Advokaten 6 Fri bevægelighed for usunde fødevarer?

Print Print
31-08-2006

Af Morten Broberg, lektor
Danmark risikerer en sag ved EF-Domstolen, fordi Europa-Kommissionen mener, at de danske grænser for transfedtsyre i industrielt fremstillet fedt er i strid med EU's regler om varernes fri bevægelighed.

”Fars food” kalder overlæge Steen Stenders børn mad fra McDonald's og Kentucky Fried Chicken. Steen Stender forsker i transfedtsyre – det vil særligt sige industrielt hærdede fedtstoffer, som er faste ved stuetemperatur – og når han selv eller hans børn er ude at rejse, tager de prøver med hjem. Prøverne bliver underkastet en laboratorieundersøgelse, som viser, hvor meget transfedtsyre de indeholder. I et nyligt indlæg i det meget velansete New England Journal of Medicine kunne Steen Stender sammen med Jørn Dyerberg og Arne Astrup påpege, at mens man indtager mindre end ét gram transfedtsyre, når man spiser et stort måltid hos McDonald's i Danmark, så var indtaget på ti gram, hvis måltidet i stedet blev købt hos McDonald's i New York. Undersøgelsen vakte stor opsigt, ikke mindst i USA.

Når undersøgelsen vakte opsigt, skyldes det, at der er en velbegrundet formodning om, at transfedtsyrer er helbredsskadelige. Der er nemlig en stærk formodning om, at et transfedtsyreindtag på fem gram om dagen vil give en 25 procent forøgelse i risikoen for at få en blodprop i hjertet. Det er blevet anslået, at 30-40 procent af alle dødsfald af hjerte-karsygdomme i USA skyldes transfedtsyrer. Det svarer til 30.000 dødsfald om året! I Danmark har man taget konsekvensen af dette og pr. 1. januar 2004 indført forbud mod markedsføring af produkter, som indeholder mere end to gram industrielt fremstillet transfedtsyre per 100 gram fedt eller olie i det færdige produkt. Overtrædelse af det danske forbud straffes med bøde eller fængsel op til to år.

En hindring for samhandelen
Det danske markedsføringsforbud udgør en klar hindring for samhandelen. Produkter, der fuldt lovligt er produceret og/eller markedsført i andre medlemsstater i EU, kan jo kun markedsføres i Danmark, hvis de opfylder de danske regler. De studier, som de danske forskere har udført, viser meget klart, at der i de øvrige EU-lande fortsat i væsentligt omfang sælges fødevarer, som indeholder transfedtsyre i mængder, som må antages at være skadelige. Markedsføringsforbuddet indebærer, at disse varer i øjeblikket holdes ude af det danske marked.

Nu har nogle fødevareproducenter klaget over de danske regler til Europa-Kommissionen. På den baggrund har Kommissionen fremsendt først en åbningsskrivelse og siden en begrundet udtalelse, hvori den gør rede for, hvorfor den mener, at de danske regler er i strid med EF-traktatens regler om fri bevægelighed. Den danske regering har svaret på de to henvendelser, og hvis Kommissionen fortsat er af den opfattelse, at der er tale om en overtrædelse af reglerne, er næste skridt, at sagen indbringes for EF-domstolen i Luxembourg.

Tvisten drejer sig ikke om, hvorvidt det er berettiget at beskytte befolkningen mod indtaget af transfedtsyrer, men derimod om Danmark er gået for vidt i disse bestræbelser – at reglerne er uproportionale. Indsigelserne består af fire punkter:

  • For det første gælder det danske forbud alene industrielt produceret transfedtsyre. Men dels forekommer transfedtsyre helt naturligt i eksempelvis komælk og dermed smør m.v., dels udgør også mættede fedtsyrer en sundhedsrisiko. Kommissionen mener derfor, at hvis det danske forbud skulle være reelt, skulle det ikke være så snævert afgrænset.
  • For det andet argumenteres der for, at de danske grænser er alt for lave. Allerede inden indførelsen af det danske forbud indtog hver dansker i gennemsnit kun ét gram transfedtsyre om dagen. Hertil kommer, at det ifølge Kommissionen økonomisk og teknisk er særdeles svært at nedbringe niveauet af industrielt producerede transfedtsyrer, så de overholder de danske regler.
  • For det tredje mener Kommissionen, at man kunne sikre de danske forbrugere mod et for højt indtag af transfedtsyre ved ganske enkelt at stille krav om, at produkterne mærkes, så det fremgår, hvor meget transfedtsyre, de indeholder.
  • For det fjerde, så mener Kommissionen og fødevareproducenterne, at straffen på op til to års fængsel for overtrædelse af de danske regler er urimeligt hård.

