Advokaten 1 - Mekanikeren der blev advokat

Print Print
05-02-2007

Jacob Forman troede, at han skulle makke med biler og mekanik hele livet, indtil han kom på HF og fik topkarakterer.  I dag er han advokat med et speciale, som gør, at han kan bruge al sin viden om motorer og hestekræfter.

Tekst: Hanne Hauerslev  Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset

Han var præstens uvorne søn, som brugte skoletiden til at udbore knallerter og danse med pigerne.

Så den dag Jacob Forman fik en læreplads som mekaniker på det lokale bilværksted, drog familien et lettelsens suk.

- Jamen, det blev opfattet som et rent held, at jeg fik en læreplads. Jeg var “udpræget praktisk begavet”, som det så pænt hed på nordjysk. Bortset fra en enkelt af mine lærere var der nemlig ingen, der troede på, at Projektet Jacob Forman” nogensinde skulle blive til noget, fortæller den 49-årige advokat med underspillet ironi. Der er på alle måder langt fra mekanikerværkstedet i Aalborg til den fashionable villavej i Hellerup, hvor han i dag har sit advokatfirma.

- Jeg har altid været til hurtige biler. I de fire år, jeg arbejdede på værkstedet, byggede jeg en Mini Cooper om til en racerbil og begyndte at køre løb på Ring Djursland. Men der skulle alligevel ske noget mere. Så jeg søgte ind på HF. Nærmest til min egen overraskelse viste det sig, at jeg var super god til at gå i skole, og jeg scorede det ene 11-tal efter det andet, siger Jacob Forman, der efter sin eksamen endnu ikke var klar over, hvad han ville bruge sit tårnhøje gennemsnit til.

Hvor de fleste næppe ville tøve med at gå direkte videre på universitetet, var Jacob Forman mere fascineret af tanken om at pløje et 48 tons lastvognstog ned igennem Europa.

- Det er svært at forklare, hvorfor jeg har denne her kærlighed til lastvogne, som gør, at jeg stadig indimellem låner en hos min svoger for bare at mærke, hvordan det føles at sidde der oppe i kabinen og styre det enorme maskineri. siger Jacob Forman, der i 1980'erne brugte tre år på landevejene for en dansk vognmand og dermed havde rigtig meget tid til at tænke over, hvad han ville med sit liv.

Min baggrund er et fortrin
En dag var han klar over, at der skulle stå advokat på visitkortet.

- Jeg kan godt li' det taktiske spil, som er en stor del af vores arbejde. Som advokatfuldmægtig på et kontor i Silkeborg, fik jeg nogle sager, som handlede om fejl og mangler ved vindmøller. Her fandt jeg ret hurtigt ud af, at min baggrund som mekaniker gav mig et kæmpe fortrin, fordi teknikken spiller en væsentlig rolle for hele sagen, siger Jacob Forman, der fik job som advokat i Danske Vognmænd – i dag Dansk Transport og Logistik – og flyttede til København med sin kone Marie og sønnen Mikkel.

Her var han rådgiver om køb af lastbiler, var ekspert i tilladelsesforhold og underviste vognmændene på kurser. Efter en kort periode hos FDM, blev han ansat hos Svejgaard-Galst Advokater på Gammel Strand i København og senere selvstændig, hvor han for alvor begyndte at få en kundekreds af vognmænd.

- De sidste tre år har jeg været selvstændig og tager mig af sager som for eksempel mangler ved en lastvogn med kran. Min force er, at jeg hurtigt kan få et overblik over, hvad fejlen består i. Jeg ved præcis, hvordan du skal stille spørgsmål til syn- og skønsmanden, så han beskriver manglen på en måde, der kan forstås af en dommer. Det er et stykke pædagogisk arbejde – for dommerens tætteste forhold til lastbilen er sandsynligvis fra sidste gang han fik leveret pejsebrænde.

- Det er den ene side af mit arbejde. Den anden er, at jeg kan tale i øjenhøjde med vognmænd. Jeg kan tale med dem ud fra deres virkelighed, fordi de kan mærke, at jeg kender deres dagligdag og er oprigtigt interesseret.

Kærlighed til en rød GTI
På privatfronten var der længe mere fokus på børnene end på de hurtige biler. Men de sidste syv år, har Jacob Forman brugt masser af fritid på at bygge en knaldrød 160 hestes VW Golf GTI op til racerløb.

- Det er en interesse, jeg deler med en gruppe mænd, der efterhånden har lige så lidt hår på hovedet som jeg – men som stadig har en passion for hurtige biler.  Vi mødes seks gange om året og kører væddeløb på Ring Djursland, Jyllandsringen og på Padborg Park.

- Der er noget specielt ved at komme med 200 kilometer i timen op ad langsiden og være den sidste, der bremser i svinget. Det er det største kick, der findes. En rigtig drengedrøm.

Jacob Forman er 49 år, oprindelig uddannet automekaniker i 1978 og har desuden arbejdet som langturschauffør, indtil han blev uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1990. Fuldmægtig hos Advokatfirmaet Gudberg i Silkeborg. Fra 1995 til 1999 advokat hos Danske Vognmænd (i dag Dansk Transport og Logistik). Efter en kort periode som juridisk chef hos FDM blev han advokat hos Advokatfirmaet Svejgaard Galst, København. Fra 2004 selvstændig advokat i Forman Advokater, Hellerup.