Advokaten 7 Lønindeholdelse for private krav - er tiden inde?

Print Print
25-09-2006

Af advokat Tom Bramminge Christensen (L) og advokat Brian Nygaard Sørensen
Lønindeholdelse er et godt redskab til at inddrive gæld. Det er på tide, at private kreditorer også får lov at bruge det.

Der har i en årrække været talt om, hvorvidt det skal være muligt for private kreditorer tvangsmæssigt at få en del af skyldnerens månedlige løn/ydelse, dvs. at foretage lønindeholdelse. Baggrunden for drøftelserne har bl.a. været erfaringer fra andre nordiske lande, idet inddrivelsesprocenten i Danmark kun er ca. 40, mens den i andre nordiske lande (der har regler om lønindeholdelse) er op imod 85-90. Efter mange års tilløb kom der i 1992 en betænkning – nr. 1239 – fra Retsplejerådet, som bl.a. indeholdt et forslag til indførelse af regler om lønindeholdelse.

Debatten er efterfølgende jævnligt blusset op, og der har for nylig været artikler i både Børsen (den 8. maj) og Berlingske Tidende (10. juli) derom.
Derudover har Copenhagen Economics udarbejdet en samfundsøkonomisk analyse af effekten af at indføre lønindeholdelse for private krav.

Retstilstanden i dag
Som reglerne er i dag, kan der ikke foretages lønindeholdelse. Kreditor må indgå en afdragsordning med skyldner og søge sig sikret ved at foretage udlæg i skyldners aktiver og om nødvendigt efterfølgende bortsælge disse.

Der findes en del regler for, hvad man ikke må foretage udlæg i, herunder særligt trangsbeneficiet i retsplejelovens § 509, som sikrer, at alle har ret til en seng, et bord, tøj osv. Det er fogedretten som påser, at skyldneren sikres disse rettigheder. Reglerne omfatter alene skyldnerens aktiver; skyldnerens indtægtsforhold er således ikke direkte omfattet. Der kan teoretisk tages hensyn til skyldners indkomstforhold ved fastlæggelsen af trangsbeneficiet for aktiverne, men dette gøres ikke i praksis.

Som det er nu, kan en privat kreditor således ikke stille meget op, hvis ikke skyldneren har udlægsegnede aktiver. Kreditor – eller dennes advokat – kan fortsætte med at sende rykkere, registrere i RKI eller Debitorregisteret, sende i fogedretten hvert halve år etc., men det har oftest ikke den ønskede effekt – at gælden betales. Har skyldneren ingen aktiver, må kreditor forlade sig på skyldnerens lune, idet skyldneren selv kan vurdere, om han synes, han har råd/lyst til at afdrage.

Som teoretiker synes det mærkværdigt, at der gøres et stort nummer ud af at sikre, at trangsbeneficiet mv. overholdes, men at der ikke er regler for indtægtsforholdene hos skyldner. Ydermere synes det bemærkelsesværdigt, at det offentlige påser, at der ikke foretages udlæg i udlægsbeskyttede genstande, men at det er skyldneren – og ikke det offentlige – der kan afgøre, om han har råd til at afdrage. Trangsbeneficiet mv. synes således ikke ført fuldt igennem. Det burde efter vores opfattelse omfatte hele skyldnerens økonomiske situation, herunder hans indkomst.

Som praktiker synes det frustrerende at møde i fogedretten og konstatere, at så snart skyldneren har fremtryllet ordet ”insolvenserklæring”, kan man lige så godt gå hjem og afregne sagen som uerholdelig. Dette er naturligvis et fortegnet billede af virkeligheden, da det da forekommer, at gælden betales på et tidspunkt, ligesom man har forskellige redskaber, som man trods manglende aktiver kan benytte, såsom registrering i RKI mv. I de mange tusinde inkassosager vi har behandlet, er det dog meget få af de skyldnere, der har erklæret sig insolvente, som efterfølgende har betalt gælden.

Man kan selvfølgelig også anføre, at det ikke er et hyppigt forekommende scenario i praksis, at skyldner ingen aktiver har, men til gengæld tjener en masse penge. Men mindre kan også gøre det. Såfremt den private kreditor blot kan få nogle få hundrede kroner hver måned, så vil ganske mange krav i løbet af en kortere årrække blive helt eller delvis indfriet, idet langt størsteparten af inkassosager er på under 10.000 kroner.

