Advokaten 6 Monopol forpligter – en kommentar fra Karnov

Print Print
31-08-2006

Af professor, dr. jur. Bo von Eyben, højesteretsdommer Thomas Rørdam og advokat, professor, dr. jur. Jan Pedersen, hovedredaktører af Karnov
Karnov har ingen retspolitisk interesse i en bestemt retstilstand og er hverken direkte eller indirekte en del af retslivet. Karnovs eneste interesse er, at kunderne får juridisk information på det højest mulige faglige niveau – og efter den målestok vælger vi vores kommentatorer.

I Advokaten 2006 nr. 3 side 36-38 har professor, dr. jur. Peter Pagh et indlæg under overskriften: ”Monopol forpligter – en kommentar til Karnov”. Indlægget indeholder flere ukorrekte – og urimelige – påstande om Karnov. Samtidig synes Peter Pagh at befinde sig i en misforståelse vedrørende hovedformålet med det særlige ”Karnov-koncept”. Som hovedredaktører af Karnov finder vi det derfor på sin plads at fremkomme med et par bemærkninger.

Indledningsvis skal det slås fast, at Karnov sætter pris på, at form og indhold i den klassiske lovsamling undergives en faglig debat. Vi er lydhøre over for forslag til forbedringer og retter os gerne efter – berettiget – kritik. De brugere, som har henvendt sig om unøjagtigheder og måske endda fejl, har forhåbentlig oplevet, at der straks er sat et udredningsarbejde i gang. Formålet med Karnov er jo navnlig at opfylde kundernes behov for korrekte og opdaterede juridiske informationer.

De generelle kritikpunkter
Det skal retfærdigvis nævnes, at Peter Pagh – heldigvis – giver udtryk for, at Karnov overordnet set er et ”uomgængeligt værktøj for det juridiske fags udøvere.”

Hovedindholdet i Peter Paghs kritiske bemærkninger er derfor, at der forekommer visse lovkommentarer, der ikke opfylder de kvalitetskrav, som må stilles til Karnov. Denne kritik er alvorlig og tages meget seriøst af Karnovs redaktion. Hvad værre er, er at disse mangler – ifølge Peter Pagh – ikke altid kan afskrives som tilfældige fejl eller manglende opdatering. Manglerne skyldes derimod, at lovkommentarerne blot er en ureflekteret gengivelse af offentlige myndigheders opfattelse af gældende ret på det berørte retsområde og endda udtryk for myndighedernes ukorrekte eller misvisende opfattelse af gældende ret. Peter Paghs opfordring til Karnovs redaktion er derfor, at ”lovkommentarerne bør være selvstændige analyser lavet af særligt sagkyndige og ikke bare mikrofonholdere for ministerierne.” Mellem linjerne anes et komplot, hvor Karnovs gode ry og rygte misbruges til en – bevidst eller ubevidst – fordrejning af beskrivelsen af gældende ret, hvorved denne tjener til støtte for de offentlige myndigheders egeninteresse.

På det overordnede plan er denne kritik ukorrekt og indeholder en udokumenteret – og urimelig – kritik af den faglige kompetence hos de mange dygtige kommentatorer, der i deres fritid bidrager til indsamling, systematisering og formidling af det utal af informationskilder, som kendetegner retsudviklingen i det moderne samfund. Samtidig udtrykker kritikken en alvorlig anklage mod os, der som hovedredaktører har det overordnede faglige ansvar.

Det er korrekt, at en række navnlig offentligretlige love kommenteres af personer ansat i ministerier og styrelser. Dette skyldes det simple faktum, at disse kommentatorer er anset for at besidde den fornødne høje faglige kvalifikation på området. For at mane enhver tvivl i jorden er disse kommentatorer ikke tilknyttet Karnov på grund af deres offentlige ansættelse, men på grund af, at de gennem deres daglige arbejde har opnået en ekspertise inden for det omhandlede retsområde. Ofte er kommentatorerne de eneste specialister på området.

Det er også korrekt, at Karnovs kommentarer indeholder henvisninger til og referater af lovmotiver samt administrative forskrifter. Dette kræver vel næppe nogen særlig forklaring. Det må i denne forbindelse haves for øje, at et talmæssigt stort antal love er af en sådan karakter, at fortolkningsdata er begrænset til lovmotiver og praksis begrænset til foreliggende administrative forskrifter.

