Advokaten 9 Der skal isoleres mindre

Print Print
20-11-2006

Fængsling i isolation kan næppe helt undgås, men det bør begrænses mest muligt. Alle aktører i retssalene landet over bør overveje, om praksis for isolation i deres del af landet er i overensstemmelse med lovgivers ønske om at begrænse isolationsfængsling.

Af advokat Hanne Rahbæk, medlem af Advokatrådets Retsudvalg og af Strafferetsplejeudvalget.

Det blev allerede i statsministerens åbningsredegørelse varslet, at justitsministeren i indeværende folketingssamling vil fremsætte forslag til ændring af retsplejelovens regler om varetægtsfængsling i isolation. Lovforslaget bygger på betænkning 1469/2006 fra Strafferetsplejeudvalget. Formålet med lovforslaget er at nedsætte antallet og varigheden af isolationsfængslinger.

Retsplejeloven blev på dette punkt senest ændret i år 2000. Også dengang var formålet at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation.

I denne artikel vil jeg gennemgå virkningen af 2000-loven og Strafferetsplejeudvalgets forslag til lovændring samt knytte nogle kommentarer til muligheden for at nedbringe anvendelsen af isolationsfængsling. Artiklen er alene udtryk for mine personlige holdninger og kan ikke lastes de øvrige medlemmer af Strafferetsplejeudvalget.

2000-LOVEN OG GRUNDLAGET FOR DEN
Retsplejelovens regler om varetægtsfængsling i isolation blev i den nuværende affatning gennemført ved lov nr. 428 af 31. maj 2000. Loven byggede til dels på et lovforslag fra Strafferetsplejeudvalget indeholdt i betænkning 1358/1998. Forud for afgivelsen af denne betænkning havde Strafferetsplejeudvalget i 1990 iværksat videnskabelige undersøgelser, hvori det blev konkluderet, at varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation indebærer en belastning og en risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred.

Hovedformålet med 2000-loven var derfor at opnå en væsentlig begrænsning i anvendelsen og varigheden af isolationsfængsling. De væsentligste ændringer bestod i en præcisering og skærpelse af betingelserne for iværksættelse og opretholdelse af isolation, et krav om mere konkret begrundede kendelser om isolation samt ufravigelige overgrænser for isolationsfængsling ved sigtelser, som efter loven kan medføre op til seks års fængsel. Overgrænsen for isolationsfængsling ved sigtelser, som efter loven kan medføre fængsel i seks år og derover, blev fastsat til tre måneder, som undtagelsesvis kan udstrækkes, hvis afgørende hensyn til sagens opklaring gør isolation påkrævet. For unge under 18 år er tidsfristerne kortere, ligesom der er en absolut frist på otte uger.

Der blev herudover gennemført en udvidet adgang til at afhøre sigtede og vidner i retten forud for domsforhandlingen (anteciperet bevisførelse) med henblik på at ophæve isolationen efter en sådan bevissikring.

I bemærkningerne til lovforslaget blev det tilkendegivet, at Justitsministeriet løbende ville følge udviklingen i antallet og varigheden af isolationsfængslinger, ligesom Strafferetsplejeudvalget ville blive bedt om at vurdere virkningen af reglerne.

De ændrede regler om varetægtsfængsling i isolation blev derfor fulgt op af en meddelelse fra Rigsadvokaten (RM 2/2000) om indberetning af varetægtsfængsling ud over tre måneder og forelæggelse af isolationsfængsling ud over tre måneder.

Rigsadvokaten har på baggrund af disse oplysninger udarbejdet årlige redegørelser for anvendelsen og udviklingen i anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation. Justitsministeriets Forskningsenhed har dernæst, til brug for Strafferetsplejeudvalgets arbejde med evaluering af isolationsreglerne, udarbejdet diverse analyser vedrørende brugen af isolationsfængsling i perioden 2001-2004.

UDVIKLING I BRUGEN AF ISOLATION
Forud for 1975 var anvendelsen af fængsling i isolation ikke lovreguleret og ikke undergivet domstolskontrol. Cirka 95 procent af alle varetægtsfængslede var dengang isoleret. Efter gennemførelsen af lovreguleringen faldt andelen af isolationsfængslede i Københavns Fængsler i 1979 til 47 procent. Der var dog i de følgende år på ny en stigning.

I årene 1995-1999 skete der et fald i det samlede antal afsluttede varetægtsfængslinger i isolation. Isolationsfængslingerne i procent af varetægtsfængslinger faldt jævnt over årene fra 20,1 procent i 1995 til 12,7 procent i 1999. Den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslingerne lå i intervallet 32-35 dage over perioden.

Det fremgår af Rigsadvokatens årlige isolationsredegørelser for årene 2001-2004, at der efter gennemførelsen af 2000-loven skete et yderligere fald i både det faktiske og relative antal isolationsfængslinger fra 1999-2003. De afsluttede isolationsfængslinger faldt fra 12,7 procent i 1999 til 7,7 procent i 2003. For så vidt angår den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslingerne lå disse fra 1999-2002 på 28-30 dage. I 2003 skete der imidlertid en markant stigning, således at den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslingerne steg til 37 dage. I 2004 skete der en stigning i antallet af isolationsfængslinger i procent af varetægtsfængslinger til 9,8 procent, mens den gennemsnitlige varighed af varetægtsfængslingerne fortsat lå højt på 36 dage.

