Advokaten 2 - Advokatsamfundet version 3.0

Print Print
05-03-2007

Et nyt Advokatsamfund kræver også nye tanker om debatkultur og beslutningsprocesser.

Af professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen

Hvis politikerne følger forslaget fra Advokatudvalgets betænkning, vil Det Danske Advokatsamfund snart få ny status. Fra at være en erhvervsorganisation, der i kraft af regler i retsplejeloven også varetager disciplinære opgaver, skal det nye advokatsamfund være det, der i betænkning 1479/2006 betegnes som en ved lov oprettet og reguleret institution, som varetager en række samfundsmæssige og almennyttige opgaver, primært tilsyns- og disciplinærfunktionen i forhold til advokaterne (betænkningens resumé, s. 22). Dermed vil der være skabt en tredje version af Det Danske Advokatsamfund. Den første, “version 1.0”, var Dansk Sagførerforening, der eksisterede fra 1886 og frem til retsplejeloven af 1916. Version 2.0 var – og er – det Sagfører- og senere Advokatsamfund, som retsplejeloven videreførte som en privatretlig forening, men på grundlag af særlige regler.
Advokatsamfundet version 3.0 må genoverveje sin foreningsmæssige og foreningspolitiske identitet. Et væsentligt spørgsmål bliver her, om den debat, der foregår i Advokatsamfundet, er tilstrækkeligt åben og effektiv. En fri og effektiv meningsdannelse er livsnerven i enhver demokratisk organisation. Fungerer den ikke, risikerer man modstand og frustration. Og i et advokatsamfund, der på én gang er selvstyrende og samtidig er baseret på en forvaltningsretlig ideologi, er dette en afgørende faktor.

Den eksisterende debatkultur
Hvis man skal danne sig et indtryk af, hvor effektivt og åbent en debat føres, bør man vurdere forløbet af de kontroversielle emner. Lad mig i den forbindelse fremdrage to.
Det første er debatten om de Advokatetiske regler (AER) om interessekonflikter, som et enigt advokatråd vedtog under sit møde den 10. december 2004. Om processen før vedtagelsen af reglerne skriver formanden for regel- og tilsynsudvalget, Henning Zacho Larsen i Advokaten 4/2005, s. 143:
“Forud gennemgik de en meget grundig behandling. Således var de i månedsvis fast på dagsordenen i såvel Advokatrådet som i Regel- og Tilsynsudvalget. De blev også drøftet blandt kollegerne ude i landet med og uden repræsentanter for Advokatrådet. På denne måde fremkom værdifulde bidrag til reglernes udformning.”

Alligevel har de nye regler siden vakt modstand blandt mange. Der lyder hyppigt kritiske bemærkninger, navnlig om de ret firkantede forbud mod aftaleregulering, der nu er indført. Også jeg er betænkelig ved flere af reglerne (se f.eks. min bog Advokatretten (2005), s. 414 og 438 f.). Bl.a. derfor kan man næppe sige, at de nye regler er udtryk for den konsensus-regulering, AER ideelt set bør være. Det svækker regelsættet i sin helhed, at det på centrale punkter er genstand for substantiel uenighed.

Men kom denne uenighed frem under den debat, der førte til vedtagelsen af reglerne?
Slår man efter i Advokaten, er der stort set ingen debat om forslaget til nye regler. De omtales så vidt ses første gang i Advokaten 9/2004, s. 215, hvor rådsformanden henviser til det udkast til regelsæt, der nu er tilgængeligt på AdvokatNet, og omtaler de tre ”midtvejsmøder”, der er indkaldt til i henholdsvis Aalborg, København og Odense. Næste omtale finder man i nr. 11/2004, s. 280, hvor Advokatsamfundets pressechef refererer fra to af disse møder. Det fremgik heraf, at der i Aalborg og København var mødt henholdsvis ca. 40 og 60 advokater op for at høre om det nye forslag til etiske regler (hvoraf interessekonfliktforslaget var ét blandt flere). Ifølge referatet var der stor uenighed og diskussion om reglerne. Men ingen advokater fandt anledning til at skrive om det i Advokaten.

Også i perioden op til den særlige høringsprocedure, der afvikledes gennem de tre midtvejsmøder, er der stort set ingen debat om de nye regler på Advokatsamfundets hjemmeside, selv om man netop her kunne hente forslaget. Det nærmeste man kommer en debat er diskussionen i Advokaten 3/2004, s. 67 ff. og 71, hvor advokatfuldmægtig Katja Gullitz og Zacho Larsen diskuterer muligheden for at løse en interessekonflikt ved aftale. Men denne diskussion angik ikke de nye regler, men den gældende regulering.

