Advokaten 7 Opsang til procesadvokater

Print Print
25-09-2006

Af Torben Steffensen, advokat og mediator
Advokater er ofte for dårligt forberedt og skærer ikke sagerne tilstrækkeligt til. Det oplever man, hvis man som advokat lader sig konstituere i tre måneder ved domstolene.

 I tre måneder har jeg været konstitueret som landsdommer i Østre Landsret. Oplevelserne under dette ophold giver mig set fra dommerside anledning til følgende bemærkninger om og refleksioner over advokaters forberedelse og gennemførelse af retssager for landsretten.

Det er som praktiserende procesadvokat naturligvis med en vis varsomhed med disse bemærkninger fremføres. Man skal være påpasselig med at løfte fanen så højt, at fødderne slipper jorden. Imidlertid må jeg nødvendigvis give udtryk for den oplevelse, jeg har fået. Dette gælder særligt, da mit indtryk er bekræftet af andre, og da det mere synes at være det overvejende indtryk end blot udtryk for nogle enkeltstående tilfælde. Dette ændrer ikke ved, at disse bemærkninger alene fremsættes som mine egne.

Mine bemærkninger skal udelukkende ses i forhold til civile, økonomiske sager, da min praktiske erfaring som advokat alene relaterer sig til disse og dermed giver det eneste reelle bedømmelsesgrundlag.

Da advokaten også i fremtiden skal være det foretrukne valg, når en tvist skal søges løst, herunder ved førelse af retssag, skal vi til stadighed sikre, at vi som advokater lever op til den højeste faglige og etiske standard. Dette kræver, at arbejdet – før retssag indledes – under sagens forberedelse og under domsforhandlingen, er optimalt udført. Det fordrer ikke mindst grundig, tidskrævende og rettidig forberedelse.

Der er efter min opfattelse for mange procederende advokater, der ikke synes at være tilstrækkeligt og ordentligt forberedt.

Dokumenter og vidner
Det, der medtages i ekstrakten, bør begrænses til det relevante, der har betydning for de anbringender, parterne har gjort gældende til støtte for de nedlagte påstande.

Dette og forelæggelsen i øvrigt bør skæres til og forudgående afstemmes mellem de mødende advokater.

De forhold, som parterne er enige om, kan lægges til grund og skal ikke dokumenteres.

Udarbejdelsen af materialesamlingen bør ske og fremlægges i god tid – særligt hvis den har et ikke ubetydeligt omfang – før domsforhandlingen, og de relevante dele heri, der påberåbes, bør være indbyrdes afstemt og markeret, således at dommerne kan optimere forberedelsen.

Endelig bør advokater inden indlevering af påstandsdokumentet foretage den for processen helt centrale retlige kvalifikation af anbringenderne heri, således at disse koncentreres og fremstår lysende klart for dommerne – og advokaten selv. Hvis anbringender kan indgå direkte i formulering af dommens begrundelse, er målet nået.

Genafhøring af vidner under en ankesag skal overvejes nøje. Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt at ulejlige vidnet, hvis det blot er for i det væsentlige at vedstå den i byretten afgivne og i retsbogen gengivne forklaring. Genafhøringen bør kun ske for at supplere og korrigere den gengivne forklaring om forhold, der har betydning.

Formålet med ordentlig forberedelse fra advokaternes side er selvklart ikke kun at gøre processen til en større og bedre oplevelse for de deltagende advokater, parter og dommere, men tillige at sikre, at sagen oplyses og præsenteres optimalt for dommerne, så de bibringes den rette forståelse af sagen.

En ordentlig forberedelse mindsker risikoen for en tabt sag, der ved ordentlig forberedelse kunne være tippet til den for klienten rigtige side.

Selvom ovennævnte for de fleste er selvfølgeligheder, når det læses, efterleves det for sjældent i praksis.

Skarpere tilskæring af sagen
Domstolene foretager en grundig vurdering og votering af al relevant bevisførelse for at tage stilling til de nedlagte påstande og fremførte anbringender og herved udfinde de dele, der er af afgørende betydning for begrundelse og resultat.

Dommere er trænede i at lytte længe og tålmodigt, notere sig og hurtigt opfatte det relevante, der har betydning for sagen. Dommere arbejder koncentreret, effektivt og kvalificeret.

Det kan derfor – afhængig af temperament – være ikke kun irriterende men direkte frustrerende, når der dokumenteres eller afhøres om forhold, der ikke har nogen relevans for sagens omtvistede forhold. Det sker for ofte.

Man kan som dommer få det indtryk, at advokaten for en sikkerheds skyld dokumenterer mere end rimeligt relevant er, så det overlades til retten efterfølgende at sortere det overflødige fra. Advokater bør i højere grad forholde sig objektivt og kritisk hertil, når domsforhandlingen tilrettelægges.

