Advokaten 6 Ansattes ytringsfrihed bør forankres i lov

Print Print
31-08-2006

Af  Merethe Eckhardt, strategi- og projektchef i Danmarks Radio, og chefjurist Anne Louise Schelin, Dansk Journalistforbund.
Den offentlige debat har brug for, at offentligt ansatte ytrer sig om de problemer på deres arbejdspladser, som har almen interesse. Lovfæstelse og bedre information om ansattes rettigheder er vejen til en debat, hvor flere tør deltage.

”Det er min påstand, at offentligt ansatte ikke har reel ytringsfrihed, og det gælder især i de organisationer, hvor lukketheden og manglen på intern demokratisk debat er størst. Konsekvensen er, at alt for mange offentlige institutioner fungerer ineffektivt, udøver skjult magtmisbrug, anvender ressourcerne dårligt, informerer ensidigt og udfører alt for mange overflødige opgaver.”

Citatet er fra en kronik bragt i Jyllands-Posten den 26. april i år og skrevet af civilingeniør Bjarne Hjems. I kronikken udpeger han selvcensur skabt af frygt for åbne og skjulte repressalier som hovedårsag til lukketheden og nævner en række personlige oplevelser, hvor han er forsøgt afskediget, forflyttet, er blevet mødt med krav om store besparelser, er blevet udsat for stop for løntillæg, er blevet forbigået i faglige og organisatoriske sammenhænge og har oplevet kollegial udelukkelse m.m.

Hermed rammer han ind i hjertekulen af den problemstilling, som udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed i 2003 blev nedsat af Folketinget til at undersøge. Udvalget afgav sin betænkning i marts 2006 og har som sin hovedkonklusion, at de juridiske rammer og retspraksis sikrer offentligt ansatte en vidtgående ytringsfrihed, men at lukkethedskultur, manglende kendskab til reglerne og frygt for negative konsekvenser afholder mange offentligt ansatte fra at ytre sig.

At der er behov for en særlig indsats, viser en række sager, hvor spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed har spillet en central rolle. Som de mest prominente har sagerne om Frank Grevil og Peter Brixtoftes Farum på hver sin måde skabt debat om, hvornår embedsmænd offentligt kan og bør sige fra og ytre sig.

Det har været tankevækkende, at de ansatte i Fødevarestyrelsen så længe har været tavse om de kritisable forhold, som de må have fået kendskab til i kraft af deres arbejde. Dokumentarudsendelsen fra Plejehjemmet Fælledgården har også fået mange til at reflektere over, hvorfor de ansatte ikke selv har taget problemerne op enten internt eller eksternt.

Offentligt ansatte har ofte en meget stærk loyalitet over for deres opgaver, de institutioner de arbejder i, og deres politiske og administrative ledelse. Det er et værdifuldt aktiv, men bagsiden af medaljen er, at samme loyalitet kan blokere for åbenhed og debat om både system og beslutninger. Det gælder ikke mindst på lederplan, hvor offentlig kritik ofte sidestilles med illoyalitet.

Nødvendig for troværdig mediedækning
Offentligheden har brug for, at de offentligt ansatte deltager i debatten som privatpersoner med den unikke viden, de har, også selvom det drejer sig om forhold på deres egen arbejdsplads. Det gælder ikke kun i de højt profilerede sager, hvor der er tale om ulovligheder. Først og fremmest er det naturligvis vigtigt for medierne, at såvel ledere som ansatte i de offentlige virksomheder i deres arbejde udviser størst mulig åbenhed over for medierne. Men det er mindst lige så vigtigt, at de offentligt ansatte som privatpersoner optræder i de brede offentlige debatter.

Ytringsfriheden er mest spektakulær, når det handler om store kritiske holdninger i sager, der fylder meget i samfundsdebatten. Men den er lige så vigtig, når det handler om behandling af ældre og syge, uddannelse og børnepasning, hvor hjemmehjælperen, lægen og sundhedspersonalet, lærere og pædagoger, skolefødevarekontrollanter m.fl. kan formidle den førstehåndsviden, som er essentiel for, at vi andre kan forstå, hvordan systemerne fungerer – eller ikke fungerer.

