Advokaten 5 Lov om juridisk rådgivning

Print Print
26-06-2006

Af generalsekretær Henrik Rothe og advokat Malene Stampe, sekretariatet
Med vedtagelsen af lov om juridisk rådgivning og ophævelsen af vinkelskriverloven den 1. juli 2006 ønsker regeringen at liberalisere området for juridisk rådgivning. Såvel konkurrencemæssige som forbrugerbeskyttelsesmæssige hensyn har været diskuteret i forbindelse med lovforslaget.

Som led i regeringens vækstplaner ”Vækst med vilje” og ”Vækst Velfærd Fornyelse II” fastsatte regeringen i 2003 sin målsætning for konkurrencen i Danmark. Man ønskede, at konkurrencen skulle være på niveau med de bedste lande i OECD, hvilket bl.a. skulle sikres ved, at antallet af markeder med konkurrenceproblemer skulle halveres inden 2010.

Som et blandt flere initiativer nedsatte regeringen på denne baggrund i juni 2003 en tværministeriel arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Justitsministeriet. Arbejdsgruppen havde til opgave at forenkle og fjerne konkurrencebegrænsende love og regler uden herved at tilsidesætte de hensyn til særlige samfundsmæssige interesser, som den gældende regulering har til formål at varetage.

Arbejdsgruppen afgav i juni 2004 en rapport med en række anbefalinger til regeringen, herunder indførelse af lov om juridisk rådgivning og ophævelse af vinkelskriverloven.

Vinkelskriverloven ophæves
Efter § 5, stk. 2, i lov om juridisk rådgivning ophæves vinkelskriverloven per 1. juli 2006.

Vinkelskriverloven indeholder først og fremmest et forbud for andre end advokater mod at markedsføre sig med levering af juridisk rådgivning, hvorimod udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed med juridisk rådgivning ikke er forbudt efter loven. Allerede i dag er der således intet til hinder for, at andre end advokater udfører juridisk rådgivning.

Det oprindelige formål med vinkelskriverloven var at beskytte offentligheden mod at søge juridisk bistand hos ukvalificerede personer. For at tilgodese hensynet om at sikre navnlig forbrugere den nødvendige beskyttelse også efter ophævelsen af vinkelskriverloven, og ud fra et ønske om samtidig at opprioritere konkurrencemæssige hensyn, indføres der i lov om juridisk rådgivning regler om god skik for juridisk rådgivning, og området underlægges Forbrugerombudsmandens tilsyn.

Lov om juridisk rådgivning
Samtidig med ophævelsen af vinkelskriverloven indføres lov om juridisk rådgivning. Loven omfatter ikke juridisk rådgivning ydet af advokater eller finansielle virksomheder, når der for sidstnævnte er udstedt regler om god skik på det pågældende område.

Loven finder derimod anvendelse på enhver, der i erhvervsmæssig øjemed driver virksomhed med rådgivning af overvejende juridisk karakter, når modtageren af rådgivningen (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Loven omfatter således alene juridisk rådgivning, som ydes til forbrugere til forskel fra professionelle modtagere.

For den rådgivning, som er omfattet af loven, gælder følgende:
§         Rådgiveren skal udvise en adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for juridisk rådgivning, herunder udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv tilsiger.

§         Rådgivningen skal ydes med den fornødne hurtighed.

§         Aftaler om juridisk rådgivning skal være skriftlige.

§         Rådgiveren har ikke pligt til at være ansvarsforsikret, men oplysningen herom skal være særlig fremhævet i rådgivningsaftalen. Er der tegnet ansvarsforsikring, gælder yderligere oplysningskrav.

§         Rådgiverens uddannelsesmæssige baggrund skal oplyses.

§         Rådgiveren skal give prisoplysninger.

§         Rådgivere må ikke modtage betroede midler fra kunden.

§         Rådgiveren må ikke bistå klienten, hvor der er en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald.

Endelig fremgår det af lovens § 2, stk. 8, at der skal fastsættes yderligere regler om god skik for juridisk rådgivning, og at Forbrugerombudsmanden efter § 3 fører tilsyn med overholdelsen af loven og forskrifterne udstedt i medfør af loven.

Lovens anvendelsesområde
Lovens anvendelsesområde har været genstand for intense forhandlinger, siden lovforslaget blev fremsat i november sidste år. Oprindelig omfattede lovforslaget al virksomhed drevet i erhvervsmæssig øjemed, når blot rådgivningen var af overvejende juridisk karakter, men efterfølgende er anvendelsesområdet blevet reduceret til forbrugerspørgsmål.

Repræsentanter fra andre rådgiverbrancher har anført, at navnlig kravet om en forudgående skriftlig rådgivningsaftale og om oplysning om rådgiverens uddannelse og ansvarsforsikring vil give anledning til nye administrative byrder for rådgivningsvirksomhederne, uden at de er tilstrækkelig begrundede i de formål, som lovforslaget søger at varetage. Det er desuden anført, at der allerede i dag på en række områder gælder regler om god rådgivningsskik, hvilket sikrer en professionel modtager af rådgivning i tilstrækkelig omfang. Da der var politisk enighed om, at hensynet til at beskytte modtagerne af den juridiske rådgivning vejer tungest, når det gælder forbrugere, blev lovens anvendelsesområde begrænset til kun at omfatte juridisk rådgivning ydet til forbrugere. Forbrugerbegrebet fastlægges i denne sammenhæng som i den øvrige lovgivning, jf. købeloven og forbrugeraftaleloven.