Måske erkendte mange advokater, at løbet var kørt. Der forelå et regelarbejde, der var næsten færdigt. Dermed var det også lagt fast, hvad det var for en debat, der ville komme – og hvad den kunne “flytte”.

At der fandtes et udkast længe inden efteråret 2004 lå på den anden side klart. Et tidligere udkast udarbejdet af Regel- og Tilsynsudvalget cirkulerede allerede i efteråret 2003. Udkastet var “hemmeligt” og derfor kun kendt af en snæver kreds af advokater, som enten var medlemmer af eller havde gode kontakter til medlemmer af udvalget.

Det andet eksempel, jeg vil fremhæve, er forårets diskussion af alternative modeller til pligtmedlemskabet. Som bekendt blev denne diskussion pludseligt og uventet aktualiseret for Advokatudvalget, efter at regeringen – efter menneskeretsdommen af 11. januar 2006 – havde ønsket at fjerne eksklusivordningerne for de liberale erhverv. I ugerne herefter blev dette spørgsmål debatteret indgående i Advokatudvalget og – må man gå ud fra – i de organisationer og ministerier, der var repræsenteret i dette udvalg.

I betragtning af hvilke værdier, der stod på spil i denne diskussion, kunne man have ventet en åben debat om disse løsningsmodeller i Advokaten eller på særlige møder, som de “midtvejsmøder”, der havde været om interessekonfliktreglerne. Men den kom ikke – i hvert fald ikke her. Ligeledes kunne man have ventet en åben diskussion om, hvorvidt pligtmedlemskabet virkelig kunne bære en opgivelse af mødemonopolet, sådan som det senere blev foreslået af rådet. Men det enest,e man finder i foråret 2006, er rådsformandens ledere, der udtrykker (forståelig) frustration over den vanskelige situation, politikerne havde stillet Advokatudvalget i.

I stedet for at åbne denne bredere debat over for advokaterne iværksatte rådsformanden og generalsekretæren et lobbyarbejde, hvor man søgte at tage enkelte medlemmer af Advokatudvalget samt centrale politikere i ed for at støtte et forslag, som et (tilsyneladende?) enigt Advokatråd herefter fremlagde den 9. marts 2006. Forslaget vakte betydelig modstand (blandt andet fordi man havde valgt at give køb på mødemonopolet i håb om at opnå en politisk løsning) og måtte senere kaldes tilbage. Og forklaringen herpå var uden tvivl, at Advokatsamfundets ledelse ikke havde sikret sig en bred drøftelse af disse centrale spørgsmål blandt advokaterne.

Begge eksempler viser den risiko, der kan være forbundet med at holde kortene tæt ind til kroppen i en beslutningsproces: En demokratisk organisation, der på denne måde søger at styre debatter om væsentlige og kontroversielle spørgsmål, risikerer at vække intern strid og uenighed, når det mål, der styres imod, ikke med sikkerhed reflekterer den opfattelse en betydelig flerhed af aktørerne har. I organisationer, man kan melde sig ud af, vil dette føre til udmeldelser. Den mulighed er ikke til stede, når der er pligt til medlemskab. Men i en politisk proces, hvor netop dette er til diskussion, vil konsekvensen være et pres for at ophæve dette pligtmedlemskab.

Advokatsamfundets debatfora
På papiret har Advokatsamfundet som bekendt talrige fora, hvor man gennem møder, på tryk og i tale kan komme til orde. Og der lyder jævnlige opfordringer til kollegerne om at melde sig til det kollegiale arbejde.

Det mest nærliggende sted at føre en medlemsdebat er her i Advokaten. Går man nogle årgange tilbage, finder man da også en livlig debat om talrige spørgsmål. Men i de sidste år – og navnlig efter relanceringen i efteråret 2005 – er der sket en fundamental ændring af den redaktionelle linje. De løbende referater fra Advokatrådets møder er udgået. Indlæggene samler sig i tre grupper under overskrifterne “Artikler”, “Retspolitik” og “Fagligt”. Og Advokaten fremstår nærmest som et livsstilsmagasin med righoldige advokatportrætter, suppleret af enkelte faglige artikler, meddelelser og anmeldelser. Det hører til undtagelsen, at standens debatter føres i Advokatens spalter. Mens Advokatudvalget arbejdede, var det som sagt kun rådsformanden, der kommenterede på dets arbejde i den traditionelle leder.