Det giver et demokratisk underskud, hvis det store udsnit af den danske befolkning, der er ansat i det offentlige, ikke føler sig fri til at deltage i debatten om de mange væsentlige samfundsopgaver, der løses på deres respektive arbejdsområder.

Det er derfor et reelt og stort problem, at det bl.a. af den spørgeskemaundersøgelse, der blev gennemført i et bredt udsnit af danske medier, kan udledes, at det i høj grad er frygten for konsekvenser og usikkerhed om reglerne, der holder offentligt ansatte tilbage fra at ytre sig, eller som er årsag til, at de kun vil udtale sig anonymt.

Massiv informationsindsats
Alle medlemmer af udvalget var enige om, at der bør udsendes en præcis og letforståelig vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. I dag er de regler, der sikrer offentligt ansattes ytringsfrihed kun håndfaste gennem afgørelser fra ombudsmanden og domstolene. Der var også fuld enighed om, at vejledningen for at få den ønskede virkning skal rodfæstes i det daglige samarbejde på alle landets offentlige arbejdspladser.

Udvalget har udarbejdet et udkast til en vejledning, som er optrykt som bilag til betænkningen, og udvalget er fremkommet med forslag til en lang række initiativer, som vil kunne bidrage til at højne informationsniveauet og fastholde fokus på vigtigheden af offentligt ansattes tryghed ved og lyst til at ytre sig.

Det er nødvendigt at ændre kulturen helt ned på den enkelte arbejdsplads, hvis målet om større åbenhed skal nås. Kulturændringen bør desuden komme fra toppen, hvis den reelt skal føre til, at de ansatte finder det naturligt og trygt at deltage i samfundsdebatten. Ledelserne kunne eventuelt overveje at gøre det til et plus for karrieren, når en ansat har medvirket til at formidle viden og holdning (også kritisk) til de fagområder, den pågældende forvalter på befolkningens vegne. Det må i dag anses for at være et betydningsfuldt element i moderne ledelse, at virksomheden er åben over for det omkringliggende samfund og troværdig i sin kommunikation med medierne.   

Fokus på privat ansattes ytringsfrihed
Det var ikke en del af udvalgets kommissorium at undersøge privatansattes ytringsfrihed. Alligevel blev privatansattes ret til at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen rejst i udvalget.

Det forekommer eksempelvis oplagt, at den ansatte i et privat firma, der for offentlige midler udfører de samme opgaver, som den ansatte i en offentligt drevet virksomhed, bør have samme ret til at ytre sig som sin offentligt ansatte kollega.

Men alle ansatte bør sikres tryghed til offentligt at meddele sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads. Også i private virksomheder produceres der varer og udføres opgaver, som kan have stor samfundsmæssig betydning.

I anledning af mediernes omfattende dækning af  kritisable forhold vedrørende fødevaresikkerheden har Fagforbundet NNF (der blandt andet har medlemmer i fødevareindustrien) for nylig sat dette på spidsen. På forbundets hjemmeside er der oprettet et sted, hvor medlemmerne trygt kan fortælle det, hvis de får kendskab til forhold på deres arbejdsplads, som bringer fødevaresikkerheden i fare.

Baggrunden for initiativet er, at forbundet anser frygten for ansættelsesmæssige konsekvenser, for at være årsagen til, at sagerne om salg af for gamle fødevarer og angiveligt fusk med datomærkning ikke tidligere er kommet til offentlighedens kundskab.

Lovfæstelse vil styrke synlighed og legitimitet
Et mindretal i udvalget bestående af Danske Mediers Forum og Dansk Journalistforbund, har i en særskilt udtalelse foreslået, at Folketinget i klar og let forståelig tekst lovfæster de overordnede rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed for derved at demonstrere, at åbenhed i den offentlige sektor har høj prioritet.

