Advokaten 9 Kæde bliver aktieselskab

Print Print
20-11-2006

Advodan blev den 15. september omdannet til et aktieselskab med eksterne medlemmer i bestyrelsen.

Af Pia Møller, pressechef

Advodan er blevet omdannet fra en forening til et aktieselskab, har fået ny bestyrelse og blandt andet taget to eksterne medlemmer ind i bestyrelsen.

- Vi har med vores slogan i ryggen “Fra forening til forretning – vilje til vækst gennem udvikling og forandring” siden 2004 været i gang med en professionalisering af kæden. Vi har fokus på at udvikle og styrke vores medlemmer, så de kan koncentrere sig om at rådgive kunderne, siger direktør i Advodan, Tom Skovbon og tilføjer:

- Selskabsformen er vores “brand”, og vi mener, at signalværdien for landets største advokatkæde er større i et A/S end i en forening.

I forbindelse med omdannelsen til aktieselskab, er advokat Steen Merslev, partner i Advodan Holbæk, blevet formand for den nye og mindre bestyrelse. Samtidig er to eksterne medlemmer blevet inviteret ind i bestyrelsen. Det er direktør Wenche Strømsnes fra Center for Ledelse og direktør Jens Otto Kjær Hansen fra Center for Journalistik og Efteruddannelse.

- En professionel bestyrelse med eksterne medlemmer er det, der blandt andet skal til for at sikre udvikling og vækst. Men fordi lovgivningen i dag ikke giver mulighed for, at advokatfirmaer må have andre ejere eller bestyrelsesmedlemmer end advokater, står branchen uden for den udvikling, der er andre steder i erhvervslivet.

- Vi bryder med den tradition, fordi selskabet Advodan A/S ikke i sig selv driver advokatvirksomhed, men er ansvarlig for drift og udvikling af advokatkontorerne i kæden. Herved får vi mulighed for at få ekstern inspiration ind i driften af kæden, siger Tom Skovbon, der gerne ser en lovændring på området.