Advokaten 9 Sporskifte

Print Print
20-11-2006

Af Hanne Hauerslev, journalist
Det er ikke alle, der vælger at have samme titel på visitkortet gennem hele livet. Nogle forlader branchen til fordel for et helt andet. Andre vælger jobbet som advokat til efter at have lavet noget helt andet. I en række artikler sætter vi fokus på nogle af dem, der har foretaget et sporskifte.

Ud af rollen som advokat
En ekstremt veludviklet nysgerrighed. Det har fået en tidligere advokat til først at tage springet til programdirektør og senere til kommunikationsdirektør. Med det sidste markante sporskifte har han taget skridtet helt ud af rollen som advokat.
Det bliver sikkert sjovt!

Sådan tænkte Ulf Lund for to år et halvt år siden, hvor koncernchef i TDC Henning Dyremose havde indkaldt til hastemøde på sit kontor i Nørregade og indledte med ordene: Tillykke, du er vores ny kommunikationsdirektør.

- På det tidspunkt var jeg programdirektør i TDC Kabel TV og fik, hvad der var an offer you can't refuse”. Men jeg havde nu heller ikke et øjeblik tvivl i mit sind. Jobbet som kommunikationsdirektør er ekstremt centralt i organisationen, og dermed en unik mulighed for at udvikle sig. Samtidig var det et rigtig godt skridt opad i karrieren at få den stilling som 34-årig. Faktisk havde jeg allerede tænkt tanken – at et nyt, udfordrende job i koncernen, kunne være netop det job… Men jeg havde altså ikke sagt det højt, forklarer Ulf Lund, der nu på tredje år har titlen senior vice president.

Lysten til at prøve noget nyt har altid virket som en stor drivkraft for den tidligere advokat.

- Jeg er meget nysgerrig og interesserer mig for rigtig mange ting. Derfor vil endnu et sporskifte sagtens kunne blive en mulighed. Måske ikke lige nu. Men tanken er mig ikke fjern. Det eneste, som er helt sikkert, er, at det ikke bliver tilbage til advokatbranchen. Ikke fordi det er kedeligt… Mere fordi det ikke er det rigtige for mig, siger Ulf Lund, der mener, at det var mere eller mindre tilfældigt, at han endte som jurastuderende og senere som advokat hos Nielsen og Nørager på Strøget i København. 

- Jeg kunne have valgt ti forskellige spor. Nu blev det lige jura, ikke fordi det var det eneste saliggørende. Mere fordi du sidder der som 19-årig og skal træffe et valg. Egentlig overvejede jeg også at blive journalist, men havde set en masse afsnit fra serien LA Law i tv, og sådan kunne jeg også godt tænke mig at være – ligesom jeg også var ret tændt på alle de smarte biler og retssager, der fulgte med, siger Ulf Lund med underspillet ironi.

Samme tilgang til opgaverne
De næste år fulgte han det klassiske spor. Blev en aktiv studerende, fuldmægtig på et advokatkontor og senere advokat med speciale i medieret, indtil han fik tilbud om at starte som programdirektør i TDC Kabel TV.

- Med det job trådte jeg halvt ud af rollen som advokat, og havde på den måde stadig min identitet som advokat med mig. Jobbet viste sig at være kanon sjovt fra første dag. Pludselig kunne jeg se, at jeg havde haft et billede af, at jobbet som advokat var det eneste værdifulde, og det havde givet mig en distance til alt andet. Nu kom jeg ud i verden og kunne jo se, at det for mig er meget mere interessant selv at træffe beslutninger i stedet for at rådgive andre om, hvilke beslutninger, de skal tage. Meget hurtigt fandt jeg også ud af, at jeg kan li' at være en del af en organisation i stedet for at være en ud af mange individualister på et advokatkontor, hvor hver enkelt arbejder med sine egne sager.

Da Ulf Lund tre år senere startede i jobbet som kommunikationsdirektør, tog han det sidste skridt ud af rollen som advokat.

- I dag er jeg kommunikationsmenneske. Det tog mig et år at komme dertil. Og det var et hårdt år, fordi faget var nyt, og jeg måtte lære mange ting fra grunden. Dét var en stor omkostning ved at skifte, for du kommer jo ikke ind som chef på prøve i sådan en stilling. Fra den første dag skal du træffe beslutninger om emner, hvor du selvfølgelig ikke har de store forudsætninger.

- Men når det er sagt, tror jeg, at min tilgang til mine forskellige jobs i bund og grund er den samme. Jeg har en bestemt måde at gå til opgaverne på, som er analytisk, kritisk, detaljeorienteret og handler mere om summen af mine erfaringer end om at kunne et bestemt fag. I dag spiller mit fag også en mindre rolle for min identitet eller selvforståelse end nogen sinde før, forklarer Ulf Lund, der med årene har smidt noget af sin forsigtighed over bord.

- Det er helt klart sket på grund af de sporskifter, jeg har foretaget. Det følger også i en vis grad med årene og med at lede en stor gruppe selvstændige mennesker, der har den indbyggede skepsis og kritiske sans, som kommer med kommunikationsfaget.

Ulf Lund er født i 1969. Cand. jur. i 1995. Undervejs i studietiden var han et år i Belgien for at læse EU-ret. I studietiden var han engageret i processpil og vandt en international procedurekonkurrence i 1994.

Efter studietiden blev han ansat i Nielsen og Nørager Advokatfirma, hvor han var fuldmægtig og senere advokat i lidt over tre år. Sideløbende  underviste han  i EU-ret og folkeret på Københavns Universitet. 

Privat er han ”så godt som gift” og familien har tre sammenbragte børn.