Efter § 1, stk. 2, i lov om juridisk rådgivning omfatter loven ikke juridisk rådgivning, der ydes af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed.

Denne undtagelse fra lovens anvendelsesområde omfatter kun advokater, som udøver selvstændig advokatvirksomhed, herunder advokater ansat hos en advokat, som udøver selvstændig advokatvirksomhed eller advokater ansat i et advokatselskab. Forarbejderne fastslår, at advokater ansat i andre virksomheder, såkaldte ”husadvokater”, vil være omfattet af loven, når de erhvervsmæssigt yder juridisk rådgivning, f.eks. til virksomhedens kunder. Disse virksomheder driver ikke – og kan efter retsplejelovens § 124 ikke drive – advokatvirksomhed. Efter retsplejeloven kan advokatvirksomheder alene ejes af advokater, men ikke af andre.

Dette er ikke til hinder for, at en virksomhedsansat advokat kan anvende sin advokattitel, når advokaten repræsenterer den virksomhed eller organisation, advokaten er ansat i, uanset at den pågældende virksomhed eller organisation ikke er en advokatvirksomhed. Derimod fremgår det klart af forarbejderne, at en virksomheds- eller organisationsansat advokat ikke frit må anvende sin advokattitel ved rådgivning af andre end den pågældende virksomhed eller organisation. En advokat, der er ansat af f.eks. en faglig organisation, må derfor ikke yde juridisk rådgivning til organisationens medlemmer under anvendelse af sin advokattitel. På samme måde må en virksomhedsansat advokat – f.eks. en advokat ansat i en revisionsvirksomhed – ikke anvende sin advokattitel i forbindelse med rådgivning af revisionsvirksomhedens kunder. En organisation må dog som mandatar ved en i organisationen ansat advokat udføre retssager for deres medlemmer inden for foreningens interesseområder, jf. retsplejelovens § 124, stk. 1, 3. pkt.

Begrebet ”juridisk rådgivning” skal forstås bredt. Loven omfatter både skriftlige og mundtlige anbefalinger og vejledninger om retsgrundlaget på et bestemt område samt oplysninger om umiddelbare konsekvenser af den rådsøgendes valg, herunder udfærdigelse eller udfyldelse af dokumenter i tilknytning til en sådan rådgivning. Juridisk bistand, hvor der i det konkrete tilfælde ikke er knyttet en egentlig juridisk rådgivning til ydelsen, men hvor ydelsen alene består i udarbejdelse af et dokument, omfattes ligeledes af loven.

At rådgivningen skal være af ”overvejede juridisk karakter” vil for sammensatte rådgivningsydelser sige, at hovedydelsen skal bestå af juridisk rådgivning, mens anden rådgivning skal være accessorisk i forhold hertil. Endelig skal virksomheden drives i ”erhvervsmæssig øjemed”, hvorfor vederlagsfri rådgivning som f.eks. retshjælp ikke er omfattet af loven.

Forsikringskravet
Spørgsmålet om obligatorisk ansvarsforsikring har været debatteret meget i den politiske behandling af lovforslaget. Forsikringsbranchen har oplyst, at da branchen af juridiske rådgivere formentlig vil komme til at bestå af rådgivere med meget forskellig uddannelsesmæssig og faglig baggrund, vil de være tilbageholdne med at tegne disse forsikringer. En større gruppe må derfor forventes ikke at kunne opnå forsikringsdækning, hvorfor et forsikringskrav reelt vil begrænse adgangen til markedet.

Dette sammenholdt med at et flertal fandt, at beskyttelsen af aftagerne af den juridiske rådgivning vil være tilstrækkelig tilgodeset ved at indføre en oplysningspligt for rådgiveren om forsikringsdækningen, førte til, at der ikke er krav om obligatorisk ansvarsforsikring i lov om juridisk rådgivning.

Betroede midler
Efter § 2, stk. 6, må rådgiveren ikke modtage betroede midler fra kunden eller på kundens vegne. Et forbud skal sikre forbrugerne bedst muligt, uden det samtidig begrænser adgangen til at udøve juridisk rådgivningsvirksomhed.

God skik for juridisk rådgivning
Som konsekvens af ophævelsen af vinkelskriverloven indføres der med den nye lov bestemmelser om god skik for den juridiske rådgivning. Der fastsættes en overordnet norm for god skik for juridisk rådgivning i lovens § 2, stk. 1, mens der i de efterfølgende bestemmelser i § 2 gives en række grundlæggende regler om god skik for juridiske rådgivere. Bestemmelsen svarer kun delvist til reglerne om god advokatskik i retsplejelovens § 126, stk. 1. God skik-begrebet vil efterfølgende blive uddybet i en bekendtgørelse, som også vil indeholde bestemmelser om interessekonflikter. Forbrugerombudsmanden fører efter lovens § 3 tilsyn med reglernes overholdelse.

Advokatrådets holdning
Advokatrådet modsatte sig ikke ophævelsen af vinkelskriverloven. I en moderne konkurrencepræget markedsøkonomi er det svært at fastholde, at andre end advokater gerne må udføre juridisk rådgivning mod betaling – de må bare ikke fortælle nogen om det.

Advokatrådet fandt derimod, at en ophævelse af vinkelskriverloven uden samtidig indførelse af en lov om juridisk rådgivning havde været en rigtigere løsning. Den regulering, der nu indføres for andre juridiske rådgivere end advokater, kan medføre en falsk tryghed hos forbrugeren.

Under alle omstændigheder har problemstillingen en så tæt sammenhæng med arbejdet i Advokatudvalget, at dette burde have været inddraget i overvejelserne, men det afviste regeringen.