anklager og forsvarer er næsten altid forsættet. Altså; hvad var den tiltaltes hensigt med at oprette denne fond eller sælge disse selskaber eller gå konkurs lige på det tidspunkt? Var hensigten strafbar eller ej? For oftest er hver enkelt af den tiltaltes handlinger, isoleret set, lovlig nok. Det er sammenhængen, det handler om.

Hvori består forbrydelsen?
Jakob Lund Poulsen lægger ud med et problem, der ikke er hans, men anklagemyndighedens. Eller måske rettere traditionen.
- Det kan være frustrerende og trække tingene i langdrag, at vi som forsvarere ikke ved fra starten, hvor det præcis er, anklagerne mener, vores klienter har gjort sig skyldige i en forbrydelse. Det er blevet sagt næsten dagligt fra forsvaret under visse sager: Hvor er det, I mener, der er blevet gjort noget forkert? siger Jakob Lund Poulsen.
Finn Borch Andersen foreslår hertil noget, der med garanti ikke har været oppe og vende i Justitsministeriet. Om det kommer det, er en anden sag.
– Jeg synes godt, anklagemyndigheden kunne være bedre til at melde ud, hvor hovedproblemerne er. Hvad hvis vi inden domsforhandlingen skriftligt skulle formulere, hvad vi går efter? Og ikke som nu lade det komme hen ad vejen i retssalen, siger Finn Borch Andersen og fortsætter:
- Det kunne have hjulpet på mange af de sager, jeg har været med til, og ville virkelig have kunnet rykke noget. Sagt på en anden måde handler det selvfølgelig også om, hvor god jeg er som anklager til at vise, hvad det er, jeg vil.
I øjeblikket står der i anklageskriftet, hvad det er for paragraffer i straffeloven, anklageren mener, den tiltalte har overtrådt. Men der står ikke nødvendigvis noget om, præcis hvor det er, den tiltalte f.eks. har begået mandatsvig. Var det da han købte selskab X og solgte det to dage senere. Eller var det, da han tilbagedaterede et bestyrelsesreferat i selskab Y?
Forsvarer Jakob Lund Poulsen er enig i, at anklagemyndigheden kunne være klarere i spyttet.
- Anklagemyndigheden holder mange døre åbne. Det gør, at jeg bliver nødt til at holde flere bolde i luften. Jeg skal have afdækket et unødvendigt stort bevismateriale, jeg skal dokumentere mange flere passager i anklageskriftet, for jeg ved ikke, hvor det lige præcis kan blive vigtigt for klienten.

Beviser
Som dommer har Ulrik Stage-Nielsen flere gange siddet og hørt på, at enten forsvarer eller anklager har fremført beviser, han ikke på det tidspunkt har kunnet gennemskue, hvad skulle bruges til.
- Man kan jo sidde og skulle sige ja til en bevisførelse, man ikke ved, hvor bærer hen. Engang fik jeg at vide af en forsvarer, at det ville komme senere, hvorfor denne her bevisførelse var væsentlig. “Det kommer, det kommer,” sagde han. Men det kom aldrig. Det kan jo så være, fordi sagen udviklede sig sådan, at det pludselig ville skade hans klient, det ved jeg ikke, siger Stage-Nielsen.
Kan du som dommer ikke bede om at blive forklaret, hvad det skal bruges til?
- Jo, men jeg skal jo også give mulighed for, at sagen kan udvikle sig under domsforhandlingerne og ikke låse det hele fast. Men havde man en klarere sagsformulering, ville det da absolut være nemmere at skære irrelevant bevisførelse fra, siger Ulrik Stage-Nielsen.
Alle tre er enige om, at det ikke kan lade sig gøre at lade det opstrammede anklageskrift være prækluderende, så man ikke senere kan komme med nye påstande og nye beviser. Det ville give voldsomme problemer med strafferetsplejen.

Bevisets stilling
Men anklager Finn Borch Andersen vil gerne have noget til gengæld.
- Det samme kunne man jo så bede forsvaret om i en slags trade-off. Sige: “Godt så, hvorfor er det så forsvaret mener, at det ikke er strafbart at købe og sælge de her selskaber på den måde.” Lige så vel som vi skal sige, hvad det er, der er ulovligt, siger Borch Andersen.
Jakob Lund Poulsen tænker sig om. Han kan se problemer i forslaget.
- Det er rigtigt, at det jo både er forsvareren og anklageren, der er tilbageholdende med at sige for meget i starten. For som forsvarer kan man jo også åbne nogle døre, man ikke har lyst til at åbne. Og det er altså anklagemyndigheden, der har bevisbyrden, og den skal de danske forsvarere jo ikke til at bidrage med at løfte, siger han.
Finn Borch Andersen svarer:
- Ja, nu må du sparke til mig, Jakob hvis jeg tager fejl, men er det ikke tit sådan, at man som forsvarer er bange for, at man binder klienten op på en eller anden bevisførelse – det er nærmest lige meget hvad – for der kan jo ske noget i domsforhandlingens udvikling, så det, I i starten så som et gode for klienten, kan gå hen og blive noget negativt.
Jakob Lund Poulsen vil ikke give køb på sin ret til at vente med at procedere sagen i retten løbende. Samtidig ønsker han at holde alle bevisspørgsmål åbne. Alle tre om bordet er enige om, at ændrer man på proceduren, åbner det flanker hos modparten. Og at det kan skade både forsvarernes og anklagerens sager, afhængig af bevisets stilling.