Med hensyn til den nærmere udformning af notestoffet er det ikke Karnovs hovedopgave at fremkomme med kritiske bemærkninger om den gældende retstilstand. Omvendt bør det naturligvis fremgå, om der kan være tvivl om fortolkningen – især hvis en sådan tvivl er blevet fremført i artikler mv. Noterne bør være forsynet med henvisninger til relevante og præjudikatskabende domme. Siden 1996 er foretaget en løbende og fuldstændig overvågning af samtlige domme i Ugeskrift for Retsvæsen og øvrige betydende domssamlinger og samtlige artikler i et betragteligt antal juridiske tidsskrifter. Disse doms- og artikelreferater bearbejdes af redaktion og kommentator med henblik på foretagelse af den nødvendige væsentlighedsvurdering i henseende til, om og i givet fald hvor referatet skal indarbejdes i notestoffet. Det må ved denne prioritering haves for øje, at de mange noter over årene bør bevare den tilsigtede systematik og overskuelighed. Mod visse kommentarer kan snarere rejses den kritik, at noterne indeholder for mange domshenvisninger.

Som Peter Pagh påpeger, er også mange afgørelser fra EF-domstolen præjudikatskabende ved fortolkningen af dansk lovgivning. Det er dog udgangspunktet, at domme fra EF-domstolen først og fremmest anføres i EU-Karnov. Tilsvarende gælder, at den nærmere omtale af underliggende EU-direktiver bør foretages i EU-Karnov.

Formålet er da også, at disse informationssystemer skal supplere, men ikke overlappe hinanden.

Det skal ikke benægtes, at der kan findes eksempler på, at en relevant dom, afgørelse eller artikel ikke er medtaget i en note. Dette kan skyldes, at brugerens væsentlighedsbedømmelse, der som oftest har udgangspunkt i brugerens konkrete problem, afviger fra den foretagne mere generelle væsentlighedsvurdering. Det kan også skyldes, at dommen er publiceret forud for den systematiske redaktionelle domsovervågning. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at der foreligger en fejl eller forsømmelse, men som det forhåbentlig fremgår, anvendes betydelige ressourcer på at undgå dette.

Det kan derimod – totalt – afvises, at den manglende henvisning skyldes ønsket om at fordreje fremstillingen af gældende ret til fordel for varetagelsen af branchehensyn, politiske holdninger eller for den sags skyld myndigheders ”egne politiske og institutionelle interesser”.

De konkrete kritikpunkter
Det anføres direkte af Peter Pagh, at kritikken ”ikke så meget går på, at der mangler denne eller hin oplysning, men derimod, at informationerne i relation til nogle af lovene er tendentiøse.” Samtidig rejses tvivl om, noterne er udarbejdet på grundlag af en selvstændig analyse eller blot går ud på et sammenklip af motivudtalelser præget af kommentatorernes egeninteresse i bestemte lovfortolkninger.

Denne meget alvorlige anklage søges underbygget med fire eksempler inden for Peter Paghs fagområde. Det skal retfærdigvis nævnes, at Peter Pagh fremhæver de øvrige love inden for fagområdet som skoleeksempler på, hvorledes de efterlyste kvalitetskrav kan opfyldes.

Peter Paghs første eksempel omhandler kommentarerne til Lov om kemiske stoffer (kemikalieloven). Kommentarerne hertil beskyldes for at være et sammenklip af motivudtalelser, referencer til bekendtgørelser og EU-regler, suppleret med Miljøstyrelsens synspunkter.

Hertil må bemærkes, at lovmotiver anses som en meget væsentlig fortolkningskilde, og kommentarerne indeholder da også fyldige henvisninger til de 20 ændringslove til kemikalieloven. I den indledende *-notes oplistning foretages udførlige henvisninger til de underliggende EU-retskilder. Anklagen om at kommentaren er ”tendentiøs” dokumenteres ikke. Selve den omstændighed, at kommentaren kunne have indeholdt flere henvisninger til litteratur og afgørelser fra Miljøankenævnet, berettiger vel næppe i sig selv til en så alvorlig påstand. Dette gælder ikke mindst, når det tages i betragtning, at Miljøstyrelsen i den langt overvejende del af klagesagerne i Miljøankenævnet får stadfæstet sine afgørelser.

Det er Karnovs ambition, at så mange relevante afgørelser som muligt – også fra overordnede klageinstanser – medtages i kommentarerne. Vi vil bestemt ikke afvise, at kemikalieloven med fordel kan forsynes med flere henvisninger til praksis. Dommene fra EF-domstolen henhører navnlig under EU-Karnov, men også her vil vi revurdere, om kemikalielovens kommentarer er tilstrækkelig fyldige.

