Advokaten 10 - Bag om hundrede års advokater

Print Print
14-12-2007
Ny bog af professor Ditlev Tamm går tæt på fremtrædende skikkelser fra den danske advokatverden i sidste århundrede.

Af Lennart Ricard, advokat, Lassen Ricard

Professor Ditlev Tamm har skrevet en ualmindelig spændende, instruktiv og morsom bog, “Bag kapperne”, om særligt udvalgte danske advokater i det 20. århundrede.
Ud over beskrivelser af nogle af de bedste kolleger, vi har haft, er der også meget at hente om retssager, ligesom et afsnit om højesteretssagførerprøven er tankevækkende.
De enkelte afsnit er skrevet med stor indføling og med sans for i velvalgte sætninger at fortælle, hvordan de forskellige advokater var, og hvilket virke de havde.
Jeg vil, da der alene er tale om enkelte fremhævninger, nævne C.V. Henriques, der, som Tamm indleder med, var “indbegrebet af en god advokat”.
På dette sted vil jeg også bede de forhåbentlig mange læsere af bogen hæfte sig ved ikke blot personbeskrivelserne, men også de mange vidunderlige citater, der for manges vedkommende har stor mening også i dag.

Juridisk galehus
Tænk sig at møde 847 gange i Højesteret og være ophavsmand til sætningen “Vi lever i et juridisk galehus!”
I mit hjem har vi stadig en sang, min far, højesteretssagfører Carl Ricard, skrev til Henriques til dennes fødselsdag. Melodien er dobbeltbundet, og selv har jeg med skam at melde utallige gange anvendt ideen.
Versene skulle synges på en særlig melodi, og et af dem lød:

“Hans tale er som flammer og som gnister,
der brænder hastigt ned hvad ej er ret.
Man hører at han stammer fra jurister,
og at han intet ved om slet og ret.”

Ideen med denne rædsomme sang, der var på 4-5 vers, var at synge den samme sang på melodien “Jens Vejmand”, hvor den kom til at lyde:

“Hans tale er som flammer,
der brænder hastigt ned.
Man hører at han stammer,
og at han intet ved.”


“Leg i usandkassen”
Afsnittet om højesteretssagfører C.L. David er meget interessant, og man får lyst til at vide endnu mere om denne, kan man vel sige, umådelig velbegavede og helt specielle mand, der udover sit virke som advokat var den, der skabte Davids Samling i Kronprinsessegade.
Også her bør læseren glæde sig over Davids argumentation om fordelen ved at bo ud til en gade i stedet for havet. Ingen ejendomsmægler, om så hele den nulevende danske digterstand hjalp med, ville kunne skrive et bedre afsnit om så mærkelig en problematik.
Det er H.H. Bruun, der får æren for citatet om, at advokater skriver i sand, og at navnene på de enkelte advokater derfor kun spiller en rolle for dem, der måtte have mødt dem, og at disse navne meget hurtigt går i glemmebogen; måske også fordi de enkeltes virke har været diskret, og de sager, der er blevet advokaterne betroet, uanset hvor store de måtte have været dengang, altid er meget konkrete og tidsbestemte.
Afsnittet om Leif Gamborg indeholder en summarisk, men glimrende gennemgang af den såkaldte Danish Milk-sag, hvor en af forsvarerne, højesteretssagfører Poul Melchior, bl.a. blev kendt for, da anklagemyndigheden havde karakteriseret Damicos ledelses adfærd som en “leg i sandkassen”, at karakterisere ministeriets adfærd som “en leg i usandkassen”.
Bondo Svane var også en kollega, der var med til at hæve advokatstanden højt, og som både pga. sin utrolige dygtighed, men også interesse for kunst og kultur, var med til at gøre vores undertiden noget indskrænkede verden større.
Også hans citat om boomeranger, som et billede på vanskelighederne ved at føre injuriesager, er vel stadig kendt i dag:
Enhver, der overvejer at anlægge en injuriesag, burde gøre det til en regel først at aflægge et besøg i værelse 38 på Nationalmuseet… der hænger de australske boomeranger.

Til eftertanke
Omtalen af Bernt Hjejle er ligeledes meget læseværdig, og jeg vil anbefale enhver, der ikke i forvejen har læst Bernt Hjejles “Både Hof eller Tuborg” og “Shawlaw”, at gøre det.
Det er en styrke, at Tamm ud over de meget formfuldendte advokater også har et afsnit om landsretssagfører Carl Madsen, der sikkert ville have betakket sig for at være med i en bog som denne.
Også her anbefaler jeg læsning af Carl Madsens erindringer, “Fortids møre mur”. Når han skrev, at “en mangfoldighed af sagførere er så stupide, så uduelige og griske, at de under ingen omstændigheder burde slippes løs på en sagesløs befolkning,” var det virkelig noget, han mente.
Bogens forskellige stjernekapitler slutter med G.L. Christrup og bl.a. en beskrivelse af sagen om de islandske håndskrifter, og med beskrivelser af Jon Palle Buhl – en af vor tids helt store – og Niels Th. Kjølbye, og alt dette følges op med en beskrivelse af forskellige vigtige retssager.
Der er tale om en bog, der efter min bedste opfattelse bør ligge under juletræet hos alle landets advokater, så de får mulighed for nogle gode timer i selskab med så mange af standens store skikkelser.
Hvis læsningen af bogen måtte slutte med overvejelser hos læseren om, hvorfor der er så få af den slags skikkelser i dag, ville det også være godt!