Advokaten 2 - Gruppesøgsmål – hvad, hvorfor og hvordan?

Print Print
07-03-2007
Danmark får nu også regler om gruppesøgsmål. Behovet er der utvivlsomt i nogle sager, hvor de nuværende regler om kumulation ikke rækker.

Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer

Fra 1. januar 2008 kan retssager i Danmark også anlægges som gruppesøgsmål. Sådan tegner det sig, efter at justitsministerens lovforslag L 41 har været til 1. behandling i Folketinget, hvor det fik bred tilslutning. Lovforslaget er i det væsentlige udformet i overensstemmelse med det lovudkast, som er indeholdt i Retsplejerådets betænkning nr. 1468/2005.
I det følgende vil jeg gøre rede for gruppesøgsmål som begreb samt for reglernes retspolitiske bag-grund og deres indhold.

Hvad er gruppesøgsmål?
Flere fremmede retssystemer indeholder regler om gruppesøgsmål i en eller anden form. Sådanne regler har gammel hævd i angelsaksisk ret, men moderne regelsæt er gennemført i Sverige, Norge, USA, visse delstater i Canada og på føderalt plan i Australien. Reglerne har et noget varierende indhold, og det er derfor vanskeligt at formulere en egentlig definition på grundlag af dem. Det er imidlertid et karakteristisk træk ved alle bestående regelsæt – og ved de nye danske regler – at flere personers individuelle krav behandles samlet under én retssag, uden at alle disse personer deltager som parter i retssagen i traditionel forstand. Alligevel har afgørelser vedrørende sagens realitet bin-dende virkning i forhold til samtlige personer, hvis krav er behandlet under sagen.
Det er dette særlige træk ved gruppesøgsmål, som adskiller det fra traditionelle regler om kumulation (retsplejelovens § 250) og om rettens adgang til at bestemme, at flere sager mellem forskellige parter skal behandles samlet (§ 254). Gruppesøgsmålet er i en række situationer disse regler overlegent, når det gælder om at opfylde processuelle reglers egentlige formål – at sikre gennemførelsen af de retspositioner, som den materielle ret hjemler.
Reglerne er af rent processuel karakter og angår betingelserne for anlæg af et gruppesøgsmål og fremgangsmåden ved behandlingen af sagen. Der tilsigtes således ingen ændringer i hverken de materielle regler om betingelser for f.eks. at blive pålagt erstatningsansvar eller i de processuelle regler om bevisbyrdens placering og om kravene til den styrke, hvormed et bevis skal føres.

Hvorfor regler om gruppesøgsmål?
Ensartede krav, herunder i større antal, foreligger i en lang række tilfælde. Tanken vil ofte falde på forbrugerforhold, men der kan også nævnes eksempler fra rene erhvervsforhold. Det kan f.eks. dreje sig om erstatningskrav fra forhandlere mod en producent i anledning af forhandleraftaler mellem parterne eller krav fra en flerhed af virksomheder, der har lidt tab som følge af ulovlig markedsfø-ring eller konkurrenceskadelig adfærd. Der er derfor et praktisk behov for regler, der giver mulighed for en hensigtsmæssig behandling af sådanne ensartede krav. Det er ressourcebesparende, ikke blot for de implicerede, men også for domstolssystemet, at det kan undgås, at en lang række nær-mest identiske retssager alle skal føres.
For at de gældende regler om kumulation og sammenlægning af retssager skal virke efter hensigten, forudsættes det, at samtlige involverede parter har vilje til at udnytte de muligheder, som reglerne rummer. Denne forudsætning er i en række tilfælde ikke opfyldt, og det må derfor forventes, at gruppesøgsmålet i praksis – om end måske ikke i teorien – vil give mulighed for en mere hensigtsmæssig processuel behandling af ensartede krav.
Den generelle erhvervsmæssige udvikling med mere masseproduktion og standardiserede løsninger i højere grad end tidligere kan føre til mange ensartede krav fra forbrugere mod erhvervsdrivende. I en række tilfælde vil sådanne krav individuelt set være ubetydelige, og der vil derfor bestå en nær-liggende risiko for, at de ikke vil blive søgt gennemført, uanset at de kan være retligt velbegrundede. De enkelte krav er så at sige “uprocesbare”. Regler om gruppesøgsmål vil gøre det praktisk muligt at søge sådanne krav håndhævet.
En meget vid adgang til at rejse krav ved domstolene kan indebære en risiko for, at erhvervsdrivende bliver mødt med krav, som materielt er ubegrundede, men udsigten til en opslidende retssag – eller blot negativ medieomtale – kan presse den erhvervsdrivende til at indgå på et forlig. Det kan selvsagt ikke være et formål med processuelle regler at lette muligheden for at gennemføre uberetti-gede krav – “legal blackmailing” – og det må derfor sikres, at regler om gruppesøgsmål udformes således, at risikoen herfor imødegås.

