Advokaten 8 Skarp kritik af retsvæsnet

Print Print
23-10-2006

Af Pia Møller, pressechef
Romanen Ingen tvivl” retter en massiv kritik mod retsvæsnet med sin historie, der bygger på knivdrabet på en ung italiensk turist på Nørrebro i 2003.

Lars Bonnevies roman “Ingen tvivl” er noget så sjældent som et dansk retssalsdrama. Men den adskiller sig fra sine amerikanske forbilleder, som de fleste af os kender fra film og romaner. Mens det amerikanske retssalsdrama ofte handler om den lille mand eller kvinde, der besejrer systemet og dermed opnår retfærdighed, så er “Ingen tvivl” en desillusionerende beretning om det danske retsvæsen oplevet af Lars Bonnevie, der er forfatter, oversætter og kritiker på Weekendavisen.

Handlingen bygger på virkelighedens drab på en ung italiensk rygsæk-turist på Nørrebro i 2003. Den unge italiener er i romanen skiftet ud med en ung jyde, der er i København, blandt andet for at købe hash. De to fætre af tyrkisk afstamning, der i 2005 af Højesteret blev dømt for drabet på italieneren, er i bogen blevet til én person, nemlig Issa, en småkriminel ung mand af libanesisk afstamning.

Bogen tager afsæt i den konkrete handling, nemlig selve drabet, som også involverer en taxachauffør, som overværer knivstikkeriet, men ikke griber ind der. Efter drabet bliver Issa hurtigt pågrebet, og herefter starter så dramaet omkring det retlige forløb. Issa tilstår, at han har stukket den unge jyde, men han havde ikke til hensigt at dræbe ham. Så skal han dømmes for manddrab eller vold af særlig farlig karakter?

Bogen er befolket med alle retsvæsnets kendte aktører, dommeren, nævninge, advokater, anklagere og journalister. Forfatteren skifter rask væk synsvinkel og som læser får man hele tiden indblik i personernes tanker i forhold til sagen. Og det er ikke opmuntrende læsning, uanset om vi er hos den feje taxachauffør, de forudindtagede nævninge, den partiske dommer, den alt andet end skarpe forsvarsadvokat, drabsmanden selv eller den unge uprøvede journalist, der fornemmer, at noget er galt, men alligevel ender med at skrive det, som hun ved, avisen gerne vil have.

Indvandrermiljøet er beskrevet realistisk og uden blødsødenhed. Vi får indsigt i et miljø, hvor æresbegreber og gruppepres i uhyggelig grad styrer menneskers handlinger, og vi får en beskrivelse af Issa og hans miljø, hvor der kun er én mulig vej udstukket for hans fremtid.

I det hele taget er der ikke mange personer, man kan holde med og holde af i romanen, og det er også en af dens svagheder. Det tætteste, man kommer på et par helte, er Issas forsvarsadvokat og så den gamle rotte af en kriminalreporter Mikkelsen, der selv har mistet alle illusioner.

I virkelighedens retssag blev de to fætre idømt henholdsvis otte og ti års fængsel og efterfølgende udvisning til Tyrkiet. I romanen modtager Issa til slut en dom på i alt ti års fængsel og efterfølgende udvisning. Virkelighedens dom gav anledning til en del debat om, hvorvidt man kan udvise to unge mænd, der har tilbragt stort set hele deres liv i Danmark med henvisning til, at de har en ikke uvæsentlig tilknytning til et andet land og kultur.

Med sin stærkt retspolitiske roman påstår Lars Bonnevie, der selv har fulgt sagen mod de to tyrkiske fætre, at den var afgjort på forhånd – der var aldrig nogen tvivl. Danskerne havde fået nok, og den folkestemning sneg sig i denne sag ind i retslokalet, lyder dommen fra forfatteren.

“Ingen tvivl” vil nok bringe sindene i kog hos retsvæsnets aktører, uanset om det er advokater, dommere, anklagere eller pressen. Det er barske – men også tankevækkende – anklager, der rejses mod vores system, og mange vil have svært ved at genkende deres dagligdag. Men uanset om man vil være enig eller uenig i det hele – eller blot noget af det – så er bogen værd at læse for dem, der i dagligdagen færdes i retten.

Lars Bonnevie: Ingen Tvivl. Udgivet af samlerens Forlag.