Et andet nærliggende debatforum kunne være den lukkede advokatportal Advokatnet. Som gæst har jeg haft adgang til dette forum i nogle år. Det er en god hjemmeside med talrige faktuelle oplysninger. Og den har skam også en funktion, der burde kunne rumme en levende debat, nemlig menupunktet “Debatforum”. Dette forum er imidlertid aldrig blevet brugt sådan. Tallene taler dog deres tydelige sprog. Der findes 10-15 indlæg pr. år, heraf mange fra samme indsendere. I øvrigt har jeg ikke kunnet finde referater på Advokatnet fra de mange udvalg, der formulerer Advokatsamfundets politik. De fleste data handler om, hvem der sidder i hvilket udvalg med hvilke kommissorier etc.

Det forum, der egentlig skulle udgøre det demokratiske forum par excellence, er det ordinære advokatmøde. Det er jo her, de endelige beslutninger skal tages. Men ak. I dag fremtræder det ordinære advokatmøde først og fremmest som et konferencearrangement med en mangfoldighed af spændende seminarer om aktuelle spørgsmål. Her kan advokaterne blive beriget og oplyst, og de kan møde kolleger og eksperter under festlige rammer.
Alt sammen meget fint. Men mødets demokratiske funktion er nedtonet. De sidste par gange har generalforsamlingsdelen været afviklet over et par timer en lørdag formiddag (for de hårdføre). Mødet i 2007 vil måske markere et vendepunkt. Det fremgår af generalsekretærens indlæg i Advokaten nr. 10/06, s. 6, at der ved Advokatmødet i 2007 er lagt op til en debat på selve generalforsamlingen om Advokatsamfundets nye struktur. Debatten herom forventes dog (optimistisk?) afviklet om formiddagen. Man må håbe, at der forinden gives advokaterne god tid til at kunne studere debatoplægget.

Et væsentligt tilskud til politikdannelsen på det ordinære advokatmøde har været det såkaldte “Marinamøde”, som man har holdt mellem de ordinære advokatmøder for at sikre en debat mellem de aktive og enkelte inviterede udefra. Men dette møde har ikke været afholdt siden september 2002, hvor jeg selv deltog som inviteret. Det var et godt møde med væsentlige og substantielle diskussioner om aktuelle spørgsmål. Da Advokatudvalget blev nedsat i juni 2004 så jeg frem til at kunne få en god diskussion med en bred række af repræsentanter for advokaterne under et “Marinamøde” senere samme år. Men det blev ikke indkaldt, hvilket heller ikke skete i 2006. I betragtning af, hvilke politikker der siden har skullet defineres – dels i Advokatudvalget, dels i diskussionen om de nye advokatetiske regler – kan man undre sig over, at man netop i disse år valgte ikke at afholde “Marinamøder”.

Derimod foregik der under Advokatudvalgets drøftelser om pligtmedlemskabet en række bilaterale drøftelser mellem bl.a. rådsformanden og generalsekretæren og nøglepersoner, bl.a. på de store advokatkontorer. Sådanne samtaler er selvfølgelig oplysende – for de involverede – og noget tyder på at de reelt er trådt i stedet for en bredere debat. Men de indebærer en latent risiko for forskydninger i debattemaerne – en risiko, der er særlig nærliggende, når temaet berører komplekse problemstillinger, og giver dermed “debatlederen” (dvs. rådsformand og generalsekretær) en uforholdsmæssig stærk dominans.

En åbning af debatkulturen
Efter min opfattelse tvinger de krav om hjemmel og transparens, som den forvaltningsretlige tænkning naturligt fører med sig, det nye advokatsamfund til at sikre langt mere åbne debatter om de store spørgsmål, der forestår.

Det er glædeligt og prisværdigt, at Advokatsamfundet med nedsættelsen af Hagel-Sørensen-kommissionen allerede nu tager skridt til at genoverveje sin struktur med henblik på bl.a. at sikre, at medlemsdemokratiet fungerer. Ligeledes er det velkomment, at der lægges op til substansdiskussioner på det næste advokatmøde. Men én ting er at sikre rammerne for en debat. En anden er at sikre debatten. Og her ligger en væsentlig og vanskelig opgave – både for Advokatsamfundets ledelse og for de enkelte advokater.