Reglernes nærmere indhold
Reglerne om gruppesøgsmål foreslås indsat i retsplejeloven som et nyt kapitel 23 a, §§ 254 a-254 k.
Forslaget opererer med to modeller for gruppesøgsmål: En tilmeldingsmodel (“opt in”) og en frameldingsmodel (“opt out”). Tilmeldingsmodellen er udgangspunktet. Efter denne omfatter et gruppesøgsmål de medlemmer, der har tilmeldt sig gruppesøgsmålet. Retten kan bestemme, at tilmelding til gruppesøgsmålet skal være betinget af, at gruppemedlemmet stiller sikkerhed for sagens omkostninger (medmindre medlemmet har forsikringsdækning, eller gruppesøgsmålet opfylder betingelserne for fri proces).
I visse tilfælde kan det frygtes, at det enkelte gruppemedlems incitament til at foretage en aktiv handling – at tilmelde sig gruppesøgsmålet – er så ringe, at en betydelig del af de potentielt berørte ikke vil tilmelde sig søgsmålet. Med henblik på at forebygge dette indeholder forslaget mulighed for, at et gruppesøgsmål kan gennemføres efter en såkaldt frameldingsmodel. Efter denne omfatter søgsmålet de medlemmer, som ikke har frameldt sig søgsmålet. Uanset at det enkelte medlem i en sag, der behandles efter frameldingsmodellen, ikke har nogen omkostningsrisiko, er det klart, at det er ganske vidtgående, at en person kan blive omfattet af retssag, medmindre han aktivt vælger at melde fra. Frameldingsmodellen er derfor subsidiær, idet det er en betingelse, at retten skønner, at gruppesøgsmålet vedrører krav, hvor det er klart, at kravene på grund af deres ringe størrelse ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, og det må antages, at et gruppesøgsmål efter tilmeldingsmodellen ikke vil være en hensigtsmæssig måde at behandle kravene på. Denne betingelse vil efter forslaget kunne være opfyldt, hvor det enkelte krav ikke overstiger 2.000 kr. Bestemmelse om, at et gruppesøgsmål skal behandles efter frameldingsmodellen, forudsætter en anmodning herom fra den grupperepræsentant, der skal udpeges i sagen (det vil i praksis sige Forbrugerombudsmanden, jf. nedenfor).
Det enkelte gruppemedlems økonomiske risiko ved at deltage i et gruppesøgsmål er begrænset til en eventuelt stillet sikkerhed (som kun kan komme på tale i et søgsmål efter tilmeldingsmodellen) med tillæg af, hvad der gennem sagen kommer medlemmet til gode.
Reglerne kan kun anvendes, hvor ensartede krav fremsættes på vegne af flere personer. At kravene skal være ensartede, indebærer ikke, at de skal være identiske. De skal blot være ensartede i faktisk og retlig henseende. Er der tale om sådanne individuelle forhold ved de enkelte krav, at disse ikke er ensartede i deres helhed, men hviler de dog på samme grundlag, vil det være muligt at udskille ensartede spørgsmål og anvende reglerne om gruppesøgsmål på disse. Som eksempel herpå kan nævnes spørgsmålet om fortolkning af et standardkontraktvilkår som grundlag for at gennemføre krav om tilbagebetaling af erlagt vederlag og spørgsmål om ansvarsgrundlag i forbindelse med krav om erstatning.
At kravene skal fremsættes på vegne af flere personer, indebærer, at gruppen skal optræde som sagsøger. Ønsker en sagsøger at rejse krav over for flere sagsøgte, kan dette således ikke ske efter reglerne om gruppesøgsmål, men sagsøgeren må som hidtil benytte sig af reglerne om kumulation. Principielt foreligger der en flerhed af personer, blot der er tale om to, men den nærmere udformning af betingelserne for at behandle en sag som et gruppesøgsmål gør, at der i praksis som hovedregel må være tale om en større gruppe. En sagsøger har aldrig pligt til at gå frem efter reglerne om gruppesøgsmål, men kan frit vælge at benytte sig af reglerne om kumulation mv.
