Advokaten 5 Politi- og domstolsreform er vedtaget

Print Print
26-06-2006

Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
Efter en lang debat, hvor mange har givet deres mening til kende, er politi- og domstolsreformen nu vedtaget. De vigtigste ændringer i forhold til det forslag, der blev fremsat af regeringen, gennemgås her.

Politi- og domstolsreformen er kommet i hus, hvilket har fundet udtryk i Folketingets Retsudvalgs betænkning af 23. maj 2006. Det fremgår af betænkningen, at justitsministeren har stillet 48 ændringsforslag til det lovforslag, som blev 1. behandlet den 14. marts 2006. Det betydelige antal ændringsforslag viser sig ved et nærmere gennemsyn at dække over den realitet, at lovforslaget er kommet stort set uændret igennem den politiske proces. I det følgende omtales de væsentligste justeringer i forhold til det fremsatte forslag.

Forslaget har vist sig i sjælden grad at have påkaldt sig offentlighedens interesse. Retsudvalget har således – ud over de i alt 18 mundtlige henvendelser, som fremkom endnu før lovforslagets fremsættelse – modtaget 11 deputationer foruden en lang række skriftlige henvendelser, ligesom der har været afholdt en særskilt eksperthøring til belysning af forslaget om en reform af nævningeinstitutionen.

Politireformen
Kun 6 af de 48 stillede ændringsforslag vedrører politireformen. Dette betyder dog ikke, at der ikke er foretaget justeringer i forhold til de forudsætninger, som det oprindelige forslag hvilede på. De justeringer, som der er bred enighed om, har blot ikke krævet ændringsforslag, idet der er tale om forhold, som kan håndteres administrativt. Det gælder f.eks. mål- og resultatstyring af politi og anklagemyndighed, hurtigheden og kvaliteten i politiets betjening af borgerne, herunder etablering af 10 døgnåbne politistationer uden for de nye hovedpolitistationer, en styrket lokal forankring af politiet gennem etablering af såkaldte lokalråd med deltagelse af politi, kommuner og andre lokale organisationer mv. samt et øget fokus på kriminalitetsforebyggende arbejde gennem en forpligtelse for den enkelte politidirektør til at virke for etablering af et formaliseret SSP-samarbejde (Skole, Sociale myndigheder og Politi).

Domstolsreformen
42 af de ændringsforslag, som justitsministeren har stillet, vedrører domstolsreformen. Dette er dog ikke udtryk for, at lovforslaget er undergået mere betydende ændringer. Det kan således noteres, at ikke færre end 28 af de stillede ændringsforslag blot er en konsekvens af, at det er besluttet, at Sø- og Handelsretten skal beholde sit nuværende navn (der oprindelig var foreslået ændret til Handelsretten).

Den mest markante ændring er formentlig, at antallet af byretskredse, som oprindelig var foreslået sat til 22, i stedet bliver fastsat til 24. Dette sker gennem oprettelse af byretskredse i henholdsvis Svendborg og Herning. Gennem enkelte justeringer i nogle få af de øvrige foreslåede byretskredses områder opnås det, at samtlige de nye kredse (fortsat med undtagelse af Bornholm) opfylder det mindstemål med hensyn til antallet af dommere (6-8) som er opstillet som forudsætning for, at hver enkelt retskreds kan løse de opgaver, som den nye instansordning mv. kræver.

Det nærhedsprincip, som blev betonet i det oprindelige forslag, er blevet yderligere styrket. Dette er sket ved oprettelsen af permanent bemandede afdelingskontorer i Grenaa og Haderslev (ud over Tønder og Thisted, som var indeholdt i det oprindelige forslag). Disse kontorer vil kunne behandle dels f.eks. tilståelsessager og civile sager med mange lokale vidner, dels de særligt ”borgernære” sagstyper, som også vil kunne behandles uden for byretternes hovedtingsteder, f.eks. i egnede lokaler i en kommunal bygning. Det drejer sig navnlig om fogedsager, dødsboskiftesager, gældssaneringssager, notarialforretninger og visse mindre bødesager.