Parternes tilskæring af sagen giver mulighed for en endnu mere kvalificeret vurdering fra rettens side. Denne vurdering kan risikere at blive forstyrret af for megen unødig bevisførelse. Det er uhensigtsmæssigt, at relevant dokumentation risikerer at drukne i betydningsløs bevisførelse.

Den høje grad af tålmodighed, som dommere udviser, skal hverken misforstås eller misbruges.

Det er rimeligt at forlange og forvente, at de mødende advokater bør kende sagen bedst. Det er derfor ikke unaturligt, at dommere er tilbageholdende med at udøve en for aktiv procesledelse, der kunne risikere at afskære relevant bevisførelse.  Det er vanskeligt på forhånd for dommerne at udelukke, at et dokumenteret afsnit eller afhøringstema kan have betydning. Hertil kommer, at en sådan aktiv ledelse og indgriben kan påvirke processens forløb og stemningen i retssalen negativt. Selve drøftelsen af, om et forhold er af betydning, er ofte mere tidskrævende end blot at lade det passere. Disse forhold gør, at dommere ofte udviser tilbageholdenhed.

Det er dog på sin plads, når eksempelvis retsformanden spørger til, hvilken betydning et netop dokumenteret afsnit har for præcist hvilket af de anbringender, der er gjort gældende, når der viser sig et rimeligt fast mønster af flere dokumenterede afsnit, hvor betydningen er vanskelig at få øje på.

Det er beskæmmende, når dette vink ikke tages ad notam for gennemførelsen af den yderligere bevisførelse, eller når advokaten ikke konkret kan angive hvilket af sine anbringender, det dokumenterede har betydning for.

Det er heller ikke overbevisende for den tilstedeværende klient at lytte på.

Mediation kan forsøges først
Retssager for domstolene skal vindes i første instans.

Ordentlig forberedelse og gennemførelse er således ikke kun naturligt i ankesagen, men i særdeleshed i første instans.

De regler, vejledninger og retningslinier, der ud over retsplejelovens krav gælder om forberedelse og domsforhandling af borgerlige sager for landsret, Sø- og Handelsretten og Højesteret, bør derfor tillige følges for byretterne. Der er efter min opfattelse ikke noget reelt argument herimod.

Man skal ikke satse på, at der rettes op på en tabt sag blot ved at anke. Oftest er førsteinstansen nået til det rigtige resultat. Derfor skal der typisk væsentlig ny bevisførelse for ankeinstansen til for at gøre sig forhåbninger om et andet resultat. Appellanten skal gøre sig og ankeinstansen fuldstændig klart, hvorfor førsteinstansens dom skal ændres.

Det er forståeligt, at en advokat ofte er underlagt den begrænsning, at der i de fleste tvister kun kan afsættes og anvendes begrænsede ressourcer, hvis advokatens sædvanlige timepris skal honoreres.

Det er de færreste klienter, der vil betale et honorar, der ikke står i rimeligt forhold til sagens genstand, der er domstolenes dominerende kriterium for fastsættelse af sagsomkostningerne.

Hvis sagen således ikke kan bære det tidsforbrug, der kræves for en ordentlig forberedelse, kan det få negative konsekvenser for sagens forløb og udfald og dermed klientens oplevelse og udbytte. Sådanne sager bør søges forligt.

Et reelt alternativ er at søge en løsning på konflikten ved mediation. Se www.mediatoradvokater.dk. Det er forholdsvis hurtigt, enkelt og til at betale. Prøv det, før retssag indledes. Erfaringen har vist, at det i langt de fleste tilfælde giver parterne en fælles god løsning.

Forståelse for rettens arbejde
Ovennævnte er blot nævnt som eksempler for at føre til min konstatering af og konklusion om, at vi som advokater generelt skal oppe os og prioritere procesarbejdet højere og  afsætte den fornødne tid, hvis advokaten påtager sig opgaven, uanset om sagen kan bære det. Det fortjener domstolene og klienterne. Det er tillige nødvendigt for, at vi kan gøre os forhåbning om at bevare vor eksklusive position på dette arbejdsområde. Hertil kommer, at advokaten skal rådgive om alternative muligheder, der tjener klientens interesser bedre, for løsning af en tvist, der ikke kan bære en domstolsafgørelse.

Tre måneders konstitution som landsdommer gør en procesadvokat endnu bedre. Det må være muligt for enhver advokat, der ønsker at optimere sin procesgerning, at afse og prioritere tre måneder til at opleve og aktivt tage del i dommergerningen og ikke mindst kollegers arbejde. Det er en investering for advokatfirmaet og advokaten og skaber en god kontakt til retten og forståelse for rettens arbejde og de krav, vi som advokater skal stille til os selv og vore kolleger. Hertil kommer, at man som advokat oplever en stor interesse fra dommerside i at få advokatens uforbeholdne mening under konstitutionen om dommernes udøvelse af deres hverv. Man føler sig som advokat særdeles vel modtaget og behandlet.