For at imødekomme de betænkeligheder, der kan anføres over for regler om gruppesøgsmål, indeholder forslaget en række betingelser og begrænsninger, der skal være opfyldt, for at en sag kan anlægges. Først og fremmest gælder, at retten skal skønne, at gruppesøgsmål skal være den bedste måde at behandle kravene på. Reglerne om gruppesøgsmål er således subsidiære i forhold til reglerne om kumulation og sammenlægning af sager.
Det er derudover en betingelse, at medlemmerne af gruppen kan identificeres og underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde. Formålet hermed er at give gruppens medlemmer en reel mulighed for at tilmelde sig, henholdsvis framelde sig gruppesøgsmålet. Stævningen skal indeholde op-lysning om, hvordan gruppens medlemmer kan identificeres og underrettes om sagen.
Der skal i alle tilfælde udpeges en grupperepræsentant. Med henblik herpå skal stævningen indeholde et forslag til grupperepræsentant, der er villig til at påtage sig hvervet. Hvem der kan udpeges som grupperepræsentant, afhænger af, om der er tale om et gruppesøgsmål efter tilmeldings- eller frameldingsmodellen. I søgsmål efter tilmeldingsmodellen kan som grupperepræsentant udpeges et medlem af gruppen, en forening, privat institution eller anden sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller en offentlig myndighed. I søgsmål efter frameldingsmodellen kan som grupperepræsentant kun udpeges en offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det. Ved lovforslagets §§ 4-7 foreslås der indsat enslydende bestemmelser i markedsføringsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger mv. og værdipapir-handelsloven, hvorefter rollen som grupperepræsentant i søgsmål efter frameldingsmodellen kun kan varetages af Forbrugerombudsmanden. Et mindretal i Folketingets Retsudvalg har stillet et ændringsforslag, hvorefter også Forbrugerrådet skal kunne udpeges som grupperepræsentant i søgsmål efter frameldingsmodellen.
Grupperepræsentanten anses som part i gruppesøgsmålet. Heri ligger blandt andet, at det er grupperepræsentanten, der selvstændigt foretager de processuelle skridt i sagen, og at grupperepræsentanten vil kunne blive pålagt at betale sagsomkostninger til den vindende sagsøgte.
Grupperepræsentanten kan ikke uden videre optræde med bindende materielretlig virkning for gruppens medlemmer. Således skal forlig, som grupperepræsentanten indgår, godkendes af retten for at være gyldige, ligesom et medlem af gruppen, hvis grupperepræsentanten hæver gruppesøgs-målet (eller dette afvises), kan videreføre sagen (efter de almindelige regler om individuelle søgsmål) for så vidt angår sit eget krav, og – ligeledes kun for så vidt angår hans eget krav – kan anke en dom, hvis denne ikke ankes af grupperepræsentanten.

Kurser om gruppesøgsmål
Advokaternes Serviceselskab afholder i øjeblikket en række kurser om småsagsproces og gruppesøgsmål landet over. Den 14. marts holdes et kursus i Aalborg og den 28. marts et i København. Underviser på kurserne er landsdommer Lars Lindencrone Petersen, Østre Landsret.