Inddrivelsesprocent på 40
Det fremgår bl.a. af rapporten fra Copenhagen Economics, at inddrivelsesprocenten i Danmark statistisk set er ca. 40, og at dette set i nordisk sammenhæng er meget lavt. Følgende forhold kan – ifølge undertegnede – anses at være årsag hertil:

1. Trangsbeneficiet er en dynamisk størrelse og varierer således i takt med samfundsudviklingen. Det er vores erfaring, at ”nødvendigheden” i retsplejelovens § 509 (”…nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod…”) i dagens praksis tolkes ret vidt. Mobiltelefoner, computere med internetopkobling, MP3-afspillere, Playstations etc. bliver af mange fogedretter ofte anset for værende omfattet af trangsbeneficiet, medmindre de er helt nye eller af særlig dyrt mærke. Trangsbeneficiet tolkes i dag nærmere som omfattende genstande, der er en almindelig del af en normal tilværelse.

2. Det fogedretlige system er lagt an på, at man stoler på skyldnerens ord. I praksis taler  skyldnere dog ofte usandt. Straffebestemmelsen for at tale usandt findes i straffelovens § 162 jfr. retsplejelovens § 497, hvor der efter praksis gives bøder eller hæfte op til 40 dage. Vi har ligesom mange af vores kolleger i Ret & Råd kæden talrige gange oplevet, at der ikke gøres noget ved, at skyldnere taler usandt i fogedretten. Dette kan måske skyldes, at kreditorerne ikke finder det umagen værd, idet der – medmindre der er tale om klare usandheder om vigtige forhold – blot gives bøder. Og dette får kreditor jo ikke sine penge af. Og fogedretten gør ikke ex officio noget, når det konstateres, at skyldneren taler usandt. Skyldnere har således relativt frit spil til at tale usandt.

Den væsentligste årsag synes dog at være fraværet af muligheden for lønindeholdelse.

Argumenter imod
Der er mange argumenter imod lønindeholdelse. De argumenter, der har været fremført, har bl.a. været:

  • Det bliver administrativt besværligt i fogedretterne og vil kræve ekstra bemanding pga. længere møder og (formentlig) flere sager.
  • Der vil blive tekniske-/edb-mæssige problemer både hos fogedretterne og hos arbejdsgiverne.
  • Arbejdsgiverne, der skal foretage lønindeholdelsen, mener ikke, at de skal spilde tid og ressourcer herpå, da det ikke har noget med dem at gøre.
  • Arbejdsgiverne skal have at vide, at en af deres ansatte har gæld, hvilket er personlige oplysninger, som arbejdsgiveren ikke bør få at vide, ligesom det vil mindske tilliden fra arbejdsgiver til arbejdstager.
  • Virksomheder må anses mindre tilbøjelige til at ansætte personer, der har gæld, hvilket medfører en negativ spiral for skyldnerne.
  • Nogle skyldnere må forventes at snyde, således at de får mindre i løn mod at få andre ydelser fra arbejdsgiveren (uden at oplyse herom).

Argumenter for
Der er også mange argumenter for lønindeholdelse:

  • Undersøgelsen fra Copenhagen Economics viser, at der er en samfundsøkonomisk gevinst at hente ved at indføre lønindeholdelse.
  • Erfaringer fra de nordiske lande – f.eks. Norge og Sverige – viser, at inddrivelsesprocenten i et system, hvor der er lønindeholdelse, er meget højere.
  • Skyldnere, der kender systemet, kan nemt omgå det, således, at der ikke ejes udlægsegnede genstande, men skyldner alligevel har en høj levestandard. F.eks. ændres ejerskab på aktiverne til ægtefællen, eller der afgives bevidst forkerte oplysninger i fogedretten velvidende, at det i praksis er meget svært at kontrollere rigtigheden.
  • Man gør meget ud af beskyttelsesreglerne herunder trangsbeneficiet for så vidt angår aktiver, men der er ikke noget, der hedder trangsbeneficiet for så vidt angår indtægter.
  • Det synes ikke uden videre logisk, at offentlige kreditorer kan foretage lønindeholdelse men ikke private. En løsning kunne være, at det offentlige havde fortrinsret i lønindeholdelsen, i stedet for at private kreditorer helt blev udelukket.
  • Indførelse af lønindeholdelse må antages at have en forebyggende effekt, idet nogle skyldnere – henset til muligheden for lønindeholdelse – vælger at betale eller lave en afdragsordning.
  • Selvtægt og uønskede alternative inddrivelsesmetoder må anses at formindskes.

