Advokaten 1 - Leder - Skal mediation foregå ved domstolene?

Print Print
05-02-2007

Af Sys Rovsing, formand for Advokatrådet

Advokater lever af at forebygge og løse konflikter for vores klienter. Det er vi gode til. En meget stor del af de tvister, der opstår, løses gennem advokaters rådgivning og bistand til forligsforhandlinger uden indblanding af hverken domstole eller andre konfliktløsningsorganer. Det er en såvel tidsmæssigt som økonomisk stor fordel for både sagens parter og for samfundet.

Ikke alle sager lader sig imidlertid løse uden ekstern bistand. I nogle tilfælde kræver sagen, at en domstol eller en voldgiftsret skærer igennem og træffer en afgørelse med en vinder og en taber. Men i mange andre tilfælde lader konflikten sig løse ved at lade en mediator lede parterne frem til et forhandlingsresultat, som måske ligger langt fra det, der kunne være blevet resultatet af en dom, og som ofte inddrager elementer, der ikke var en del af den oprindelige konflikt.

I Danmark har der i nogle år ved udvalgte domstole været kørt en forsøgsordning med retsmægling (mediation) i civile sager. Sagerne har været medieret af et ligeligt antal mediatoruddannede dommere og advokater, som har vist sig at være lige gode til at løse denne opgave.

Retsplejerådet har nu i en betænkning foreslået at gøre forsøgsordningen permanent og landsdækkende, dog med den ændring, at langt hovedparten af retsmæglinger i fremtiden skal udføres af dommere.

Selv om retsmæglingsforsøget er blevet positivt evalueret, har Advokatrådet  i sit høringssvar til betænkningen (læs det på www.advokatsamfundet.dk) frarådet at lade retsmægling (mediation) blive en del af domstolenes fremtidige opgaver.

Domstolenes opgave er at dømme på grundlag af gældende ret. Mediation har imidlertid ikke noget med judiciel virksomhed at gøre. Det er snarere en form for rådgivningsvirksomhed, hvor mediator netop ikke tager sit udgangspunkt i gældende ret. Hertil kommer, at dommerne – når de udfører retsmægling – ikke udøver deres kald” og derfor ikke i denne funktion er beskyttet af grundlovens regler om uafhængighed. De vil derfor næppe kunne mediere i civile sager, hvor staten er part. Ved at lade dommere mediere i civile sager, som er anlagt ved domstolene, risikerer man efter Advokatrådets opfattelse at kompromittere offentlighedens forståelse af domstolenes kernefunktion.

Hvordan skal man kunne forklare, at dommere i nogle tilfælde ikke optræder som dommere, men som rådgivere og formidlere? Og hvordan bevarer man tilliden til den traditionelle juridiske dommerrolle hos personer, som også har oplevet dommeren som mediator?

Ønsket om at inddrage denne nye ikke-judicielle opgave som en ny gratisydelse ved domstolene er også ude af trit med de bestræbelser der i øvrigt gennem de senere år har været udfoldet inden for f.eks. dødsbobehandling og konkursbehandling med at fjerne de ikke judicielle opgaver fra domstolene.

Forslaget om at lade domstolene udføre mediation er heller ikke i tråd med retsudviklingen i resten af EU. EU-Komissionen arbejder for tiden med et direktivforslag om mediation ( benævnt mægling) som stik imod Retsplejerådets forslag tager sit udgangspunkt i, at en dommers forsøg på at bilægge en tvist under en retssag ikke er omfattet af ordet “mægling”.

I det europæiske land, hvor mediation er slået bedst an – England – er mediation i sager, hvor retssag er anlagt, efterhånden ganske udbredt. Det foregår imidlertid på den måde, at dommere i sager, som skønnes egnede hertil, “trykker på pauseknappen” og henviser parterne til at søge konflikten løst hos en privatpraktiserende mediator.

Retsplejerådet har imidlertid ikke forholdt sig til de engelske erfaringer og har heller ikke gennemført en retsøkonomisk analyse, som belyser konsekvenserne af rådets forslag og den engelske model. Det er imidlertid temmelig indlysende, at Retsplejerådets forslag ikke frigør ressourcer ved domstolene, som kunne være anvendt til at nedbringe sagsbehandlingstiden i de egentlige retssager. Advokatrådet finder, at den engelske model er at foretrække.

Allerbedst er det imidlertid for både parterne og samfundet at få løst konflikter så tidligt som muligt – og med anvendelsen af så få ressourcer som muligt. Sager som egner sig til at blive løst ved mediation bør derfor slet ikke anlægges som retssager. De bør af parternes advokater visiteres til udenretlig mediation. En sådan udvikling vil sikre, at de sager som anlægges ved domstolene, netop er de sager, hvor der er behov for at trække på domstolenes kernekompetencer.

Med etableringen af Mediationsinstituttet – som omtales udførligt inde i bladet – har Advokatrådet medvirket til at skabe rammerne om en landsdækkende ordning, som advokaterne og deres klienter trygt kan benytte. De mediatorer som virker ved dette institut har alle den fornødne uddannelsesmæssige baggrund, de er dækket af en ansvarsforsikring og sidst men ikke mindst er de alle – fordi de er advokater – omfattet af reglerne om god advokatskik.

Jeg hilser instituttet velkommen og ønsker det al mulig succes i de kommende år.