Det må dog herved haves for øje, at et hovedprincip i Karnov er kravet om overskuelighed og overblik. Karnov kan ikke – og skal ikke – konkurrere med lovkommentarer og monografier. På samme måde vil der ikke i almindelighed være plads til overvejelser over, om en given lovbestemmelse strider mod EU-retten, og som sådan medfører bestemmelsens ugyldighed. Kritikken af den manglende drøftelse heraf i noterne til kemikalielovens § 35 e kan derfor ikke anerkendes. Endelig efterlyser Peter Pagh en henvisning til en nylig afsagt Østre Landsretsdom fra 2005 (MAD 2005 116). Vi vil heller ikke afvise, at denne dom er relevant, men blot tilføje, at dommen er påanket til Højesteret og derfor ikke endelig. Uanset dette vil vi dog foranledige en henvisning til dommen indføjet.

Peter Paghs andet eksempel retter sig mod kommentarerne til Ørestadsloven, der betegnes som ”nærmest bizarre”. Da Peter Pagh end ikke antyder, hvori det bizarre består, er vi ikke i stand til at fremkomme med bemærkninger hertil. Muligvis hentyder Peter Pagh til, at kommentarerne er forfattet af Ørestadens direktør. Vi skal blot endnu en gang præcisere, at eneste kriterium for udvælgelse af kommentatorer – herunder til Ørestadsloven – er de pågældendes faglige kvalifikation.

Peter Paghs tredje eksempel er kommentarerne til affaldsafgiftsloven, der for øvrigt er forfattet af en specialist tilknyttet et advokatfirma. Peter Pagh medgiver, at kommentarerne indeholder en ”forholdsvis fyldig reference til dansk praksis”. Det kan her tilføjes, at kommentaren – så vidt vides – henviser til samtlige offentliggjorte afgørelser vedrørende affaldsafgift bortset fra TfS 2003.384, som ikke blev anset for tilstrækkelig præjudikatskabende.

Peter Paghs kritik går da også snarere på, at kommentarerne ikke i fornøden grad henviser til EF-domstolens praksis vedr. affaldsbegrebet, som ifølge Peter Pagh ikke i alle tilfælde harmonerer med skattemyndighedernes. Her befinder Peter Pagh sig øjensynligt i en misforståelse. Affaldsafgiften er ikke en harmoniseret afgift, men en rent national afgift. Affaldsafgiftsloven er derfor hverken underlagt EU-affaldsdirektivet eller definitionen af affald heri. Det er korrekt, at affaldsafgiften på visse punkter i høj grad hænger sammen med bl.a. affaldsbekendtgørelsen, men da der i bund og grund er tale om en national afgift, står det lovgivningsmagten frit for – under behørig hensyntagen til overordnede EU-retlige principper – at fritage affaldsprodukter nævnt i direktivet for afgift eller omvendt indføre affaldsafgift på produkter, som ifølge direktivet ikke er affald. Med andre ord er hverken affaldsdirektivet eller EF-domstolens afgørelser bestemmende for fortolkningen af begrebet affald i affaldsafgiftsloven.

Peter Paghs fjerde eksempel omfatter EU-Karnovs dækning af miljøretten. Det kritiseres her, at kommentarerne i henseende til litteraturhenvisninger burde gå ud over henvisninger til blot dansksproget litteratur. Herudover anføres også i relation til EU-Karnovs omtale af den danske gennemførelse af direktiver, at disse burde ”komme ud over tærsklen af bevidstløs gengivelse af centraladministrationens udlægning.” Desværre er dette kritikpunkt helt udokumenteret og så generelt udformet, at det er umuligt at forholde sig til. Hovedredaktørerne på EU-Karnov er naturligvis meget interesseret i at modtage en sådan, således at de – såfremt kritikken viser sig at være berettiget – har mulighed for at foretage nødvendige tilretninger. Indtil modtagelsen af en sådan konkretiseret kritik, må det endnu en gang fastholdes, at også EU-Karnov udarbejdes på videnskabeligt grundlag under et selvfølgeligt krav om saglighed og ”neutralitet”.

Karnov har selvsagt ingen retspolitisk interesse i hverken den ene eller anden retstilstand, og Karnov er ikke – hverken direkte eller indirekte – allieret med nogen parter i det praktiske eller politiske retsliv. Karnov har derimod en interesse i, at dets lovsamlinger på højest mulige faglige niveau kan tilbyde juridisk informationsformidling til vores mange kunder, der repræsenterer både ministerier, styrelser og offentlige myndigheder samt advokater, juridiske rådgivere og andre private aktører i rets- og forretningslivet.