Travle advokater
Forsvarer Jakob Lund Poulsen kommer så med sit bidrag til effektivisering, set i et selvransagelsens lys.
- Så tit sker det altså ikke, men nogle gange har vi set, at advokater simpelthen ikke har haft tid til at gå i retten med en sag. Så ligger den og venter unødigt. Det er selvfølgelig en afvejning for den enkelte, for man skal jo også drive en forretning. Men hvis man allerede, når man får den første opringning, kan se, at man får problemer om et år eller to, så skal man sige fra. Det er god advokatskik, siger han.
I Norge kan man sætte en forsvarer af sagen, hvis hans kalender er for pakket. Skal man kunne det i Danmark?
Jakob Lund Poulsen siger:
- Det synes jeg ikke. Det er et vigtigt retsprincip, at man kan vælge sin forsvarer. Det må være op til den enkelte forsvarer at sige til og fra. Og i en sag med flere tiltalte, hvilken forsvarer er så synderen, der skal væk? Er det ham, der kun kan møde i retten om mandagen og onsdagen, eller er det ham, der først kan om tre måneder, men så til gengæld har et hul på fire måneder? Det kan være umuligt at afgøre.

Berammelse
Det er aldrig nemt at få kalenderne til at matche. Især når der ofte er to anklagere og måske tre, fire, eller fem forsvarere, der alle skal have tid på de samme dage. Det kan give meget spredte retsmøder. Alle ser en samlet berammelse uden alt for mange huller som noget, man bør stræbe efter.
- Vi kan nok ikke komme højere op end to-tre retsdage pr. uge, for forsvarere og anklagere skal have tid til at forberede sig, og der er også hensynet til den tiltalte og domsmændene, der jo som regel har et arbejde at passe ved siden af, siger Ulrik Stage-Nielsen.
Finn Borch Andersen:
- Hvis vi kunne beramme tre dage i hver uge, det ville være fint med mig. Det ville klart kunne gøre den samlede proces lidt hurtigere.
Jakob Lund Poulsen er med på tre dage, bare ikke mere. Det vil gøre det umuligt at forberede sig ordentligt.
Ulrik Stage-Nielsen kommer med sit bud til dommerne:
- Vi som dommere kan gøre meget, hvis vi gik i gang med at beramme sagerne noget tidligere. Det kan godt lade sig gøre, hvis man ved, der kommer et anklageskrift om et halvt år. Så behøver man ikke sidde og vente på, at det rent faktisk dumper ind ad brevsprækken, og der kommer ikke den lange pause fra anklageskriftet kommer, til man rent faktisk går i gang med retsmøderne, siger han.

Hvem sagde amerikanisering?
Især forsvarerstanden er flere gange blevet beskyldt for at amerikanisere forsvaret. Blandt andet ved at kære alle mulige processuelle forhold, man før snakkede sig til rette om. Måske for at se mere smarte og dygtige ud, efterhånden som straffesager får mere og mere plads i avisernes spalter.
- Man kan da sikkert finde eksempler på, at der bliver lavet indsigelser, fordi der sidder nogle journalister på tilhørerrækkerne netop den dag, siger Jakob Lund Poulsen.
- Men det hører til sjældenhederne. Generelt mener jeg, der er tale om reelle kæremål. Der er jo nogle regler, der skal overholdes, og er reglerne tilsidesat, skal man jo gøre indsigelse, siger han.
Finn Borch Andersen spørger, om der ikke er kommet en vis vægt på processuelle indsigelser?
Til det siger Jakob Lund Poulsen:
- Det vil jeg gerne indrømme. Men de her processpørgsmål er da også ofte startet fra anklagemyndighedens side.
Ulrik Stage-Nielsen:
- Det trækker i øvrigt ikke nødvendigvis sagerne ud med de indsigelser. Afgørelserne kan træffes i de huller, der alligevel er mellem retsmøderne.

