Advokaten 2 - Den “europæiske advokat”– øget mobilitet for advokater

Print Print
05-03-2007
Alle advokater i EU, der har beskikkelse i én medlemsstat, kan udøve deres erhverv i andre stater under deres hjemlands advokattitel. Den eneste betingelse, som værtsmedlemsstaten kan stille, er, at de fremlægger bevis for registreringen som advokat i hjemstaten. Det fastslår EF-domstolen i en dom fra efteråret 2006, som reelt giver vid adgang til at praktisere i hele EU.

Af Morten Broberg, lektor

Den 16. februar 1998 undertegnede formanden for Europa-Parlamentet og Rådets formand direktiv 98/5/EF om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået. I direktivets artikel 2, stk. 1, hedder det, at “[e]nhver advokat har i en hvilken som helst anden medlemsstat ret til varigt at udøve de i artikel 5 nævnte former for advokatvirksomhed under hjemlandets advokattitel.”
For at kunne gøre brug af denne ret til at udøve virksomhed i en anden medlemsstat under sit hjemlands advokattitel, skal en advokat imidlertid lade sig registrere hos værtsmedlemsstatens myndigheder. Og det var præcis hvad den britiske statsborger Graham J. Wilson ønskede at gøre i 2003 i Luxembourg. Wilson var barrister i England og Wales, men han havde arbejdet i Luxembourg fra 1994.

Krav om sprogtest
Som følge af direktivet om adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet gennemførte Luxembourg i slutningen af 2002 en lovændring, hvorved advokater fra andre medlemsstater blev tillagt mulighed for at udøve deres erhverv under hjemlandets advokattitel. For at opnå denne ret skulle ansøgeren imidlertid beherske “lovgivningssproget og administrations- og retssproget” i Luxembourg. Selv om storhertugdømmet ikke er noget stort land – i areal og befolkningstal kan det vel bedst sammenlignes med Fyn – anvender man tre sprog ved domstolene og i administrationen; nemlig fransk, tysk og luxembourgsk. Graham Wilson blev følgelig indkaldt til et møde hos advokatforeningen i Luxembourg med det formål, at det kunne kontrolleres, om han opfyldte betingelserne.
Wilson mødte frem til samtalen i advokatforeningen ledsaget af en luxembourgsk advokat. Da repræsentanterne fra den luxembourgske advokatforening afviste, at samtalen kunne ske under deltagelse af denne advokat, nægtede Wilson at deltage og forlod mødet. Efterfølgende modtog han afslag på optagelse på listen over advokater, der kan udøve virksomhed under deres hjemlands advokattitel.

EF-domstolens dom
Graham Wilson indbragte afslaget for de luxembourgske domstole. Den luxembourgske Cour administrative følte sig ikke sikker på, hvad der var op og ned på sagen. Den valgte derfor at spørge EF-domstolen, om udøvelse af advokathvervet under hjemlandets advokattitel i en anden medlemsstat kunne gøres betinget af, at ansøgeren bestod en mundtlig sprogprøve, jf. sag C-506/04.
Havde der været tale om en mere gængs beskæftigelse som f.eks. gartner, havde svaret været ganske indlysende: Selvfølgelig kan der ikke stilles et sådant helt generelt sprogkrav. Arbejdet som advokat er imidlertid ikke en “gængs beskæftigelse”. Dels varetager advokater i en række tilfælde hel- eller halvofficielle opgaver. Dels indtager advokaten en vigtig rolle i den nationale retspleje; dette gælder særligt i forbindelse med repræsentation eller forsvar af en klient for retten. Indgående kendskab til det nationale sprog er i disse situationer ganske klart af stor betydning.
Artikel 3 i direktiv 98/5 fastslår imidlertid, at en advokat, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor han har fået sin beskikkelse, blot skal lade sig registrere hos denne medlemsstats kompetente myndighed. Det hedder således i bestemmelsens stykke 2, at den kompetente myndighed skal foretage registreringen “efter fremlæggelse af bevis for vedkommendes registrering hos hjemlandets kompetente myndighed.”
På denne baggrund fastslog EF-domstolens Store Afdeling med retspræsident Skouris i spidsen og med deltagelse af den danske dommer Lars Bay Larsen, at der med direktiv 98/5 er foretaget en fuldstændig harmonisering af betingelserne for at udnytte den ret, som direktivet tillægger advokater. Fremlæggelsen for værtslandets kompetente myndighed af bevis for registreringen hos hjemlandets myndighed, er derfor den eneste betingelse, der kan stilles for registrering i værtslandet. Et yderligere krav om, at advokaten skal bevise, at han/hun behersker værtslandets sprog, er med andre ord ikke tilladt.
Dommen indebærer imidlertid ikke, at advokater fra én medlemsstat gives fuldstændig uhindret adgang til frit at praktisere i alle andre medlemsstater. EF-domstolen understreger således, at direktivet alene giver mulighed for at praktisere under hjemlandets advokattitel. En borger vil på denne måde i de fleste tilfælde umiddelbart kunne sondre mellem advokater, der har opnået beskikkelse i værtslandet og “europæiske advokater”, der har opnået deres beskikkelse i en anden medlemsstat.
I forbindelse med repræsentation og forsvar for retten giver direktivet endvidere medlemsstaterne mulighed for at stille krav om, at “europæiske advokater” skal arbejde sammen med en (national) advokat, der har møderet for den ret, som skal behandle sagen. Det vil endvidere være advokaten med møderet, der er ansvarlig over for den pågældende ret. EF-domstolen bemærkede, at denne adgang gør det muligt at afhjælpe eventuelle mangler med hensyn til en “europæisk advokats” beherskelse af retssproget/retssprogene i værtslandet.
Yderligere påpegede EF-domstolen, at en “europæisk advokat” skal overholde såvel hjemlandets som værtslandets faglige og etiske regler. Dette vil normalt indebære en forpligtelse til ikke at tage sager, som den pågældende advokat ved – eller burde vide – falder uden for dennes kompetence, eksempelvis på grund af manglende sprogkundskaber.

Dommens perspektiver
Dommen indebærer med andre ord, at en advokat med beskikkelse fra eksempelvis Danmark kan udøve sin virksomhed i alle de øvrige medlemsstater under brug af den danske betegnelse “advokat”, forudsat at han/hun har ladet sig registrere hos værtslandets myndigheder. Tilsvarende kan advokater fra de øvrige medlemsstater udøve virksomhed her i landet under deres nationale betegnelse – igen forudsat, at de forinden har ladet sig registrere her.
I praksis indebærer dette ganske givet en meget vid adgang til at praktisere i andre medlemsstater. Godt nok kan den enkelte medlemsstat indføre visse begrænsninger i dette virke – herunder særligt begrænse adgangen til at procedere sager ved medlemsstatens retter. Men dels kræver det, at medlemsstaten har gjort brug af denne mulighed, dels udgør procedure ved domstolene kun en begrænset del af de fleste advokaters virke. På sigt vil dommen således med rimelig stor sandsynlighed bidrage til en øget mobilitet blandt advokater i EU.