Rigsadvokaten afgav den 4. maj 2006 sin årlige isolationsredegørelse med statistisk materiale for 2005. Det fremgår heraf, at andelen af isolationsfængslede i 2005 udgjorde 9,2 procent af de afsluttede varetægtsfængslinger. Den gennemsnitlige varighed af isolationen udgjorde 33 dage. Altså et mindre fald i forhold til tallene for 2004 og 2005, men fortsat en gennemsnitlig længere varighed end i årene umiddelbart efter lovændringen.

I årene 2001-2004 var mellem en og fem unge under 18 år fængslet i isolation. Den tidsmæssige udstrækning udgjorde mellem 15 og 30 dage (min. 4 dage, max. 50 dage).

I 2005 blev fire unge isoleret. To arrestanter på 17 år blev isoleret i henholdsvis 12 og 14 dage sigtet for røveri. To arrestanter på 16 år sigtet for terrorisme blev isoleret i 55 dage og 47 dage. Den ene var altså isoleret ud over den absolutte frist i loven på otte uger.

Strafferetsplejeudvalget konstaterede i betænkning 1469/2006, at anvendelsen af isolationsfængsling også i nogen grad dækkede over lokale forskelle, således at Kalundborg, København og Gladsaxe politikredse i den undersøgte periode (2001-2004) lå betydeligt over landsgennemsnittet for hele perioden. Det fremgår af Rigsadvokatens redegørelse for 2005-tallene, at Kalundborg politikreds fortsat skiller sig markant ud, idet 42 procent af de varetægtsfængslede isoleres i en kortere eller længere periode.

En del af disse variationer kan selvsagt skyldes, at større, komplicerede sager efterforskes i den pågældende politikreds, men Strafferetsplejeudvalget vurderede i sin redegørelse, at tallene pegede på, ikke mindst for de tre ovennævnte politikredse, at ikke alene forskel i sagssammensætningen og forekomst af større sagskomplekser, men også den lokale praksis for anvendelse af varetægtsfængsling i isolation, kan spille en rolle.”

Justitsministeriets Forskningsenhed udarbejdede, til brug for Strafferetsplejeudvalgets evaluering af 2000-loven, en nærmere analyse af brugen af isolationsfængsling fra perioden 2001 til 2004.

Det er fra denne undersøgelse bemærkelsesværdigt, at der er markant færre arrestanter, som fængsles i isolation ud over tre måneder. Over den samlede periode fra 2001-2004 er 62 procent isoleret i 1 – 28 dage, 19 procent isoleret i 29 – 56 dage, 17 procent isoleret i 57 dage til tre måneder, medens 2 procent er isoleret ud over tre måneder.

Det kan selvsagt anføres, at sagens efterforskning normalt medfører, at behovet for isolation er mindre nødvendigt over tid. Dette er dog næppe hele forklaringen på, at det markante fald falder sammen med kravet om forelæggelse for Rigsadvokaten.

Det bør i den forbindelse noteres, at der i årene 2002-2004 i mere end halvdelen af sagerne ikke skete rettidig forelæggelse for Rigsadvokaten. Reglerne blev efterfølgende indskærpet over for politikredsene. I 2005 fik Rigsadvokaten forelagt fire sager med i alt 11 sigtede. En af disse sager blev ikke forelagt inden for fristen, medens der i en af de andre sager ikke skete rettidig forelæggelse for så vidt angår en isoleret.

INTERNATIONALE ANBEFALINGER
Danmark har ratificeret de internationale torturkonventioner og menneskerettighedskonventioner under FN og Europarådet.

Danmarks anvendelse af isolationsfængsling er flere gange blevet kritiseret fra international side, og jeg skal her blot nævne nogle få af de kritiske bemærkninger.

I forbindelse med sin rapport af 25. september 2002 bifaldt Europarådets Torturkomité, at der i Danmark med 2000-loven blev gennemført regler, der indebar en væsentlig begrænsning i anvendelsen og varigheden af isolationsfængsling. Komiteen anbefalede dog blandt andet, at der blev indført regler, der sikrede en absolut overgrænse for den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængsling i isolation.

FN's Torturkomité anbefalede tilbage i 2000, at Danmark fortsatte overvågningen af virkningen af isolationsfængsling samt virkningen af 2000-reglerne om isolation.

Endelig har FN's Børnekomité i september 2005 om anvendelsen af isolationsfængsling over for unge under 18 år anført, at Danmark bør genoverveje den nuværende praksis for isolationsfængsling af denne aldersgruppe. Danmark bør i den forbindelse begrænse anvendelsen af isolation af unge under 18 år til meget exceptionelle sager, reducere den maksimale tidsgrænse og søge helt at afskaffe muligheden for unge under 18 år.