Ændringsforslagene er endvidere udtryk for den principielt vigtige markering, at andelen af retssager, der behandles af udnævnte dommere, forøges. Denne markering ligger på linje med Domstolsudvalgets udtalelse i bet. 1319/1996, hvorefter principielle synspunkter taler for, at anvendelse af ikke-udnævnte dommere ved byretterne i højere grad end i dag begrænses til tilfælde, hvor uddannelsesmæssige hensyn og hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse taler for, at retsarbejdet varetages af ikke-udnævnte dommere. I dag behandles på landsplan omkring 60 pct. af retssagerne (civile sager og straffesager) af udnævnte dommere, mens de resterende 40 pct. behandles af dommerfuldmægtige eller retsassessorer. Dette forhold foreslås ændret således, at ”dommerandelen”, når reformen er fuldt gennemført, skal udgøre 75 pct. Dette opnås ved en yderligere tilførsel af 25 stillinger som byretsdommer.

De advokater, som er antaget til at føre sager for parter, der har fri proces, eller til at beskikkes som offentlig forsvarer i straffesager, skulle efter det oprindelige forslag med virkning fra lovens ikrafttræden anses som antaget ved byretten i den retskreds, hvori den hidtidige retskreds indgår. Dette ville imidlertid i hovedstadsområdet indebære, at advokater, der er antaget ved den nuværende Tårnby Ret, ville være beskikkede ved Københavns Byret, da Tårnby Ret skal indgå i den nye Københavns Byret. De advokater, som i dag er beskikkede i Tårnby Ret, er tillige beskikkede ved de øvrige omegnsretter, som kommer til at indgå i de nye Frederiksberg, Lyngby, Glostrup eller Hillerød retskredse. Disse advokater vil derfor automatisk være beskikkede ved en af disse nye retskredse.

Det ville henset til antallet af advokater, som i dag er beneficeret ved Københavns Byret, være uhensigtsmæssigt, hvis de pågældende advokater uden videre (i kraft af at deres beskikkelse tillige omfatter retten i Tårnby) skulle anses som beskikkede tillige ved Københavns Byret. Det oprindelige forslag ændres derfor således, at advokaterne med ”omegnsbeskikkelse” ikke skal anses som beneficerede ved Københavns Byret.

De fremsatte ændringsforslag vedrører alle domstolsstrukturen. Hele den del af reformen, der vedrører instansfølgen og sagsbehandlingsreglerne, vil således blive vedtaget uden ændringer. Dette gælder både for de civile sager og for straffesagerne.

Fakta om politi- og retskredsformen
Blandt hovedpunkterne i reformen af politi og domstole er:

Politiet:
Større politikredse: Landet inddeles i 12 politikredse.

Ledelsen: Sædvanligt over-/underordnelsesforhold mellem justitsminister, rigspolitichef og politidirektører. Politidirektørerne leder politikredsene operationelt og administrativt. Rigspolitichefen er almindelig overordnet myndighed i forhold til kredsene og drøfter politiets virksomhed med politidirektørerne i en ”koncernledelse” for dansk politi, hvor også Rigsadvokaten indgår.

Politikredsens organisation: Enstrenget politi uden opdeling i ordens- og kriminalpoliti. Ledes af en politidirektør, en stedfortræder for politidirektøren og to ligestillede chefer for henholdsvis anklagemyndigheden og politiet.

Døgnvagt: Én fælles vagtcentral for hele politikredsen, men sådan at politipersonalet fortsat kører ud fra de enkelte stationer i kredsen.

Ny teknologi: En markant teknologisk styrkelse af politiet.

Domstolene:
Ændrede retskredse: Landet inddeles i 24 retskredse.

Instanser: Byretterne bliver den almindelige 1. instans i civile sager. Principielle sager skal dog kunne henvises til 1. instansbehandling ved landsretten, der også fungerer som appeldomstol. Højesteret skal koncentrere sig om de mest principielle sager.

Flerdommerbehandling: Mulighed for at lade civile sager behandle af tre juridiske dommere ved byretten. Øget brug af sagkyndige dommere, så alle civile sager behandles på det højest faglige niveau.

Nævningereform: Nævningesager starter fra 2008 i byretterne. Grove narkotikasager behandles fremover ikke længere som nævningesager.

Småsagsproces: Fra 2008 indføres en lettere og billigere måde at behandle mindre civile sager på.

Videomøder: Der indføres mulighed for at deltage i retsmøder via videoforbindelse, og en øget brug af billed- og lydoptagelser af forklaringer. Afhænger af bevillinger til ny teknologi.

Samlet tinglysning: Tinglysningen samles ved en landsdækkende enhed – Tinglysningsretten.