I en diskussion om, hvordan debatkulturen kan ændres, er det nærliggende at sætte fokus på ledelsens rolle som udfarende kraft i nye debatter. Det er trods alt her, debatterne fødes og næres. På den ene side nytter det ikke, at man “bare” lægger et emne ud til diskussion uden at ledsage det med forslag. På den anden side vil et alt for konkret forslag uden alternative muligheder let kunne blive opfattet således, at problemstillingen allerede er handlet af, og at der ikke er noget at debattere. Det gælder om at udvikle en debatkultur, der befinder sig et sted mellem disse yderpunkter.

Efter min opfattelse vil det ikke bare være hensigtsmæssigt, men også nødvendigt, at man i Advokatsamfundets kompetente fora i højere grad erkender, at der kan være modsatte, men ligeværdige, synspunkter på samme sag. Og at disse synspunkter hver for sig kan være lige gode, alt efter hvilken advokatpolitisk holdning man indtager. Rådet er jo en politisk forsamling (og skal navnlig være det i “Version 3.0”). Vidt forskellige interesser skal være repræsenteret – store og små kontorer, procedure- og transaktionsadvokater etc. – med mulighed for at påvirke den samlede beslutningsproces. Hvis et sådant råd fremlægger en “enig” holdning til kontroversielle spørgsmål, er der grund til at tro, at nogen har bøjet af, for ikke at eksponere uenigheden for omverdenen.

En stærk centralisme rummer derimod en latent risiko for fraktionsdannelse. Ved at spille ud med et gennemdiskuteret oplæg, som alle er taget i ed på, skaber man en kunstig front mellem den majoritet, som er taget i ed, og som derfor føler en naturlig solidaritet over for et forslag, og den minoritet (hvis den da er en minoritet), som ikke er taget i ed, men som alene herved fremstår med minuspoints. I et kort perspektiv kan en sådan uenighed føre til intern medlemsuenighed. På længere sigt kan den føde en grundlæggende mistillid til beslutningsgangen.

Derfor er en lukket debatkultur vanskelig at forene med det nye advokatsamfund, hvor de “forvaltningsmæssige” opgaver vejer tungere end de politiske og erhvervsmæssige. Vel har Advokatudvalget ikke foreslået, at forvaltningslovens regler om offentlighed og aktindsigt skal finde anvendelse på det nye advokatsamfund. Men det er nærliggende at stille krav om en langt større grad af åbenhed i en organisation, der varetager offentligretlige funktioner. Det gælder både i sager, hvor Advokatsamfundet skal fungere som forvaltningsmyndighed (i relation til sine “politimæssige opgaver”) og som lovgivende magt (i relation til sin regelgivningsvirksomhed). Begge disse opgaver kræver, at der hersker gennemsigtighed om de præmisser, der lægges til grund.

Jeg er opmærksom på, at en åben debatkultur har sin pris i forskellige henseender.
Et modhensyn, der har været anført af rådsformanden, er, at man ikke kan diskutere et udvalgsarbejde pga. den tavshedspligt, der gælder i lovforberedende udvalg, se herved lederen Advokaten 4/06, s. 5. Opfattelsen beror formentlig på en retsvildfarelse. Der kan næppe være tvivl om, at en medlemsbaseret organisation har ret til at diskutere sin egen politik i et lovforberedende udvalg med sine medlemmer. Helt det samme har man gjort i de andre medlemsbaserede organisationer, der var medlemmer af udvalget.
Et andet modhensyn er, at det “koster” at miste den styring, man har som stiller af et gennemarbejdet og – i snævre kredse – gennemdiskuteret forslag. Den styring får man som sagt, hvis man først lægger kontroversielle emner ud til åben diskussion, når alle er “taget i ed”. De færreste kan, eller orker, at gå op imod et flertal af stærke meningsdannere, der på forhånd har nikket til et forslag.

Et tredje modhensyn er, at uenighed kan svække en forhandlingsposition udadtil. For en kompetent instans, der træffer afgørelse i et kollegium efter votering, kan det give mere autoritet at fremstå i tilsyneladende enighed end at udstille flertals- og mindretalssynspunkter.
Spørgsmålet er, om der virkelig er behov for en så central styring omkring de kontroversielle emner, der er – og kommer til – diskussion i disse år. Der kan jo meget vel komme kvalificerede synspunkter fra anden side end de udvalgte. Dernæst kan der opstå tvivl, om tilslutningen til et forslag baseres på dets substans eller på formodninger om, hvem der i øvrigt går ind for det. Det betyder erfaringsmæssigt meget for den enkeltes opfattelse af en problemstilling, hvad andre mener. Og som bekendt er et flertals holdning til komplicerede spørgsmål ikke nødvendigvis noget kvalitetsparameter.