Ret & Råds erfaringer i Sverige
Ret & Råd's afdeling i Malmø har et indgående kendskab til ”den svenske model”, hvor der bl.a. kan foretages lønindeholdelse.

Lønindeholdelsen styres af en offentlig myndighed – Kronofogdemyndigheten – som fastlægger skyldnerens månedlige eksistensminimum, og beløb herover foretages der så lønindeholdelse for. Såfremt der er flere kreditorer, fordeles pengene forholdsmæssigt efter fordringernes størrelse – offentlige kreditorer har fortrinsret. Der afholdes oftest ikke møde (svarende til fogedretsmøder i Danmark), idet skyldneren anmodes om at sende lønsedler eller lignende frem, og såfremt dette ikke sker, har arbejdsgiveren – som typisk kan findes via offentlige registre eller på internettet – oplysningspligt.

Ifølge Ret & Råd Malmø fungerer administreringen godt og uden nævneværdige administrative eller edb-mæssige problemer, hverken for Kronofogdemyndigheten eller for arbejdsgiveren. Den præventive effekt af lønindeholdelse er stor og medfører langt flere frivillige afdragsordninger og betalinger og i sidste ende gældens fulde indfrielse. Inddrivelsesprocenten er meget høj, og bl.a. derfor er det rentabelt at tilbyde ”no cure no pay” som salærmodel til klienter.

Ifølge Ret & Råd Malmø er lønindeholdelse således en stor succes.

Problemerne kan løses
De processuelle og administrative/praktiske problemer der vil opstå ved indførelse, må ikke undervurderes. Mange problemer skal løses, såsom om det offentliges krav skal have forrang, om arbejdsgiveren skal have kompensation for sit arbejde, hvilken prioritetsrækkefølge der skal ske mellem flere kreditorer osv.

Mange af disse problemer har dog fundet deres løsning i Danmark eller i andre lande. Dette ses bl.a. inden for det offentliges lønindeholdelse, i reglerne om gældssanering og i andre nordiske landes erfaringer med lønindeholdelse. Derudover synes samfundet bedre rustet til at indføre lønindeholdelse i dag, idet f.eks. de teknologiske muligheder anno 2006 er milevidt bedre end i 1992, ligesom det ifølge Copenhagen Economics rapport må anses samfundsøkonomisk rentabelt at indføre regler herom.

Trangsbeneficiets dynamiske udvikling bør også haves med i overvejelserne om indførelse af lønindeholdelse, da skyldnere i dag kan være materielt ganske godt stillet, uden at kreditorerne kan gøre noget ved dette. Ligeledes bør den i praksis manglende straf af skyldneres usandheder samt trangsbeneficiets manglende fokus på skyldners indtægtsforhold tages med i overvejelserne.

Sluttelig mener vi, at den præventive effekt af at indføre lønindeholdelse er væsentlig, idet mange må anses at ville betale gælden, hvis de ved, at der ellers kan foretages lønindeholdelse.

Sammenfattende mener vi, at lønindeholdelse er et godt redskab, som med fordel kan indføres nu.

Fakta
Rapporten fra Copenhagen Economics

Copenhagen Economics blev af Foreningen af Danske Inkassoadvokater og af Dansk Inkasso Brancheforening bedt om at undersøge virkningen af at indføre lønindeholdelse for private krav i Danmark, hvilket udmøntede sig i en rapport af den 11. april 2006.

Hovedkonklusionen er klar: Samfundsøkonomisk set kan det betale sig at indføre lønindeholdelse.

Rapporten fastslår bl.a:
- Priserne på varer vil falde ligesom virksomheders konkurrenceevne forbedres.

- Lønindeholdelse vil medføre en stigning i bruttonationalproduktet og vil øge beskæftigelsen med 7.500 personer.

- De administrative nettoomkostninger for virksomhederne vil falde.

- Mange skyldnere er ”almindelige” mennesker med ”almindelig” arbejdsduelighed – ikke som hidtil antaget kun personer fra laveste samfundslag – og lønindeholdelse (også) over for disse må anses at have stor effekt.

- Langt de fleste fordringer er på under 10.000 kr.

Rapporten kan ses på www.inkassoadvokater.dk