De lange oplæsninger
Retsproceduren er baseret på mundtlighedsprincippet. Det er blandt andet et retssikkerhedsspørgsmål, så den tiltalte er fuldstændig klar over, hvad beviserne mod ham går ud på.
Men de lange oplæsninger i retssalen er også langsommelige. Og ofte unødvendigt kedelige.
- Det er en retssikkerhedsgaranti, men er det altid nødvendigt? spørger Finn Borch Andersen.
- Jeg kunne godt gøre mig til talsmand for – ikke at lave om på hovedregelen om mundtlighed – men at foreslå, at dommeren kunne begynde at tage stilling til, om kontrakt nummer 467 nu virkelig også skal læses op i sin helhed eller ej. Det kunne skabe et råderum, siger han.
Ulrik Stage Nielsen:
- Vi har jo ikke det sokratiske bevisførelses princip. Har man gjort det og det, har man gjort det hele vejen igennem, på samme sæt og vis. Men man kunne godt stille spørgsmålet om, hvis man har 35 enslydende kontrakter, skal de så alle sammen læses op. Det behøver man nok ikke. Og man gør det heller ikke altid. I selskabstømmersagerne, for eksempel, havde man en række fuldstændig ens forhold. Der kunne man jo godt som dommer sige: Kunne forsvarer og anklager ikke blive enige om, at det er det samme for alle 250 forhold, de kører over samme læst. Og så bare tage udgangspunkt i ét forhold. I nogle sager har man været samtlige forhold igennem. I andre er man blevet enige om, kun at gå nogle få af sagerne igennem. Men det afhænger jo af, om forsvarer og anklager kan blive enige.
Jakob Lund Poulsen:
- Om for eksempel kontrakter skal læses op i deres helhed, er jo et tema, man kan tage op. Men det er og bliver svært at erstatte mundtlighedsprincippet i den procesordning, vi har. Jeg tror egentlig heller ikke, at man gør det anderledes i andre vestlige lande.
Jakob Lund Poulsen mener godt, man i nogle sager kan vælge dokumenter ud, men det afhænger af sagen.

Revisionsrapporter
- Jeg er jo blevet bedt om at være selvransagende, siger Finn Borch Andersen, og kommer med et forslag, de andre to ikke er helt sikre på, er fuldstændig selvransagende:
- Forsvaret har ofte ingen bemærkninger til revisionsrapporter, men forbeholder sig ret til at gøre indsigelser senere. Det kommer der så måske, og det afføder så en ny rapport, alle skal tage stilling til. Det tager tid! Kunne man finde en ordning, hvor man fra start bliver enige om, at det her er et faktum, man ikke bestrider, så ville det spare ressourcer. Og så kunne man i stedet, som det er nu, bede retten om at udmelde det revisionsfirma, man vil bruge.
- Så man kunne tage stilling til formalitetsindsigelser inden domsforhandlingen, siger Ulrik Stage-Nielsen.
- Lige nøjagtigt, siger Finn Borch Andersen.
Jakob Lund Poulsen supplerer:
- Det er måske nok en god idé at lade retten udpege revisorerne. Som det er nu, kan man få det indtryk, at revisorerne opfatter sig som en del af efterforskningen og ganske enkelt identificerer sig for meget med anklagemyndigheden. Ofte er det sådan, at revisorer sparker alt muligt andet ind end det, der er deres opdrag. Det er der mange eksempler på. Og hesten bider jo ikke den hånd, der fodrer den. Flere store revisionsfirmaer har hele afdelinger, der kun servicerer anklagemyndigheden.
Ulrik Stage-Nielsen siger:
- I virkeligheden kunne man bede dem om bare at få en pengestrømsanalyse. Så kunne man starte med det.
Alle tre er enige om, at der er en mulighed her, der er værd at gå videre med.

Begrænsning af ankemulighed
Der har været tale om at begrænse anklagemyndighedens ankemuligheder. Synes I, det er en idé?
Jakob Lund Poulsen lægger ud:
- Nej, det ville betyde, at man måske ville være mere tilbøjelig til at dømme i første instans. Hvis der ingen ankemulighed er, vil retten, der jo også består af domsmænd, måske tænke at: “Vi må hellere dømme for et eller andet.”
Ulrik Stage-Nielsen:
- Jeg ville være bange for, at man ville gøre det umuligt at begrænse anklagemyndighedens bevisførelse i byretten. Nogle gange er det jo sådan, at man i byretten frifinder, fordi man ud fra det givne bevismateriale ikke finder grund til at dømme. Men så har anklagemyndigheden jo muligheden for at gå videre til landsretten med nye beviser, hvis de altså kan finde nogen.
Hvis der kun er én instans, så bliver vi endnu mere overvældede af papir fra anklagemyndigheden, som det bliver svært at afskære, da sagen ikke kan ankes.
Finn Borch Andersen:
- Det gælder jo om at finde det rigtige resultat – at begge parter har mulighed for at ændre på resultatet. Og antallet af ankesager fra anklagemyndigheden er ikke steget. Det har ligget på de samme to procent i i hvert fald de sidste 20 år. Og vi udøver altså en betydelig selvcensur, når vi tager stilling til, om vi anker, siger Finn Borch Andersen.