UDVALGETS VURDERING OG FORSLAG
Strafferetsplejeudvalget vurderede sammenfattende, at 2000-loven nok har virket efter hensigten ved en nedbringelse af det absolutte antal isolationsfængslinger og det samlede antal isolationsdage, men at der på grund af de konstaterede stigninger i 2003 og 2004 er usikkerhed om, hvorvidt tendensen vil holde. Der er ikke sket en nedbringelse af den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslingerne. Hertil kommer ikke ubetydelige lokale forskelle, som gør, at der kan være grund til at være opmærksom på, hvorledes reglerne anvendes i forskellige dele af landet.

Strafferetsplejeudvalget har på baggrund af sine undersøgelser udarbejdet et lovforslag, som indebærer, at de gældende tidsfrister for fængsling i isolation på fire uger, otte uger og tre måneder nedsættes til 14 dage, fire uger og otte uger. Otteugers-fristen vil fortsat være fravigelig, hvis afgørende hensyn til strafforfølgningen gør fortsat isolation påkrævet. Betingelsen for fortsat isolation skærpes dog i disse tilfælde, således at lovovertrædelsen skal ventes at medføre straf i form af fængsel i mindst to år.

Udvalget foreslår en overgrænse for isolation på seks måneder. Et flertal i udvalget foreslår, at denne overgrænse kan gennembrydes, hvis sigtelsen vedrører en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 (statsforbrydelserne), § 191 (narkotikakriminalitet) og § 237 (manddrab). Mindretallet (udvalgets to advokater og en universitetsprofessor) foreslår seksmåneders-grænsen gjort ufravigelig.

Særligt for de unge under 18 år foreslår udvalget, at betingelserne for iværksættelse og opretholdelse af isolation skærpes.

Som nævnt ovenfor gælder der i dag en ufravigelig overgrænse på otte uger for isolationsfængsling af unge under 18 år. Denne grænse foreslår flertallet nedsat til fire uger dog således, at overgrænsen for sigtelser for forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 (statsforbrydelserne) gøres fravigelig, og at man for denne type af sigtelser afskaffer begrænsningen i den tidsmæssige udstrækning af varetægtsfængslingen. Udvalgets mindretal (sammensat som ovenfor nævnt) foreslår, at fireugers-grænsen gøres ufravigelig. Flertallets forslag indebærer, at unge under 18 år får en retsstilling, som i strid med internationale anbefalinger er ringere end i dag.

Udvalget foreslår, at anmodning om isolation skal fremsættes skriftligt over for retten, og at anmodningen skal være begrundet. Forelæggelsesordningen for Rigsadvokaten foreslås af et flertal videreført, dog således at forelæggelsen skal ske efter otte uger.

Udvalget foreslår endelig skærpet begrundelsespligt for domstolene samt en udvidet adgang til mundtlig forhandling af kæremål.

KAN ISOLATION AFSKAFFES?
Der er vel næppe nogen i dag, som vil anfægte, at fængsling i isolation udgør en særlig belastning, som i sidste ende indebærer en risiko for at påføre den varetægtsfængslede varige psykiske skader.

Det er på den baggrund interessant, at Strafferetsplejeudvalget i forbindelse med arbejdet med betænkning 1469/2006 gennemførte en spørgeskemaundersøgelse til en række interessenter inden for retssystemet. Det blev i disse spørgeskemaer navnlig fra politi og anklagemyndighed anført, at der fortsat er et betydeligt behov for isolationsfængsling for at imødegå risiko for vanskeliggørelse af efterforskningen. Strafferetsplejeudvalget bemærkede dog, at der ikke i spørgeskemaerne var fremkommet konkrete eksempler på, at manglende isolation havde været ødelæggende for en efterforskning. Gennemførelsen af 2000-loven synes ej heller at have givet problemer med retshåndhævelsen generelt.

Det kunne på den baggrund overvejes, om der er behov for isolation, eller om isolation kan afskaffes helt.

Det kan efter min vurdering næppe undgås, at der efter en konkret vurdering i særlige tilfælde af hensyn til kriminalitetsbekæmpelsen kan være behov for at isolere en sigtet i en kort periode, hvor der til gengæld arbejdes intensivt med efterforskningen.

De forslag, som fremkommer fra Strafferetsplejeudvalgets side, understøtter den begrænsning i anvendelsen af isolation, som de fleste ønsker.

Jeg skal imidlertid også her slå et slag for, at der i loven fastsættes en overgrænse for isolationsfængsling af unge under 18 år. Når man ser på det årlige antal isolerede under 18 år, forekommer det som en overkommelig opgave at sikre, at disse unge indsatte på effektiv vis afskæres fra at kommunikere med omverdenen, uden at det er nødvendigt at anbringe dem i isolation.

I forhold til den praktiske virkelighed kan der være anledning til, at samtlige aktører i retssalen overvejer, om praksis for isolation i deres del af landet er i overensstemmelse med lovgivers intentioner om at begrænse anvendelsen af fængsling i isolation.

Med henblik på en fortsat opmærksomhed på udviklingen i anvendelsen af isolation er Rigsadvokatens årlige redegørelser et væsentligt værktøj, som forhåbentlig er kommet for at blive.