Det er vores opfattelse, at en lovbestemmelse vil medvirke til at give offentligt ansatte større tillid til deres ret til at ytre sig. En klar politisk prioritering vil samtidig øge ledelsernes respekt for de ansattes ret til at ytre sig og vil derfor reducere risikoen for karrieremæssige konsekvenser. En lovfæstelse vil ikke i sig selv få bugt med lukkethedskulturen eller fjerne frygten for negative repressalier og selvcensur.

Også mindretallet anser forslaget om en intens og vedvarende informationsindsats for at være uhyre vigtigt og nødvendigt. Det er blot mindretallets opfattelse, at en lovfæstelse også vil bidrage væsentligt til større åbenhed. Samtidig er det mindretallets klare opfattelse, at en lovfæstelse ikke vil hindre en fortsat dynamisk udvikling i retspraksis eller medføre andre skadevirkninger.

Klare regler på alle niveauer
Udvalgets gennemgang af de relativt få sager, der er behandlet af Folketingets Ombudsmand eller ved domstolene, har vist, at offentligt ansattes ytringsfrihed i retspraksis er godt sikret.

Men samtidig har undersøgelserne klart vist, at der i almindelighed er meget forskellige opfattelser af gældende regler for ansattes ytringsfrihed, og at de fleste opfatter reglerne langt snævrere, end retspraksis giver belæg for. Dernæst bekræfter undersøgelserne, at offentligt ansatte holder sig tilbage med at ytre sig som privatpersoner om kritisable forhold på deres arbejde af frygt for negative ansættelses- eller karrieremæssige virkninger.

Det er derfor vores håb, at udvalgets forslag til vejledning og opfølgende informations- og ledelsesinitiativer vil blive fulgt og implementeret inden for alle dele af den offentlige sektor, og at den offentlige debat om betænkningen vil bidrage til den kulturændring, som er så nødvendig for at udbrede den demokratiske debatkultur til også at angå forhold på arbejdspladsen, der har samfundsinteresse.

Som repræsentanter for mindretallet skal vi samtidig opfordre Folketinget til at yde sit væsentlige bidrag ved at lovfæste klare overordnede lovregler, som hele den øvrige indsats kan tage afsæt i.

Offentligt ansattes ytringsfrihed
Der er forskel på, om man ytrer sig på egne eller myndigheden/ansættelsesstedets vegne.
Ledelsen kan bestemme, hvem der må ytre sig på myndighedens vegne og ansatte skal søge at undgå, at der opstår tvivl, når de ytrer sig.

Følgende gælder når offentligt ansatte ytrer sig på egne vegne:

Grundlæggende ytringsfrihed

  • Offentligt ansatte har ytringsfrihed og kan deltage i den offentlige debat på linie med alle andre – også når det gælder deres eget arbejdsområde.
  • Ledelsen kan ikke kræve, at man indhenter tilladelse eller orienterer ledelsen.
  • Ansatte har en vidtgående ret til at udtale sig om resursespørgsmål – f.eks. nedskæringer. 
  • Ledelsens ønske om loyalitet må ikke begrænse ytringsfriheden.
  • Der er intet krav om først at benytte interne systemer til kritik, før man går i offentligheden – om end det i nogle tilfælde kan være hensigtsmæssigt.
  • Ansatte må ikke pålægges ansvar for eller udsættes for negative ledelsesreaktioner for ytringer, der er fremsat i overensstemmelse med retningslinierne.
Offentligt ansatte har ytringsfrihed og kan deltage i den offentlige debat på linie med alle andre – også når det gælder deres eget arbejdsområde.

Begrænsninger

  • Man må ikke overskride tavshedspligten.
  • Man må ikke fremsætte åbenbart urigtige oplysninger inden for eget arbejdsområde.
  • Man må ikke være urimeligt (usagligt) grov.
  • Der skal tages hensyn til interne beslutningsprocesser – gælder primært centralt placerede medarbejdere tæt på ledelsen.