Advokaten 6 Rapport fra skattefradrag og afgørelse om udenretlig inkasso

Print Print
31-08-2006

Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
Den Skattefradragssagskommission, der blev nedsat i kølvandet på den såkaldte TDC-sag, kom før sommerferien med sin rapport. Og så har Østre Landsret truffet en vigtig afgørelse om godtgørelse af omkostninger ved udenretlig inkasso.

Den 16. juni 2006 afleverede Skattefradragssagskommissionen sin beretning til justitsminister Lene Espersen. Kommissionen blev efter justitsministerens beslutning af 27. november 2003 nedsat den 19. marts 2004 med den opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb i den såkaldte TDC-sag, herunder hvornår og i hvilket omfang myndighederne blev bekendt med forholdene i sagen.

Kommissionens redegørelse er den første, der er afgivet efter reglerne i undersøgelseskommissionsloven, lov nr. 357 af 2. juni 1999, som med virkning fra den 1. juli 1999 afløste bestemmelserne i retsplejelovens § 21 og § 21 a, som – ved siden af enkelte særlove – havde dannet grundlaget for de kommissionsdomstole og undersøgelsesretter, der tidligere havde været nedsat.

Det skatteretlige problem, som var anledningen til nedsættelsen af undersøgelseskommissionen, bestod i, at en adgang i udlandet til, at et datterselskab skattefrit kan overdrage aktiver, herunder goodwill, til et nyt datterselskab, efter de dengang gældende danske regler om frivillig sambeskatning skabte mulighed for at forøge grundlaget for skattemæssige fradrag for moderselskabet. Denne mulighed blev afskaffet ved lov nr. 1215 af 27. december 2003 (og sambeskatningsreglerne blev gennemgribende revideret ved lov nr. 426 af 6. juni 2005). Undersøgelseskommissionen havde efter kommissoriet blandt andet til opgave at undersøge og redegøre for årsagen til, at denne mulighed ikke var blevet fjernet på et tidligere tidspunkt.

Det skriftlige materiale bestod af ca. 30.500 sider dokumenter, og kommissionen foretog over 30 dage afhøring af 48 nuværende og forhenværende embedsmænd, tre nuværende og tidligere ministre samt otte øvrige personer af betydning for sagen.

I sin beretning fremsætter kommissionen bemærkninger, der har karakter af egentlig kritik, over for tre embedsmænd i Skatteministeriets departement og Told- og Skattestyrelsen, men konstaterer samtidig at intet i de påtalte forhold har karakter af en tjenesteforseelse. Kommissionen fremsætter endvidere nogle bemærkninger til den måde, hvorpå Skatteministeriets system som sådant reagerede på de oplysninger, som tilgik det. Kommissionen fremsætter endelig nogle forslag til ændringer i den administrative praksis på Skatteministeriets område

Skatteministeren har meddelt, at kommissionens beretning ikke giver anledning til foranstaltninger over for nogen af de implicerede embedsmænd, og at den ikke ændrer på hans tillid til embedsmændene. Skatteministeriet tager kommissionens forslag til efterretning og vil arbejde videre med kommissionens anbefalinger.

Udenretlig inddrivelse
Østre Landsret har taget stilling til et praktisk betydningsfuldt spørgsmål om forståelsen af reglerne i rentelovens § 9 a om adgangen til godtgørelse af omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringer. Det drejer sig om den situation, hvor en kreditor overlader inddrivelsen til først et autoriseret inkassobureau og derefter til en advokat (B-1163-06 afsagt 19. juni 2006).

Advokaten fremsendte et betalingspåkrav til fogedretten, hvori omkostningerne til inkassobureauet var medtaget med det maksimale beløb i henhold til bilag 1 til bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger. Ved sin fastsættelse af omkostninger for den indenretlige inddrivelse foretog fogedretten fuld modregning, således at det samlede omkostningsbeløb, som blev pålagt skyldneren, svarede til det beløb, som fremgår af landsretspræsidenternes vejledende takster. Fogedrettens begrundelse var, at de hensyn, der fører til, at der ikke er adgang til at kumulere bilagsomkostningerne og landsretspræsidentomkostningerne i de sager, hvor inkassationen i det hele foretages af en advokat, gjorde sig gældende med nogenlunde samme styrke i de sager, hvor den udenretlige (forgæves) inkassation var foretaget af et autoriseret inkassobureau.

Landsretten ændrede denne afgørelse, idet den anførte, at der efter forarbejderne, bet. 1436/2004 s. 280 f., ikke som udgangspunkt er grundlag for at nedsætte inkassosalæret til en advokat under henvisning til, at sagen forinden har været overgivet til et inkassobureau. Det forhold, at det viser sig nødvendigt at lade en inkassation fortsætte ved en advokat, kan ikke i sig selv bevirke, at fordringshaveren nægtes godtgørelse af omkostningerne til inkassobureauet under henvisning til, at de er urimelige eller irrelevante, jf. herved rentelovens § 9 a. Landsretten anførte videre, at det må antages at høre til god inkassoskik, at inkassator ved modtagelsen af sagen fortager de sædvanlige undersøgelser, og at der – når inkassationen overlades til en advokat – hertil hører, at denne vurderer, om betingelserne for at indgive stævning til retten er opfyldt, herunder om kravet er omtvistet, således at sagen ikke kan fortsætte som en inkassosag. Dette gælder ifølge landsretten også i tilfælde, hvor sagen forinden har været overgivet til inkasso hos et autoriseret inkassobureau.

Da omkostningerne til inkassobureauet ikke var dokumenteret under sagen, heller ikke ved en erklæring fra advokaten om, at de afholdte udgifter mindst svarede til størstebeløbet efter bilaget til bekendtgørelsen om inddrivelsesomkostninger, hjemviste landsretten sagen til fogedretten.