Er reglerne uproportionale?
Som nævnt, så formodes det, at et indtag på fem gram transfedtsyre om dagen øger risikoen for blodprop i hjertet med 25 procent. Inden de danske regler blev vedtaget, indtog den danske befolkning imidlertid i gennemsnit kun ét enkelt gram om dagen. Hvor er da behovet for at regulere området? Det er der, fordi indtaget er meget ujævnt fordelt i befolkningen. Industrielt forarbejdede transfedtsyrer findes primært i en afgrænset gruppe af fødevarer – særligt fastfood, kiks og industrielt fremstillede kager. Det er altså ikke advokaten, der abonnerer på Årstiderne og spiser sushi tre gange om ugen, som er i farezonen, men derimod en lille del af befolkningen, som er ressourcemæssigt svag. Steen Stender m.fl. har anslået, at der i Danmark før indførelsen af de nye regler var ca. 10.000 – 50.000 personer, som havde et gennemsnitligt indtag på mere end fem gram pr. dag. Det er denne gruppe, som de danske regler først og fremmest yder beskyttelse.

Det kan måske forekomme mærkværdigt, at man fra dansk side alene er gået efter de industrielt tilvirkede transfedtsyrer, mens de naturligt forekommende transfedtsyrer og de – ligeledes naturligt forekommende – mættede fedtsyrer ikke forbydes. Begrundelsen er imidlertid selvindlysende. Producenten af en fødevare kan styre, hvilken type fedtstof, der tilsættes. Derfor er det logisk at stille krav på dette punkt. Omvendt er det ganske svært at stille krav i relation til de typer fedtstof, som naturligt findes i produktet – som altså ikke tilsættes i produktionsprocessen. På andre områder anlægger Kommissionen i øvrigt selv en sådan praktisk begrundet tilgang til spørgsmålet om farlige stoffer i fødevarer, hvilket får Kommissionens argument til at klinge noget hult.

Det virker heller ikke overbevisende at hævde, at de danske regler skulle være så strenge, at det ikke er praktisk og økonomisk muligt at overholde dem. Reglerne har efterhånden været i kraft i to et halvt år, og det ser ud til, at producenterne både teknisk og økonomisk har kunnet leve op til dem uden uoverkommelige problemer. Reglerne har tilsyneladende heller ikke medført prisstigninger eller medført en reduktion af udbuddet af fødevarer i de danske butikker.

Argumentet om, at hele problemet kan løses ved en passende mærkning, virker heller ikke stærkt. Køber man en pakke kiks i det nærmeste supermarked, er der på emballagen en varedeklaration, der ofte er skrevet med mikroskrift på et stort antal sprog. En tilføjelse i varedeklarationen om, at kiksene ”indeholder 25 gram transfedtsyrer pr. 100 gram fedtstof,” vil næppe blive noteret af mange forbrugere. Skulle en forbruger endelig læse teksten, er det desuden tvivlsomt, om han/hun ville vide, at et indtag på over fem gram transfedtsyre pr. dag frarådes. Selvfølgelig kunne man stille krav om mærkning i stil med den, vi kender fra cigaretpakkerne. Men kan man forestille sig, at McDonald's skulle hænge store skilte op på dørene til deres restauranter med teksten: ”Advarsel: Hvis du spiser en Big Mac her, indtager du en mængde transfedtsyre, som væsentligt forøger din risiko for at dø af en blodprop i hjertet”? Selv med en meget markant mærkning er problemet imidlertid, at den gruppe borgere, som er særligt i farezonen, også er den gruppe borgere, som formentlig er mindst påvirkelige af mærkninger. Mens det danske forbud således er effektivt, er det anderledes tvivlsomt, om et krav om mærkning tilsvarende vil være det.

Om en strafferamme på fængsel op til to år er ude af proportioner er svært at sige. For en umiddelbar betragtning virker det da ikke påfaldende drakonisk, og det afgørende er vel ikke strafferammen som sådan, men derimod hvilken straf, der kan forventes udmålt. Altså om der ofte eller kun undtagelsesvis vil blive tale om fængselsstraf for overtrædelser.

Fokus på sundheden
På nuværende tidspunkt er det ikke afklaret, om Kommissionen vil bede EF-domstolen tage stilling til lovligheden af det danske forbud mod markedsføring af fødevarer, der overskrider grænsen for industrielt producerede transfedtsyrer. Forbuddet er grundet i en generelt accepteret formodning om, at selv relativt små mængder transfedtsyrer kan have væsentlige sundhedsskadelige konsekvenser. Forbuddet er alene rettet mod de transfedtsyrer, som det er praktisk muligt at undgå, og de danske erfaringer viser, at producenterne rent faktisk har formået at overholde de danske regler. I stedet for at fokusere ensidigt på EF-traktatens bestemmelser om varernes fri bevægelighed, kunne det derfor være hensigtsmæssigt, hvis Europa-Kommissionen også inddrog EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra p, og artikel 152, som fastslår, at Fællesskabet skal bidrage til opnåelse af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. I stedet for at underkende det danske forbud, kunne det jo så tænkes, at man valgte at kopiere det, så det kommer til at dække hele EU.