Advokaten 7 Relevant antologi om lov og moral

Print Print
25-09-2006

Af Carsten Fode, advokat
Selv om artiklerne i antologien ”Law and Morality” ikke kan bruges direkte i forhandlinger eller procedure, så er de bestemt relevant læsning for praktiserende advokater.

Law & Morality er en antologi redigeret af professor i kriminologi ved Københavns Universitet Ulla Viveka Bondesen.

Det er hensigten med bogen – der er skrevet på engelsk – at beskrive forholdet mellem lov og moral så bredt som muligt. De i alt 14 artikler og 352 sider spænder derfor over vidt forskellige discipliner såsom retsfilosofi, retssociologi, retshistorie, stats- og religionskundskab samt kriminologi.

Målgruppen er især ansatte ved domstolene, lovgivere, samfundsdebattører og forskere og studerende ved de samfundsmæssige uddannelser.

Herudover henvender bogen sig til alle, der interesserer sig for spændingsfeltet mellem moral og ret.

Er bogen relevant for den praktiserende advokat, der gerne vedkender sig denne ideelle interesse for emnet, men som undskylder sig med manglende tid til kun at læse de juridiske fremstillinger, der er nødvendige for morgendagens forhandling eller procedure?

Svaret er ja. Ubetinget ja. Bogen ér relevant – mere end nogensinde.

De mere generelle artikler – bl.a. redaktørens egen artikel ”Theories of Law and Morality” – sætter emnet ind i et større historisk perspektiv begyndende med en beskrivelse af den årtusind gamle konflikt mellem naturretten og den positive ret. Den første bygger på en generel opfattelse af retfærdighed. Den anden bygger på de eksisterende love, der kan tvangsfuldbyrdes gennem statens magtanvendelse. Emnet følges op i professor Ole Krarups artikel ”Justice and Legal Seismonology”, der indeholder en kritik af retspositivisten Alf Ross.

Kan denne konflikt bruges i praksis? Ja – men hermed mener jeg naturligvis ikke, at man som Sofokles' Antigone skal påkalde sig, at gudernes evige lov står højere end Folketingets visdom, hvis man i øvrigt ikke har andre argumenter.

Det er derimod både acceptabelt og i tråd med tidens tendenser i langt højere grad end tidligere at forholde sig til, om et resultat er i overensstemmelse med det tilsigtede, eller om der opstår et misforhold med overordnede principper eller rettigheder. I den udstrækning lovgiver øger brugen af retsstandarder som erstatning for specifik lovgivning mindskes risikoen for sådanne  utilsigtede resultater, men prisen er til gengæld mindre forudsigelighed og dermed retsusikkerhed. Samtidig øges kravene til den praktiserende advokat. Det er ikke mere tilstrækkeligt at anvende traditionel lovfortolkning. I stigende omfang vil advokaterne skulle forholde sig til andre fagdiscipliner, det være sig økonomiske, sociologiske etc. Et eksempel på denne nyere lære er også professor Jens Evalds disputats ”Retsmisbrug i formueretten” fra 2001, hvor emnet er en analyse af retsmisbrug, hvorved forfatteren forstår den omstændighed, at en rettighedshaver anvender en retsposition til at opnå en fordel for sig selv eller en anden, som ikke er forudset eller tilsigtet med rettigheden.

Forfatterne søger at nærme sig de afgørende spørgsmål: Har moralen betydning for lovens udformning? Og ændrer loven ved vores moral? Man kunne tilføje det yderligere spørgsmål: Ændrer den skiftende moralopfattelse fortolkningen af bestående lov? Spørgsmålet bliver nærliggende efter læsning af artiklen ”Contemporay Russian Corruption” skrevet af professor ved universitetet i Skt. Petersborg Yakov Gilinsky. Efter min opfattelse er svaret bekræftende. Den handlemåde, der udvises i dag, vil blive bedømt med de moralske briller, der benyttes om fem år. Bestikkelse er et eksempel. Hvad der tidligere blev accepteret som ”lokale handelssædvaner”, ”fee to the deciding gentlemen”, ”third party commission”  eller lignende risikerer i dag at blive karakteriseret som ulovlig bestikkelse. Tilsvarende kan findes eksempler fra skatteretten, hvor det er et kendt forhold, at et samlet arrangement kan tilsidesættes, selv om dets enkelte elementer er fuldt lovlige. Men hvor denne grænse præcis går, vil det være svært at præcisere. Som rådgiver er det derfor vigtigt konstant at forholde sig til det moralske eller etiske i en handlemåde. I den henseende er bogen også en øjenåbner.

Tankevækkende er dommer Peter Gardes artikel ”Triple Loyalities of a Clergyman in the National Church of Denmark”, der beskriver en præsts konflikt som tjenestemand, som kristen og som samvittighedsfuld enkeltperson i forbindelse med at holde udviste flygtninge skjult for myndighederne. Uden at det fremgår af overskriften, berører artiklen uundgåeligt også dommerens egen konflikt. Også han bærer tre personligheder: kriminaldommer, tjenestemand og lutheransk lægmand. Garde anerkender sammenhæng mellem de to første, men fremhæver at religionen ikke kan styre de to andre, uden at der opstår forvirring og skade for helheden. Samtidig afvises, at civil ulydighed er begrundelse for immunitet fra straffelovens regler.

Den beskrevne problemstilling bærer principielle ligheder med ”whistleblower- sagerne”, hvor det på samme måde gøres gældende, at formålet helliger midlet. Sådanne sagstyper vil fortsat dukke op i diverse forklædninger, hvor enkeltpersoner vil anse deres egen private retsfølelse som udtryk for gældende ret.

To artikler beskæftiger sig med ”Gender Perspectives”. Associate professor Rubya Mehdi  skriver om ”The Legal Rights of Muslim Women – a Pluralistic Approach”,  og  professor Agnete

Weis Bentzon om “Moral Consideration in legal Practice: The Relation between Law and Morality in women's Law.” I begge artikler fremhæves de økonomiske og sociale forholds betydning for retsanvendelsen. Er det et argument for at opretholde polygami, at den fravalgte kvinde vil være betydelig bedre stillet som kone nummer to end som forladt enlig kvinde uden forsørgelsesmulighed? Lovgivning alene skaber ikke lighed!

Bogens fortræffeligheder til trods, er der dog anledning til et mindre hjertesuk. Alle artiklerne har tidligere været offentliggjort. Det er der i sig selv ikke noget forkert i. Redaktøren gør da også udtrykkelig opmærksom på det i sit forord. Efter læsning af nogle af artiklerne sidder man dog tilbage med en fornemmelse af, at man mangler noget. For eksempel er Lars Adam Rehofs artikel  ”Human Rights and Self-government for Indigenous People”  helt tilbage fra 1993. Den tidligere omtalte artikel om muslimske kvinders rettigheder er fra 1995. Der må have været en udvikling senere, som burde have været behandlet. Dette er ingen kritik af forfatterne, men måske udtryk for at redaktørens ambitionsniveau ikke har været fuldt på højde med de forventninger, der opbygges i løbet  af læsningen.

Selv om indholdet af artiklerne i ”Law & Morality” ikke direkte kan bruges under forhandlingerne i morgen eller medtages i proceduren, er der dog ikke tvivl om, at de vil virke som slibesten for hjernen og gøre tanken skarpere.

”Law and Morality” er udgivet af Forlaget Thomson.