Advokaten 7 Norsk advokatforening bag forbrugerportal

Print Print
25-09-2006

Efter en negativ mediestorm i 2004 satte den norske advokatforening en række tiltag i gang, der skulle forbedre de norske advokaters omdømme i offentligheden. Et af tiltagene er forbrugerportalen www.advokatenhjelperdeg.no. Vi har stillet den norske generalsekretær Merete Smith en række spørgsmål om den nye tjeneste.

Hvorfor har I lavet advokatenhjelperdeg.no?
I sommeren 2004 var advokaterne i Norge under stort pres i medierne, og der var meget negativ omtale af advokater. Som et svar på dette vedtog Advokatforeningen en tiltagspakke for at komme i ”offensiven”. Et af målene var at lave forbrugervenlige tiltag fra advokaternes side, og det var i denne forbindelse, vi fik ideen til at starte en forbrugerrettet netportal.

Hvad vil I gerne opnå?
Hensigten er at være en brobygger mellem advokaten og forbrugeren. Samfundsudviklingen medfører et øget behov for retshjælp hos forbrugerne. Advokatenhjelperdeg.no skal bidrage til at sænke tærsklen for at søge professionel bistand, når folk har brug for det. Forbrugerne kan her let finde information om, hvad advokater står for, og hvad advokaten kan bidrage med. Ved at bruge denne portal vil forbrugerne også kunne være bedre forberedt, når de møder op hos en advokat.

Hvordan har advokaterne reageret på initiativet?
Advokaterne har reageret meget positivt på initiativet. Mange af vores medlemmer har bidraget i udviklingen af portalen på forskellige måder. Portalen omfatter alle vores privatpraktiserende advokater og advokatfuldmægtige. Mere end 3000 advokater har registreret deres særlige kompetence inden for forbrugerjura, sådan at forbrugeren let kan finde frem til en advokat med netop den kompetence, han eller hun behøver.

Hvordan har forbrugerne reageret?
De tilbagemeldinger, vi har fået, har været vældig positive. Vi har haft dialog med forbrugerombudsmanden under udviklingen af portalen, og han mener, at den dækker et behov.

Har I fået positiv omtale på grund af initiativet?
Ja, det har vi. Vi fik bred omtale i landets største avis, da portalen blev lanceret, og avisen arrangerede samtidig et netmøde med vores formand, Anders Ryssdal, og et af Hovedstyrets medlemmer. Justitsministeren har i medierne rost portalen, og vi har også fået gode anmeldelser af Advokatenhjelperdeg.no på forbrugernetsteder.

Arbejdet med at udvikle Advokatenhjelperdeg.no har været spændende og krævende. Vi tror på, at dette er en rigtig vej at gå – og at den vil blive et nyttigt værktøj både for publikum og for advokaterne.

Fakta
Advokatenhjelperdeg.no er et selvstændigt website, som den norske advokatforening har lavet udelukkende til private forbrugere. Man kan udover at finde en advokat med de rette kompetencer bl.a. læse mere om de typiske juridiske problemer, der opstår i privatlivet, se de mest relevante love og forberede sig på et evt. møde med en advokat. Forbrugerne kan også stille juridiske spørgsmål, som af advokatforeningen besvares i en generel og anonymiseret form.